Hvor er håbet? Prædiken til 2. søndag i advent

Tak for kaffe! – eller gløgg skulle jeg måske snarere sige! 

For jeg skal da ellers lige love for at der er skruet ned for decemberhyggen i dagens evangelium. Der er ikke meget stjernestøv eller puslen i høet i en stald i Betlehem som forvarsel til julenat. Det er ikke fred på jord, fryd på jord, det flyder over med.

For det er de sidste tider, Lukas taler om. Om Herrens genkomst. Det, vi netop har sagt i trosbekendelse: ”siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde”. Jo tak. Og når Herren kommer, så er det med bulder og brag, som om hele jorden skulle rystes af en verdensomspændende katastrofe. Og mennesker skal gribes af angst og gå til af skræk. Hvor bliver lige det gode budskab? Hvor bliver håbet af?

For et par uger siden spurgte et par lærere fra Fredericia Gymnasium mig, om jeg ville være ekstern partner på et kreativt projekt for nogle 2.g’ere. Hvis ikke de havde sagt ordet ”kreativt”, var jeg måske kommet til at sige nej tak, og så ville jeg med garanti have ærgret mig. For det blev en god oplevelse.

To fag skulle arbejde sammen: Naturgeografi og religion. Projektet fik – i samarbejde med lærerne - titlen: ”Hvor er håbet i naturkatastrofer?”

Inden jeg skulle på gymnasiet og forelægge og motivere opgaven for eleverne, sparrede jeg lidt med min ene datter, som blev student i sommers:
”Kunne det ikke være sjovt”, sagde jeg…
”kunne det ikke være sjovt, hvis nogen af eleverne virkeligt tænkte ud af boksen?
Kunne det ikke være sjovt, hvis de lavede noget, vi rent faktisk kunne bruge?

Tænk, hvis nogen af dem tænkte i at lave sådan en slags håbs-første-hjælps-kasse? At ligesom man i et fly og på skibe har en redningsvest, så kunne der ved hvert sæde ligge en håbs-første-hjælps-kasse.

Eller tænk, hvis vi præster kunne have sådan en håbfyldt kasse med ud til mennesker, der havde mistet håbet og ikke kunne finde det igen – eller som oplevede sig selv som håbløse eller håbsforladte der i deres egne katastrofer.
Og i den håbskasse kunne der være …”

”Mor”, sagde datteren,
”mor, du skal huske, at det ikke er dig, der skal besvare opgaven. Du skal bare stille spørgsmålene”

Sådan!
Det var ikke min opgave at prøve at løse opgaven.
Det var min opgave at stille spørgsmålene.
Og netop at være opmærksom på, ikke kun at stille spørgsmålene, så jeg fik de svar, jeg gerne ville have.

I disse dage er det netop 24 år siden, jeg blev præst. Jeg kan huske nogen af de overvejelser, jeg gjorde mig forud. Jeg havde tænkt – 100 gange – mindst, at hvis det at være præst var konstant at skulle ud og forsvare Vorherre – skulle stå på mål for, hvorfor naturkatastrofer sker – hvorfor der er så meget ondt i verden – og hvorfor nogle mennesker skal så meget svært igennem - hvis Gud nu er god – ja, så skulle jeg ikke være præst.

Når katastrofer rammer et menneskeliv, så skal vi ikke forsvare noget som helst.
Vi skal heller ikke gradbøje katastrofer i størrelse. Men vi kan være med til at stille spørgsmålene:
Hvorfor? Hvorfor mig?

Hvor er du, Gud, når katastrofen rammer? – til den Gud, som siger: ”Mine ord skal aldrig forgå”.

Og så må det være Guds ansvar at komme med svarene.
Og med håbet.

Håb kommer ikke på kommando.
Og der kom ingen håbs-førstehjælpskasser i nogen af besvarelserne.
Men der kom flere andre gode bud.
Og i dag har jeg fået lov at få og at udstille 2g’ernes kreative besvarelser her i kirken.

Tag et kig på dem under kirkekaffen efter gudstjenesten.

Hvor er så håbet, set med de unges briller?

(FOTO 1, se nederst i dokument)
Ja, håbet er i bygninger, der står så fast, at de er jordskælvssikrede – som i installationen her. Og så tillader jeg mig at tolke – for måske er installationen frommere end drengene, der havde produceret den, havde tænkt det. 

For der er et hus mere. Et hus, der vælter om, når ”der sker tegn i sol og måne og stjerner”. Og hvad er der i huset? Ja, der har drengene sat et kors. Et grønt kors. Grønt som håbet. Som et håb, der kan gro, selv i murbrokker og sammenstyrtede menneskeliv.

For huse styrter om ude i verden – og mennesker styrter om, også her hos os – men håbet står fast. Ind imellem som et postulat. Men alligevel som en del af den bærende konstruktion.

FOTO 2 (Se nederst i dokument)  
I en anden af installationerne sidder det moderne menneske i en lysende kuppel, omgivet af en masse naturkatastrofer. Håbet, det er som et helle. Et sted at krybe i ly og i lys. Et håbssted kan være et meget ensomt sted. Du kan godt opleve, at du er ret alene om at håbe.
Men håb er håb, også når det er i ental.

FOTO 3:
For en anden gruppe finder du netop håbet i fællesskabet. Selv når alt andet rokkes, selv når din egen verden vakler om dig eller i dig – så er du en del af et større fællesskab. Et diakonalt fællesskab.
Håbet er her en masse mennesker, der holder i hånd. Selv i disse tider.
Menneskene er lavet af piberensere. Der skal ikke meget til at ryste dem – der skal heller ikke altid meget til at ryste os. Men på samme måde skal der heller ikke meget til at bringe dem og os i bevægelse.
Og både i rystelsen – og i bevægelsen – støtter mennesker hinanden. ”Løft jeres hoveder”.

Der er to installationer mere, jeg gerne vil sige noget om.

FOTO 4: 
Det ene er billedet, der er placeret her under prædikestolen. Det hedder ”Et håb i mørket”. På den ene side er titlen naturligvis anfægtende: At der er håb i mørket.

For, for den, der sidder i sit livs mørke, der opleves håbet måske meget langt væk. Måske er mørkt så mørket, at du ikke kan se en hånd for dig. Eller et håb.
Men måske er det netop også så mørkt, at du ikke opdager, de håbstegn der er der, selv i mørket. Duen. Olivengrenen. Fredstegn. Håbstegn.

Og derfor er det måske netop der, hvor mørket er mørkest, at vi har brug for håbet, selv som et postulat. Håbet er der, også når du ikke kan se det.

Håbet er ikke mørkeræd.
Derfor gik Gud selv ind i mørket langfredag. I det allermest ufremkommelige og skræmmende mørke, dødens mørke
forgård.

Og derfor må du i dit tætteste mørke råbe: Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig? – fordi du ikke kan se ham i dit mørke. Men fordi vi, med langfredag i ryggen, må tro, at Gud – og Guds levende håb – også er i mørket.

I dagens evangelium er katastrofen jo netop et tegn på og en forudgribelse af, at de mørkeste tider skal blive forbi.
Jeg ville ønske, det samme altid ville gælde for mennesker, at når vi tror, at nu kan vi ikke komme længere ned  - eller livet kan ikke blive mørkere eller sværere – så er det fordi det er sandt: At det kan vi ikke.
Og så kan det kun blive bedre.

Hvor er håbet, når naturkatastrofen rammer?
Det var spørgsmålet, de unge fik.
Det er spørgsmål, mennesker til alle tider stiller, når katastrofen rammer.
Hvor er så håbet?
Hvor er så Gud?

”Mor”, sagde datteren, ”mor, du skal huske, at det ikke er dig, der skal besvare opgaven. Du skal bare stille spørgsmålene”

Når katastrofen rammer, når vi rystes af livet og bliver rådvilde og grebet af følelser og tanker, der virker med samme kræfter som naturkatastrofer, så skal vi ikke forestille os at vi har svarene.

Men når du i den katastrofen, der måtte være din, råber til din Gud, så skal du være opmærksom på ikke kun at stille spørgsmål, som kun åbner for det svar, du gerne vil have. Men være åben for, at der kan komme svar på spørgsmål, du ikke stillede.

Håb er et sådant svar.
Det levende håb, Gud lagde ind i verden.
Gud lagde det i menneskeskikkelse. Og håbet er som det lille nyfødte barn: På en og samme tid skrøbeligt og uendeligt hårdfør. Håb kan voksne – som barnet i krybben blev til manden på korset. 

Og håbet er levende. Det levende håb er i bevægelse. Håb er altid bevægelse. Håb er altid retning. Ellers staves det på en anden måde: Resignation. 

Håb er bevægelse. Greta Thunberg sagde: ”Once you start to act, hope is everywhere”. Altså: ”Er vi først begyndt at handle, vil vi se, at håbet er alle steder”. 

Eller sagt teologisk: Hvis vi først opdager, at Gud er begyndt at handle – så vil vi se Guds håb alle steder.

Eleverne fra 2.g. byggede håbsinstallationer.
Vi sidder selv midt i en af dem.
Kirker er bygget af håb.
Kirker er bygget på håb.

Bygget på håbet om og troen på ham, som sagde, at selv om alt, hvad der var ham skulle blive hængt på et kors og slået ihjel, så ville han genopstå på tredjedagen.

Der er født et håb ind i vores verden, der ikke kan slås ihjel.
Det er håbets fødsel, vi fejrer igen denne jul.
Derfor er adventstiden – trods alt – en håbefuld tid.
Vi ved, at håbet er på vej.

Og med disse ord til den sidste installation. Det hedder kort og godt: ”Håbet”.
FOTO 5:
Værket er – skriver de unge – en fortolkning af det moderne menneskes evige følgesvende: Risiko og fare.
Spejlet, der er i mange stykker, symboliserer naturkatastrofer, der river menneskers liv i tusinde stykker, når mennesker f.eks. mister deres kæreste, deres hjem og deres hverdag. På samme tid giver spejlet det moderne menneske mulighed for at se sig selv fra flere vinkler og fra nye vinkler, der kan sætte livet i perspektiv.

I krisesituationer kan vi opleve, at Gud kan være nærværende som fraværende.

Der opstår noget smukt, når vi i krisesituationer tager os af hinanden og står sammen. Når vi sætter stumperne sammen på nye – om end fragmenterede måder. Eller når vi hver især opdager, at selv i stumperne – i det, hvor vi endnu ser i et spejl som i en gåde – ja, selv der i det gådefulde, splintrede ser vi Guds ansigt.

På installationen har eleverne også placeret en due. Og med den tænker de den kraft, der bærer ordet Gud rundt fra hjerte til hjerte og sender os mod hinanden til trøst og hjælp.

Og endelig har de sat en blomst. Pigerne, der har lavet installationen skriver, at blomsten symboliserer det smukke, der kan ske i svære tider. Blomsten symboliserer håbet, der giver mennesket mod på livet igen frem mod den kamp, der venter, når ens livsgrundlag skal bygges op på ny.

Blomsten er en rose. Et gammelt Kristus-symbol.

”En rose så jeg skyde”, sang vi. Det er det kristne håb, der er plantet hos os.
At det gør de, roserne: De skyder op af den frosne jord, juleroserne.
Og de sidste sommerroser blomstrer i haverne netop nu.
Og Guds rose – Guds søn – han fødes ind i vores verden. Lige om lidt.

Han er håbet, der blev menneske.
Han er håbet, der tog bolig blandt menneskene.
Så vores tro må finde hvile i, at håb er det, der bestandigt og ustoppeligt kommer til os, indtil den dag, da alle spørgsmål besvares og alle håb er opfyldt i Guds fremtid.

For det siger vi:
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Lad os bede:

Vi håber at du findes, Gud
at vi ikke er de sidste
at under rummets stjerneskud
 - når vi mærker troen briste -
skaber du din lyse fylde
ud af vores mørkeskylde
kommer du og åbner verden
hjertekamret midt i smerten.
Vi håber at du rummer alt
der står og går, der stod og faldt

Vi håber du er med os, Gud
at du møder os varmblodigt
at du går varsomt med os ud
så vi elsker andre modigt.
Du som døde selv og græder
over vores gerningssteder.
Du som ryster troens bjerge!
Store, stærke, stille værge!
Vi håber du er nattenær
og morgenvarm og lige her

Vi håber at du råder, Gud
at du folder vores hænder
at hver gang vores gnist går ud
er du den der stadig brænder
vores flamme så vi mærker
du kan gøre underværker
mens vi kæmper frit med livet
som vi får det dagliggivet.
Vi håber at når alt er tabt
er dine veje lige skabt
(Iben Krogsdal)

Amen.

FOTO 1: 

FOTO 2: 

FOTO 3: 

FOTO 4: 

FOTO 5: