Skilleveje - prædiken til 12. søndag efter trinitatis

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

”Så sagde Herren til fisken, at den skulle kaste Jonas op på landjorden”. Og sådan går det. Jonas bliver spyttet ud af den fisk, vi plejer at omtale som en hval.

Lige over mig kan I se Bjørn Nørgaards mosaik af det. Når jeg har rundvisninger, plejer jeg at spørge, om det forestiller der, hvor Jonas er ved at blive slugt af hvalen – eller der, hvor han bliver spyttet ud?
Det er der som regel delte meninger om. Jeg tror, Jonas er ved at blive spyttet ud. Se på hans fødder – de ligner svømmefødder. Se på hans hår – det ser ud som om han har tang i håret. Sådan ser man ud efter tre døgn i en hval. Jeg vil ikke vide, hvordan han lugtede. Gad vide, hvad opholdet i øvrigt gjorde ved Jonas? Blev han et nyt og bedre menneske? Blev det en skillevej?

Tja.. i første omgang så gør Jonas rent faktisk det, Gud oprindeligt havde kaldet ham til at gøre. Jonas tager til Nineve, og han siger kort og godt til byen, at Gud vil udslette den om 40 dage, hvis ikke de ændrer deres liv. Og så sker det. Hele byen omvender sig.

Bliver Jonas så glad? Nej, tværtimod. Han bliver edderspændt rasende på Gud: ”Tænkte jeg det ikke nok”, siger Jonas. ”Jeg vidste jo, at du er en nådig og barmhjertig Gud, sen til vrede og rig på troskab – og at du ville fortryde. Jeg vidste jo, at du alligevel ville forbarme dig over byen. Hvad skulle alt det her så til for?”

Da spørger Gud Jonas: ”Har du ret til at være vred?”
Og senere, da Jonas sætter sig under en olieplante, for at se om Gud nu også virkelig forbarmer sig over Nineve, så bliver Jonas vred igen. Vred fordi Gud forbarmer sig over byen og vred, fordi Gud lader den plante, Jonas sidder under, visne

Og igen spørger Gud: ”Har du ret til at være vred?”
”Ja”, fastholder Jonas.
”Du havde ondt af planten, der visnede”, siger Gud. Den var dog kun en dag om at blive til og et øjeblik om at gå ud. Skulle jeg så ikke kunne få ondt af byen Nineve?”

Så er Jonasbogen ikke længere. Vi efterlades med Jonas ved det visnede træ. Ved en skillevej. Hvilken vej skal han gå? Skal han blive i sin vrede? Skal han lægge vreden bag sig? Og se at komme videre. Se, at når alt kommer til alt har vi ikke nogen ret til at være vrede i livet.

Ingen af os er blevet lovet et langt og lykkeligt liv. Vi er strengt taget ikke blevet lovet noget som helst. Men ofte lever vi sådan, at når tingene ikke lige går, som vi syntes de skulle gå, så klager vi. Og hvis det går helt galt, så klager vi til Vorherre. Nu må Han lige tage og tage sig sammen.

Jonas står ved en skillevej. Jeg ved ikke, hvilken vej, han vælger. Men jeg ved, at der bor en Jonas i os alle.
Også vi bliver kaldede, kaldt på. Også vi får, som Jonas, opgaver, vi ikke kan se mening med, men som skal løses. Også vi står igen og igen ved skilleveje.

Skilleveje… du møder dem i trafikken. Men du møder dem især i dit liv. Skilleveje – skillevalg.

Der er de helt store skilleveje i livet. Dem, der handler om de store eksistentielle valg i dit liv. Da du valgte retning. Uddannelse, job. Eller valgte at gå i en ny retning og skifte. Eller valgte at gå på efterløn eller pension. Da du og din livsledsager valgte hinanden – og I valgte at leve sammen. Da I valgte at bygge, flytte – valgte at få børn – og tusinde andre fælles valg. Eller da I valgte at gå hver for sig. Eller valgte at fortsætte ad den vej, I var begyndt på. Eller i fællesskab valgte nye veje.

Der er de helt store skilleveje. Og så er der alle de små skilleveje. De små skilleveje - Det er fx dem i ord. Det er når du får sagt noget, der sætter skel. Er ord først sagt, så kan de ikke tages tilbage. Det gælder både på godt og ondt.

Skilleveje. Der er dem, hvor det kun tager sekunder eller øjeblikke at vælge – og så er der de skilleveje, vi dvæler ved … længe… inden næste skridt. Du kan ikke blive stående ved en skillevej. Se igen på mosaikken med Jonas. Jonas blev heller ikke hængende frit svævende. Han blev opslugt og han blev spyttet ud til nye muligheder og nye skilleveje.

Skilleveje… Journalisten og forfatteren Bo Østlund indleder bogen med titlen ”Skilleveje”  med at fortælle om sine forældre – og om, hvordan flere af de veje, de valgte at gå også fik indflydelse på andre.

Skilleveje… Som den ene af byens købmænd var han en del af byens bedre borgerskab. Agtet. Med i logen. Byrådet. Udadtil fejlede facaden ingenting. Men ting er sjældent så enkle, som de ser ud.
En dag solgte de hele butikken og gik på efterløn. I stedet for købmandsbutikken i en mindre fynsk landsby, købte de en hacienda på Solkysten. Der var udsigt over Middelhavet. På papiret et indlysende alternativ til års knoklen fra tidlig morgen til sen aften i butikken.

”Men” – skriver journalisten og forfatteren Bo Østlund – ”for min far var sagen enkel. Han fortrød fra dag ét salget af butikken og flytningen til Solkysten.

Han døde natten til 10. februar 1980, da han efter måneders tilløb fandt modet til at tage afsked med det liv, han ikke længere kunne se i øjnene. Han følte, han havde svigtet byen og familien ved at sælge butikken. Han følte sig overbevist om, at han havde mistet al status, al identitet. Følte sig hjemløs i de nye omgivelser under palmerne.

I et af flere afskedsbreve skrev han: ”Det er meget hårdt at skulle sige farvel men jeg kan ikke mere, efter at jeg på så kort tid har mistet venner, loge, lejr og agtelse. Jeg kan heller ikke leve med resten af tilværelsen at skulle være en byrde for samfundet”. Og brevet slutter med en kærlig hilsen og ønsket om et lykkeligt liv.

På bagsiden af papiret havde faren lavet en udregning for at vise, hvor meget mor årligt ville have at leve for efter hans død. Jeg var – skriver Bo Østlund – 23 år, da jeg fik beskeden. I det sekund besluttede jeg i vintermørket, at jeg aldrig ville fortryde nogle af valgene i mit eget liv”.

”At jeg aldrig ville fortryde nogle af valgene i mit eget liv”.
Aldrig at fortryde… det betyder ikke, at man ikke ser sig tilbage mod den vej, man ikke valgte. For det kan ingen af os lade være med.

Aldrig at fortryde… det betyder ikke, at man aldrig kommer til at fortryde noget i sit liv, for hvem af os har ikke noget at fortryde på. Og hvem af os har ikke lavet udregninger – kolonner med for og imod – som hjælpeværktøjer for at kunne vælge hvilken vej, vi skulle gå.

For skilleveje kan være ganske skelsættende.

Vi kan komme derud, hvor vi træffer valg, der skiller os fra livet og fra hinanden. Og så er der de allermest definitive skilleveje, som eksempelvis den faren valgte.

Og mon ikke de fleste af os har overvejet, hvad der kan skille os fra Gud? Kan vi gøre noget? Eller undlade at gøre noget, som skiller os fra Gud? Er der mennesker, Gud ikke vil have indenfor sin ramme? Er der handlinger, eller undladelseshandlinger, der kan skille os fra Gud?

Svaret fra dagens evangelium er enkelt. Der er er intet, der kan skille os fra Gud. Det er Jonas tegnet på. Guds tilgivelse er uendelig. Uanset hvad vi gør, om vi flygter, uanset hvilke veje eller vildveje eller skilleveje, vi vælger, så har Gud valgt os. Intet kan skille os fra Gud.

Alt skal tilgives os. Synd og bespottelse. Ja, alt. Ligesom byen Nineve blev tilgivet alt. Ligesom Jonas blev tilgivet alt. Lige som du og jeg må hvile i, at vi er tilgivet i alt. Alt.

Undtagen… undtagen bespottelsen mod Helligånden. Den skal ikke tilgives os. Det alene kan skille os fra Gud.

Jeg synes det er mærkeligt at tænke på. Ja, ikke bare mærkeligt. Men anfægtende. Tænk, er der noget, vi har magt til, noget, vi kan gøre eller undlade at gøre, som kan skille os fra Gud. Er det ikke at give os for megen magt og Gud for lidt?

Bespottelse mod Helligånden. Det store ”men”.
Hvad er det så: Bespottelsen mod Helligånden? Ja, det er at benægte Guds virkelighed. Det er at benægte, at den findes, at den bor i os.

Det er bevidst at skille sig fra Gud – og det er noget helt andet end det, Jonas gjorde – for hans flugt fra Gud indebar jo netop, at han anerkendte Guds eksistens.

At bespotte Helligånden, det er at sige, at tilværelsen og livet og meningen ikke er større end den, jeg selv kan tænke mig til. Himlen er ikke højere end jeg kan måle mig frem til videnskabeligt. Livet er ikke glædeligere end min glæde. Og tilgivelse ikke rummeligere end den, jeg kan tilgive.

At bespotte Helligånden, det er at tro, at vi selv kender al mening. At bespotte Helligånden er at bespotte livet – for så gør vi livet for småt. Alt, alt for småt. Og vi gør Gud alt, alt for lille.

Bespottelsen af Helligånden skal ikke tilgives os. At gå ned ad den skillevej er at sætte sig uden for Guds tilgivelse og nåde. Dommen er umisforståelig. Den er også hård og kompromisløs. Og der er ikke mange, som den ikke rammer.

Men mon ikke… vi må slå lid til, at når du og jeg, når selv det meget egenrådige menneske er gået et stykke ned ad den vej, der bespotter Helligånden – at der så rundt om hjørnet kunne vise sig endnu en skillevej? Og at det netop er ved den skillevej, at Gud satte sin søn for at pege på muligheden for at vælge igen – og vælge om? Og at han selv vil gå de første skridt sammen med os? Det ville jeg gerne håbe på.

Guds skillevej burde vel gøre os glade? Men gør vi så det? Bliver glade? Eller går vi i Jonas-mode og siger: Ja, ja, tænkte vi det ikke nok. Du er en nådig og barmhjertig Gud, sen til vrede og rig på troskab… hvad skulle alle truslerne så til for?

Og så lyder spørgsmålet, Jonas fik, nu rettet til os: Har I ret til at være vrede? Hvordan kan vi være vrede over, at Gud forbarmer sig over hvem han vil? Og at Han er en nådig Gud?
Måske vi meget heller skulle hvile i, at Han er nådig og barmhjertig og sen til vrede – for det er også vores velsignelse. For kun sådan kan også du og jeg gå videre, uden at skulle fortryde på de valg, vi tog eller ikke tog.

Dagens evangelium skal give os frimodighed, uanset hvilke skilleveje i vores liv vi end måtte komme til. Ind i mellem vil det naturligvis være med rystende knæ og med bævende tanker om, hvad vores valg af vej fører med sig. Men vi skal aldrig ikke være bange for det, der kan skille os fra Gud.

Profeten Jonas stod ved en skillevej. Vi hører aldrig om, hvilken vej, han vælger. Alligevel henviser Jesus til ham. For Jonas er et tegn. Jonas er det tegn på Guds godhed, som vi mennesker kræver. Jonas.
Jonas var den, som ikke kunne finde ud af at vælge den rigtige vej – i hvert fald ikke Guds vej. Alligevel går Gud ikke fra ham.
I får ikke andre tegn end Jonastegnet, siger Jesus.
Jo! Det gjorde vi. Vi fik Kristus tegnet. Jesus, som gik Guds veje og kun Guds veje. Indtil han gik den vej, som skilte ham fra livet. Og da han gik ud af graven påskemorgen – blev han for altid et tegn for os på, at vi aldrig kan kende Guds veje. For der, hvor vi tror, at alt skiller – der samler Gud

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen

Kirkebøn:   
Tak Gud, også for denne lyse morgen.
Tak Gud, for glæden ved at leve.
Tak, fordi du har skabt verden med skilleveje, fordi du har skabt os med muligheden for at vælge.
Og fordi du har sat tilgivelsen ind i verden, når vi vælger forkert.

Tak Jonas-tegnet og for påskemorgen.
Tak for dit håb som lever, selv når vores går i sort.

Tak for Morgan og Lærke, som i dag har fået dåbens gave. Giv dem og deres en dejlig dåbsdag. Og lær os alle at hvile i, at vi i dåben har fået din hellige Ånd.

Lad os gå frimodige til alterbordet og tage imod syndernes forladelse og lad det være et smageligt tegn for os på, at intet kan skille os fra din kærlighed.

Giv os frimodighed på vores veje. Lad os aldrig have så travlt, at vi overser den næste, du sender på vor vej.

Og gå med enhver, der har fået betroet magt og ansvar i denne verden. Vær med Dronning, Folketing, Byråd, alle de små og store bestyrelser og foreninger, der skal træffe beslutninger, der får betydning for andre.

Og når vi synes, vi går allermest alene, fordi livet er tungt eller svært – eller fordi det kun går den vej, som vi næsten ikke kan holde ud at tænke på, så lad os mærke dit nærvær, Herre, i medgang som i modgang.

Vær hos dem, der er gået foran os. Og vær med dem, der er gået fra os og med dem, vi forlod.

Lad os leve videre på – og dø i troen på – at der vitterligt ikke er noget, der kan skille os fra din kærlighed i Kristus Jesus. Amen.