Julesøndag - om at komme (Betle-)hjem!

Salmer: 118 – 123 - Solbarn, jordbarn --- 125 – 110,8-9 – 117

 

 

1. Solbarn, jordbarn, bag din tynde hud

stråler mod os kærlighed fra Gud.

Hør os, se os, Stjernebarn stig ned,

så jordens børn i alle lande

finder julens fred.

 

2. Flygtning, krigsbarn, hjemløs og forladt,

misbrugt, skadet i den dybe nat.

Hør os, se os, Stjernebarn stig ned,

så jordens børn i alle lande

finder julens fred.

 

3. Glemt barn, skræmt barn, med sit sarte sind,

ingen mærker tåren på dets kind.

Hør os, se os, Stjernebarn stig ned,

så jordens børn i alle lande

finder julens fred.

 

4. Trodsigt, ensomt barn som vil ha mer.

Trosbarn, Guds barn, håber, venter, ber

Hør os, se os, Stjernebarn stig ned,

så jordens børn i alle lande

finder julens fred.

 

5. Håbsbarn, fredsbarn, Barn af evighed,

vis hvert jordbarn himlens herlighed.

Hør os, se os, Stjernebarn stig ned,

så jordens børn i alle lande

finder julens fred.

 

Tekst: Shirley Erena Murray/Eyvind Skeie.
Melodi: Carlton R. Young

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

 

Salmen vi netop har sunget hedder Starchild – eller på dansk: ”stjernebarn”. Oprindeligt var den skrevet som en del af et privat julekort på New Zealand (i 1994). Men hurtigt blev der sat melodi til ordene – og ordene er fløjet - som på englevinger - over verdenshavene.

Salmen findes nu oversat til adskillige sprog og står i adskillige salmebøger. Så måske har vi netop i dag sunget den i kor med en menighed et andet sted i verden og således været fælles om juleønsket: at jordens børn i alle lander finder julens fred.

Det ønske kan der unægtelig stadig være god brug for på en julesøndag med tekster og salmer, hvor der tales om ondskab og blodige hænder, om barnemord og børn, der er helt borte. Hvad blev der lige af julens fred?

Og mens vi her i julen har genhørt ordene om den første folketælling ”mens Kvirinius var statholder i Syrien”, så løber tankerne fra kirkerummet til vore dages Syrien. Hvordan mon det er at være barn der i dag? Fandt de børn julens fred? Og hvad med de børn, som i årets løb har mistet en forælder? Eller de børn, som ser hver eneste dag i møde med frygt og bæven. Eller de børn, der ikke har fred med sig selv?

Denne søndag har tilnavnet: ”De uskyldige børns dag”. Vi behøver ikke lede længe for at finde uskyldige børn, der med garanti ikke har fundet julens fred.

Børn, der hver især har betalt prisen for at voksne ikke vil freden.

 

Her ved kirken har vi brugt salmen et par år ved adventsgudstjenesten, hvor årets minikonfirmander har stået på trinnet her og sunget for.

Første gang jeg hørte dem synge, blev jeg meget rørt, og ikke kun fordi mine egne poder var en del af koret, men fordi børnene denne sene eftermiddag stod som repræsentanter for verdens børn.

Hvem af os kunne vide, om netop vores barn ville blive et skræmt barn, et glemt barn, et ensomt barn. Hvem af os ved hvor mange usete tårer, der er løbet ned af vore børns kinder?

Jeg tror hver og en af os lånte af salmens håb og tro om at himlens stjernebarn ville kaste sit lys, også ind i vore børns sind.

Ingen af os kan beskytte vores børn mod det vi frygter allermest. Men ingen af os ønsker heller at opdrage vores børn til at blive frygtsomme mennesker uden håb.

I Benny Andersens fine lille sang "Barndommens Land"  - om barnets lykkelige fantasiverden - skriver han pludselig:
der findes børn, der må flygte,
men du har intet at frygte.

Ingen skal mishandle dig,

Håber jeg"

Det er ord og frygt, som alle fædre og mødre kender til: at vi ikke kan værne og beskytte vores børn mod det onde, ja, det er nærmest en bøn for alle de børn, der må flygte, frygte eller dø.

Julenat sendte Gud selv sit håb til jorden som et lille stjernebarn. Han kunne have ladet være. Intet ville have været lettere. Men kun med håb mod håb byder vi frygten trods.

 

Hun var et stjernebarn. Sammen med cirka 50 andre var hun forrige torsdag kommet gående i øsende regnvejr for at være med til julegudstjeneste. For da holdt vi julegudstjeneste for elever og undervisere fra autismeafdelingen på Kirstinebjergskolen.

Vi fortalte dem en historie om, hvad der skete med stjernen fra Betlehem. Den, der egentligt gerne ville pensioneres, men som endte som stjernestøv, for at alle mennesker kunne lyse og kende hinanden som Guds børn i verden.

Vi kaldte eleverne og deres lærere for stjerner – og hvert barn og hver voksen fik en lille sølvstjerne med hjem. De kunne hænge stjernen på juletræet – men de kunne også hænge den op på deres værelse, for budskabet er ikke kun et julebudskab, men et budskab for hele året: at for Gud er vi alle noget særligt. Vi er skabt i hans billede. Vi er stjerner, ikke for en aften, men for en hel evighed.

Vi kunne kalde hende Stella – det hed hun nu ikke – men som en lille stjerne sad hun derovre på række et og lyste en lille smule utålmodigt. Hovedet gik fra side til side. Benene gyngede og øjnene strålede.

”Hvornår skal vi synge den der ”et barn er født i Betlehjem”? ”Snart”, svarede jeg og nåede ikke at sige mere. ”Hvordan staver man til Betlehjem?” fortsatte hun og svarede selv: ”Med B. Jeg hader bare, når nogen staver det med D. Og jeg kalder det for Betlehjem, for jeg elsker bare alle de salmer der har hjem i sig”.

Og så sang hun en engelsk sang om ”driving home for Christmas”. ”Ja, jeg elsker ordet hjem på alle mulige sprog, for det er bare sådan et godt ord”.

For det er bare sådan et godt ord. Hjem… Det burde være det måske bedste af alle ord. Og det maler da også med særlige billeder på vores nethinde, når vi hører ord som ”hjemmelavet”, ”hjemlig hygge”, ”hjemmets arne”. At ”komme hjem” forbindes for de fleste af os med noget trygt: at komme hjem til barndomshjemmet med hjemmets helt særlige dufte. Og engang at komme hjem til Gud.

Mange ord med hjem er tryghedsord. Men så meget des mere skræmmende er de sammensatte ord med hjem, som er alt andet end trygge. Et hjemmerøveri er værre end et almindeligt røveri. Og ord som hjemløs eller hjemfalden er heller ikke en slags hjemlighed, vi længes efter eller under nogen.

 

”Hjem er bare sådan et godt ord”.

Men et hjem er ikke nogen statisk, uforanderlig størrelse. Vi kender vi til, hvordan et hjem kan forandres. Det sker, når nogen flytter hjemmefra – men der sker også noget i et hjem, når et eller flere af børnene kommer hjem på julebesøg. Og der sker rigtigt meget i et hjem, når et hjem er i oprør, når nogen dør – eller når man går fra hus og hjem.

 

Julesøndag minder os ubarmhjertigt om, at hjem ikke bare er sådan et godt ord.

Vi hører julesøndag om, hvordan Guds eget stjernebarn blev hjemløs. Hvordan hans fødehjem, stalden, var ikke noget blivende hjem. Egypten var han kun på gæstevisit i. Og ganske vist hører vi senere om at Jesus kom til Nazaret, men vi hører aldrig om hans barndomshjem – eller ungdomshybel for den sags skyld.

Jesusbarnets fødsel står som et stærkt og håbefuldt billede på, at man kan have hjemme mange steder. Det er ikke bare Betlehjem, der er et hjem.

Jesu første år som hjemløs blev et kendemærke for hans liv: Han havde ikke hjemme ét sted. Og derigennem viste han os, at hjem er noget foranderligt.

Jesu hjem var hvor mennesker var. Hvor nøden var størst og håbet sat på vågeblus. Der kom Jesus selv og var nærværende og skabte alt det, vi forbinder med et godt og trygt hjem.

 

At tro – det er at vende hjem til Betlehjem. At tro, det er at have tillid til, at vor Herres dør står åben, sådan som barndomshjemmets dør gjorde det, så vi kan gå lige ind, som dem vi er, sådan som vi har det, overført talt smide benene op og føle os hjemme.

At tro… mere end en sjælelig tilstand eller en særlig mental anstrengelse – er det følelsen af at komme hjem. Men det er ikke os, der kommer hjem. Anstrengelsen ligger ikke hos os. Det bliver befriende tydeligt i salmen, vi skal synge herefter.

Brorson skriver det i sidste vers, at når vi tror, så er det vi lukker vore hjerter op for Jesus.

Det er ej fremmed bolig,

du har den selv jo købt,

så skal du blive trolig

udi mit hjerte svøbt.

 

Tro, det er at give det lille hjemløse Jesusbarn et hjem. Ikke for Guds skyld, men for vores. At tro er at lade vort hjerte blive et Betlehjem. Et hjem, hvor Jesus har taget bolig. For at kunne det, kræves der intet specielt: Ingen lovgerninger, ingen særlige kvalifikationer.

 

Kommet hertil, meldte en anden Benny Andersen sang sig: Go’ nu nat og gå nu lige hjem. En sang om de mange fristelser, der lurer på vejen, om døden, der er i vente. Og om ikke at nøjes med at holde døren til hjemmet på klem, men tage den helt af. Dét er et udtryk for tillid.

Men gå hjem og synge den, for pludselig blev det – selv om det aldrig er tænkt som en salme – et meget stærkt udtryk for at være på vej hjem.

 

Som et stjernebarn kom Kristus til verden, for at lyse for os på alle vore veje. Vi er ikke blevet lovet, at vejene er jævne, men at han følger os hele vejen hjem.

 

For det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

 

 

Kirkebøn:

 

Gud.

Lad os vove ordet tak midt i en verden, hvor mennesker må flygte og uskyldige dræbes;

hvor mange må græde uden at blive hørt, og hvor håb gøres til skamme.

Lad os vove ordet tak.

Tak for det håb, du har givet os med julenat og påskedag;

for den kærlighed, du elsker os med

- og den, der er mellem os og andre.

Tak fordi vi må komme til dig med vores glæde og sorg, vores jubel og vrede.

Tak fordi vi må være som vi er hos dig.

Tak at vi må være hjemme hos dig.

 

Du blev født som et lille barn

- værn om verdens børn og dem, der er særligt afhængige af, at andre tager hånd om dem: de fattige og værgeløse, de syge og døende.

Du blev en flygtning og kender forfølgelse og angst

- gå du med dem, der fordrives og flygter,

vær hos den rastløse og modløse.

Du har set og mærket magtmisbrug og tyranni

- vær hos dem, der fængsles, tortureres og dræbes.

 

Og vær hos alle der har fået en særlig magt og et særligt ansvar betroet,

giv dem et varmt hjerte, god vilje og gode evner, så de tjener dig.

 

Vi beder for os selv, når vi har svært ved at finde hjemme nogen steder.

Vi beder for alle de steder, hvor vi føler os hjemme – og for dem, der gav os et hjem.

Vi beder for de hjem, vi savner at komme i.

Og for dem mennesker, der var en del af vores liv.

 

Led os, som du ledte de vise mænd.

Så vi ikke af frygt og fejhed giver ondskaben gode kår, men så vi hjælper mennesker så langt vi kan hjælpe.

Led os i livet.

Led os gennem døden til dit hjem.

Lad os alle se dit rige, hvor du gør alting nyt. Amen.