Aktiv livshjæp - 19. søndag efter trinitatis

Velkommen til byen Kapernaum i Israel.
Kapernaum ligger cirka 50 kilometer fra Nazaret, byen, hvor Jesus voksede op.
Vi er i det nordlige Israel, på det nordligste af Genesaret sø.
Og selvom vi nok dårligt helt kan forestille os, hvordan der så ud i år ca. 30 efter Kristi fødsel.
Og selvom vi måske endnu dårligere kan forestille os, hvordan der ser ud på det sted i Israel lige nu og her. Fordi også det kan være forandret bare siden denne prædiken blev skrevet.
Så er det øvelsen i dag:
Vi vil prøve at forestille os, at vi på en og samme tid er i skoene – eller sandalerne – på nogle af dem, der kunne have været med dengang – og hvordan vi kunne have tænkt, hvis vi var nogle af dem, der overværede det, der skete den dag, ske i dag.

Og i dag kan I – kære menighed – være med til at bestemme rækkefølgen i prædikenen.
Jeg har her et antal kuverter.
Hver kuvert indeholder synsvinklen fra en, jeg har valgt, skal komme til orde i dag.

Nu kommer de i samme rækkefølge, som de optrådte i gudstjenesten:

En af dem, der bar: 
Jeg har stadig vabler på hænderne.
Måske har I prøvet det? Det med at stå med et reb i hænderne og skulle fire en død ned i graven.
Jeg må ærligt indrømme, at det var det, jeg tænkte på, da vi stod der på toppen af taget. Mig og de tre andre.
Nå ja – og så vores lamme ven på båren.
Der var nok cirka 90 kg lam dødvægt.
Han var ikke blevet lettere, de år, han havde været syg.
Der er jo ikke så meget andet, man kan lave som lam, end at små-snacke dagen igennem.

Alligevel var han jo helt sig selv.
Sygdommen havde forandret ham udenpå.

Men indeni var han den samme.
Han sagde de samme lamme jokes, som han altid havde fyret af.
Jeg ved ikke, hvor mange gange vi havde hørt denne her: ”Hvorfor var fåret dårligt til at spille fodbold”?
”Fordi det var lam som barn”
Eller: ”Hvad tager lam altid med på camping?”
– Et får-telt.

Vi grinede hver gang. Overbærende.
Hvor skulle han også få nye vittigheder fra?

Vi – firkløveret af venner – vi havde i snart flere år rendt fra Herodes til Pilatus og jeg ved snart ikke hvor, for at se, om der dog ikke var et eller andet vi kunne gøre. Eller en eller anden læge. Eller terapeut.
For vi var ved at være desperate.

Det er svært at blive ved med at være en god ven. Når man synes, man er en magtesløs en af slagsen.

For det blev sværere og sværere at komme på besøg hos ham og finde på noget meningsfyldt at sige:
”Det er godt at se dig?”
Det var jo løgn. Det var overhovedet ikke godt at se ham. Hver gang jeg så ham, tænkte jeg på med lige dele frygt og lettelse, at godt det ikke var mig, der var så syg.

”Det er godt nok blevet efterår, hva? Men i det mindste regner det ikke”.
Det kunne jo være fuldstændigt ligegyldigt – vores ven kunne jo ikke bevæge sig ud i vejret.

Og så blev besøgene færre og færre. Og nogen gange blev det bare nemmere at holde sig væk. Så fik man i det mindste ikke sagt noget forkert.

Så var det Natanael var kommet og spurgt, om jeg ville give en hånd med.

I synes måske, det var underligt det med at vi gik op på taget.
Men i vores tid var det ikke mærkeligt at være på taget. Vores tage var jo flade – og det var her, vi levede vores daglige liv. Det var faktisk kun, hvis det var dårligt vejr, at vi opholdt os indenfor.

Jeg ved ikke, hvem der fik ideen om, at vi skulle bryde igennem taget. Desperation kan få folk til hvad som helst.
Men jeg kan endnu mærke, hvordan det var at fjernet tegltaget, sten for sten.
Forsigtigt.
Nedefra huset kunne vi høre en stemme. Kun en.

Da hullet blev stort nok tog vi fat – en i hvert hjørne af båren.
Så begyndte vi at sænke ham ned.
Jeg ved ikke, hvad vi havde tænkt på.
Vi kunne jo ikke nå.
Men da vi ikke kunne nå længere, var der andre hænder, der tog imod båren med vores ven.
Og vi kunne slippe.

Jeg har stadig vabler på hænderne.
Men min ven – som nu ikke længere er lam – er lige smuttet ud for at hente noget kølende vand, jeg kan dyppe hænderne i.

”Ingeniøren”: 
Ok ok. Jeg ved ikke, hvad I tænker.
Men jeg ved, hvad jeg tænker.
Det der med det tag dér – det kan ikke lade sig gøre.
Det ved enhver ingeniør med speciale i byggeri.
Hvis du fjerner 2 m2 tag på et fladtaget hus, så bryder konstruktionen sammen.
Sådan er det.

Og endelig … dem, der stod dernede under taget… de må altså have fået store stykker tegl eller ler i hovedet. Hvorfor hører vi ikke, at de gik ud af huset for at passe på sig selv?
Altså helt ærligt.

Og en lam, der selv går derfra.
Jeg ved ikke, hvad I tænker, men jeg ved, hvad jeg tænker.

Det må jo være fake, snyd, ik?
Den lamme var ikke sådan helt rigtigt lam.
Hans ben sov måske bare lidt. Nok til at han ikke kunne støtte på dem.
Og da han havde fået hvilet sig lidt, og benene var vågnede, så var det jo klart, at han kunne gå igen.

Endelig – hvis han nu virkelig havde været lam i virkeligt mange år.
Så er der jo, set ud fra et lægevidenskabeligt synspunkt, ingen muskler tilbage. Og så kan man rent faktisk ikke gå.
Jeg siger det bare. Som det er.
Så kan du tænke om det, hvad du vil.

Men verden vil bedrages.
Og der er masser derude, der vil have jer til at tro på mirakler.
Og hvis I er desperate nok, så slæber I sikkert jer selv eller jeres kære til helbredelsesseancer.
Eller til mirakelmænd, der siger, at de med mælkebøttesaft eller rigelige mængder af ingefær eller afholdenhed fra alkohol, kortspil og netflix kan kurere jer for hvad som helst.
Bare man tror på det.

Og synder. Helt ærligt.
Synder er det ikke bare et begreb, kirken har fundet på, for at få folk til at være i et afhængighedsforhold?

Tænk nu lige efter: Er det vigtigste ikke at være selvstændig og stærk?
Frittænkende. Kritisk tænkende.
Begge ben på jorden. Holde hovedet koldt.

Jeg ved ikke, hvad I tænker.
Men sådan nogle som mig, vi tror ikke på det, der skete den dag i Kapernaum.
Vi tror på videnskaben. Og på os selv.
Kom ikke og sige, at der er nogen bånd, der binder mig til noget som helst.

”En i mængden”: 

Altså – det er jo ikke fordi der sker vildt meget i vores by.
Og når man så er en af dem, der står på torvet det meste af dagen og venter på at få et job, måske bare et par timer, og man har røget de cigaretter, man havde. Og der så pludselig er en, der kommer forbi og siger: ”Har du hørt det?” – og det har du ikke, for det har du ikke fået nogen notifikationer om. Jamen, så følger du da med.
Det er lidt lige som en kiggekø. Man ved ikke rigtigt, hvad man skal kigge efter. Man følger bare med strømmen. Sænker farten, når man nærmer sig. Prøver at komme så tæt på som muligt.
Hvis jeg selv havde kunnet bestemme, var det ikke sikkert, jeg var gået med ind i huset.

Altså – jeg havde hørt om Jesus. Men der var så mange af den slags. Det er ikke længe siden, vi hørte om Johannes. ”Døberen”, var der også nogle, der kaldte ham. Han var noget af en personlighed. Gik rundt i ørkenen og råbte op: ”Ban Herrens vej, gør hans stier jævne”. Og så lugtede han efter sigende afsindigt af kamel, hvis I altså ved, hvordan sådan en lugter.

Der var mennesker på alle sider om mig. Inde i huset. Nu jeg tænker efter ved jeg faktisk ikke, hvorfor vi var indenfor. Jeg kunne lugte deres sved. Både fra armhuler og fra mange varme fødder. Nu har jeg altid været lidt lille af vækst. Så det var svært at se noget som helst. Selv når jeg stod på tæer.

Jeg fik lyst til at blive løftet op – og sådan crowdsurfe – blive båret af andres hænder og atter andres hænder – og bare komme helt tæt på. Men det skulle først blive moderne om et par tusinde år.

Så sådan lidt på afstand, så lignede ham der Jesus alle os andre.
Samme tøjstil.
Samme frisure.
Men. Det han sagde.
Det rørte mig på en helt særlig måde.
Det var som om han talte kun til mig. Selvom han talte til os alle sammen på en gang.

Og pludselig var det som om huset blev helligt, nærmest en katedral.
Pludselig var det som om at vi var ét, os, der var der, selv om Gud skulle vide, at vi er piv-forskellige.
Vi så det med vores egne øjne.
Vi hørte det vores egne ører.
Og ja, tro mig, jeg kneb mig i armen for at mærke, at jeg ikke drømte.

Men jeg sværger – jeg drømte ikke.
Jeg havde aldrig oplevet noget lignende.
Og måske kommer jeg heller aldrig til det. Det er ikke vigtigt.
Det vigtige var såmænd heller ikke det mirakel, vi så: At den lamme selv gik derfra med båren under armen.
Det vigtige var, at vi alle sammen gik derfra med en klippefast tro på, at det vi havde set ske for den  lamme i Kapernaum – ham, vi havde set ligge lam i årevis – ja, det kunne ske for os også:

At vi kunne blive befriet for det, der lammer os. Ikke bare vores krop. Men lammer vores tanker om os selv: Tanker om selvværd. Angst, der fylder dagene og værre – om nætterne. Alt det, der hindrer mig i at gøre det, jeg kunne have lyst til, men som jeg holder mig tilbage fra. Søge nyt job. Hoppe i faldskærm. Tale til den lille rødhårede pige. Alt muligt.

Den lamme er ikke længere lam.
Jeg er ikke lam. Og du er ikke lam.
Ingen af os er i al evighed bundet til det, der måtte være vores båre.
Vi er fri.
Frie til at være menneske.
”Dine synder tilgives dig”.
Mine synder.
Der er en, der tager også dem fra mig. Og bærer dem i stedet for mig.
Jeg skal ikke bære mig selv.

”Den lamme”: 

Jeg er lam.
Fuldstændigt lammet fra top til hals.
Når de taler om aktiv dødshjælp, så føler jeg mig truffet.
Det er jo sådan nogle som mig, der ikke burde have lov til at leve.
Jeg er jo ikke til nogen gavn.
Jeg er en byrde for samfundet.
Det er jo dig, - jer skatteydere, der betaler for min hospitalsseng her.
Alle de undersøgelser, jeg går til: Hjemmeplejen, der kommer flere gange om dagen, og vender mig, smører mine sår, så jeg ikke får liggesår og det, der er værre.

Men jeg føler mig ikke som en byrde.
Jeg føler mig fuld af liv.
Selvom jeg næsten ikke kan noget som helst, når andre skal sige det.

Jeg synes stadig, jeg kan en masse.
Jeg kan tænke på dem, jeg holder af.
Bede for dem.
Det er der så mange andre, der har alt for travlt til at gøre.
Mine minder er så levende. Kun en tanke væk.
Der er mennesker, der holder af mig. Venner. Familie.
Jeg føler mig elsket og båret i tilværelsen.
Er det ikke noget værd?
Er det ikke et liv?

Jeg kan ikke bære mig selv.
Men båren kan bære mig rundt.
Sådan som dine ben kan bære dig.
Sådan som du – lige nu – er båret af den stol, du sidder på.
Eller båret af ønsket om at være til gudstjenesten.
Hvis da ikke dine tanker har båret dig andre steder hen.

Kunne jeg tænke mig at være rask?
Vis mig den uhelbredeligt syge, der ikke gerne vil være rask.
Har jeg lært noget af at være syg?
Har det betydet noget for min personlige udvikling?
Ja, det har lært mig noget om, hvad det også er at være menneske.
Og at menneskeværd ikke sidder i benene. Eller armene. Eller noget andet sted i kroppen.
Ville jeg have været sygdommen foruden?
Selvfølgelig ville jeg helst det.

Når du bliver båret, kan du ikke altid selv bestemme, hvor du kommer hen.
Var det med min gode vilje, at mine venner bar mig op på taget?
Jeg kunne jo ligesom ikke stritte imod.
Hvem siger nej, når sundhedssystemet tilbyder dig endnu et behandlingstilbud?
Hvem siger nej, når selv et spinkelt håb dog er et håb.

Og nu hænger jeg så her… Midt imellem himmel og jord.
Hejst gennem taget.
Kommet fra lyset og ned i mørket.
Øjne, der kigger oppefra på mig – og øjne, der ser på mig nedefra.
Der blevet helt stille.
Helt, helt stille.

Det er som om jeg er blevet gennemskuet.
Men på en god måde.

Og nu … nu kan jeg mærke, at det på en måde klør i mine ben, i mine arme ….

---

Nu er der ikke flere kuverter.
Der kunne have været mange flere, hvis stemmer, vi gerne ville have hørt. Men måske var der også en af dem, du hørte her, der lagde stemme til din måde at tænke om begivenhederne i Kapernaum på? 

Men vi kan ikke sige Amen her.
Vi ville synes, der manglede en, hvis ikke Jesus selv – hvis ikke evangeliet - fik ordet.

Evangeliet om den lamme i Kapernaum handler om aktiv livshjælp. Men ikke kun for den lamme.
For faktisk bærer tre af de fire synsvinkler eller personer selv med på det synspunkt, at det at være menneske er at være båret.
Vi er altid i andres hænder.

Vi kan på helt utroligt mange måder bære med på hinandens liv.
Og vi kan, at bedst som vi tror, vi bærer med på en andens liv, erfare, at det her også handler om os selv.
Spørg de frivillige, der lægger mange timer i en organisation, en forening eller i et kirkeligt engagement, om de gør det for deres egen skyld? Mange af dem vil sige, det gør det, fordi sagen er god og at de støtter den. At glæden er at kunne gøre noget for andre. Og at det er den glæde, der bærer med, alle de gange man stiller op, hvor man egentligt ikke orkede.
Dét er også aktiv livshjælp.

Jeg har sat en – stort set – sort-hvid mosaik på forsiden af sangarket til i dag.
Den farvede version hænger allerøverst oppe.
Det er mosaikken med Gud, der skaber.
Eller – som en konfirmand kaldte den for et par uger siden – ”nye begyndelser”.

I har fået mosaikken i sort-hvid. Og så har jeg tilladt mig at fremhæve de to små menneskeskikkelser i Guds hånd med farver, de ikke har på mosaikken. Der gik år, inden jeg opdagede, at Gud ikke kun har den hele vide verden i sin hånd, men at Han på mosaikken her også holder hånden under mennesket. Og at menneskene hænger sammen – lige der i ribbenene.

Vi skal læne hovedet godt tilbage, hvis vi skal se det.
Vi skal læne os godt tilbage i troen, når vi vil hvile i, at vi er båret af Guds hænder.
Og vi skal læne os endnu bedre tilbage, når vi gerne ville være båret – men hverken kan se eller erfare – endsige tro det.

”Vi er i Guds hænder”. Ingeniøren vil måske sige, det er et postulat. Kan vi måske se det? Kan vi altid mærke det, måske?

Jeg tror, de fleste af os har oplevet at føle os båret oppe af noget, der helt sikkert ikke kom fra os selv. Det kunne være i situationer af livet, hvor det var særligt svært – eller måske særligt glædeligt. Eller måske mere rigtigt: I situationer, hvor vi ikke kunne bære det, livet. Og så der alligevel føle os båret igennem det. Så vi mærkede, at livet er livet værd.
Det er aktiv livshjælp.

Når Jesus i dag møder den lamme, så helbreder han ham både på krop og sjæl.
Jesus gir ham kraft på ny.
Han giver ham kraft i benene. Og kraft til sjælen.
Han giver ham livet igen.
Det er aktiv livshjælp.
Og så er evangeliet det gode budskab, der gjaldt lige godt den dag i Kapernaum, som dagen i dag: At det ikke er op til os at tage livet ud af livet.
Vi kan tage os af dage. Vi kan tage vores eget liv.
Vi kan også tage livet af andre – uden at slå dem ihjel.
Men der er altid mere liv i livet.
For der er en del af vores liv, der altid er båret af Gud.

Manden hejses ned. Fra lyset til mørket.
Og der, hvor vi hejser vore døde ned i graven, hører vi det forjættende: Af jorden skal du igen opstå.
Der er mere liv, der hvor Gud er.
For Gud brød igennem meget mere end et tegltag påskemorgen.
Gud lukkede lyset ind i mørket.

På det levende håb kan vi efterlade vores døde.
På det håb kan vi gå livet i møde – om vi nu har gode eller dårlige ben.

Kære du. Tag din båre og gå med dine synders nådige forladelse.

Og for det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden. Som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.