Konfirmation - prædiken - kirkebønner - tale til konfiramnderne

Konfirmander kl. 11.30
Flere fotos i indlægget

Prædiken:
I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen

”Alting har en tid”. Sådan citerede vi før fra Prædikerens bog. Og nu – lige nu – er det tid til at feste, tid at være glad, måske endda rørt. Føle sig velsignet.

Det er ret vildt at tænke på, at måske lige præcis dette nu! – eller andre nu’er fra denne konfirmationsdag, ja, dem vil nogle af Jer huske længe, enkelte måske resten af jeres liv. Det er lige så vildt – måske vildere - at tænke på, at vi aldrig ved, hvilke nu’er, der får særlig betydning for os. Vildt, at nogle nu’er bliver så vigtige, at vi aldrig slipper dem – og de aldrig slipper os.

”Alting har sin tid”. Selv et lille nu kan have sin.

Et nu – og nu er det allerede borte. Men hvis du, konfirmand, er i tvivl om, hvor stor betydning et nu kan have, så spørg dine forældre, om de kan huske det nu, hvor de fik dig i armene for første gang? Eller om ikke de kan huske et nu, hvor de åndede lettet op, fordi der ikke var sket noget forfærdeligt med dig? Eller nu’et lige nu og her. Ubegribeligt, her sidder en ung, en smuk konfirmand, - er det allerede så mange nu’er siden han eller hun kom til verden. Hvor er de blevet af, alle nu’erne?

Ja, mon ikke I hver især kan kalde et nu frem, som betyder noget særligt for Jer hver især? Prøv.  

”Alting har sin tid. For alt, hvad der sker under himlen er der et tidspunkt”. Ordene betyder ikke, at det er Gud, der på forhånd har bestemt, hvornår det er tid til krig eller fred, tid til at fødes eller dø. Vi, mennesker, har stadig hver især vores frie vilje til at vælge at gribe nuet eller lade være.

Ind i vores nutid har Gud lagt sin evighed. Det skete, da du blev døbt. Da lovede Gud dig: ”Du skal vide, at i hvert eneste nu er jeg hos dig. Jeg er med dig – alle dage, indtil verdens ende”. Alle dage. Ja, i hvert eneste nu.

Fordi Gud er gået ind i vores tid, har tiden fået en anden værdi. Derfor bliver tid det dyrebareste, vi har. Derfor er tid det fineste, vi mennesker overhovedet kan dele med hinanden.

Det er derfor, Jesus i dag både græder og skælder ud i det, jeg læste før. Fordi vi mennesker nogen gange opfører os som om vi har al tid i hele verden til rådighed. Nej, siger Jesus. I skal kende jeres besøgelsestid.

Det er nemt nok at kende sin besøgelsestid, når man er helt klar over, at det er nu, det er nu. Men hver gang vi syntes, vi forpassede et nu, så var det fordi vi ikke kendte vores besøgelsestid.

For nylig så jeg et billede af et ur. Uret havde ikke visere. Eller tal. For der, hvor tallene kunne have været, stod det ordet ”nu”. Så der var nu kl. 12 – og 1 og 2 – ja, hele urskiven rundt indtil klokken 12 igen.

For mig blev billedet af uret med nu-tid et symbol på Guds måde at tænke tid på. Hver eneste nu lægger Gud et nyt nu foran dig. Al tid bliver nu-tid.  Derfor skal vi kende vores besøgelsestid. Vi skal være klar over, at det er nu’et, der gælder. Det er vigtigt. Nu. Ikke i morgen, ikke lige om lidt, ikke efter endnu en youtube-video. Men nu.

Vi ved godt, at det ikke er muligt kun at leve i nuet. Vi ved godt, at vi ikke kan jagte nu’erne. Vi kan ikke bestemme, at det næste nu – det skal være noget helt særligt. Men vi skal være bevidst om dem, nu’erne. For de har evighedskarakter.

De bedste til at leve i nuet er børn. Jeg tror faktisk, det er det, Jesus tænker på, da han sagde, at ”den, der ikke tager imod som et lille barn, kommer ikke ind i Guds rige”. Barnet griber nu’erne med selvfølgelighed.

Men også I konfirmander er fuldstændigt fantastiske til at gribe nu’et. Til at leve i det, være i det, fylde det ud, skabe Jer i det. Og I deler glade og gerne jeres nu’er med hinanden.

Hvis man ser en teenager stå og posere, så kan man være helt sikker på, at hun eller han er i gang med at sende et lige-her-og-nu-billede til en ven over snap-chat eller instagram.

”Livet er sjovere, når du lever i nuet”, står der, når man går ind og søger på Snapchat. Ja, og jeg tror såmænd ikke kun livet er sjovere. Livet er også rigere. Men et snap varer højest 10 sekunder. Så er det ude af verden igen.

Ét er at leve i nuet med sig selv. Men det er nu engang bedre at leve i nuet sammen med andre. Og nu – lige nu – vil vi dele dette nu og her med andre.

Jeg vil simpelthen bede jer alle sammen om at finde jeres mobil-telefoner frem. Og så skal I tage et billede lige her og nu. Et nu-billede. For også dette nu er Guds nu.
Tag et billede, et øjebliksbillede af din sidemand – af uret – af en konfirmand – af hvad som helst -  Hash-tagg det og sende til #chr7000

Og til dem af Jer, der ikke har mobiler med herind. Og til dem af Jer, der synes, det er noget pjat. I får lige 10 – 20 sekunder til at være til stede i nuet i. Eller bed en bøn for den konfirmand, du skal feste for i dag.

Læg så igen telefonen væk. Og vær til stede. Livet bliver hverken genudsendt eller lagt på Instagram eller Youtube. Livet er lige her og rigtigt meget nu.

Jeg vil godt vædde en 20’er på, at det sker igen. At både du og jeg glemmer vores besøgelsestid. At vi glemmer at være i nuet. Måske har du endda glemt det allerede et par gange under gudstjenesten her og tænkt dig andre steder hen. Og du kommer helt sikker til at misse vigtigere nu’er end denne prædikens nuer.

Men for det nu, som gik forbi, er der et nyt på vej. For det nu, du missede eller misbrugte, lægger Gud et nyt foran dig. Det betyder noget for dit liv og for din tro. For at tro på Gud, det er ikke at sidde virkelighedsfjernt med foldede hænder. At tro – det er at være tro mod det nu, din Gud ligger foran dig.

Det er dermed også at være tro mod det medmenneske, der i næste nu kan krydse din tid og dit liv. At tro, det er at leve håbefuldt på, at Gud hele tiden lægger endnu et nu foran dig.

Alting har en tid. Der er tid til at fortryde, tid til at vende om. Der er tid til at vende dig mod livet. Der er en tid – et nu til at kramme og elske og … Hvert eneste nu er mulighed og evighed i en maggiterning. Det er stort! Det er forunderligt!

Og for os, som ikke engang kan gribe en bold, kan det være svært at begribe. Men da er det endnu forunderligere, at Gud griber nuet for os – og rækker os det. Jeg tror, det er det, der hedder nåde. Livets nu.

Det her gælder, når alt er godt. Men også, når vi ikke synes, at nu’et er noget værd. Når vi ikke kan fange det eller gribe det eller fastholde nu’et, så får vi det. Det skal vi synge om om lidt i den salme, der fik absolut flest stemmer i konfirmandernes salmeafstemning.
Hver gang, at jeg syn’s jeg ku,
helt la være at være,
står du der med livets nu,
Jesus, du min Herre.

Hver gang Jesus gik og går ind i menneskers liv – måske kun for et øjeblik, står nu’et knivskarpt.

Hver og en af Jer her vil få masser af nu’er. Mange øjeblikke. Nogle af Jer vil lægge sende oceaner af snapchats eller lægge billeder på instagram eller lagre dem i den indre hukommelse. Men de vigtigste nu’er for de tro, de fastholdes ikke på nogen harddisk, eller på noget medie. Ja, måske kan de knap fastholdes af din tanke eller i ord.

Livets nu’er – det er når Guds nu og dit nu falder sammen. Det er når himlen selv strejfer dig. Livets nu, det er når du – måske bare i glimt - mærker lysten til livet boble i dig. Det er når du får mod til at gå, selvom du ikke kan se vejen foran dig. Det er når frygt forsvinder, selv når der er al mulig grund til at være bange. Det er når sorg letter, og du igen lader dig varme af forårssol. Det er når du glædes og løftes og mærker, at livet er godt ment. Du må gerne have det godt. Også selvom det kun er i glimt.

Det er det, evangeliet siger til dig: Du lever i et sådant nu.  Livets nu. Guds forunderlige nu. Givet af ren og skær nåde. Denne dag er din besøgelsesstid. Alting har en tid. For alt, hvad der sker under himlen er der et tidspunkt. Også lige nu.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så NU og ALTID og i al evighed Amen.

Kirkebøn

Nu skal jeg bede kirkebønnen. Hvert eneste sætning i det følgende er skrevet af konfirmanderne for nogle uger siden. Jeg har kun sat sætningerne sammen.

Kirkebøn, 23. april kl. 9.30

Kære Gud.

Tak fordi du har givet mig livet. Tak for det liv, jeg har.
Jeg beder om, at jeg aldrig mister mit livshåb.
Jeg beder om, at du Gud, vil være med mig.

Jeg beder om en verden uden krig, om at der vil komme fred overalt i verden. For der er så mange krige.
Jeg beder om at alle får mad og drikke hver dag.
Jeg beder for, at alle skal kunne gå i skole, blive kloge og få et job.
Jeg beder for dem, der ingenting har.
Jeg beder for dem, der har et forfærdeligt liv.

Jeg beder om at Fredericia får en bedre økonomi.

Jeg beder om at jeg – og min familie – og mine venner - får et godt liv
Jeg beder om, at mine forældre ikke bliver alvorligt syge.
Jeg beder for de kræftramte, for der er så mange, der dør af sygdommen.
Jeg beder for dem, der er syge eller har det dårligt – at de får det godt, for det fortjener alle.

Jeg beder for den hjemløse.
Jeg beder for alle dem, jeg holder af.
Min familie – mine venner.
Jeg beder for min døde oldemor. Hun betyder så meget for mig, - jeg savner og elsker hende.
Jeg beder for, at jeg kan fejre min konfirmation sammen med min oldemor.
Jeg beder for min gudmor, som ikke kunne være her i dag.
Jeg beder for mine bedsteforældre, så de får det godt i himlen.
Jeg er så ked af dem, der ikke kan komme til min konfirmation.
Jeg beder for mine forældre, for jeg elsker dem højt.

Jeg beder om kærlighed og om at alle får det i deres liv. For det har alle brug for.

Jeg beder for dem, der ikke er her mere.
Jeg beder for dem, man har mistet.

Jeg beder for en god fremtid, hvor alle har det godt med hinanden.
Jeg beder om retfærdighed fra andre til mig
Jeg beder for at andre, der holder af mig, bliver ved med det.

Jeg beder om at jeg kan forblive glad. Om at jeg altid vil forblive mig selv.
Jeg beder for, at vi alle kan få evigt liv i himlen.

Jeg beder om solskin på alle konfirmationerne og på blå mandag. Jeg beder om at vi alle får en fantastisk, spændende, sjov konfirmation og at alle har det godt på dagen. Amen.

Kirkebønner 23. april kl. 11.30

Kære Gud.

Jeg beder om et sundt og godt og langt liv. Et liv, fyldt med glæde og kærlighed. For det er ikke sjovt at leve med mørke omkring mig.
Jeg beder om en god uddannelse og karriere. Om en lang og lykkelig fremtid. Ja, jeg beder om alt godt i fremtiden for alle mennesker.

Tak fordi jeg har fået et godt liv med mad tøj og andre ting og at jeg har min mor og far.

Jeg beder om mad til de fattige. Jeg beder for at de syge må blive raske og at de ikke mister modet.
Jeg beder for børn i verden, der ikke har et godt liv, om at de må få en bedre fremtid. Jeg beder for alle de hårdt ramte børn og voksne, som har det rigtigt svært.

Jeg beder om fred i verden.  Om at alle krige stopper, og at mennesker lærte at respektere hinanden.
Jeg beder for alle de mennesker, der er i krig. Og om at de indser, døden ikke altid er vejen frem.
Jeg beder om et fortsat fredeligt land, hvor jeg kan være tryg i min tro.

Jeg beder for de indflygtende, for flygtninge, for familier, de hjemløse.
Jeg beder for dem, som lever udsatte steder i verden og som oplever enten krig, terror eller naturkatastrofer.

Jeg beder om, at folk ville hjælpe hinanden. Om at alle var ægte.
Jeg beder om at alle ville blive glade og at alle kan være trygge.

Jeg beder om, at venskaber ikke bliver brudt og at kontakt bliver ved med at holde.

Jeg beder om håb.
Om retfærdighed.
Jeg beder for at det onde bliver godt.
Om at Gud må være med os.

Jeg beder om besvarede spørgsmål.
Tak til dem, som altid står ved min side og som hjælper mig ud af svære situationer.

Jeg beder for dem, jeg holder af.
Jeg beder for min farmor, som er dement, for at min farmors fætter får synet igen.
Jeg beder for mine brødres fremtid.
Jeg beder for min farfar, som har en uhelbredelig sygdom.
Jeg beder om, at min mor må blive rask.
Jeg beder for min oldemors søster, for hun er rigtig gammel.
Jeg beder for min døde morfar.
Jeg beder for min lillebror, som har det svært.
Jeg beder om, at min farmor og farfar altid vil være i mit hjerte.

Jeg beder for, at min mormor og morfar altid vil være der for mig.
Jeg beder for min farfar, som tabte kampen mod kræft og alle de andre, som også har tabt den kamp.
Jeg beder for dem, vi har mistet. Dem vi savner, dem, der er langt væk.

Jeg beder for min familie, for jeg elsker dem så højt.
Jeg beder for dem, som svigter mig.

Jeg beder om at alle i dette rum får en supergod konfirmation.
Om at alle bliver lykkelige. Om at at alle får et godt og trygt liv sammen med dem, de har kær.

På forhånd tak. Amen

Indhold af goodiebag

Tale til konfirmanderne

 

Esther:
Se på dem, der sidder omkring Jer. De vil alle – hver på deres måde – gøre det allerbedste for at give Jer en god dag i dag. En dag med minder, I kan tage frem og huske.  Mens I har gået til præst, har Eva og jeg også gjort vores bedste for at give Jer noget med, som I kan tage frem af i løbet af jeres liv.

Esther:
Vi har samlet noget af det som små minder i en lille goodie-bag til jer. Men selvom det ser småt ud, skal tingene minde Jer om det allerstørste.

 

Esther: Kig i posen. Der er en tid til at tage klemmen frem. Det er ikke godt, når nogen har en klemme på andre. Det gør os bange og usikre.

Men en klemme kan også holde sammen på mange ting.

Og de fleste synes om at få et klem - et kram. Der er en tid til at give et klem.

På klemmen sthår der ”håb”. Når Gud taler, er der altid en tid til at håbe. Hvor der er håb, er der liv. Det håber vi, I vil bære med jer, konfirmander.

En konfirmationsdag er en håbsdag. Og I konfirmander her er ikke håbsløse, men fulde af håb. Og hvis I selv mister håbet, så må I hvile I, at Guds håb har en klemme på Jer.

 

Eva:
I posen er der også en lille nøgle.
Der er en tid til at låse i og en tid til at lægge bag sig.
Jesus lærte os om det. Det hedder tilgivelse.
Det er en vigtig goodie at have med i livet. Det er godt, både at kunne tage tilgivelse frem og kunne tage imod den.

Måske vil nøglen også minde Jer om Luthers nøgle, rollespillet, vi deltog i, hvor I lærte, at der er mange måder at låse op for kristendommen på.

I får en nøgle. For der er altid en tid til at låse op. Jesus lærte os om det. Det hedder mulighed. At tro er at leve i tillid. Tillid til at Gud vil låse op for Jer, uanset hvor fastlåst en situation kan se ud.

Esther:
Der er en tid til at bygge. Små, små sten er lagt i jeres pose. Mens I gik til præst, har der været en tid til at bygge. Vi har bygget Babelstårne, og vi har bygget fortrolighed op.

Når vi bygger mure, er der en fare for, at vi ikke længere kan se andre og bliver isolerede. Derfor hørte vi også, at der nogle gange er en tid til at rive ned.
I er allerede godt i gang med at bygge jeres liv op. Byg på jeres familie og gode venner. Byg på uddannelse og gode oplevelser. Og lad Gud bygge med.

 

Eva:
I goodiebagen ligger der også et bolsje.
På bolsjet står der ordet kærlighed. Der er en tid til at elske.

Men alting har sin tid. Også kærligheden. Nogle af Jer ved allrede, at kærlighed ikke kun smager sødt og godt. Nogle af Jer har erfaret, at kærlighed kan blive forbi, ligesom dette bolsje heller ikke varer evigt.
Dem af Jer, der har mistet nogen, I holdt af, ved det på en særlig måde.

Guds kærlighed er ikke som bolsjet. Guds kærlighed holder ikke op. Det er lige præcis det, vi bekræfter for Jer, ved at holde konfirmation. Gud holder af Jer. Hver og en af Jer. Med en kærlighed, der tror alt, håber alt, udholder alt og som aldrig hører op.

Nu vil jeg bede Jer om at tage alle de små ting ud af papirsposen og lægge dem i den lille stofpose. Så tager I hver især jeres papirspose og puster luft i den. Godt med luft. Den skal være helt fuld. Og så smadrer I den!

Hvorfor?
For det har også sin tid. Det er, hvad vi hver især kommer ud for: at det, der var den trygge pose – eller sammenhæng i vores liv, går i stykker.

Esther:
Og hvad gør man med sine goodies uden bag? Hvad sker der med de gode værdier, ja, hvad sker der med kristendommen i en verden, der ind i mellem eksploderer med et ordentligt brag som en papirspose? Forsvinder det hele så?

Nej. Det skal være vores håb håb og ønske – og opfordring til Jer alle: At vi skal bruge de goodies, Gud har givet os. For verden og mennesker har få god brug for det.

Eva:

I smadrede posen. Og I vil komme til at opleve det, kon4, selvom det smerter os, jeres nærmeste, bare at tænke på det.
Der vil komme tider, hvor livet vil gå i stykker for Jer. Ikke hele livet, forhåbentligt, med små eller større ting i det. Engang imellem vil I måske selv slå det i stykker. Også I vil møde svigt, tab, dødsfald. Der er en tid til at miste.

Men selv når det måtte gå i stykker for Jer, så har I stadig modet – håbet – glæden og kærligheden at bygge på. Hver til sin tid.

 

Eva:
Kære kon4.
I dag fejrer vi jeres konfirmation. Og når I hver især lige om et øjeblik får Guds velsignelse, så er det fordi hver eneste en af Jer er Guds goodies. Hver og en af Jer er dyrebar og helt særlig, ikke kun for jeres forældre og familier – men også for Gud. Og dét er værd at feste for.
Til lykke på jeres konfirmationsdag. Og så skulle vi så ikke bare få Jer konfirmeret?

Forbøn:
Gud.
Tak fordi har gået ved siden af de unge hele vejen
indtil denne dag.
Du har delt deres lykke
Du har taget dem ved hånden, når de tøvede.
Lad dem nu mærke, at det er din hånd,
der lægges på deres hoveder,
ligesom den dag, da de blev døbt.
Le højt, så de kan høre, at livet er godt.
Tal til deres hjerte, så de ikke tvivler på dit ja til dem.

Slutningskollekt:
Gud.
Så mange drømme, så mange håb,
så mange tanker og bønner
fylder kirken og denne dag.
Læg din velsignelse beskyttende om os, Gud.

Vi takker dig Gud, for de unge, der i dag bliver konfirmeret.

Lær os som forældre fortsat at give vores børn al den opmærksomhed og støtte, de har brug for. Hjælp os til at være overbærende og tålmodige, men også til at sætte grænser.

Vi beder om, at du vil bringe det bedste frem i os, så vi altid elsker vore børn. Vi beder om styrke, når vi frygter for, hvad der kan ske dem. Bekæmp vor trang til at omklamre dem og giv os ro til at se dem vokse og finde deres veje i livet.

Vær med os, når vi i dag fester. Og lad os bære festens glæde med ud i hverdagene.

Det beder vi om i Jesu navn. Amen.

Konfirmander 23. april kl. 9.30