"Det sidste farvel" er ikke det sidste, men det første

Kristi Himmelfart, torsdag den 10. maj 2018

”Et sidste farvel”. Sådan står der ofte på båndene på bårebuketterne og kransene til begravelserne og bisættelserne her. Som et ”sidste farvel”, det er også sådan, mange tænker om det at gå til begravelse. Her siger vi ”et sidste farvel” til den afdøde. Vi håber, den døde må fare vel. Har vi tro, så kan vi vel ikke ønske noget bedre for vore døde, end at de må fare vel hele vejen til himmels? Og sådan er det vel i grunden himmelfartsdag hver gang, vi holder begravelse?

Jeg tror, nej, jeg er sikker på, at jeg masser af gange selv har brugt formuleringen, at en begravelse er et sidste farvel. Nu tænker jeg anderledes om det. For det sidste farvel er ikke dét sidste farvel. Det sidste farvel er det første farvel. Det sidste farvel, det sagde vi, da vi gjorde noget for sidste gang sammen med den, som nu er død. Uanset om vi nu vidste, at det blev sidste gang eller ej. Da vi spiste jordbær for det, der viste sig at være sidste gang.  Da vi spillede Yatzy, dansede, kyssede, skændtes for sidste gang. Da vi forlod en og vidste, at det ville blive sidste gang, vi sås. Dét er det sidste farvel. Uanset om vi nu sagde ordet ”farvel” eller ej.

Begravelsen er ikke det sidste farvel. Den døde hører jo ikke dit farvel. Tager ikke imod det. Ligger bare der så utilnærmelig som aldrig før i kisten.

Begravelsen er ikke det sidste farvel. Nej, det sidste farvel er det første farvel. Begravelsen er kun det første af uendeligt mange farveller, der følger, og som du først bliver klar over, mens du lever videre uden den, der ikke længere er i dit liv.

Farvel til den far, der har vist dig, hvordan du skifter kølervæske på bilen – og som for resten har gjort det lige siden. Farvel til den mor, der lavede verdens bedste ris á la mande, så nu står du der og aner ikke hvordan det nogen sinde skal kunne blive jul igen. Farvel til den veninde, der har fulgt dig siden jeres ungdomsår, og som var den eneste, der vidste alt, som i: alt, om dig. Farvel til ham, du altid kunne ringe og spørge om gode råd. Eller som fik dig til at grine som ingen anden. Farvel til det at komme som par. Farvel til flere fælles nye minder.

Nej, det sidste farvel lukker kun op til en tilsyneladende uendelig række af farveller, hvor det aldrig synes som om du kommer til det sidste. Nej, det sidste farvel er det første farvel. Det første af en lang række af farveller.

Det definitivt sidste farvel, det lyder først den dag, hvor du ikke længere husker på eller tænker på eller græder over eller mindes den, som var en del af dit liv. En stor eller lille eller engang umistelig del. Men nu fortonet, forsvundet, og det sidste farvel blafrer i vinden.

I skal møde Sebastian. Og I skal møde Esben, hans far. Som har skrevet bog om at miste et barn. Det er der skrevet andre bøger om. Hjertegribende bøger.

Men Esben Kjærs bog har helt grundlæggende ændret mit syn på det at sige farvel til et menneske. Men den har også ændret på det med, at et farvel også altid er et goddag. Vore døde forsvinder ikke. De farer ikke til himmels. Ikke kun i hvert fald. De er fortsat en levende del af vores liv.

”Vi har altid haft viljen til at flytte bjerge”, skriver Esben Kjær om han og hans kones tilgang til udfordringer. ”Når virkeligheden og vi lægger arm, er det os, der plejer at vinde. Kan man ikke lide virkeligheden, laver man den om”.

Den strategi havde de anvendt i mange situationer. Og derfor var det også det register, de trak ud, da deres 6-årige Sebastian ud af det blå får konstateret cancer.

”Hvis Sebastian havde været voksen, ville jeg have givet ham nul procents overlevelseschance”, sagde overlægen. ”Da han er et barn, vil jeg give ham én procent”.

”Jeg har”, skriver Esben, ”set film med højhuse, der falder sammen på få sekunder, når nedrivningsfolk sprænger dynamit under de bærende strukturer. Det var sådan, jeg havde det. Overlægen sprængte mit håbs bærende strukturer væk. Det var som om alt indeni mig faldt sammen i dét sekund”. ”Det kommer ikke til at ske”, sagde min kone. Det bjerg, vi nu stod overfor var større end alle andre tilsammen. Og det måtte så bare kræve endnu mere vilje.

Nu følger så måneder, hvor Esben og hans kone bruger al deres vilje, al deres koordineringsstrategier og ret mange penge på at supplere Rigshospitalets kræftbehandlinger med alternative behandlinger i ind- og udland. Til en begyndelse ser det lovende ud. Men ikke længe. Esben og konen nægter at opgive.

En dag sidder de i Østrig på en restaurant med en særdeles alvorligt syg dreng, som ikke må dø i udlandet, fordi der ikke er nogen sygeforsikring, der gælder. Og så siger drengen Sebastian: ”Jeg kan ikke lade være med at tænke på at jeg skal dø”. Forældrene krympede sig af rædsel og forsikrede ham om, at der ikke kunne være tale om, at han skulle dø.

Det gjorde han så alligevel, den lille Sebastian. Og det er så meningsløst, at jeg ikke har nogen ord for det.

Alligevel er der to forhold i det, jeg gerne vil formidle videre –fordi jeg er overbevist om, at Esben Kjær har en pointe, en pointe, som netop en Kristi Himmelfartsdag understreger.

”Der er én ting, jeg ikke fortryder: Og det var, at vi kæmpede. Vi var ikke bare tilskuere til behandlingerne, vi kæmpede selv i frontlinjen. Selvom kampen var forgæves, har jeg efterfølgende kunnet finde en vis fred i det faktum, at vi gjorde alt, hvad vi kunne for at redde ham”.

Men Esben er også smerteligt klar over, at det, at de kæmpede så indædt for helbredelse, lukkede deres øjne for at det også kunne gå den anden vej. De ville ikke se et muligt farvel i øjnene. ”Måske”, skriver han, ”måske skulle jeg have givet op tidligere og brugt den sidste tid på fredfyldt bare at være sammen med Sebastian? Ligget i sengen med ham? Holdt om ham og igen og igen fortalt ham, hvor meget jeg elskede ham? Skulle jeg have forberedt ham på den død, han givetvis selv så komme, men som jeg nægtede at acceptere. Døde han ensom, fordi jeg havde travlt med at kæmpe en kamp, som jeg ikke ville indse, at jeg var ved at tabe?”  

Esben italesætter, at vi kan have så svært ved at skulle sige farvel, at vi forpasser tidspunktet. Og vi kan gøre det af alle de bedste hensigter, vi vil ikke gøre den døende ked af det, det er jo slemt nok i forvejen, men måske svigter vi både os selv – og, værre: den døende, når vi ikke vil se i øjnene, at nu skal der gives slip og siges et ordentligt farvel, mens tid er. For det er svært at stå ved begravelsen og erkende, at det netop ikke er der, du kan sige det sidste farvel. Men at du har forpasset tidspunktet.

Esben Kjær er helt på det rene med, at han kunne have sagt et bedre farvel. Et mere inderligt, fredfyldt og nærværende farvel, ”hvis jeg”, som han skriver, ”ikke til det sidste havde haft så travlt med at prøve at flytte bjerge”.

Jesus har igennem et længere stykke tid forsøgt at forberede sine disciple på, at afskedens time nærmer sig. De har taget imod budskabet med både vantro og forvirring. Vi kan vel ikke fortænke dem i det.

Først havde Jesus forberedt dem på, at han skulle lide og dø. Og de siger farvel, stående under korset. De siger farvel, da de vender det hele ryggen og flygter. Og nu har de så tøvende taget imod ham igen efter opstandelsen. Hvorefter han så fortæller dem, at han skal forlade dem igen. At de skal få en ny talsmand. Men også, at de skal være vidner og gå ud i verden og fortælle om ham. Er det ikke lidt mange farveller? Og mindst lige så mange god dag’er. Jo, det er lige præcis, hvad det er.

Det er den erfaring, Esben Kjær formidler, og som jeg ikke kan forstå, ikke har været mere fremherskende før. Vi siger ikke et sidste farvel til vore døde. Vore døde forsvinder ikke ind i skyen, op i himlen, ind i evigheden. De forsvinder fra vores faktiske virkelighed og vores hverdag. Ja! Og det tomrum, de efterlader råber, så det vi kan være nødt til at lukke både ører og øjne for det.

Men væk er de ikke. I så megen sorgforskning har det lydt: At selvfølgelig er der en sørgeperiode. Selvfølgelig må vi – og skal vi – græde, rase, savne, men også forliges med at den døde er borte. Og på et tidspunkt, så kommer nyorienteringsperioden. Så kan vi se fremad. Og det skal den sørgende helst også. I andres optik.  

Ja vist. Men de døde er der jo stadig. ”For den efterlevende handler det om at omforme båndene til den døde, ikke om at afvikle dem”, skriver Esben Kjær. ”Du skal bære den afdøde i dig i det indre liv. Det er ikke en adskillelse. Vi skal beskæftige os med betydningen af den afdødes nærvær”. Det handler ikke om at komme af med vores døde. Det handler ikke om at komme videre uden dem. Det handler om at leve videre med de døde. Sorgen er et vilkår. Den kommer vi ikke over. Nej, spørgsmålet er, hvem vi har tænkt os at blive som mennesker under det nye grundvilkår: At vi har mistet.

”Det, sorgen har gjort ved mig, minder om det, farvehandleren gør, når han toner en bøtte maling, som i udgangspunktet er hvis. Han putter nogle stænk af stærke farver ned i bøtten og ryster den voldsomt i en maskine. Når han åbner låget igen, består hovedparten rent kemisk stadig af hvid maling, men hele bøttens indhold vil for altid være tonet i en mørkere farve, der umuligt kan gøres hvid igen.

På samme måder toner en stærkt elsket persons død og den efterfølgende sorg også sjælen i en farve, der uundgåeligt bliver mørkere. Men måske også i en mere interessant farve? Turen til farvehandlere slipper vi ikke for. Men vi kan have indflydelse på, hvilken fare, vi bliver tonet i. Vi kan give sorgen retning”.

Det er jo præcist det, der sker Kristi Himmelfart. Sorgen får retning. Livet får retning. Og det er ikke med himmelvendte øjne. Det er at gå ud i verden. Og lige om lidt er det pinse, der sætter nye farver på det hele.

”Min usynlige søn” hedder Esben Kjærs bog. Pointen er, naturligvis, at sønnen, skønt død, er alt andet end usynlig. Kristi Himmelfartsdage er heller ikke dage, hvor vi markerer, at Guds søn bliver usynlig. Kristi Himmelfart markeres netop Jesu fraværende nærvær. Jesus er ikke længere på jorden. Men han er ikke fraværende i disciplenes liv. Eller i vores liv. Hans budskab lever i dem og os. Ligesom vore døde lever videre med os.

Esben Kjær har besluttet sig for at ære sin søns liv ved at bruge alt det, hans død har sat i gang i ham. Det er ikke så mystisk, som det kunne lyde. Det er faktisk overhovedet ikke mystisk. Tænk, hvis vi kunne gøre det samme. Gå ud i verden, som de første disciple med det, budskabet om Jesu liv, død og opstandelse har sat i gang i os. Lade det være en retning for os.

Forestil Jer, at Kristi Himmelfart havde været dét sidste farvel. Så var der jo ingen levende Kristus-tro. Så var der et menneske, en lære, nogle dogmer, men uden nerve og nærvær. Og vi prædiker – tror – jo netop, at Kristus er os nærværende her i vores liv. I det liv, hvor vi ustandseligt siger goddag og farvel til hinanden, til sider i os selv, til erfaringer, der skal bearbejdes og nogle, der skal smides væk.

Han er ikke væk, Jesus. Han er nærværende i sit levende ord. I det vidnesbyrd, disciplene bærer videre, da de gik velsignede ud i verden.

Hans sidste ord var en velsignelse. De gik langt på literen på den velsignelse. Ja, vi går såmænd endnu på den. For den velsignelse var heller ikke et sidste farvel, men et fortsat: Lev vel.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelse, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Himmelske Far – himmelske Søn – du Helligånd, der er her og gør det hele levende.

Tak, Gud, når vi oplever dit nærvær i vores liv.
Tak, at vi må mødes her i gudstjenesten og lade ord og vand og brød og vin komme os ganske nær.

Tak, når vi oplever mennesker som nærværende i vores liv.
Vi ved ikke altid, hvad vi har brug for. Men ingen af os kan få for meget nærvær.

Hjælp os med at holde blikket i den rigtige retning. Ikke kun op. Ikke kun ned.

Lad os se den skabte verden.
Lad os se mennesker i den.
De lidende, de sørgende, de triste, dem, der trænger til opmuntring. Lad os gå hoppende skridt med de glade og gå en ekstra kilometer med en ven, der trænger til det.

Lad viljen til nærvær og oprigtighed være hos dem, der skal træffe beslutninger, der får betydning for mange. Vær nær hos politikere, både på lands- og lokalplan.

Vær hos Dronningen og hele det kongelige hus.
Vær hos forældre, der gerne vil kunne være der for deres børn og se dem finde deres veje i livet. Og bedsteforældre, som kan være nærværende for deres børn og børnebørn på en anden måde.

Vi beder for dem, der har været i vores liv, men som nu er fraværende. Enten fordi vi mistede kontakten til dem. Eller fordi de døde fra os.

Lad os se dagen i møde med forventning og med håb. Denne dag – dagen i morgen – og den dag, hvor du, Herre tager imod os i det himmelblå i dit rige. Og siger: Goddag – og velkommen hjem. Amen.