Når det går i fisk - om at være omvendt provisionslønnet. 5. søndag efter trinitatis

 

 Detalje fra indersiden af Alfa og Omega-portalen ved Christianskirken. Her ses - blandt andet - Peter, korsfæstet på hovedet. Mere herom i prædikenen. 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Hvad jeg tjener?? Måske sidder du allerede nu lidt uroligt på stolen, for hvis jeg begynder at tale om løn, hvilke andre forbudte emner tager jeg mon så op? Gæld? Vægt? Drømme?
I må gerne få at vide, hvad jeg tjener som præst. Jeg har snart virket i 29 år. Jeg får ca. 5000 kr. mindre end en gymnasielærer med samme anciennitet. Vil du vide mere, så spørg under kirkekaffen.

En præst er ikke provisionslønnet. 
Jeg får ikke ekstra, hvis de brudepar, jeg vier i år, også holder sammen om 50 år.
Jeg får heller ingen bonus, hvis jeg får flere sognebåndsløsere eller hvis min konfirmationsundervisning er medvirkende til, at en konfirmand siger ja til at blive konfirmeret, og det ikke kun for gavernes skyld.

Omvendt bliver jeg heller ikke trukket i løn, hvis jeg utilsigtet tager troen fra nogen, eller sender dig skuffet fra kirke en søndag, fordi der var for mange eller for få nye salmer,
eller hvis du på anden vis ikke synes, du fik noget med dig hjem.

Flere af mine gode venner får bonusser i flere 100.000 kroners klassen. De kører i større biler end jeg, og skifter dem tiere end jeg køber ny vinterfrakke. De har sommerhus med havudsigt, og kan invitere hele familien på 10 Trin Ned, og de kan drikke årgangsvin en helt almindelig torsdag aften.

Jeg er ikke misundelig. Ok. Ikke ret tit. 😉

For når vi deler et godt glas vin med hinanden, eller når vi deler hinandens glæder eller sorger, så ved vi godt, at der er ét sted, hvor vi får udbetalt det samme:
Vi får alle kun ét liv. Hverken mere eller mindre. Og i dette liv er det vigtigste aldrig, hvad vi tjener, men hvem vi tjener. Og det er der en helt anden løn forbundet med.

Dagens tre bibelske læsninger handler på hver sin måde om at være sat i tjeneste. Og den tjeneste kan vi ikke engang Arne-pensioneres fra.

Først hørte vi ordene fra Esajas med den meget sanselige kaldelse til profet. Har man først fået gloende kulstykker på tungen, så må Ordet bogstaveligt talt brænde i en. De må også brænde i en for at komme ud.

Derefter læste jeg ordene fra 1. Petersbrev –
( i parentes bemærket netop de ord, der fik mig og adskillige andre på teologistudiets anden del til at dumpe med et brag, fordi 1. Petersbrev er så umanerligt svært at oversætte fra græsk til dansk )
1. Petersbrev, der med sin kærlige, men velmente og stadigt aktuelle opfordring til os i menighederne, der er kaldede, om fortsat at leve i ”enighed. Om at vise medfølelse, broderkærlighed, barmhjertighed og ydmyghed.
Om at huske på, ikke at gengæld ondt med ondt eller skældsord med skældsord, men tværtimod med velsignelse,
for vi er kaldet til at arve velsignelse”.

Kaldet til at tjene er aldrig statisk.
Kaldet er et stadigt kald og krav. OG en velsignelse på samme tid.

Med dagens evangelium om Peters fisketur og kaldet til at blive menneskefisker, er vi tilbage ved det med provisionsløn.
Det begynder med nul fisk. Absolut nul.
Peter har ellers gjort, hvad han burde være bedst til: At fiske.
Men denne dag altså uden udbytte.
Så går der en sailor i land. Peter møder landkrabben Jesus,
som inviterer sig selv med om bord, hvorefter Jesus opfordrer Peter til at kaste garnene ud på ny.
Det gør Peter, forståeligt modvilligt, for hvem gider knokle, når der ikke er udsigt til resultatløn?
I trods – og på trods – kaster Peter og vennerne nettene ud igen – og denne gang bliver garnene så fulde af fisk, at de er ved at sprænges og bådene ved at synke. Var det sket, var Guds gavmildhed ville være gået tabt.  De klarede det ikke selv, men kaldte og ved fælles hjælp fik de fangsten indenbords.

Hvad ser vi her?
Vi ser en udbetaling af omvendt provisionsløn.
Det, fiskeren Peter skulle mestre, sit fag: Det at fiske – det kunne han tilsyneladende ikke.
Nu kaldes han til at skulle fiske mennesker.
Og før Peter overhovedet er indsat i sit nye erhverv som menneskefisker, får han hænderne og båden mere end fuld.
Peter får, hvad han på ingen måde har gjort sig fortjent til. Det er omvendt provisionsløn.

Det er i virkeligheden den samme løn, du og jeg har fået.
Vi har intet gjort, for at gøre os fortjent til det. Alligevel fik vi hele lønnen udbetalt på forskud: Et styk liv.
”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.« For Peter og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået. Men Jesus sagde: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.«
Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.

Fisk er ikke bare fisk. Dagens store fangst bliver et billede – et for-ud-billede på, at det her ikke er sidste gang, det vil gå i fisk for Peter. Og dét både på den trælse og på den gode måde.

For nok lægger Peter fiskenettene fra sig og træder i tjeneste hos Mesteren selv som menneskefisker. Men selv der – eller rettere: især der - kommer til at gå i fisk for Peter gang på gang.
Flere gange end der var fisk i nettet denne dag, demonstrerer Peter igennem evangelierne, at det ikke var så nemt at være menneskefisker endda.

Det her bliver ikke eneste gang, Peter ser sin egen ufuldkommenhed i øjnene. Det er virkelig godt, at Peter har været forudlønnet, og at han ikke bliver lønnet som forskyldt, for så ville han alvorligt kandidere til Luksusfælden.

For i de år, Peter er menneskefisker sammen med Jesus, tærer han igen og igen godt og grundigt på hovedstolen.
Peter stiller alle de dummeste spørgsmål til Jesu virksomhed – og sin egen. Igen og igen kommer han på så dybt vand, at han ikke kan bunde. Og Peters sidste troskabsløfte og trosbekendelse til Jesus som hans Herre og Mester, varer som bekendt kun et par dage.
Efter Jesu død og opstandelse går det i fisk igen. Men nu på den gode måde.
For Peter og kompagni rejste rundt i Romerriget. De byggede menigheder op fra bunden. Havde de ikke fulgt kaldet de dag ved Geneserat sø, havde vi ikke siddet her i dag som menighed.

Da Peter ca 30 år efter Jesu død lider martyrdøden, insisterer Peter på at ville korsfæstes med hovedet nedad. For selv da synes han ikke, han havde fortjent at dø på samme måde som Mesteren selv.
Sådan bliver Peter en illustration af, at ingen af os får løn får med os herfra. Hverken provisionsløn eller nogen som helst anden løn. For havde Peter haft noget i lommerne, ville det være røget ud.

Det gik i fisk. Det blev ved med at gå i fisk.
Fisken var de første kristnes hemmelige kendetegn. De satte den på deres mødesteder – og de græsktalende vidste, at Ixtus var en rebus for Jesus Kristus, Guds søn Frelseren. Og fisken mindede dem om, at der er mange måder at få fangst – og være en del af Guds netværk på.

Det går stadig i fisk. Ikke kun som et klistermærke bag på biler.
For det er meget muligt, at det teologisk talt er sandt:
at Gud har provisionslønnet dig,
at dit liv er en uforskyldt gave,
at du med dåben har syndernes forladelse på det tørre,
og at du kan få det bekræftet igen lige om lidt, når nadverens brød og vin rækkes til dig,
og at du, for Guds skyld, i dit kald og i din stand ikke behøver at ligge søvnløs og tænke på fangst eller fortjeneste. Alt det ved du.

Alligevel smutter det mellem fingrene på dig – som en nyfanget alt for glat fisk.
Det preller af som dogmatik og læresætninger uden næringsstoffer.
For måske har du det alligevel sådan, at du ind i mellem – eller lidt for tit - synes, dit liv går i fisk, på den ufede måde.
At din tro er hullet som et fiskenet, hvor enhver Kristus-fisk svømmer lige igennem, før du når at fange den.
At du ikke kan forstå, hvorfor lige du skal prøves og så prøves igen.
Og uanset – så står der bare et rungende 0 eller et minus, hvor du kigger hen.

”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand”, sagde Peter. Måske siger du det i kor med ham?

Eller du tænker det modsatte: Her sidder jeg og har garnene fulde: Et lykkeligt liv, meget at være glad og taknemmelig for, men det har jeg også arbejdet for. Hvad skal Gud blandes ind i det for?
Og efter lidt tid og lidt ydmyghed, ender du måske alligevel med samme sætning: ”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er et syndigt menneske". 

Men kære menneske, du som måtte have det sådan her. Uanset om din båd er ved at synke eller dine garn er ved at sprænges af overflod, så er også du en fisk i Guds fangst.

Også du kan nære nogen.
Også du kan med dit liv, i afmagt, i håbløshed, med din glæde eller din lykke eller med den tro, der måtte være din, være Guds menneskefisker.

For Jesus gik ikke efter de faglærte menneskefiskere.
Jesus gik efter de ufaglærte menneskefiskere.
Dem, der intet kunne – og som derfor havde alt at lære.
Og tænk, han begyndte med at lønne dem langt over den evne, de ikke havde.

Med den ydmyge tilgang og med en løn, langt ud over fortjeneste fulgte Peter i Jesu fodspor.
Frygtsomt og fejlende, javist.
Men det var netop det, Jesus havde set i ham.
For Guds rige bygges ikke på succeser i superligaklassen.

Måske har Jesus kaldt på dig også?
For når både storke og fisk er blevet sjældnere
og når engle er i restordre, må han kalde på anden vis.

Måske venter du forgæves, hvis du tror, du ved, hvad du skal kaldes til.
Måske er der faktisk kald i at være lige der, hvor du er.
Ikke et kald til at række ud eller gøre eller til at gå noget andet sted hen.
Men et kald til at være.
Et kald til at tage imod.
Lige her. Lige nu.

Og din løn? Det behøver du vist ikke en præst til at fortælle dig.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn: Lad os bede:
Jesus. Når du kalder os til at lægge ud på dybet og forkynde dit Ord blandt mennesker, vil noget i os gerne følge dig
og noget helst være fri.
Giv os derfor at høre dit ord stærkt og klart, så vi ikke forkynder vor egen frygtsomhed og ikke spilder tiden med at tælle fisk eller kroner og ører, men at vi taler og handler på dit ord.

Vi hedder ikke Peter – i hvert fald ikke os alle.
Og vores tro er ikke en klippe.
Vi vakler i troen.
Vi snubler over den.
Anstødes af den.

Men vi tror, at din tro på os er en klippe.
Når vi svigter hinanden,
Når vi bagtaler hinanden,
Når vi misrøgter det kald, du har givet os til at være medmennesker – og forvalter din kærlighed,
Når vi handler med bagtanker -
så står din tro på os fast.

Forstå det kan vi ikke.
Men vi klamrer os til det.
Derfor kommer vi til dit nadverbord, hvor smulerne af brød og dråberne af vin minder os om din storhed.
Derfor lader vi vores børn døbe til dit levnede håb, fordi vores eget håb kan være så svært at holde fast ved.

Herre.
Vi takker dig for dem, der var klipper i vores liv.
Dem, vi lærte noget af.
Dem, vi skylder noget.
Dem, der blev som en Peter eller en Kristus for os, selvom de bare lignede alle os andre.

 

Tak for de gange, hvor vi fik lov at være klipper for andre. En, de kunne læne sig op ad, en, de kunne stole på, ikke rokkede sig.

Herre. Lad dem, der har magt og ansvar for verdensfred
og for bæredygtighed og væredygtighed imellem mennesker regere bære det kald med ydmyghed.
Vær med dem. Giv dem gode råd.

Vær hos dem, der her hos os har samme ansvar: Konge, Regering og Folketing, byråd og andre råd.
Vær også hos alle de foreninger og frivillige, der arbejder ulønnede for at bygge på det, der opbygger mennesker og fællesskaber.

Vi takker dig for dem, vi holder af.
For dem vi savner.
For dem, der døde fra os.
Tak for troen på, at de – og vi alle – er i din varetægt.
I dag,
i morgen – og til evig tid. Amen.

Søndagens tekster: 
5. s. efter Trinitatis fra første række | Bibelselskabet

Tæller du til 7? - 4. søndag efter trinitatis

 

1 – 2 – 3 – 4 – 5 – 6- 7.
7!
Syv sekunder tager det ifølge undersøgelser.
7 sekunder, mere har din underbevidsthed ikke brug for.
7 sekunder, så har du eller jeg dømt et andet menneske, en situation eller et set-up.

Der er så rigeligt gået 7 sekunder af denne gudstjeneste.
Kun Gud ved, hvor mange gange, du der nu lytter, har fældet dine domme.
Du har måske dømt og bedømt orgelspillet, temperaturen i kirken, skrifttypen på sangarket, en af de andre kirkegængere på deres tøj, deres duft, deres sangevner eller et eller andet helt 17.
Ja, du har måske også dømt og bedømt mig. Måske allerede før du kom herind.

Og ja – nu var det mig, der lod en dom falde over dig.

For selvfølgelig har jeg også gjort det: Dømt og bedømt.
Tænkt: ”At de gider”, da jeg gik hjemmefra og så lystfiskerne stå på kajkanten i regnvejr. Fældet dom over, hvordan det var at møde ind her til morgen. Glædet mig over I to frivillige kirketjenere, der var fælles om at få flaget hejst, noteret mig hvor koldt vandet i mit vandglas var, lagt mærke til, om I ser ud til at lytte efter, synge med. Fældet dom over, hvor topnuttede dagens to dåbsbørn er - og 1000 andre ting.

Selvfølgelig har jeg dømt og bedømt. Ikke fordi jeg ville det, men fordi det ligger som en automatreaktion i mig, såvel som i dig.
Men tag ikke fejl. Jeg har ikke tal på, hvor mange jeg også allerede har dømt mig selv, fra i morges og indtil dette nu: Er læbestiften nu for rød? Har jeg mon smilet nok, været sjov nok eller alvorlig nok? Har jeg gjort alt, hvad jeg kan, for at forberede en gudstjeneste, som giver en eller anden form for mening for jer, der er kommet her frivillig – eller som dåbsgæst?

Og det stopper jo ikke her.
Jeg dømmer jo videre, når jeg går hjem. Hvis jeg har fortalt mig, sagt eller gjort noget forkert, også når jeg ikke vidste af det.
Var jeg for hurtig i replikken, for langsom?
& hvorfor spiste jeg nu 2 stykker chokolade til kirkekaffen?

Jeg ved, at en del af det at være præst er at I også dømmer videre, når I går herfra. I sammenligner mig med andre klogere eller kønnere eller sjovere eller kedeligere kolleger, I er stødt på. Og gør I ikke, lader denne gudstjeneste jer uberørte, så er der også dom i det.

”Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes”, siger Jesus til os i dag. Og han fortsætter: ”fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes”.
Jesus kunne lige så godt have sagt: ”Du må ikke trække vejret”.
For vi kan ikke lade være. Ikke ret længe i hvert fald.
Det ligger til vores højreben eller venstreben, at vi dømmer.

Det er faktisk tankevækkende, at der er så mange optikere og at vi er så mange, der bruger briller. For vi er helt utroligt gode til at se splinten i andres øjne. En splint!
Mens bjælken i vores eget ikke generer vores udsyn. Den får os ikke engang til at blinke.

7 sekunder.
7 sekunder, så har vi set rigeligt til at dømme.

Os, der var børn i 70’erne, - der var ingen, der havde et bedre øjemål end os. Var vi to eller flere, der skulle dele én flaske sodavand, der jo dengang var på hele 25 cl., så blev den delt, så det passede på millimeter i glasset. ”Du deler, jeg vælger først”.

Det er et helt anderledes målebånd, vi måler hinanden eller en eller anden situation med, når vi gør det med ord som ”altid” eller ”aldrig”. Han eller hun – eller et eller andet er ”altid” eller ”aldrig” sådan og sådan. ”Altid” eller ”aldrig” er hverken et retfærdigt eller særligt nådigt målebånd.

Det kan tage mindre end 7 sekunder at udtale – men ordet kan plantes i modtageren for evigt.

7 sekunder.
Kunne du ikke vælge at gøre noget andet og bedre i 7 sekunder end at dømme en anden?
Jo da.
Du kunne kysse din kæreste, hvis du har en, der er så kær for dig.
Du kunne sende et smil til en fremmed. Jeg tror faktisk, du kan nå hele to, hvis du begynder nu.
Du kan sende en stille tak til et menneske, der har gjort dig godt.

Du kunne også sige: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere. Og led os ikke ind i fristelse”.
Jeg har prøvet. Og ja, jeg tog tid på imens. Det tog 7 sekunder.

Du kunne så meget.
Du kunne også vise barmhjertighed.
For det er den gode nyhed_ At barmhjertighed ligger samme sted som automatreaktionen at dømme. Barmhjertighed kræver bare, at du ser et andet menneske i øjnene lidt længere end 7 sekunder.
Barmhjertighed kræver alene, at du flytter synsvinklen fra øjnene til hjertet. Det behøver ikke engang tage 7 sekunder.

Prøv engang:
Tæl til mere end 7, og vær barmhjertig mod den forælder i supermarkedet, der står der med et barn fem minutter efter at det barn har mistet tålmodigheden.
Tæl til mere end 7 og vis barmhjertighed mod den nye ved kassen, der lige nu har sit første job.
Tæl til mere end 7 – måske meget mere – og vis overbærenhed mod den teenager, der heller ikke i dag samlede sine strømper op eller satte i opvaskemaskinen.  

Og tæl og tæl, og vær barmhjertighed mod dig selv.
Dig, der ikke fik ryddet helt op, inden du kørte afsted i dag.
Dig, der ved, at du heller ikke i dag når op på dine 10.000 skridt.
Dig, der ikke orker endnu et telefonopkald fra din demente mor eller udsigten til en uges ferie med svigerfamilien eller din søsters børn.

Eller du kunne også holde op med at tælle.
Lige nu.
For vi er i et rum, hvor der ikke handler om det, der kan måles og vejes og tælles eller præsteres.

Og vend så hele bøtten om: Lad være med at være så grænseløst selvoptaget og tro, at alting begynder og ender hos dig.
Det gør det faktisk ikke.
Det er det, der er pointen i dagens evangelium.
Det hverken begynder eller ender hos dig.
Det begynder og ender hos Gud. Altid.

Men først vil jeg tage jer med ud at flyve. Undervejs vil I opdage, at historien ikke er af nyeste dato.
Vi er ombord på en af de største flyvemaskiner, vi er lige lettet fra Johannesburg med kurs mod London.
Her på økonomiklassen finder vi en meget utilfreds kvinde. Hun er hurtigere end 7 sekunder på aftrækkeren, og der er ikke det, der ikke er i vejen. Alt bliver dømt og bedømt, målt og vejet.
Ved siden af hende sidder en mørk herre i et særdeles nobelt jakkesæt.

Kvinden kalder – igen – på stewardessen og siger: ”Jeg er blevet anbragt ved siden af en mørk mand. Men jeg har altså ved købet af min billet ikke bedt om at sidde ved siden af den slags mennesker”.
Stewardessen svarer: ”Jeg skal se, hvad jeg kan gøre. Men flyet er stort set booket op”. Hun går og vender snart efter tilbage.
”Undskyld, frue, men der er ikke andre ledige pladser på økonomiklassen. Jeg har talt med kaptajnen – og vi har en enkelt plads på businessclass”.
Kvinden rejser sig.
Stewardessen fortsætter: ”Det er ikke normal praksis for vores flyselskab, at vi rykker passagerer fra økonomiklasse til businessclass. Men under disse givne omstændigheder – og med så lange en flyvetur foran os - mente kaptajnen, at det ville være uordentligt at lade en passager sidde ved siden af så ubehagelig en person”.
Hvorefter stewardessen henvender sig til herren ved siden af med ordene: ”Undskyld hr. Vil De være så venlig at tage deres håndbagage og følge med mig til businessclass”.
Historien slutter med, at de omkringsiddende passagerer klapper, mens manden føres til businessclass, hvor der serveres champagne og marvfede retter.

Nå.
Mon ikke de fleste af jer havde regnet ud, at det ville gå sådan her?
Alligevel klappede du måske også lidt stilfærdigt med og gnækkede indvendigt over, at så skete retfærdigheden fyldest. Alt imens du hælder præcis 12.5. cl op i selvretfærdighedens bæger.

Men lad os så lige tælle til 7.
For hvis flyveturen nu ikke gik fra Johannesburg til London – men gik fra Guds rige og retur. Den tur, Jesus rejste. Den tur, han inviterede os med på.
Hvis kaptajnen var Vorherre selv.
Hvis historien ikke er en historie, men et billede på evangeliet selv, så ville det gå anderledes.
Så ville både kvinden og manden være blevet flyttet på businessclass. Så ville de begge være vist nåde

Hvad er der i vejen med at flyve økonomiklasse? spørger du måske?
Ingenting. Det er også her, vi færdes og krøller benene sammen det meste af vores tid. Imens vi irriteres over barnet bagved, der sparker dig i ryggen eller skriger. Alt imens du sukker over forsinket ankomst eller maden eller dem, der klapper begejstret, når du lander.
Men det er ikke det, der er pointen!

Pointen er at Guds domme er anderledes end vores.
Pointen i dagens evangelium er, at vi skal vende det hele om.
Den barmhjertighed, Gud viser os, det er den, der er det første. Det er den, vi skal vise andre.
Den dom, vi er blevet bedømt med, det er den, vi skal dømme andre med.

Hvordan lyder Guds dom så: Ja, den er som i flyet:
At Gud dømmer os til at flyve første klasse.
Gud ønsker os et velsignet liv.
Velsignelse kan se ud på mange måder.
Vi så en af måderne, Guds velsignelse viser sig på, da Han hældte dåbens vand over dåbsbørnene og sagde, at intet nogensinde vil kunne skille dem fra Guds kærlighed.
Men Gud velsignelse folder sig ud på mange andre måder.
De velsignelser skal vi se først. De velsignelser skal være vores fundament. Vores livsindstilling. Vores DNA. Vi skal se og tro os udvalgte, hellige og elskede.

Ved døbefonten er der tit hvide kjoler, der er alt for lange, alt for store  til dåbsbarnet. Når dåbsbarnet altså ikke lige er vokset fra dem. De hvide lange kjoler skal minde os om, at du og jeg altid skal gå i for store sko. Den generøsitet, Gud betingelsesløst har vist os, skal vi selv øse videre af.

Så, stop op engang imellem. Ved en døbefont, et alterbord eller et andet sted, og lade det sive ind i dig, at ja, kristendom er en doms-religion. Gud har dømt dig.
Du er for evigt dømt til at blive elsket.
Du er dømt til den Guds kærlighed, du ikke kan falde ud af. Som du ikke vriste dig ud af.
For ved du, hvad der også tog max 7 sekunder?
Dengang en præst hældte vand over dit hoved og sagde: ”Jeg døber dig i Faderen og Sønnens og Helligåndens navn. Amen”.

Da blev du døbt og dømt til et liv, hvor du ikke skal lade sig måle af andet end Guds retfærdighed.
En retfærdighed, der ligner ikke noget andet, vi kender – fortællingen fra flyvemaskinen er bare en dårlig analogi.
Guds retfærdighed siger ikke ”noget for noget” eller ”nåde for nåde”.
For det væsentligste i livet kan aldrig måles i millimeter og centiliter. Det væsentligste i livet kan strækkes ud, så der bliver mere af det: Kærlighed – overbærenhed – barmhjertighed – tilgivelse – retfærdighed - nåde. Sådan måler Gud. Ikke med målebånd, men med nådebånd.

Guds retfærdighed er, at du er dømt.
Gud har dømt dig med evig kærlighed.
Og tænk – den kærlighed omslutter dig også, når dit liv mislykkes.
Når du gør noget, der er forkert.
Når du dømmer. Eller træffer dårlige valg mod bedre vidende.
Eller tror, du kan præstere dig til Guds kærlighed.
Eller dit gudsbillede er, at Gud er mere nøjeregnende end dig.

Du behøver ikke engang dømme om eller dunke dig selv i hovedet eller i din tro, om du har fortjent den kærlighed.
Du kan bare gøre, som dåbsbørnene gjorde det for lidt siden: Tage imod.

Du er dømt. Du er dømt med evig kærlighed.
Og der ikke nogen dom i denne verden, der kunne gøre dig til et friere menneske.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

KIRKEBØN: 

Gud, vi beder dig:

Tak for livet.
Tak for alt det, der ikke kan måles og vejes – men som har umådelig stor betydning i vores liv.

Tak, når vi møder mennesker, der ikke måler os med de vante målestokke, men som måler os med nådebånd.

Vis os, at du elsker os, selv når vores øjne er fyldt med bjælker.
Lad os være barmhjertige og tilgivende, når vi igen og igen skal fjerne både splinter og bjælker, andre efterlod i vores liv.

Vi takker dig for de to, som i dag blev døbt. Gud, du har lagt dem i hænderne på dem, der holder af dem. Nu er de også lagt i dine og i menighedens hænder.
Tak for nadverbordet, Gud, hvor din nåde bliver til at tage og føle og smage på.

Vær nær hver enkelt af os.
Vær hos dem, vi hver især tænker på lige nu.
Dem, vi holder af.
Dem, vi savner.
Dem, vi ved, vi skal miste.

Vær særligt nær hos mennesker, der er ramt. Lad os ikke dømme om, hvornår man kan føle sig lidt eller meget ramt. Eller hvor længe det må tage.
Giv os tålmodighed, så også vi holder ud og holder af og holder om
den, der er ensom eller syg eller ulykkelig eller bange.

Herre, sæt dig hos den, der har mistet og hvis hjerte er ved at briste af sorg og savn.

Hjælp folk med magt og ansvar, så de kan forvalte dette i visdom og klogskab og med ydmyghed.
Lad der blev fred mellem mennesker og nationer.
Lad håb gro vildere end den mest invasive plante. Og lad os så håb overalt, hvor vi har mulighed for det i vores liv.

Og Gud, når vi en dag eller nat skal dø, så sæt Du dig ved vor side, og hold os fast på det, du lovede os i dåben, at du er med os, du bliver hos os alle dage indtil verden ende. Amen.