Jeg har en badevægt. Den er nu ikke
voldsomt slidt. Alligevel har jeg sat den i kælderen. For vægten vejer aldeles
upræcist. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at den altid har vejet for meget. Sandheden
er, at den hverken vejer for lidt eller for meget. Vægten er nemlig løbet tør
for batteri. I virkeligheden er det jo en aldeles fremragende badevægt, for så
bliver du i sandhed vejet og fundet for let hver eneste gang.
Men i virkelighedens verden er det
jo ikke sådan, vi vejer eller vejes. I virkelighedens verden bliver badevægte
ikke ret tit sat i kælderen. I virkelighedens verden har vi jo vægte med os
hele tiden. Ikke håndvægte eller badevægte, men alle de der andre vægte og
målebånd, vi vejer og måler hinanden med.
Vi måler og vejer hinanden hele
tiden. Vi gør det bevidst, når vi inde i os selv eller højt vurderer hinanden.
Men vi gør det jo også når vi siger til os selv: At nu vil jeg ikke være
fordomsfuld eller forudindtaget. Nu vil jeg bare møde den anden med et åbent
sind. At måle og veje, at lade os måle og veje ligger os meget nært.
Det begyndte allerede på din første
fødselsdag. Noget af det første, der skete med dig, efter at du var kommet til
verden var, at du blev målet og vejet. Måske skreg du? Måske fandt du dig
passivt i at blive strakt helt ud i al din nyfødte nøgenhed? Og dine mål blev
med decimaler skrevet i dine papirer. Siden blev det skrevet i barnets bog. Ja,
i nogle hjem blev det også broderet i korssting og hængt på en løber. Tænk,
livet igennem at skulle hænges op på ens højde og drøjde.
Når vi måler hinanden – så begynder
det tit med at vi måler hinanden på højde og vægt. ”Nørj… han er vel nok stor”.
Eller: ”hun er godt nok tynd. Mon hun får nok at spise?”
Og den måde at måle hinanden – og os
selv – på har udviklet sig til en industri. Slankeindustrien, der tjener stort
på, at nogle gerne vil være mindre. Og hele skønhedsindustrien, der tjener
endnu større på at ændre vores kroppe, så den, eller dele af den, kan blive
større eller mindre, tykkere eller tyndere.
Og frisører tjener på, at dem, der
har krøller vil være glatte og os med aldeles glat hår gerne vil betale for at
have bare en smule fald i håret.
For nylig mødte jeg en kollega og vi
krammede kollegialt. ”Hvor kender I hinanden fra?” Spurgte en tredje kollega.
”Vi har samme frisør”, sagde vi. ”Ja”, svarede den tredje kollega. ”Det har jeg
så tydeligvis ikke” og grinede. Han var skaldet som et æg.
Er det ikke tankevækkende: At det, jeg
måske er træt af på min krop eller med mit udseende, ofte er noget, andre vil
betale penge for – eller gå langt for at få? Den, der har lidt sul på kroppen efterstræbes
af den, der er for tynd …. Os, der er lyse i huden, håber på sol og sommer, så
vi kan få lidt farve. Den, der er uerfaren, vil gerne have erfaring, - og så
videre og så videre.
Hvad er det vi måler os med? Ja,
hvad er det for en målestok eller målebånd, vi måler os selv - og hinanden – med? Det er i hvert fald
meget ofte et målebånd, hvor vi måler eller vejer os selv og falder igennem,
fordi vi synes, vi er for tynde, for tykke, for smalle, for runde, for
tykhudede eller for sensitive, for large eller for … For lidt eller alt for meget.
Og uanset om vi bliver vejet og
fundet for lette eller for tunge, uanset hvordan vi dømmer og bedømmer os selv hinanden,
så er sådanne domme næsten altid forbundet med skyldfølelse eller skam eller i
hvert fald en følelse af, at noget kunne være anderledes. Og det er ikke de
letteste følelser og livsindstillinger at håndtere.
Men vi måler jo ikke kun os selv og
hinanden. Vi måler os også op mod hinanden. Og vi bruger ord som ”klogere”,
”rigere”, ”bedre”, ”dårligere” som lodder. Og hvem kan måle, hvornår vi måler
objektivt – eller hvornår vi lader en finger hvile på vores del af vægtskålen
og tynger den ned til vores egen fordel – eller bagdel?
For der findes jo ikke et normalmål.
Der findes jo ikke én norm, en form, som vi alle skulle stræbe efter at passe
ind i. Ikke sjældent lever vi bare som om der gør. Og den normal-form forsøger
vi så ikke bare at presse os selv, men også hinanden ind i.
Rigtigt galt går det, når vi måler
andre med hvad vi tror er Vorherres målestok. Når vi tror, vi ved, hvad der er
stort eller småt i Guds øjne. Og når vi lægger det ned som en målestok over
hinanden – eller os selv. Så er der ligesom sat en triumf på, der vil noget.
”Det er ikke kristent at … ”, ”Gud
kan ikke lide … ”. Det kan gøres mere eller mindre raffineret. Men bundlinjen
er den samme: at engang imellem har vi meget travlt på Vorherres vegne. Og det
er især bekvemt, når Vorherres vegne falder sammen med vores egen målestok.
Og hvad er det så Jesus siger? Ja, i
dag er det faktisk ret tydeligt. I dag taler Jesus i imperativer – i bydeform.
Han siger:
Vær barmhjertig.
Døm ikke.
Giv.
Tag bjælken ud af dit eget øje.
Vær barmhjertig.
Døm ikke.
Giv.
Tag bjælken ud af dit eget øje.
Jesus taler ikke som en jurist, hvor
der er alle mulige undtagelsesparagraffer. Han siger ikke, at du kun skal
handle på denne måde under de og de omstændigheder. Og den uge, hvor der er to
torsdage eller den uge i juli, hvor der ikke falder en eneste dråbe vand. Nej,
det gælder under alle forhold:
Vi skal være barmhjertige, ikkefordømmende,
givende, og vi skal være de første til at fjerne det, der hindrer os i at se
klart. Vi skal ikke måle eller måles, som da vi blev født.
For med Kristus er en ny målestok
kommet ind i verden. Det er den, der er illustreret med det cm-mål, nogle af
Jer har fået til låns.
På afstand ligner det et helt
almindeligt cm-mål. Ganske vist kun 50 cm. lang, men afstanden mellem hver cm
er 10 mm. Helt som det skal være.
De fleste af os kender alt for godt
til millimeter-demokrati og til at få tilmålt og afmålt. Men sådan er det gode
liv ikke.
Vi skal være som målebåndet her. Vi skal strække os og strække os langt. Længere. Ikke for Guds skyld, men for næstens skyld. Vi skal strække os langt. Sådan at vi helt glemmer at måle.
Vi skal være som målebåndet her. Vi skal strække os og strække os langt. Længere. Ikke for Guds skyld, men for næstens skyld. Vi skal strække os langt. Sådan at vi helt glemmer at måle.
For glæden over, at nogen gik en
ekstra skridt sammen med os kan hverken måles eller vejes. Glæden over venner,
der holdt ud – og ører, der holdt til at vi lukkede det ud, der fyldte kan ikke
gøres op. Heller ikke lettelsen over at have fået noget ufortjent kan ikke
vejes. Eller befrielsen, når en byrde er taget fra os.
Det – og meget andet – kalder vi
nåde. Det med at blive målt og vejet anderledes end man havde forventet – og
måske også anderledes end man havde fortjent.
Dette målebånd er et nådes-bånd. Det
måler, som vi måler. Som verden måler. Men det måler også som Gud måler. For
nådesbåndet kan strækkes. Og så er 50 cm. ikke kun 50 cm.
Nådebåndet er strækbart. For det væsentligste
i livet kan aldrig måles i millimeter og cm. Det væsentligste i livet kan
strækkes ud, så der bliver mere af det: Kærlighed – overbærenhed –
barmhjertighed – tilgivelse – retfærdighed - nåde.
Det var, hvad Jesus viste os. Ikke
med målebånd, men i ord og handlinger.
Det kan godt være, at vi kan have
det svært med at tro på, at blinde blev seende, at lamme kom til at gå, at
dæmoner fór ud af folk og at Jesus virkelig kunne gå på vandet. For hvorfor
sker det så ikke i dag, hvor mennesker tror på hans ord?
Men sætte os ind i det mirakuløse –
sætte os ind i, hvordan det er at være blevet befriet, hvordan det pludselig er
at kunne se nye muligheder, hvordan vi har det overskudsagtigt, så vi måske
bare momentvis ville kunne gå på vandet, ja, det ved vi godt noget om. Og om
ikke andet, kan vi læse beretningerne sådan: At alle dem, der blev helbredt og
fik en chance til og oplevede underfulde ting, ja, det var alle sammen nogen,
der blev målt med Guds målebånd, med nådebånd.
Og det nådebånd må vi låne. Vi må
slide på det. Og skulle det sprænge, fordi vi strækker det for langt, ja, så
går det endda.
For det var jo i grunden, hvad der
skete i påsken. Da vi hang Jesus på korset, var det den ultimative måde at se
hvor langt Guds magt strakte. Påskemorgen så vi, at vi endnu en gang havde målt for kort. Guds magt strakte ind i
døden, ja, længere endnu.
Vi har – med troen - fået et
nådebånd – og vi skal for alt i verden ikke bruge det målebånd som en ny tvang,
vi lægger ned over os selv. Og bare måler på ny – og ser, at det kan vi heller
ikke leve op til. For vi kan ikke altid strække os så langt, som vi gerne
ville. Vores barmhjertighed og tilgivelsesevne og kærlighed er ikke altid
elastisk. Langtfra.
Det er netop et nådebånd. Et nådebånd.
Det er som med Guds kærlighed. Aldrig noget, vi kan gøre os fortjent til. Men
som strækker sig forunderligt længere end vi kan forstå.
Jesus kom til verden og sprængte alle mål. Han kom for at fortælle os, at relationer,
kærlighed imellem mennesker,
livet selv går i stykker, når vi sådan går og måler hinandens hele
tiden!
Gud sendte Jesus til verden for at vise os, at målebåndenes tid er
forbi. Vi skal forstå – og føle og tro, at Gud aldrig måler os mennesker. Og
derfor skal vi heller ikke måle hinanden.
Storm P sagde engang: ”Det kræver ærlighed at sælge elastik i metermål”. Det kræver ærlighed ikke at strække elastikken, så den bliver længere, men så man i virkeligheden kun sælger en halv meter.
Det kræver ærlighed at sælge elastik i metermål. Javist.
I en forretning ville det være snyd at strække elastikken. Men ikke i livet.
I dag opfordres vi til at måle med elastiske nådebånd. Når vi er barmhjertige, ikke fordømmende, givende. Vi opfordres til at strække os langt, ikke for ærlighedens skyld, men for kærlighedens skyld.
I en forretning ville det være snyd at strække elastikken. Men ikke i livet.
I dag opfordres vi til at måle med elastiske nådebånd. Når vi er barmhjertige, ikke fordømmende, givende. Vi opfordres til at strække os langt, ikke for ærlighedens skyld, men for kærlighedens skyld.
Og selv er vi målt med Guds nådebånd. Det er, hvad vi kan komme her ind og få sagt og tilsagt igen og igen. Lad Guds nådebånd være os nok. Lad os aldrig strække os i håbet om, at nåden er mere end det, du allerede har modtaget: Guds udstrakte kærlighed.
For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som
det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen
Kirkebøn:
Kære Himmelske
Far.
Tak for livet
du har givet os at leve med hinanden.
Tak for jord og
himmel, skov og hav og for alt, hvad der giver os håb.
Tak for alt
det, der ikke kan måles og vejes – men som har umådelig stor betydning for
vores liv.
Tak, når vi
møder mennesker, der ikke måler os med de vante målestokke, men som måler os
med nådebånd.
Tak fordi du er
Gud for alle – også de gudløse.
Hjælp os til at
være til stede i hvert øjeblik til liv og glæde for os selv og dem omkring os.
Vi takker dig
for dåbsbarnet Sonja, som du har lagt i hænderne på dem, der holder af hende.
Og som nu også er lagt i dine og menighedens hænder.
Vær hos alle,
der er ramt af ulykke, ensomhed og sygdom: trøst de bedrøvede og bange og tænd
lys for dem, der sidder i mørket.
Herre, sæt dig
hos den, der har mistet og hvis hjerte er ved at briste af sorg og savn.
Hjælp folk med
magt og ansvar, så de kan forvalte dette i visdom og klogskab til alles bedste.
Sæt dig ved
vores side, når vi skal dø, og lov os, at intet kan skille os fra dig. Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar