Synd tappert! - Prædiken til 1. søndag i fasten

”Synd tappert”.
Sådan skrev reformatoren Martin Luther i 1521 til en god ven. ”Synd tappert”. Det vil sige så meget som: Synd frejdigt. Synd frimodigt. Umiddelbart lyder det jo fuldstændigt omvendt. Det er jo ikke den slags omvendelser, vi forventer at komme i kirke og høre.

Er Luthers ord om synde tappert en opfordring til at kaste os hæmningsløst over verdens fristelser - uden skyggen af dårlig samvittighed?

”Doktor”, sagde en mand, der kom til lægen. Han var kommet i den alder, hvor man begynder at tænke over, konsekvenserne af ens livsstil – og de tanker kender såmænd ingen alder: ”Doktor, kan De garantere, at jeg vil leve længere, hvis jeg dropper cigaretter, spiritus og kvinder?” ”Nej”, svarede lægen, ”det kan jeg ikke garantere. Men jeg kan garantere, at det vil føles meget længere”.

Giver både Luther og lægen en recept på at synde igennem? Til at ryge og drikke og gå med damer? Eller det, der er værre? Er det opskriften på det gode liv?   Og så på en søndag, hvor vi jo netop har hørt om konsekvenserne af, at der for første gang i verdenshistorien blev syndet.

For slangen betød syndefaldet, at slangen mistede de ben, den oprindeligt var skabt med og skulle nu krybe i støvet.

For alle kvinder lige siden, kom det til at gøre ondt at føde børn. I hvert fald indtil lattergas og epiduralblokader blev opfundet. Og det er der vel ingen, der vil kalde djævlens værk?

Og manden skulle arbejde hårdt for føden. Det var fra den tid, hvor hårdt arbejde alene blev defineret som det, der gav sved på panden.

Hvis vi ikke på det tidspunkt har fattet pointen, at de paradisiske tilstande var forbi, ja, så smækkede Gud oven i købet Paradisets port i bag dem med et ordentligt brag.

Vi har netop hørt evangeliet. Hørt om, hvordan Djævelen forsøgte at friste Jesus. Enten til at gøre mirakler ved at gøre sten til brød eller til at udfordre Gud ved at kaste sig ud fra klippen. Eller til at give afkald på sin sande identitet ved at give Djævelen al magt.

På denne søndag – hvor det vel om noget burde handle om det kristelige i ikke at falde for fristelser – af hvad art det så end måtte være – der indleder jeg med at gentage Luthers ”synd tappert”.

Er jeg ikke bange for, at det går mig som præsten i den roman, jeg netop læser, hvor menighedsrådsformanden afbryder præsten midt i prædikenen, beder hende stige ned fra prædikestolen, pakke sine ting og forføje sig bort - og hvor mindst to af sognebørnene havde kastet salmebøger efter hende, da hun gik? Nej! Siger jeg…og holder nu alligevel lidt øje med, hvad I gør med jeres salmebøger. For der er faktisk en ganske god sammenhæng.

Ordet synd – det er i familie med det danske ord ”sund”. Et sund er et farvand, der skiller to stykker land fra hinanden. En synd, det er det, der skaber afstand. En synd er som et sund uden bro. Men --- men selv ikke den største synd – og selv ikke det bredeste sund – kan skille os fra Gud. Det er Luthers pointe.

”Synd tappert”… Det kan lyde som om du er sat fri til at gøre hvad som helst. Til at du kan vælge dig selv. Vælge dine egne veje. Gøre, hvad du har lyst til – fordi du har fortjent det – eller fordi … fordi så meget
Men i virkeligheden er sætningen ”synd tappert” med til at fastholde dig på det, der er dit vilkår ved at være menneske:  At til det at være menneske hører det, at vi gør dumme ting. Vi kan ikke lade være. Ikke engang, når vi er i Paradiset. Og det er dumt. Og det ER synd. Mest for os. Og for vore medmennesker. Men det er ikke en synd – et sund, der på nogen måde kan adskille os fra Gud.

Man kan godt tro, at Martin Luther har levet forgæves. For hold nu op, hvor har mennesker igennem århundreder været syndsforskrækkede. Ja, mange er det såmænd endnu. Fordommene om, hvordan vi skal leve for at være en ordentlig kristen lever i bedste velgående.

Er du kristen? Jamen, må du så drikke? Eller spille kort? Eller danse? Tænk, hvor mange generationer, der har afholdt sig fra at tage en svingom – eller spille kort – eller drikke et enkelt glas vin eller to eller tre, fordi de troede det gjorde Gud vred.

Jeg havde en kvindelig kollega, der netop var kommet til et lille syndsforskrækket landsogn … Hun havde altid gået til gymnastik … men da hun havde vist sig et par gange i den lokale gymnastikforening, var der en venlig – venlig? – sjæl, der hviskede hende i øret, at det vist ikke var så godt, at selveste præsten viste ben i gymnastikhallen. Er det en synd? Og hvem er det mest synd for? Gud? Mennesker? Eller præsten, der ikke får lov at dyrke gymnastik?

Og folk lader være med at bande – eller undskylder, at de kommer til at bande, når de er i nærheden af en præst - og det er der selvfølgelig ikke isoleret set noget i vejen med.

Jeg tror, jeg har det med bandeord, som jeg har det med sammenplantninger, at de er unødvendige og at man kan leve lykkeligt uden. Men en synd er noget, der skiller os fra Gud. Det tror jeg ikke bandeord er. Det er strengt taget værre, at vi prøver at lave om på os selv, fordi vi tror, vi kan gøre os godt nok til Gud.

For 500 år siden. 500!! sagde Martin Luther, at du skal synde – og at du skal gøre det tappert.

Synd tappert betyder ikke, at vi ikke skal være ordentlige mennesker. Synd tappert betyder ikke, at vi skal forsøge at bryde så mange af de ti bud, som vi nu kan nå en søndag eftermiddag. Synd tappert er ikke en opfordring til at synde igennem. At gøre ting, der kan skabe endnu større afstand mellem dig og andre mennesker.

Men ordene er en opfordring til at leve livet – med al den synd og med alle de syndefald, der nu hører med til at være menneske – men at gøre det med frimodighed.

Vi skal synde tappert. Vi skal ikke bekymre os på Guds vegne. Fordi intet af det vi gør eller intet af det, vi undlader at gøre, kan skille os fra Gud.

Det betyder – og jeg indrømmer, at jeg sætter det på spidsen: Vi kan ikke gøre noget, der fører til fortabelse. For så megen magt har vi ikke. Men vi kan heller ikke – af os selv – gøre nogen gode gerninger, der kan gøre os til frelse. Det kan kun Gud.

Tja… så kunne man jo læne sig tilbage. Kaste det religiøse håndklæde i ringen og tænke: At så kan det hele vel også være lige meget. Men nej! Det kan det ikke.

For vi skal på ingen måde forfalde til passivitet. Det er ikke lige meget, hvad vi gør. Vi skal gøre godt. Vi skal leve vores liv aktivt og i fuld vigør.

Og så skal vi gøre gode gerninger for vores medmenneskes skyld. For Guds skyld ikke for Guds skyld! Og ikke for vores egen skyld. Men vi skal gøre det gode gerninger overfor vores medmennesker for deres skyld. Fordi vi ikke kan lade være.

”Synd tappert”, sagde Luther. Men sætningen sluttede ikke der. ”Synd frejdigt eller tappert, men glæd dig endnu mere frejdigt i Kristus, for han er sejrrig over synd, død og verden. Så længe vi er her, så kan vi ikke undgå at synde. Bed frejdigt, for også du er en stor synder”

En stor synder – det er, hvad du er. Det er, hvad jeg er. Der er ingen forskel. Og derfor giver det ingen mening at gradbøje i små eller store synder.

Og tænk. Det kan lade sig gøre at være en synder og skyldig – og alligevel være til. Det er det, der hedder at ”leve af tro”.

Vi skal synde tappert – for vi kan ikke andet uanset hvor meget vi så end tager os sammen – så vi kan lige så godt gøre det tappert - og det kan vi kun gøre, fordi vi har fået skænket broen over sundet, over synden. Og den bro er Guds søn. Den bro er nåden. Den bro er, at forholdet mellem Gud og os ikke beror på os, men på Gud.

Vi er syndere. Deri ligner vi hinanden. Alle sammen. Men vi har også alle sammen fundet nåde for Gud. Alle sammen. Det er den besværlige del. Især hvis man synes, man selv er bare en lille smule bedre end andre. Og man tror, at Gud da bestemt må kunne lide mig bare en smule mere end dem, der opfører sig som gennemført dumme svin.

Men for Luther er det vigtigt at få sagt, at Guds nåde og Guds kærlighed altid er større – og vigtigere – end os. For Luther er det vigtigt. Fordi det er det, han hører Jesus sige til os.

Når vi altså ikke kan frelse os selv – hverken i forhold til andre mennesker eller Gud – er det ikke fordi vi er onde. Men det er fordi ingen kan tage kærlighed selv, men fordi vi altid må få den foræret. Ellers er det ikke kærlighed.

Guds kærlighed gør ikke forskel på onde eller gode. Guds kærlighed er ikke afhængig af, hvad vi gør eller ikke gør. Guds kærlighed er bare. Den er ubegrundet. Gud elsker os ikke fordi vi gør eller undlader at gøre noget. Men alene fordi vi er til.

Vi hørte fortællingen om syndefaldet. En fortælling om hvordan mennesker falder for fristelsen, så der kommer en afstand, et sund mellem dem og mennesker. Tankevækkende nok kommer der ikke afstand mellem Adam og Eva. De er tværtimod på en ny måde henvist til hinanden.

Og vi hørte om, hvordan Djævlen forsøgt at splitte Jesus og Gud fra hinanden. Alle fristelserne er et forsøg på at få der til at komme afstand i mellem dem – men under dække af noget andet. Og jo mere Jesus afviser Djævlen, des mere viser han, at han hører sammen med Gud.

Det er fristelsernes væsen. De kan skille os fra Gud. Og jo … fristelser findes stadig i rigt mål. Der er slanger og djævle i masser af forklædninger – og vi gennemskuer dem ikke altid. Vi gennemskuer såmænd heller ikke altid os selv, når det os, der falder for fristelser.
Men den største af alle fristelser er, at vi bliver forledt til at tro, at vi kan falde ud af Guds hånd. Falde udenfor Guds rækkevidde.

Synd tappert. Jeg har sat Luther-ordene op her på prædikestolen. Tag ordene til dig. Fotografer dem – skriv dem af – sæt dem et sted, hvor du ikke kan undgå at se dem.
For du skal huske at synde med tapperhed, ja med frimodighed. Og selv når du rammes af den allerdårligste samvittighed, selv når du måtte have det allerværst med dig selv … eller når du selvfed … så skal du tænke på eftersætningen … at større end alverdens synd … selv de småsynder du og jeg måtte kunne diske op med, så er hver og en af os omfattet af noget, der er større: Guds rummelighed, Guds nåde.

Ikke Guds: Du er god nok, men Guds: Du kan ikke falde ud af min tilgivelse. Du kan falde ved siden af andres billeder af, hvordan du skal være, men du er altid indenfor min ramme.

Det handler om fristelser i dag.
Men den værste fristelse, vi kan falde for, det er at tro, at vi er ligegyldige for Gud.
Det er at tro, at vi aldrig kan blive gode nok eller troende nok eller noget som helst andet nok for Gud.
Dét er den største fristelse.
Fald ikke for den!
Ret ryggen. Hvil i troen på din Gud, som har begyndt sin gode gerning i dig. Som har tilsagt dig alle dine synders nådige forladelse en gang for alle – og som gerne gør det igen.

For det siger vi: Lov og tak og evig ære være Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

Kirkebøn:
Gud.
Tak for uventede  øjeblikke, der ændrer dagen og kuldkaster alle planer. Lær mig at se livet komme i stedet for bare at se dagene gå.

Jesus.
Fortæl mig, at jeg er god nok:
Lige så god som alle de andre.
Ikke bedre og ikke værre, men lige så god.
Måske så god, at jeg kan give ud af din godhed.
Bare engang imellem.

Tak for tilgivelsens mulighed, som du lagde ind i verden. Ikke fra verdens begyndelse, men samtidig med at du lukkede Paradisets port bag Adam og Eva. Tak fordi porte kan lukkes op – og fordi du gjorde det påskemorgen. Og tak fordi du, Herre, aldrig går i baglås.

Tak, Gud, når vi møder din godhed. Bare i glimt.
I lidt brød og vin ved nadverbordet.
I tre små håndfulde vand ved døbefonten.
Der mindes vi om, at selv det, der ser ud af lidt, er tegn på det allerstørste.

Vi beder for Conrad, som i dag er blevet døbt. Giv familie og venner en dejlig dåbsdag.

Gud. Vær med os i vore dage. De svære, de glædelige. De arbejdsomme og dem, hvor vi ikke kan finde ud af, hvad vi skal med os selv og vores liv.

Vi ber for dem, der er en del af vores liv. For dem, vi holder af. Og for dem vi savner.
Vi beder for mennesker på vores veje og dem, hvis liv vi bare er tilskuer til. Lær os at leve sådan, at vi ser, at ethvert menneske er skabt i dit billede, Gud, og at ethvert menneske er noget særligt.

Vær med os når vi går herfra.
Giv os frimodighed til at leve tappert.
Og den dag, vi skal dø, så tag du os i hånden, så vi heller ikke der føler, at vi skal gå alene.

Det beder vi om. Alt sammen. I Jesu navn. Amen.