Om at køre besseræs og leve livet uden sikkerhedssele - og om at tage imod ligesom et lille barn

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem. Mark 10,13-16

Jeg vidste det, allerede da jeg var ved at køre hende ned: At hun ville ende i en prædiken. Nej, nej, ikke en begravelsesprædiken, for hun overlevede fint. Men i min prædiken til i dag.

Lad mig forklare … I tirsdags kørte jeg på Nymarksvej og var på vej til Cafe Christians. Jeg var på cykel og havde god fart på. For selvom julen måske nok er gået sporløs hen over taljemålet, så er det aldrig nogen skade til at få pulsen op.

Ud fra blokkene på kommer en ældre kvinde med rollator. Jeg siger det bare: Tag aldrig fejl af kvinder med rollatorer. De fås i flere gear. Og her var der god fart på. Ualmindelig god fart på både rollatorhjul og ben.

Uden at se til hverken højre eller venstre stilede kvinden målbevidst mod Netto eller måske Brugsen. I hvert fald - hun kørte hun tværs over fortovet – fortsatte målbevidst ud over cykelstien – og lige så målbevidst henover Nymarksvej. Det var ren kamikaze. Det må have været en engel, der holdt en hånd under hende. For havde der ikke været det, ville jeg have kørt direkte ind i hende. Kun ved at foretage et hasarderet sving ind over fortovet, lykkedes det mig at undvige hende.

Med pulsen på max og hjertet i halsen ser jeg tilbage på hende. Og ser, at hun har spottet mig. Først da. Midt ude fra Nymarksvej. Så udover at være rask til bens, må hun også have et ualmindeligt godt syn. Hun ser mig. Og kigger hvast på mig. I hendes optik var der kun en trafiksynder. Mig. Naturligvis. Og hun hvæser: ”Så brug dog klokken”

Lad mig sige det som det er: Jeg havde ikke en kinamands chance for at have nået at bruge ringeklokken.
Men det er såmænd ikke så meget det, der er ærindet: At vaske mine hænder. Når jeg vidste, kvinden her ville stryge direkte ind i prædikenen, så var det på grund af hendes fuldstændigt skråsikre indstilling til livet: at det var hende, der havde forkørselsret. At fortovet og cykelstien og Nymarksvej og muligvis også både Brugsen og Netto var hendes. Var til for hende. Og at alt andet naturligvis ville holde tilbage for hende. Naturligvis var hun beskyttet på hendes veje. Intet ondt ville kunne skade hende på vejen. Hun var som et barn!

Hun var som et barn. Et barn, der lever og agerer i tryg forvisning. Denne grænseløse tillid til, at livet er godt ment. At det naturligvis går godt. At verden ikke er et farligt sted først og fremmest. At man nok skal nå frelst frem. Hvad ellers?

Hun var som et barn. Og det mener jeg i den allerbedste mening. Og hvis jeg nogen sinde er ved at køre hende ned igen – eller bare ser hende – bør jeg ringe med klokken, stoppe op og takke hende. Takke hende, fordi hun den tirsdag morgen mindede mig om, at den tillid vi burde være bedre til at leve med. Den tillid, Jesus i dag peger på.

For nylig begravede jeg en elsket morfar og farfar. Det ene af hans børnebørn fortalte ved begravelsessamtalen med det største glimt i øjet og med smil på læben, at de altid havde kunnet lokke deres morfar til at køre ”besseræs” og at morfar altid ”glemte” selen. Og ja, jeg har fået lov til at citere det her i dag.

Tænk, hvor er det livsbekræftende! Og nej, naturligvis skal jeg ikke stå her og opfordre til trafikmæssige ulovligheder. Men for os, som lever livet med både livrem og seler og sikkerhedsseler og airbags og Gud ved snart hvad i en tro på, at så kan det nok ikke gå helt galt, selv når det går galt. Så er det befriende at høre om besseræs og at have oplevet rollatorrace lige ude på Nymarksvej.

For hvem har forkørselsret i livet?

”Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det”, siger Jesus i dag.

Dem af os, der har børn, husker sikkert med gru, hvordan barnet tidligt, meget før end forældrene har nerver til det, tør en masse. Og gør det! Barnet ved heldigvis ikke alt det, der kunne gå galt. Og derfor klatrer det op eller ned eller balancerer eller alt det andet, der får os til at sidde med hjertet i halsen. Sidder med hjertet i halsen og tilbageholdt åndedræt og siger ikke noget. Fordi vi også ved, at barnet er nødt til at gøre noget af det. Selvom vi ikke tør. Men for at lære at være til.

”Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det”, siger Jesus i dag. ”Et lille barn” – det har faktisk intet med alder at gøre. Det har med livsholdning at gøre.

Men barnet er født med den livsindstilling, at det at leve er at tage imod. Tage imod mad, omsorg, kærlighed. Tage imod smil, selv klokken meget sent om natten. Vi andre, der ikke længere er som børn, vi er meget ofte dårlige til bare at tage imod. Uden betingelser. Vi tror, vi skal yde noget. Præstere noget. Være dygtige. Eller gøre gengæld.

Hånden på hjertet…. I hvilke situationer vover eller under du bare dig selv at tage imod? Uden at tænke bare en lillebitte tanke om, at du på en eller anden måde skal gengælde? Ikke nødvendigvis noget for noget. Men så noget for noget andet.

”Nej, nu er det da vist vores tur”, siger vi, når vi for 3. gang modtager en invitation til at spise med hos gode venner. Vi skylder. Og det er ikke rart at skylde. Skynde mad eller tjenester eller noget af alt det andet, vi synes, vi skal stå andre i gæld med. Eller hende den overskudsagtige på jobbet, møder igen ind med hjemmebagt brød og du tænker, at nu er det da vist længe siden, at du har bidraget med noget. Eller når du for 4. gang i en uge kommer træt hjem og din ægtefælle igen siger: ”Sæt dig bare og nyd det, så rydder jeg væk” – så er det svært at nyde, for strengt taget var det din tur.

Det er svært at nyde noget, man ikke synes, man har gjort sig fortjent til. Hvordan er den indstilling dog blevet plantet så eftertrykkeligt i os?

At tage imod som et barn, det er at tage imod uden at tænke i gengæld.
At tage imod som et barn, det er at tage imod livet i store hapser. Uden at vide, hvad der i øvrigt venter.
At tage imod, det er at tage den udstrakte hånd og vove at gå. Og snubler du, så har du barnets tillid til, at der er en, der tager begge dine hænder og rejser dig op igen.
At tage imod som et barn, det er ikke at spekulere i om noget nu også er nyttigt eller unyttigt, fornuftigt eller ufornuftigt, om der er bagtanker eller ingen tanker med at nogen rækker dig det. Det er – kort og godt – at tage imod. Og tage ind. Det er godt ment.

Sådan er det med livet.
Sådan er det med Guds rige.
Det er godt ment.

Så snart vi begynder at tænke, så snart vi begynder at blive rationelle, så snart vi tror, vi kan tænke eller tro os ind i Guds rige, så er vi allerede langt ude over det sted, hvor vi bare tager imod.

”Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det”. Det lyder sørme ikke så godt. Så er der da ikke meget håb for os, som er vokset fra barnet – også barnet i os selv. Har vi så selv smækket døren i til Guds rige ved al vores aflagte barnlighed – altså ved at vi har aflagt det i os, der lignede et barn?

Jeg tror ikke, jeg kommer til at køre hasarderet på Nymarksvej. Jeg er også sikker på, at jeg fortsat vil spænde sikkerhedsselen, når jeg kører bil. Men jeg håber, at jeg vil vove at leve på, at i forhold til Guds rige, der er du og jeg blevet lovet forkørselsret. Fordi … Fordi Jesus gav os børnekår.

Han gav dig barnekår i din dåb. Hvor du – og de fleste andre – var alt for små til overhovedet at tænke på, om du kunne tage imod hele pakken: Troen, det levende håb, Guds velsignelse. Men hvor du fik det smidt lige i hovedet. Bogstaveligt talt.

Jesus gav dig barnekår i sine ord. I evangeliet. Som du bare må tage imod. Uden at stille spørgsmål til om du nu er værdig nok eller troende nok eller klog nok eller noget som helst andet nok. Du må bare tage imod. At du er god nok. At du er særlig. At du er udvalgt.

Selv på en dårlig dag. På de dage, hvor du ikke kan holde dig selv ud og slet ikke kan forstå, at andre kan. Der skal du høre evangeliets tilsagn mere end en gang – lige som barnet engang imellem skal have en besked mere end en gang for at kunne tage imod den. For det er på de dage, du har allermest brug for det.

Stiller evangeliet da ingen andre krav end at du skal tage imod det? Jo da. Men jeg tror, det sværeste er begyndelsen. Det sværeste er at kunne tage imod: At det er ment som et godt budskab. At det er godt ment. At det ikke kun gælder de særligt udvalgte. Men at det også gælder dig. Og ham, du ikke bryder dig om. Og ham, du syntes kørte råddent på motorvejen og var lige ved at bande ad … nå, ja eller i hvert fald tale med store bogstaver til - og alle de andre idioter ligesom dig selv.

Til dem og os alle siger Jesus: Kom her. Kom i min favn og lad dig velsigne.

Velsignelsen. Det er Guds gode tegn. Det er Guds kærtegn.
Velsignelsen er det, der vugger det urolige og det skræmte i dig til ro. Og du – uden at vide, hvor det kom fra – mærker roen falde over dig.
Velsignelsen er det, der giver os tillid til, at livet er godt ment – og mod til at gå ud i det.
Velsignelsen kalder på barnet i os. For du har intet valg. Du må gerne tage imod. Du. Må. Gerne. Bare. Tage. Imod.

”Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det”.  Det er ikke mange dage siden, vi stod ved krybben i Betlehem og fejrede jul. Vi så det lille Jesusbarn, som Gud tillidsfuldt havde lagt ind vores verden. Og han tog imod, Jesus, som et lille barn. Tog imod sin mors kærtegn, sin fars beundring, tog imod gaver.

Men måtte også tage imod den skæbne at skulle flygte, at finde sin plads i livet. Han måtte tage imod hån og spot og vantro og mistro. Han tog imod hende, der salvede hans fødder og dem, der ikke så anden udvej at gå til ham. Og siden tog han imod, da de forhørte ham, piskede ham og hang ham på et kors. Vi ved det hele.

Jesus var den første til at tage imod som et lille barn. Og han holdt ikke op, da han voksede op. Og for ham åbnede Guds rige sig som den første. Og jeg tænker, at han står der ved Himlens port og holder den åben for os. Og det er ikke ham, der siger: ”Så brug dog klokken”.

For det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

 

 

 

Kirkebøn

Gud.
Fortæl mig, at jeg er god nok:
Lige så god som alle de andre.
Ikke bedre og ikke værre, men lige så god.
Måske så god, at jeg kan give ud af din godhed.
Bare engang imellem.

Tak, Gud, når vi møder din godhed. Bare i glimt.
I lidt brød og vin ved nadverbordet.
I tre små håndfulde vand ved døbefonten.
Der mindes vi om, at selv det, der ser ud af lidt, er tegn på det allerstørste.

Vi beder for Walthemar, som i dag er blevet døbt. Giv familie og venner en dejlig dåbsdag.

Gud. Vær med os i vore dage. De svære, de glædelige. De arbejdsomme og dem, hvor vi ikke kan finde ud af, hvad vi skal med os selv og vores liv.

Vi ber for dem, der er en del af vores liv. For dem, vi holder af. Og for dem vi savner.
Vi beder for mennesker, der krydser vores veje og dem, hvis liv vi bare er tilskuer til. Lær os at leve sådan, at vi ser, at ethvert menneske er skabt i dit billede, Gud, og at ethvert menneske er noget særligt.

Vær med os når vi går herfra.
Giv os tillid i livet. Lad os køre besseræs  i livet - bare engang imellem.

Lad os hvile som barnet i, at du, Herre, vil os det godt.

Tag selv vores hænder og ræk dem frem, når vi selv har svært ved det.

Og Herre, den dag, vi skal dø, så tag du os i hånden, så vi heller ikke der føler, at vi skal gå alene.

Det beder vi om. Alt sammen. I Jesu navn. Amen.