"Ha en fortsat god dag" - og vær lalle-glad!

2. påskedag, mandag den 21. april 2014
Christianskirken kl. 10.30

Salmer: 234 – 238 – 249 --- 245 – 217 – 773

Postludium: L. Boëllmann: Prière fra "Suite Gothique"

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Det er påske, og vi burde le. Påskelatteren var i århundreder en pligt. Det var præstens opgave at få menigheden til at le. Kirken skulle påskemorgen gjalde af latter over at døden og Djævelen har mistet deres magt.

”Den, der ler sidst, ler bedst” siger vi. Og selvfølgelig er det Gud, der ler både sidst og bedst, når han lader det blive påskemorgen efter langfredags lidelse og meningsløshed.

Men skikken med at præster skulle fortælle vittigheder påskedag for at få menigheden til at le, blev afskaffet af biskopperne i 1600-tallet, fordi præsternes vittigheder efterhånden blev så platte og udvandede at de gjorde næsten mere skade end gavn. Men det er vi jo slet ikke i fare for i dag – eller her på stedet: At præsternes vittigheder eller bliver for platte.

For et par uger siden var der en mor, der lagde en barnekommentar ud på facebook. Hendes søn, der endnu ikke havde lært at læse eller stave, spurgte: ”Mor, hvorfor hedder det korsfæste – det er der da ikke meget fest i?

Vi burde le i dag. Men det virker som en hån. Hån mod Maria, der står der ved graven og græder. Hån mod alle Jer, der har et gravsted at græde utrøsteligt ved.

En hån mod de tungnemme disciple på vej til Emmaus. En hån mod alle Jer her, der ikke synes der er noget at le ad, ikke engang i dag. Ja, slet ikke i dag.

En hån mod alle dem, der ikke har opdaget, at korsfæstelsen er en fest. En fest, at Guds søn gik i døden for os langfredag og stod op lyslevende påskemorgen, - så levende, at selv korset siden slog rod. Vi burde le – men selv i dag føles det som en hån.

En hån - sådan som det også kan opfattes, når ekspedienter i snart sagt alle forretninger afslutter en handel med et ”Ha en fortsat god dag”. ”Ha en fortsat god dag!” - hvad ved de om, hvor god den har været indtil nu? Om den overhovedet har været god? Hvordan kan man ha en fortsat god dag, når man lige har lagt sin ægtefælle i graven? Eller når man lige har været hos lægen og fået en alvorlig diagnose – eller man bare har ondt hele tiden – ondt i kroppen eller ondt i livet? Eller når man har mistet sit job eller noget helt 17.

Hvordan kan man ha en fortsat god dag, når man er på vej til Emmaus – eller på vej ud til gravhaven?

”Ha en fortsat god dag”. Engang imellem tænker jeg på at sige det til ekspedienterne, om de ikke bare kunne nøjes med at ønske: ”ha en god dag”. Det lyder både vældigt forkert og vældigt forpligtende det med ”den fortsat gode dag”.

Men så en dag slog det mig: At hvis der er nogen dag, hvor man med rette kan ønske andre, at de må ha en fortsat god dag, så er det da påskedag – og 2. påskedag.

Påskedag er om nogen godt begyndt. Ja, begyndt på den bedste af alle måder. Den mest utænkelige. Den mest utrolige. Den mest grænsesprængende måde: Med budskabet om, at Kristus er opstået fra de døde. Så bliver det vel ikke bedre? Så vil det ikke nærmest være opbyggeligt at ønske for hinanden, at det gode godt måtte fortsætte?

Og i dag, 2. påskedag. 2. helligdagene, som vi jo her i Danmark fejrer fordi glæden fra 1. helligdagene er så stor, at vi ikke kan nøjes med at fejre den på en dag – også i dag burde vi glæde os. Fortsat. Så derfor vil jeg i dag i kirkedøren ønske Jer alle en fortsat god dag. Og det er ikke ment som en provokation – men som det bedste påskeønske af alle. Og jeg håber, I hver især må møde rigtigt mange på jeres vej i dag, som I med et stort smil kan ønske ”Ha en fortsat god dag”. En god påske. Måtte det gode, der er begyndt påskemorgen leve i Jer. Ikke bare i dag, men fortsat. Resten af dagen – ja og i dagene der kommer.

Jo. Påskemorgen er en fest. Og vi burde stadig le her på anden påskedag. Vi burde være glade som aldrig før. Ja, faktisk er påskedagene en anledning til at vi bliver så glade, at vi bliver lalleglade. Ja, ja, nu tænker I sikkert: ”Lalleglad” – er det ikke en lidt naiv og ualvorlig måde at være glad på? Nix. Tværtimod. At lalle - det er at synge uden tekst. Selv et barn, der ikke kan tale kan være lalleglad. Selv den, der mistet sit sprog og som ikke længere kan huske et eneste ord, kan lalle.

Hver gang vi synger halleluja – så laller vi af hjertens lyst og til Herrens pris. Derfor burde dagens salmer også være fyldt af halleluja’er. Og det er de også. For der står halleluja mellem hver eneste linje. På påskemorgens glæde er dagens salmer skrevet.

Og i motetten hører koret halleluja’er fra himlen. Det er påske. Vi burde lalle, hallelu-lalle Herren og le.

Piet Hein skrev engang:

”Hvorfor mon folk går rundt
og kun har blik for trist og ondt?
jeg undres ved hver lysplet på min vej
– og tænker: Gud er god endda.
For han har sagt: Halleluja
– han ku li’så godt ha sagt: Hallelunej.

Jeg tror, Piet Hein tager fejl. Gud kunne ikke lige så godt ha sagt hallelunej. For Gud er ikke en nej-siger, men en ja-siger. Halleluja – for det.

Storm P taler også om hallelu-naj’er: ”Der er dem, der siger ak, ak, ak i stedet for tak, tak, tak. Ligesom de synger hallelunej i stedet for halleluja. På den måde opstår de langtidskuffede. De samler på daglige skuffelser, selv dem der aldrig går i opfyldelse. Deres omkvæd er: "Hvis du vil være glad, så er det biip dit eget problem, der er nok at være ked af”.

Med påskemorgen plantes langtidsglæde, selv til langtidsskuffede. Glæde til at leve på. Glæde til at dø på. Glæde, så man holder op med at græde. Glæde, så man igen kan vende tilbage til fællesskabet med dem, man forlod. Glæde, der klinker skårene sammen. Selv af hvide flødekander.

Måtte den glæde følge os ind i alle hverdagene, hvor vi igen skal mødes af et ”ha en fortsat god dag”, - når dagene måtte synes alt andet end gode.

Alligevel slutter dagen i det mere eftertænksomme hjørne, både i ord og toner. For efter den store glæde – ja, i den store glæde – er eftertænksomheden tro følgesvend. Så postludiet er en bøn til eftertanke. Og dagens sidste salme er en bøn: Den bøn, nemlig, disciplene beder Jesus om, da de næsten er fremme ved Emmaus – og Jesus er parat til at gå videre uden dem. Da holder de ham tilbage og siger: ”Bliv hos os”.

”Bliv hos os – når dagen hælder”. Bliv hos os, når også denne lyse 2. påskedag slutter. Bliv hos os, når langfredagsmørke igen sænker sig over os hver især. Bliv hos os, når vi er bange for at blive forladt – eller når vi er bange for, at vor tro er tom som graven. Bliv hos os, når vore øjne som Marias ved graven er fyldt med tårer.

Bliv hos os – for så vover vi, som Maria, at tro, at også vi er kaldt ved navn. Så vover vi at tro, at Herren virkelig er opstanden. At det er godt ment. Og at der også – fortsat – er noget godt i vente til os. Indtil – og på den dag – da vore øjne blændes af lyset fra Guds store påskemorgen.

Det er påske. Disciplene er gået videre. Marias tårer er tørrede. Og vi har fået håbet – det levende håb – i påskegave.
Vi har fået lov at blive så lalle-glade over livets genfødsel, at selv korset bliver en fest.

Kristus er opstanden.
Ja, han er sandelig opstanden.
Lad os lalle og le.

For det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn

Lad os bede: Herre, vor Gud!
Vi takker dig for denne morgens nye håb,
der rækker ned i gravene og ind i mørke sind.

Vi beder dig: Læg påskens liv og glade dage ind i alle vore dage.

Lad os på vor krop mærke din opstandelseskraft, så vi får lyst og mod til at rejse os fra vore grave og det, der holder os fast og gå videre.

Giv os håb om nye dage, hvor vi troede, det var slut. Og giv os tro på venskab, kærlighed og fællesskab, der hvor tilliden var brudt.

 
Lad os ikke bare vente, men forvente, at vi fortsat må ha en god dag, ikke bare en dag, ikke bare i dag, men hver Herrens dag.

Tak, Herre, for, at du kender hver enkelt af os og for at du kalder os ved navn, første gang ved døbefonten, ja, og hver dag siden. Lad os ikke glemme at dit navn og vore navne hører sammen.

 
Lad os fejre din påske - ikke bare for os selv, men for alle der sørger og savner,
for dem, der endnu ikke har hørt evangeliet eller endnu ikke tør tro det.

Vær med din kirke her i Christians sogn – og ud over hele jorden, hvor kristne fejrer påske. Må kirken være det sted, hvor ordet om muligheder lyder.

Vær hos alle, der har fået magt og ansvar betroet: Vær med Dronningen og hendes familie – og alle, der fik et særligt ansvar betroet, det være sig i regering, byråd, menighedsråd eller forvaltninger.

Men vær også hos lærere og andre undervisere, der står med et stort ansvar for at pege på muligheder til en ungdom, der ikke kender vejen til Emmaus – og måske ikke engang kan se et skridt frem i deres nærmeste fremtid.

Sid hos dem, der har brug for ekstra nærvær og ekstra hænder: hvad enten de er handicappede, ofre for ulykker eller på anden måde, synligt eller usynligt sårede på krop eller sjæl.

I dag er vi også som Maria, der i tankerne står ved gravstederne for vore døde.

Giv dem og os alle en glædelig opstandelse på den store påskemorgen.

Velsignelse:

Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.