Når det går i fisk - om at være omvendt provisionslønnet. 5. søndag efter trinitatis

 

 Detalje fra indersiden af Alfa og Omega-portalen ved Christianskirken. Her ses - blandt andet - Peter, korsfæstet på hovedet. Mere herom i prædikenen. 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Hvad jeg tjener?? Måske sidder du allerede nu lidt uroligt på stolen, for hvis jeg begynder at tale om løn, hvilke andre forbudte emner tager jeg mon så op? Gæld? Vægt? Drømme?
I må gerne få at vide, hvad jeg tjener som præst. Jeg har snart virket i 29 år. Jeg får ca. 5000 kr. mindre end en gymnasielærer med samme anciennitet. Vil du vide mere, så spørg under kirkekaffen.

En præst er ikke provisionslønnet. 
Jeg får ikke ekstra, hvis de brudepar, jeg vier i år, også holder sammen om 50 år.
Jeg får heller ingen bonus, hvis jeg får flere sognebåndsløsere eller hvis min konfirmationsundervisning er medvirkende til, at en konfirmand siger ja til at blive konfirmeret, og det ikke kun for gavernes skyld.

Omvendt bliver jeg heller ikke trukket i løn, hvis jeg utilsigtet tager troen fra nogen, eller sender dig skuffet fra kirke en søndag, fordi der var for mange eller for få nye salmer,
eller hvis du på anden vis ikke synes, du fik noget med dig hjem.

Flere af mine gode venner får bonusser i flere 100.000 kroners klassen. De kører i større biler end jeg, og skifter dem tiere end jeg køber ny vinterfrakke. De har sommerhus med havudsigt, og kan invitere hele familien på 10 Trin Ned, og de kan drikke årgangsvin en helt almindelig torsdag aften.

Jeg er ikke misundelig. Ok. Ikke ret tit. 😉

For når vi deler et godt glas vin med hinanden, eller når vi deler hinandens glæder eller sorger, så ved vi godt, at der er ét sted, hvor vi får udbetalt det samme:
Vi får alle kun ét liv. Hverken mere eller mindre. Og i dette liv er det vigtigste aldrig, hvad vi tjener, men hvem vi tjener. Og det er der en helt anden løn forbundet med.

Dagens tre bibelske læsninger handler på hver sin måde om at være sat i tjeneste. Og den tjeneste kan vi ikke engang Arne-pensioneres fra.

Først hørte vi ordene fra Esajas med den meget sanselige kaldelse til profet. Har man først fået gloende kulstykker på tungen, så må Ordet bogstaveligt talt brænde i en. De må også brænde i en for at komme ud.

Derefter læste jeg ordene fra 1. Petersbrev –
( i parentes bemærket netop de ord, der fik mig og adskillige andre på teologistudiets anden del til at dumpe med et brag, fordi 1. Petersbrev er så umanerligt svært at oversætte fra græsk til dansk )
1. Petersbrev, der med sin kærlige, men velmente og stadigt aktuelle opfordring til os i menighederne, der er kaldede, om fortsat at leve i ”enighed. Om at vise medfølelse, broderkærlighed, barmhjertighed og ydmyghed.
Om at huske på, ikke at gengæld ondt med ondt eller skældsord med skældsord, men tværtimod med velsignelse,
for vi er kaldet til at arve velsignelse”.

Kaldet til at tjene er aldrig statisk.
Kaldet er et stadigt kald og krav. OG en velsignelse på samme tid.

Med dagens evangelium om Peters fisketur og kaldet til at blive menneskefisker, er vi tilbage ved det med provisionsløn.
Det begynder med nul fisk. Absolut nul.
Peter har ellers gjort, hvad han burde være bedst til: At fiske.
Men denne dag altså uden udbytte.
Så går der en sailor i land. Peter møder landkrabben Jesus,
som inviterer sig selv med om bord, hvorefter Jesus opfordrer Peter til at kaste garnene ud på ny.
Det gør Peter, forståeligt modvilligt, for hvem gider knokle, når der ikke er udsigt til resultatløn?
I trods – og på trods – kaster Peter og vennerne nettene ud igen – og denne gang bliver garnene så fulde af fisk, at de er ved at sprænges og bådene ved at synke. Var det sket, var Guds gavmildhed ville være gået tabt.  De klarede det ikke selv, men kaldte og ved fælles hjælp fik de fangsten indenbords.

Hvad ser vi her?
Vi ser en udbetaling af omvendt provisionsløn.
Det, fiskeren Peter skulle mestre, sit fag: Det at fiske – det kunne han tilsyneladende ikke.
Nu kaldes han til at skulle fiske mennesker.
Og før Peter overhovedet er indsat i sit nye erhverv som menneskefisker, får han hænderne og båden mere end fuld.
Peter får, hvad han på ingen måde har gjort sig fortjent til. Det er omvendt provisionsløn.

Det er i virkeligheden den samme løn, du og jeg har fået.
Vi har intet gjort, for at gøre os fortjent til det. Alligevel fik vi hele lønnen udbetalt på forskud: Et styk liv.
”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.« For Peter og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået. Men Jesus sagde: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.«
Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.

Fisk er ikke bare fisk. Dagens store fangst bliver et billede – et for-ud-billede på, at det her ikke er sidste gang, det vil gå i fisk for Peter. Og dét både på den trælse og på den gode måde.

For nok lægger Peter fiskenettene fra sig og træder i tjeneste hos Mesteren selv som menneskefisker. Men selv der – eller rettere: især der - kommer til at gå i fisk for Peter gang på gang.
Flere gange end der var fisk i nettet denne dag, demonstrerer Peter igennem evangelierne, at det ikke var så nemt at være menneskefisker endda.

Det her bliver ikke eneste gang, Peter ser sin egen ufuldkommenhed i øjnene. Det er virkelig godt, at Peter har været forudlønnet, og at han ikke bliver lønnet som forskyldt, for så ville han alvorligt kandidere til Luksusfælden.

For i de år, Peter er menneskefisker sammen med Jesus, tærer han igen og igen godt og grundigt på hovedstolen.
Peter stiller alle de dummeste spørgsmål til Jesu virksomhed – og sin egen. Igen og igen kommer han på så dybt vand, at han ikke kan bunde. Og Peters sidste troskabsløfte og trosbekendelse til Jesus som hans Herre og Mester, varer som bekendt kun et par dage.
Efter Jesu død og opstandelse går det i fisk igen. Men nu på den gode måde.
For Peter og kompagni rejste rundt i Romerriget. De byggede menigheder op fra bunden. Havde de ikke fulgt kaldet de dag ved Geneserat sø, havde vi ikke siddet her i dag som menighed.

Da Peter ca 30 år efter Jesu død lider martyrdøden, insisterer Peter på at ville korsfæstes med hovedet nedad. For selv da synes han ikke, han havde fortjent at dø på samme måde som Mesteren selv.
Sådan bliver Peter en illustration af, at ingen af os får løn får med os herfra. Hverken provisionsløn eller nogen som helst anden løn. For havde Peter haft noget i lommerne, ville det være røget ud.

Det gik i fisk. Det blev ved med at gå i fisk.
Fisken var de første kristnes hemmelige kendetegn. De satte den på deres mødesteder – og de græsktalende vidste, at Ixtus var en rebus for Jesus Kristus, Guds søn Frelseren. Og fisken mindede dem om, at der er mange måder at få fangst – og være en del af Guds netværk på.

Det går stadig i fisk. Ikke kun som et klistermærke bag på biler.
For det er meget muligt, at det teologisk talt er sandt:
at Gud har provisionslønnet dig,
at dit liv er en uforskyldt gave,
at du med dåben har syndernes forladelse på det tørre,
og at du kan få det bekræftet igen lige om lidt, når nadverens brød og vin rækkes til dig,
og at du, for Guds skyld, i dit kald og i din stand ikke behøver at ligge søvnløs og tænke på fangst eller fortjeneste. Alt det ved du.

Alligevel smutter det mellem fingrene på dig – som en nyfanget alt for glat fisk.
Det preller af som dogmatik og læresætninger uden næringsstoffer.
For måske har du det alligevel sådan, at du ind i mellem – eller lidt for tit - synes, dit liv går i fisk, på den ufede måde.
At din tro er hullet som et fiskenet, hvor enhver Kristus-fisk svømmer lige igennem, før du når at fange den.
At du ikke kan forstå, hvorfor lige du skal prøves og så prøves igen.
Og uanset – så står der bare et rungende 0 eller et minus, hvor du kigger hen.

”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand”, sagde Peter. Måske siger du det i kor med ham?

Eller du tænker det modsatte: Her sidder jeg og har garnene fulde: Et lykkeligt liv, meget at være glad og taknemmelig for, men det har jeg også arbejdet for. Hvad skal Gud blandes ind i det for?
Og efter lidt tid og lidt ydmyghed, ender du måske alligevel med samme sætning: ”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er et syndigt menneske". 

Men kære menneske, du som måtte have det sådan her. Uanset om din båd er ved at synke eller dine garn er ved at sprænges af overflod, så er også du en fisk i Guds fangst.

Også du kan nære nogen.
Også du kan med dit liv, i afmagt, i håbløshed, med din glæde eller din lykke eller med den tro, der måtte være din, være Guds menneskefisker.

For Jesus gik ikke efter de faglærte menneskefiskere.
Jesus gik efter de ufaglærte menneskefiskere.
Dem, der intet kunne – og som derfor havde alt at lære.
Og tænk, han begyndte med at lønne dem langt over den evne, de ikke havde.

Med den ydmyge tilgang og med en løn, langt ud over fortjeneste fulgte Peter i Jesu fodspor.
Frygtsomt og fejlende, javist.
Men det var netop det, Jesus havde set i ham.
For Guds rige bygges ikke på succeser i superligaklassen.

Måske har Jesus kaldt på dig også?
For når både storke og fisk er blevet sjældnere
og når engle er i restordre, må han kalde på anden vis.

Måske venter du forgæves, hvis du tror, du ved, hvad du skal kaldes til.
Måske er der faktisk kald i at være lige der, hvor du er.
Ikke et kald til at række ud eller gøre eller til at gå noget andet sted hen.
Men et kald til at være.
Et kald til at tage imod.
Lige her. Lige nu.

Og din løn? Det behøver du vist ikke en præst til at fortælle dig.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn: Lad os bede:
Jesus. Når du kalder os til at lægge ud på dybet og forkynde dit Ord blandt mennesker, vil noget i os gerne følge dig
og noget helst være fri.
Giv os derfor at høre dit ord stærkt og klart, så vi ikke forkynder vor egen frygtsomhed og ikke spilder tiden med at tælle fisk eller kroner og ører, men at vi taler og handler på dit ord.

Vi hedder ikke Peter – i hvert fald ikke os alle.
Og vores tro er ikke en klippe.
Vi vakler i troen.
Vi snubler over den.
Anstødes af den.

Men vi tror, at din tro på os er en klippe.
Når vi svigter hinanden,
Når vi bagtaler hinanden,
Når vi misrøgter det kald, du har givet os til at være medmennesker – og forvalter din kærlighed,
Når vi handler med bagtanker -
så står din tro på os fast.

Forstå det kan vi ikke.
Men vi klamrer os til det.
Derfor kommer vi til dit nadverbord, hvor smulerne af brød og dråberne af vin minder os om din storhed.
Derfor lader vi vores børn døbe til dit levnede håb, fordi vores eget håb kan være så svært at holde fast ved.

Herre.
Vi takker dig for dem, der var klipper i vores liv.
Dem, vi lærte noget af.
Dem, vi skylder noget.
Dem, der blev som en Peter eller en Kristus for os, selvom de bare lignede alle os andre.

 

Tak for de gange, hvor vi fik lov at være klipper for andre. En, de kunne læne sig op ad, en, de kunne stole på, ikke rokkede sig.

Herre. Lad dem, der har magt og ansvar for verdensfred
og for bæredygtighed og væredygtighed imellem mennesker regere bære det kald med ydmyghed.
Vær med dem. Giv dem gode råd.

Vær hos dem, der her hos os har samme ansvar: Konge, Regering og Folketing, byråd og andre råd.
Vær også hos alle de foreninger og frivillige, der arbejder ulønnede for at bygge på det, der opbygger mennesker og fællesskaber.

Vi takker dig for dem, vi holder af.
For dem vi savner.
For dem, der døde fra os.
Tak for troen på, at de – og vi alle – er i din varetægt.
I dag,
i morgen – og til evig tid. Amen.

Søndagens tekster: 
5. s. efter Trinitatis fra første række | Bibelselskabet

Tæller du til 7? - 4. søndag efter trinitatis

 

1 – 2 – 3 – 4 – 5 – 6- 7.
7!
Syv sekunder tager det ifølge undersøgelser.
7 sekunder, mere har din underbevidsthed ikke brug for.
7 sekunder, så har du eller jeg dømt et andet menneske, en situation eller et set-up.

Der er så rigeligt gået 7 sekunder af denne gudstjeneste.
Kun Gud ved, hvor mange gange, du der nu lytter, har fældet dine domme.
Du har måske dømt og bedømt orgelspillet, temperaturen i kirken, skrifttypen på sangarket, en af de andre kirkegængere på deres tøj, deres duft, deres sangevner eller et eller andet helt 17.
Ja, du har måske også dømt og bedømt mig. Måske allerede før du kom herind.

Og ja – nu var det mig, der lod en dom falde over dig.

For selvfølgelig har jeg også gjort det: Dømt og bedømt.
Tænkt: ”At de gider”, da jeg gik hjemmefra og så lystfiskerne stå på kajkanten i regnvejr. Fældet dom over, hvordan det var at møde ind her til morgen. Glædet mig over I to frivillige kirketjenere, der var fælles om at få flaget hejst, noteret mig hvor koldt vandet i mit vandglas var, lagt mærke til, om I ser ud til at lytte efter, synge med. Fældet dom over, hvor topnuttede dagens to dåbsbørn er - og 1000 andre ting.

Selvfølgelig har jeg dømt og bedømt. Ikke fordi jeg ville det, men fordi det ligger som en automatreaktion i mig, såvel som i dig.
Men tag ikke fejl. Jeg har ikke tal på, hvor mange jeg også allerede har dømt mig selv, fra i morges og indtil dette nu: Er læbestiften nu for rød? Har jeg mon smilet nok, været sjov nok eller alvorlig nok? Har jeg gjort alt, hvad jeg kan, for at forberede en gudstjeneste, som giver en eller anden form for mening for jer, der er kommet her frivillig – eller som dåbsgæst?

Og det stopper jo ikke her.
Jeg dømmer jo videre, når jeg går hjem. Hvis jeg har fortalt mig, sagt eller gjort noget forkert, også når jeg ikke vidste af det.
Var jeg for hurtig i replikken, for langsom?
& hvorfor spiste jeg nu 2 stykker chokolade til kirkekaffen?

Jeg ved, at en del af det at være præst er at I også dømmer videre, når I går herfra. I sammenligner mig med andre klogere eller kønnere eller sjovere eller kedeligere kolleger, I er stødt på. Og gør I ikke, lader denne gudstjeneste jer uberørte, så er der også dom i det.

”Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes”, siger Jesus til os i dag. Og han fortsætter: ”fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes”.
Jesus kunne lige så godt have sagt: ”Du må ikke trække vejret”.
For vi kan ikke lade være. Ikke ret længe i hvert fald.
Det ligger til vores højreben eller venstreben, at vi dømmer.

Det er faktisk tankevækkende, at der er så mange optikere og at vi er så mange, der bruger briller. For vi er helt utroligt gode til at se splinten i andres øjne. En splint!
Mens bjælken i vores eget ikke generer vores udsyn. Den får os ikke engang til at blinke.

7 sekunder.
7 sekunder, så har vi set rigeligt til at dømme.

Os, der var børn i 70’erne, - der var ingen, der havde et bedre øjemål end os. Var vi to eller flere, der skulle dele én flaske sodavand, der jo dengang var på hele 25 cl., så blev den delt, så det passede på millimeter i glasset. ”Du deler, jeg vælger først”.

Det er et helt anderledes målebånd, vi måler hinanden eller en eller anden situation med, når vi gør det med ord som ”altid” eller ”aldrig”. Han eller hun – eller et eller andet er ”altid” eller ”aldrig” sådan og sådan. ”Altid” eller ”aldrig” er hverken et retfærdigt eller særligt nådigt målebånd.

Det kan tage mindre end 7 sekunder at udtale – men ordet kan plantes i modtageren for evigt.

7 sekunder.
Kunne du ikke vælge at gøre noget andet og bedre i 7 sekunder end at dømme en anden?
Jo da.
Du kunne kysse din kæreste, hvis du har en, der er så kær for dig.
Du kunne sende et smil til en fremmed. Jeg tror faktisk, du kan nå hele to, hvis du begynder nu.
Du kan sende en stille tak til et menneske, der har gjort dig godt.

Du kunne også sige: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere. Og led os ikke ind i fristelse”.
Jeg har prøvet. Og ja, jeg tog tid på imens. Det tog 7 sekunder.

Du kunne så meget.
Du kunne også vise barmhjertighed.
For det er den gode nyhed_ At barmhjertighed ligger samme sted som automatreaktionen at dømme. Barmhjertighed kræver bare, at du ser et andet menneske i øjnene lidt længere end 7 sekunder.
Barmhjertighed kræver alene, at du flytter synsvinklen fra øjnene til hjertet. Det behøver ikke engang tage 7 sekunder.

Prøv engang:
Tæl til mere end 7, og vær barmhjertig mod den forælder i supermarkedet, der står der med et barn fem minutter efter at det barn har mistet tålmodigheden.
Tæl til mere end 7 og vis barmhjertighed mod den nye ved kassen, der lige nu har sit første job.
Tæl til mere end 7 – måske meget mere – og vis overbærenhed mod den teenager, der heller ikke i dag samlede sine strømper op eller satte i opvaskemaskinen.  

Og tæl og tæl, og vær barmhjertighed mod dig selv.
Dig, der ikke fik ryddet helt op, inden du kørte afsted i dag.
Dig, der ved, at du heller ikke i dag når op på dine 10.000 skridt.
Dig, der ikke orker endnu et telefonopkald fra din demente mor eller udsigten til en uges ferie med svigerfamilien eller din søsters børn.

Eller du kunne også holde op med at tælle.
Lige nu.
For vi er i et rum, hvor der ikke handler om det, der kan måles og vejes og tælles eller præsteres.

Og vend så hele bøtten om: Lad være med at være så grænseløst selvoptaget og tro, at alting begynder og ender hos dig.
Det gør det faktisk ikke.
Det er det, der er pointen i dagens evangelium.
Det hverken begynder eller ender hos dig.
Det begynder og ender hos Gud. Altid.

Men først vil jeg tage jer med ud at flyve. Undervejs vil I opdage, at historien ikke er af nyeste dato.
Vi er ombord på en af de største flyvemaskiner, vi er lige lettet fra Johannesburg med kurs mod London.
Her på økonomiklassen finder vi en meget utilfreds kvinde. Hun er hurtigere end 7 sekunder på aftrækkeren, og der er ikke det, der ikke er i vejen. Alt bliver dømt og bedømt, målt og vejet.
Ved siden af hende sidder en mørk herre i et særdeles nobelt jakkesæt.

Kvinden kalder – igen – på stewardessen og siger: ”Jeg er blevet anbragt ved siden af en mørk mand. Men jeg har altså ved købet af min billet ikke bedt om at sidde ved siden af den slags mennesker”.
Stewardessen svarer: ”Jeg skal se, hvad jeg kan gøre. Men flyet er stort set booket op”. Hun går og vender snart efter tilbage.
”Undskyld, frue, men der er ikke andre ledige pladser på økonomiklassen. Jeg har talt med kaptajnen – og vi har en enkelt plads på businessclass”.
Kvinden rejser sig.
Stewardessen fortsætter: ”Det er ikke normal praksis for vores flyselskab, at vi rykker passagerer fra økonomiklasse til businessclass. Men under disse givne omstændigheder – og med så lange en flyvetur foran os - mente kaptajnen, at det ville være uordentligt at lade en passager sidde ved siden af så ubehagelig en person”.
Hvorefter stewardessen henvender sig til herren ved siden af med ordene: ”Undskyld hr. Vil De være så venlig at tage deres håndbagage og følge med mig til businessclass”.
Historien slutter med, at de omkringsiddende passagerer klapper, mens manden føres til businessclass, hvor der serveres champagne og marvfede retter.

Nå.
Mon ikke de fleste af jer havde regnet ud, at det ville gå sådan her?
Alligevel klappede du måske også lidt stilfærdigt med og gnækkede indvendigt over, at så skete retfærdigheden fyldest. Alt imens du hælder præcis 12.5. cl op i selvretfærdighedens bæger.

Men lad os så lige tælle til 7.
For hvis flyveturen nu ikke gik fra Johannesburg til London – men gik fra Guds rige og retur. Den tur, Jesus rejste. Den tur, han inviterede os med på.
Hvis kaptajnen var Vorherre selv.
Hvis historien ikke er en historie, men et billede på evangeliet selv, så ville det gå anderledes.
Så ville både kvinden og manden være blevet flyttet på businessclass. Så ville de begge være vist nåde

Hvad er der i vejen med at flyve økonomiklasse? spørger du måske?
Ingenting. Det er også her, vi færdes og krøller benene sammen det meste af vores tid. Imens vi irriteres over barnet bagved, der sparker dig i ryggen eller skriger. Alt imens du sukker over forsinket ankomst eller maden eller dem, der klapper begejstret, når du lander.
Men det er ikke det, der er pointen!

Pointen er at Guds domme er anderledes end vores.
Pointen i dagens evangelium er, at vi skal vende det hele om.
Den barmhjertighed, Gud viser os, det er den, der er det første. Det er den, vi skal vise andre.
Den dom, vi er blevet bedømt med, det er den, vi skal dømme andre med.

Hvordan lyder Guds dom så: Ja, den er som i flyet:
At Gud dømmer os til at flyve første klasse.
Gud ønsker os et velsignet liv.
Velsignelse kan se ud på mange måder.
Vi så en af måderne, Guds velsignelse viser sig på, da Han hældte dåbens vand over dåbsbørnene og sagde, at intet nogensinde vil kunne skille dem fra Guds kærlighed.
Men Gud velsignelse folder sig ud på mange andre måder.
De velsignelser skal vi se først. De velsignelser skal være vores fundament. Vores livsindstilling. Vores DNA. Vi skal se og tro os udvalgte, hellige og elskede.

Ved døbefonten er der tit hvide kjoler, der er alt for lange, alt for store  til dåbsbarnet. Når dåbsbarnet altså ikke lige er vokset fra dem. De hvide lange kjoler skal minde os om, at du og jeg altid skal gå i for store sko. Den generøsitet, Gud betingelsesløst har vist os, skal vi selv øse videre af.

Så, stop op engang imellem. Ved en døbefont, et alterbord eller et andet sted, og lade det sive ind i dig, at ja, kristendom er en doms-religion. Gud har dømt dig.
Du er for evigt dømt til at blive elsket.
Du er dømt til den Guds kærlighed, du ikke kan falde ud af. Som du ikke vriste dig ud af.
For ved du, hvad der også tog max 7 sekunder?
Dengang en præst hældte vand over dit hoved og sagde: ”Jeg døber dig i Faderen og Sønnens og Helligåndens navn. Amen”.

Da blev du døbt og dømt til et liv, hvor du ikke skal lade sig måle af andet end Guds retfærdighed.
En retfærdighed, der ligner ikke noget andet, vi kender – fortællingen fra flyvemaskinen er bare en dårlig analogi.
Guds retfærdighed siger ikke ”noget for noget” eller ”nåde for nåde”.
For det væsentligste i livet kan aldrig måles i millimeter og centiliter. Det væsentligste i livet kan strækkes ud, så der bliver mere af det: Kærlighed – overbærenhed – barmhjertighed – tilgivelse – retfærdighed - nåde. Sådan måler Gud. Ikke med målebånd, men med nådebånd.

Guds retfærdighed er, at du er dømt.
Gud har dømt dig med evig kærlighed.
Og tænk – den kærlighed omslutter dig også, når dit liv mislykkes.
Når du gør noget, der er forkert.
Når du dømmer. Eller træffer dårlige valg mod bedre vidende.
Eller tror, du kan præstere dig til Guds kærlighed.
Eller dit gudsbillede er, at Gud er mere nøjeregnende end dig.

Du behøver ikke engang dømme om eller dunke dig selv i hovedet eller i din tro, om du har fortjent den kærlighed.
Du kan bare gøre, som dåbsbørnene gjorde det for lidt siden: Tage imod.

Du er dømt. Du er dømt med evig kærlighed.
Og der ikke nogen dom i denne verden, der kunne gøre dig til et friere menneske.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

KIRKEBØN: 

Gud, vi beder dig:

Tak for livet.
Tak for alt det, der ikke kan måles og vejes – men som har umådelig stor betydning i vores liv.

Tak, når vi møder mennesker, der ikke måler os med de vante målestokke, men som måler os med nådebånd.

Vis os, at du elsker os, selv når vores øjne er fyldt med bjælker.
Lad os være barmhjertige og tilgivende, når vi igen og igen skal fjerne både splinter og bjælker, andre efterlod i vores liv.

Vi takker dig for de to, som i dag blev døbt. Gud, du har lagt dem i hænderne på dem, der holder af dem. Nu er de også lagt i dine og i menighedens hænder.
Tak for nadverbordet, Gud, hvor din nåde bliver til at tage og føle og smage på.

Vær nær hver enkelt af os.
Vær hos dem, vi hver især tænker på lige nu.
Dem, vi holder af.
Dem, vi savner.
Dem, vi ved, vi skal miste.

Vær særligt nær hos mennesker, der er ramt. Lad os ikke dømme om, hvornår man kan føle sig lidt eller meget ramt. Eller hvor længe det må tage.
Giv os tålmodighed, så også vi holder ud og holder af og holder om
den, der er ensom eller syg eller ulykkelig eller bange.

Herre, sæt dig hos den, der har mistet og hvis hjerte er ved at briste af sorg og savn.

Hjælp folk med magt og ansvar, så de kan forvalte dette i visdom og klogskab og med ydmyghed.
Lad der blev fred mellem mennesker og nationer.
Lad håb gro vildere end den mest invasive plante. Og lad os så håb overalt, hvor vi har mulighed for det i vores liv.

Og Gud, når vi en dag eller nat skal dø, så sæt Du dig ved vor side, og hold os fast på det, du lovede os i dåben, at du er med os, du bliver hos os alle dage indtil verden ende. Amen.

Trinitatis søndag - om manipulation og sandhed

 

Hvad er sandheden?
Hvad - eller hvem - kan du tro på?
Og hvad - eller hvem - er usandt, fake eller falskt?

Det var ikke kun spørgsmål, der brændte på for Nikodemus denne nat. De spørgsmål er stadig brændende aktuelle.
Kan vi skelne?

Lad mig – kort - tage jer med tilbage til dengang jeg gik i 8. klasse.
Vi skal altså tilbage til 80’erne. 1980’erne, ikke 1880’erne dog.

Det var dengang billeder, taget med kamera, skulle fremkaldes hos en fotohandler, før du kunne se motivet. EDB skulle jeg først komme til at prøve nogle første gang år senere. Og så sad vi fire om et databehandlingsanlæg og turde knap trykke på en tast.

Jeg skulle i en uges erhvervspraktik. Glad var jeg, for jeg havde fået lov at komme hos et reklamebureau. Min dansklærer var skeptisk. Hun troede ikke, jeg ville få lov at lave ret meget.
Jeg havde kun været i praktik én dag, da jeg mistede den uskyld, jeg skulle komme til at miste så mange gange siden – og som jeg vel nu mister flere gange om dagen, hvis ikke jeg passer virkeligt godt på.
En af de ansatte var ved at lave en reklame. Det var en reklame for sommerferie ved Vesterhavet – og det er der jo ikke noget dårligt at sige om.
Men mens vi sidder der sammen, siger han til mig, idet han peger på billedet foran sig: ”Vi skal have gjort himlen mere blå”
Det sagde han! Som om himlens farve var noget, man bare sådan kunne ændre på?

”Men det er jo snyd!”
Jeg tror ikke, jeg sagde det højt. Jeg sagde ikke så meget i den alder.

Så klikkede reklamemanden nogle gange på det apparat, som siden skulle blive allemandseje. Og himlen blev vitterligt mere blå.
”Jamen”, tænkte jeg, ”hvis du kan ændre på himlens blå farve, så kan du jo også ændre på farven på Vesterhavet. På bølgernes højde. Og på om der er skum på. Og hvor ender det så?”
Det ved vi nu. Vi ved, at der kan manipuleres med alle billeder.

Nu kan der ikke bare ændres på billederne. Vor tids it-teknologi kan også meget nemt ændre på stemmer. Så også du kan blive citeret for noget, du ikke har sagt. I hvert fald ikke at du ved af.

Min dansklærer fik i øvrigt ret. Jeg fik vitterligt ikke lov at lave ret meget. Eller dvs. jeg fik lov at købe ind til frokoster og rydde i opvaskemaskinen og få tidligt fri. Men da jeg skulle skrive ugens rapport om min erhvervspraktik, fór der en djævel i mig: Hun skulle ikke have lov at få ret, dansklæreren. Så jeg skrev en meget troværdig rapport om en helt fantastisk lærerig uge. Hvad er sandt og hvad er falsk? 

Jeg har ikke før haft King Kong med en søndag formiddag. Men når billedet kom på sangarket i dag, er det fordi det var den første film, jeg kan huske, jeg har set, hvor jeg ikke var i tvivl: Der klatrede ikke en abe i kæmpestørrelse rundt på Empire State Building.

Nu er tvivlen en konstant. Er billedet på avisens forside sand?
Er historien, du læser på de sociale medier?
Er det sandt, at det er sundt at spise grøntsager?
Eller at du helst skal undgå at drikke mælk?
Er motion virkelig sundt – eller er det et bare noget, fitnesscentre har fundet på?
Skal du gå 10.000 skridt om dagen – eller er det nok at gå til kommoden og tilbaws igen?
Er Kristus en lærer, en Messias, vores frelser?
– eller skal vi vente en anden?
Og hvad skal vi egentlig tro om det jordiske
– for slet ikke at tale om det himmelske?

Vi kunne blive ved.
Og du kan ikke gå nogen steder, uden at du hele tiden tvinges til at overveje om det, du får kastet i hovedet, er sandt eller manipuleret eller ligefrem fake news og ikke bare breaking news.

”Du er lærer i Israel og forstår ikke det?” spørger Jesus Nikodemus.
Vi andre, vi kan - som Nikodemus - få lov at føle os dumme, ikke bare en enkelt nat, men hele tiden. Fordi vi ikke længere kan forstå eller gennemskue noget så enkelt som om himlen nu virkelig er så blå på et billede – og alt, hvad der er så meget mere komplekst end det.

Og du som tror, du er klog – og ved ikke det?
I vore dage er viden ikke i høj kurs. I vore dage er det blevet gratis at mene noget uden at vide noget. Og det er blevet meget, meget nemt at bilde andre løgne ind på endog særdeles overbevisende måder.
Hvad er egentlig sandt – og hvad er egentlig falsk?

Mange spørger, hvorfor så mange børn og unge har det dårligt i disse år?
Ja, hvorfor så mange andre i vores samfund er pressede i en grad, at de hele tiden føler, at de er på mentalt eller konkret overarbejde.

Jeg tror, at en – af mange - grunde hertil er, at vi hele tiden tvinges til at skulle tage stilling og forholde os. Det er ikke længere nok at registrere eller at tage noget ind. Vi kan ikke bare tage verden for pålydende.
Hvad er sandt? Hvem taler sandt?
Og hvad er falskt?
Det er ikke så underligt, hvis vi ikke kan gå i takt i vores eget liv.
Derfor er det også herligt, at vi har jazzgudstjeneste i dag.
For musik lyver ikke. Det, salmer og andre sange, det, som musik generelt kan gøre ved os; det, musik vækker i os, det er sandt.

Når musik bringer tårer frem i øjnene på os, er det ikke krokodilletårer. Men ægte tårer.
Når noget musik går lige i hjertet eller i savnet eller rammer smerten eller glæden rent, så musikken får fødderne eller resten af kroppen til at slå takten – så er det sandt.

Jeg er med på, at Hans Esbjerg – og Michael og Carl Emil her  – selvfølgelig har nogle kneb. De ved godt, at nogle akkorder og nogle toner sat sammen i særlige kombinationer objektivt hørt kan røre en stor procentdel af mennesker mere end andre musikalske vendinger.
Der er givet en grund til, at popmusik og ballader og f.eks. jazzmusik umiddelbart taler til flere hjerter end nyligt afdøde danske komponist Per Nørgaards berømte melodiske uendelighedsrækker.

Musik taler til de dybeste lag i vores hjerter – og i vores erindring.
Musikken vækker det glemte eller godt gemte hos den demente, og kan bringe lyset tilbage i øjnene og i kroppen.
Og musikken giver sprog til det lille barn, som endnu ikke har andet end gråden som modersmål.

Allerede teologen Augustin – som levede og tænkte på samme tid som Nicænum blev skrevet ned - gjorde sig overvejelser over, hvad der sker i os, når vi synger eller hører musik:
Nemlig, at vi lytter med sjælen.

For Augustin bliver musikken på intet tidspunkt sit eget formål.
Augustin opfatter musikken som det, der konstituerer et kristent fællesskab, og musik er dermed dybt forbundet med kristendommens forkyndelse.

Vores kirkes reformator, Martin Luther sagde: At i musikken mødes himmel og jord.
Han sagde, at næstefter teologien er der ingen kunst, der som musikken formår at opmuntre sjælen. Musik forkynder Guds sandhed i ord og toner. Den sandhed bliver vi en del af, når vi synger og når vi lytter til musik.

Musik er sjælesorg. Luther mente, at musikken kunne fordrive mørket og ophæve negative mentale tilstande og i stedet skabe glæde og håbefuldhed. Og Djævelen selv var umusikalsk, derfor kan musik også være med til at fordrive det dæmoniske og det onde selv.

Det synspunkt – at musik og forkyndelse altid er to sider af samme sag – bliver naturligvis modsagt op igennem historien. For selvfølgelig er der også en musik, der ikke står i evangeliets tjeneste.

Både før og efter Augustin og Luther er der andre tænkere, der er blevet anfægtede over, hvordan musikken netop kan manipulere med os og få os til at føle, snarere end at tænke fromme tanker.

Diskussionen om, hvad der kan spilles og synges i en kirke, er lige aktuel. Hvad er kvalitet – eller måske bedre spurgt: Hvad er sandt nok? Hvad peger på evangeliet, så det er det, der forkyndes?

I dagens evangelium møder vi Nikodemus.
Nikodemus kommer om natten.
Fordi den detalje med mørket er med, kommer Nikodemus også til at fremstå som et moderne menneske.
Som et menneske, der spørger og søger og længes efter oplysning, efter sande svar.
Som et menneske, der gerne vil kunne skelne lyst fra mørkt, sandt fra falsk.
Derfor taler Nikodemus også til det i dig og mig, der gerne vil have livet og troen og intellektet til at gå op i en højere enhed.

Som farisæer var Nikodemus noget ved musikken. Men det er som om hans intellekt og hans sjæl ikke slår i samme takt som hans hjerte. Eller: Nikodemus kunne ikke selv få dem til at slå i takt.

Derfor tager Nikodemus kontakt til Jesus. Ordet ”kon-takt” kan tolkes som at være i takt med noget fælles. Nikodemus har en fornemmelse af, at Jesus og han kan finde fælles fodslag og fælles taktslag.

De to mødes – og gid de da bare havde kunnet mødes i sang eller musik. Så tror jeg, udfaldet havde været et andet. For musik binder os jo netop sammen på tværs af trosbekendelser og forskellige trostilgange.
Havde Jesus citeret en af de Davidssalmer, han og Nikodemus begge kendte både udefra og inde, så havde der været en fælles kontakt til noget fælles.

Nu kommer samtalen til at virke som to intellektuelle, der hver taler fra deres sted.
Det er, som om de aldrig rigtigt mødes og finder hinanden.
Som var de to musikere, der begge spiller efter hver sine noder til hver sit nummer – uden at nogen af dem opdager det.

”Du er lærer i Israel og forstår ikke det her?, spørger Jesus.
Nej, det gør Nikodemus ikke. Og du, som lever på denne 15. juni og er kommet i kirke i Christianskirken – eller som læser med her - du forstår heller ikke det her?

Så lad os tage hinanden - og Nikodemus - i hænderne – og stille os foran Kristus. Den Kristus, der er lyset. Lad hans lys skinne på os.
Den Kristus, der er sandhed. Ikke bare en, blandt mange andre sandheder, men sandhedEN.

I ham ser vi Guds sande ansigt.
Ser, hvad Guds oprigtige og umanipulerede mening med os er:
At vi er født af kød, som Kristus selv var det.
Og at vi er født af Ånd, fordi vi ikke kun er skabt i Gudsbillede, men også med Guds ånde åndet ind i os.

Guds sandhed er, at vi har lod og del, både i det jordiske og det himmelske.
Vi har jordforbindelse og himmelforbindelse. Og de to er ikke adskilt fra hinanden.
Derfor skal vi ikke kæmpe for at få de to til at hænge sammen.
For det gør de allerede.

At komme til tro er ikke at skulle genfødes. Vi fødes kun en gang.
At komme til tro, er hver gang det hele i enkelte salige, åndelige øjeblikke går op i en højere enhed af sandhed for os.

Helt utvungent, helt uproblematisk, helt uden at vi skal lægge andre farver på os selv, end dem, der allerede var. Som når musik går ind ad det ene øre – og lægger sig tæt ved vores hjerte.

Vi har fået Nikodemus givet som troens følgesvend.
Nogle gange går vi – som han - med uforrettet sag. Det gør vi alle de gange, hvor der ikke blev kontakt til Gud eller mennesker, uanset hvor meget vi håbede på det.

Vi har fået Nikodemus givet som troens følgesvend.
Lad os gå med den tillid, med det mod og med den frimodighed, der var Nikodemus’. Han gik i mørket. Han gik i sikker forvisning om, at selv der – midt om natten – hvor alle mennesker burde sove, selv mesteren selv, der ville han blive taget imod. Der ville han være i gode hænder.
Nikodemus fik ret.
Det er sandt: Jesus er som øjet i det øje, der ikke hviler.
Jesus tog imod Nikodemus.
Og da Nikodemus gik med uforrettet sag, låste Jesus ikke døren bag ham. Den står åben, så han kan komme igen en anden dag.

Det må du også gøre, du der søger efter vejen og sandheden og livet i dit liv. Du, som - måske bare engang imellem - drømmer om, at din himmel er lidt mere blå end virkelighedens. 

Man sir, at over skyerne er himlen altid blå - Kristi Himmelfart prædiken

 

”Man sir’ at over skyerne er himlen altid blå”
Hvem ”man” – sir’, at over skyerne er himlen altid blå?

Lad os spørge ”man” fra meteorologisk institut:
På meteorologisk institut siger ”man”, at himlen ikke sin egen farve. Himlen kan være næsten alle farver.
Men når vi mest ser himlen om blå, så er det et samspil mellem solens lys, atmosfæren og bølgelængder.
”Sollys er hvidt, fordi det er en blanding af alle farver.
Når sollyset rammer atmosfæren, bliver lyset spredt i alle retninger af luftens molekyler,
af skyernes mikroskopiske dråber eller af partikler.
Spredning virker mest effektivt på lys med kort bølgelængde, og det er det blå lys. Det er derfor, vi ser himlen som blå.
Det gule og det røde lys, som har de længste bølgelængder, spredes derimod mindst. Derfor ser vi Solen som gullig,”  
(Niels Hansen, meteorologisk institut).

Lov mig, at I ikke spørger mere ind til det. For jeg ved personligt lige så lidt om det her, som om meget andet.

Nogle gange, når jeg skriver prædiken, kommer jeg til at tænke på, at præsten for århundreder sider gik for at være lærd, sådan en datidens google søgemaskine – eller et leksikon, der vidste meget om meget.
Dengang var det ikke uhørt, hvis det var i præstens prædiken bonden hørte om nye kornsorter – eller at datidens hr. og fru Jensen hørte om nytten af hygiejne og håndvask.
Så lærd forventer man, ”man” forstået som menigheden, heldigvis ikke længere, at præsten er.

Men altså, når ”man sir at over skyerne er himlen altid blå” – så er det delvist rigtigt.

Men hvis ”man” er dig og mig, og vi siger til hinanden, at over skyerne er himlen altid blå - så siger vi det ofte i situationer,
hvor vi ikke kan se det:
Vi siger ”Men ovenover skyerne er himlen altid blå”,
når himlen er grå, fordi livet af forskellige grunde er gråt.
Gråt, tungt, sorgtungt eller af forskellige andre grunde uigennemskueligt.

Vi mener det godt: Lige nu er himlen grå.
Men ovenover er der blåt. Det bliver godt igen.
Der er noget i livet, vi ikke kan se bag. Vi kan ikke altid se meningen.
Men vi tror, at det bliver blåt – eller godt.

”Man sir at over skyerne er himlen altid blå”.
Når ”man” er sangerinden Anne Linnet, så fortsætter teksten:
”Man sir at over skyerne er himlen altid blå”.
Det kan være svært at forstå når man ikk' kan se den
Og man sir' at efter stormens pisken, kommer solen frem
Men det hjælper sjældent dem, der er blevet våde

For når vennerne forsvinder og når livet er blevet træt
Ser man alt med ganske andre øjne
Man øver sig og bliver langsomt bedre til at se
og skelne mellem sandheder og løgne

For alting kan gå itu.
Et hjerte kan gå i tusind stykker.
Kaldte du mig for ven endnu, så er jeg her nok endnu”

Hvis melodien og teksten allerede nu synger i dig – eller hvis ikke den gør, så kommer den til det, når Hans Esbjerg spiller den til postludium.

”Man sir at over skyerne er himlen altid blå”.
Det er Kristi Himmelfart i dag.
Det er en dag, der er svær andet end at tage bogstavelig.
To af dagens bibelske tekster beretter om, hvordan Jesus stiger til himmels. Eller bliver taget eller løftet til himmels.
Der står intet om, at over skyerne er himlen altid blå.

Men nu ved vi, - fordi man fra meteorologisk institut har sagt os det, at over skyerne er himlen måske ikke altid blå.
Eller rød eller gul eller hvid.

Og vi ved, med troens vished, at over skyerne, der er Kristus.

Han, som var disciplenes ven, er forsvundet.
Deres liv var blevet træt.
Nu så de alt med ganske andre øjne.
Sådan som vi gør, når noget væsentligt er forsvundet fra vores synsfelt.

Og hvor skal vi så rette blikket hen?
Det giver Kristi Himmelfart sit helt eget svar på.

For – som vi har hørt det her de sidste små 50 dage i kirken siden påske – har Jesus i sit liv – i sin død – og nu med sin himmelfart udfordret alle de grænser, mennesket ellers kendte til.

Jesus døde. Men han kom tilbage.
Døden blev ikke den sidste grænse.

Men selv i døden brød Jesus grænser.
Jesus var hos de døde.
Ligesom han havde været en del af levendes fællesskab, var døden heller ikke et individuelt sted for ham.
Jesus var sammen med de døde – med vores døde – for at også de skulle høre påskens budskab om, at opstandelse også skulle gælde for dem.

Efter sin opstandelse bryder Jesus så nye grænser.
Han går fra at have været ukendt og usynlig til at blive genkendt og følelig.

I dag giver Jesus disciplene mandat til at gå ud i verden på hans ord.
Og lad mig bare sige, at når Jesus siger: ”Disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske” -
så bliver det en grænse for min forstand og for min tro.

Jeg synes her, Jesus lover de troende en hel masse af de tegn, han ellers selv har brugt en god del af sit virke ved at afslå.

Derudover – og det vælger jeg at hæfte mig ved – derudover giver Jesus os her på grænsen til sin anden opstandelse – en retning at orientere os efter.

Vi skal ikke stå og se op efter ham.
For Guds budskab er ikke varm luft, der stiger til vejrs med ham.
Guds budskab har fået andre ben at gå på og andre hænder, der skal række det frem. Dine ben, dine hænder, dit hjerte, dit blik.

Vi skal ikke se ét sted hen. Men i alle retninger.
Prøv at lægge mærke til, hvor mange præpositioner eller forholdsord der er i Kristi Himmelfartsteksterne, både de evangeliske og dem i salmerne.
Der står ”op”, ja, men der står også ”ud”, ”ned”, ”i”.
Der står at med Kristi Himmelfart er ”jorden er løftet mod himlen” – og ”himlen sænket mod jord”.

Kristi Himmelfart ophæver alle de grænser, vi kender til.
Et guddommeligt paradoks er det, at ved at Jesus nu er allestedsfraværende er han for altid allestedsnærværende.

Når vi siger: ”Vor Far, du som er i himlen” – eller ”Fader vor, du som er i himlen”, så er himlen ikke et blåt sted i det fjerne.
Himlen er troens sted i os.
Og gæt hvilken farve troen traditionelt har i kirkekunsten?
Ja – rigtigt – blå!

Med Kristi Himmelfart er himlen kommet os nærmere end nogen sinde.
Indtil i dag kunne vi stemme i med et: ”Man sir’ at over skyerne er himlen altid blå”
Fra og med i dag må vi bekende,
at ”Troens blå farve ikke kun er over skyerne”.
Det blå er os ganske nær.
Troen kan vi række til hinanden.
Dele med hinanden – når livet har alle regnbuens farver.

Guds søn er ikke forsvundet fra os. Han er ikke længere end et par foldede hænder væk, når vi beder: ”Fader vor, du som er i himlen”.
For når vi beder den bøn, beder vi også: ”Komme dit rige”
Og vi må tro, at han, som steg op Kristi Himmelfart, lige så let kan stige ned igen og igen – og vær dig og mig nær, når vi har allermest brug for hans nærhed.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

KONFIRMATION 2025 - PRÆDIKEN OG TALE

 

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN

"Som svanen den snehvide ad vandet glider hen,

gid alle dine dage må glide let som den."

Sådan var der engang en, der skrev til mig i min poesibog.

Jeg har prøvet – men jeg har givet op på at forklare, hvad en poesibog var dengang i oldtiden, da jeg var barn. Selvom poesibøger ikke bruges mere, så er gode ønsker ikke gået af mode.

I dag vil der blive sagt: ”Gid, at det må gå dig godt”

på mange forskellige måder i løbet af dagen.

Hver gang, vi siger ”gid”, så taler vi faktisk om Gud.

For ordet ”gid” er en sammensmeltning af to ord:

Ordene ”Gud” og ”give”. ”Gid” betyder altså: Må Gud give eller gøre.

"Som svanen den snehvide ad vandet glider hen,

gid alle dine dage må glide let som den."

De sidste mange uger har jeg set svanen. Det var som om den ville med til konfirmationen i dag. Til sidst fotograferede jeg ham og satte ham i sangarket. Svanen glider hen ad Lillebælt og rundt i kanalerne i Kanalbyen. Han gnasker franskbrød i sig, lige så hurtigt, som I har spist kage om onsdagen. Han spejler sig i ethvert vindue – og i enhver nyvasket bil, han kan komme i nærheden af. Han gør sig lækker, når han bliver fotograferet. Svanen her har helt sikkert ikke hørt om mental load.

For imens ligger svanemor på æg. Det er hende på det lille foto.

Hun går – eller glider – ingen steder. Hun ruger. I reden er der 7 æg. Når jeg har konfirmeret den sidste konfirmand i år, er der helt sikkert ællinger i havnebassinet.

For 12-14 år siden var det jer mødre – og fædre, der rugede og ventede på, at et barn skulle komme til verden. Dengang vidste I ikke, hvad I ventede. Det ved I meget mere om nu. Nu kender I jeres ælling. Indefra og udefra. I dag sidder jeres ælling der – i de fineste svanehvide kjoler – og i det tøj, I har valgt at ville konfirmeres i. Og I forældre har måske allerede mere end én gang i dag tænkt: Hvor er tiden gledet hurtigt forbi.

I dag er en festdag. Selvom konfirmation ikke længere betyder, at I konfirmander bliver smidt ud af reden, så bliver I i dag lidt mere voksne end I var i går.

For at vælge at blive konfirmeret er at træffe et voksent,

et modent valg.

I konfirmander bekræfter, I siger ja til, at I i jeres liv vil tro på noget.

I siger ja til, at håb er vigtigt. Og jeg tror, at jeres generation får brug for alt det håb, I kan komme i nærheden af.

Og Gud bekræfter jer i – Gud siger igen ja til, at I er elskede af Ham.

Det er en vigtig treenighed at bygge liv på: Tro, håb og kærlighed.

At vælge at blive konfirmeret er et valg, I kan vokse i.

Gid I må gøre det.

Kære smukke konfirmand-ællinger – og alle I andre.

"Som svanen den snehvide ad vandet glider hen,

gid alle dine dage må glide let som den."

Det lyder så smukt, verset fra poesibogen: Ingen bølger. Ingen uro. Ingen krig, der rumler. Ingen klimaforandringer, der laver røre i andedammen. Bare livet som én lang glidende bevægelse hen over et spejlblankt vand.

Men vi ved jo godt, - og nogle af jer ved det allerede alt for godt, at sådan er livet ikke alle dage. Hverken for voksne – eller for unge.

Det minder H.C. Andersen os om i eventyret "Den grimme ælling".

Den grimme ælling, som blev hånet og afvist og misforstået, fordi den ikke lignede alle de andre, den voksede op iblandt.

Den ville ellers virkeligt gerne, ællingen. Den prøvede på alle måder. Men den blev ikke accepteret i fællesskabet.

Fordi den var grim. Sagde de.

Men vi skal ikke høre efter dem, der råber højest i verden.

Ællingen var jo ikke grim. Og når der om lidt svømmer ællinger rundt i Fredericia havn, så er de heller ikke grimme.

At være ung er som at være den ælling, H. C. Andersen skrev om.

I vokser. Forandres. Leder efter jer selv – og jeres plads i verden. Søger efter fællesskaber, I kan passe ind i. Eller spejle jer i.

Det kan føles forvirrende. Uroligt. Og nogle gange med mange afvisninger.

Også vi voksne, som for længst har fået svanens hvide vinger, kan spejle os i den grimme ælling. Vi møder afvisninger og får stækkede vores vinger. Også vi kan føle os forkerte, forvirrende, for lidt og nogle gange alt for meget.

Så kan vi tænke, at H. C. Andersen har snydt os. At han med sit eventyr har plantet den forventning i os, at vi alle bliver smukke. At vi alle går fra at være en grim ælling til at blive en smuk hvid svane, der med største selvfølgelighed finder sin plads i tilværelsen. Det kommer helt af sig selv, hvis vi bare kan vente.

Jeg ville gerne kunne love jer, kon4, at I alle sammen smukke hvide svaner.

At vil blive fotograferet og fetereret og fodrede.

At alle kan lide jer.

At jeres liv vil være som en lang rolig svømmetur.

Men det vil være løgn.

Der er ingen, der kan love jer det.

Ikke engang Gud lover os det. Gud lover os ikke et lykkeligt liv. Men Gud lover at svømme – og være ved vores side – uanset hvordan vores liv end bliver.

"Han var grim. Vi så på ham, men vi kunne ikke lide, hvad vi så.

Vi hadede ham – og vi opgav ham.

… Vi kiggede væk. Vi syntes ikke, han var noget værd".

(Esajas 53,2 ff)

Det her er ikke et citat fra H. C. Andersens eventyr om ”den grimme ælling”. Det her var fra Bibelen.

Jesus blev foragtet og overset, da han levede, præcist som ællingen. Jesus var ikke smuk. Jesus blev heller ikke smuk

Jesus stræbte ikke efter at blive noget andet end det, han var.

Han stræbte ikke engang efter, at folk skulle kunne lide ham eller tro på ham.

Jesus ser aldrig på, hvordan du ser ud udenpå.

Ord som ”grim” eller ”smuk” findes ikke i hans ordbog.

Jesus ser, at du er et menneske, og det er mere end nok.

Jesus ser aldrig på, hvad du er dårlig til eller klapper, når du virkeligt præsterer.

Han tæller hverken dine fejl eller dine succeser.

Og når du snubler i livet, rækker han hånden ud for at hjælpe dig på benene.

Det er en vild tanke i vores verden, hvor vi tror, vi skal være smukkest, bedst, hurtigt, særligst, unik og perfekt.

Hvis vi hører efter, hvad Guds grimme ælling, Jesus, siger,

så hører vi: Du skal ikke spejle dig i andre. For det er ikke deres billede, du er skabt i. Du er skabt i Guds billede. Du er skabt til at ligne ham. Du er skabt, ikke til at være eller blive smuk, men til at gøre noget smukt.

Du skal ikke være noget særligt for at være elsket.

Du er elsket – og derfor er du noget særligt.

Guds kærlighed skal du aldrig gøre dig fortjent til.

For tro er aldrig en præstation. Du er altid og allerede, elsket.

Det er du på de dage, hvor du føler dig som den smukkeste svane.

Som i dag måske? De dage, hvor du breder dine vinger ud.

Hvor du flyver højt og drømmer vildt.

Der bærer Guds kærlighed dig. Der er Guds kærlighed, som vinger.

Og de dage, som er helt anderledes - hvor du allermest identificerer dig som en grim ælling - ikke fordi du er grim, men fordi ting omkring er dig grimme eller svære, så lad Guds kærlighed bære dig. For det er der, du har mest brug for det.

Kære konfirmander – og I andre -

”Flyv lille fugl ud i verden” -

Held og lykke

Må I huske, at det er Gud, I kommer fra.

Og at Gud følges og flyver med jer alle dage indtil verdens ende. Amen.

Jeg vil nu bede kirkebønnen.

Den er skrevet sammen af alle de bønner, I konfirmander og jeres forældre har skrevet.

I skulle sige tak for noget

og I skulle skrive en bøn for noget eller nogen.

Jeg har skrevet alle jeres bønner sammen til en. Den kommer her.

Kirkebøn:

Lad os bede:

Tak for mit liv.

Tak for dem, der har gjort mig til den, jeg er.

Tak til min familie for at støtte mig og for at være der for mig.

Tak for min forlængende familie.

Tak for at jeg har et hjem.

Tak for mine venner og veninder, der betyder meget for mig.

Tak for den tid, du bruger på mig.

Tak for støtte og for den kærlighed, jeg får.

Tak, fordi jeg kan leve i tryghed.

Tak til dem, der gør os glade.

Tak for gratis læge i Danmark.

Tak for sport.

Tak for fællesskaber.

Tak for vores konfirmation.

Tak for jer, der er her sammen med os i dag.

Tak for at give mig muligheden for at fejre konfirmation.

Jeg beder til Gud.

Jeg beder for klimaet og for havet.

Vi beder for godt vejr.

Jeg beder for at alle har det godt.

For et godt og sundt liv.

Jeg beder for, at min familie og jeg får et godt liv, og at vi forbliver raske.

Jeg beder for dem, der passer på os.

For dem, der elsker livet.

Jeg beder for min far i himlen.

Jeg beder for min farfar.

For min morfar, som jeg savner.

For min mormor, der er død.

Jeg beder for dem, der ikke kan have en god dag.

Jeg beder for alle de børn, der ikke har et trygt hjem.

For de sultne og for dem, der ikke har det godt.

Ja, for alle i nød.

For alle, der er syge og ikke kan blive raske.

Jeg beder for, at kræft får en kur.

Jeg beder for alle i krig. For dem, der lider under krige.

Jeg beder for fred i verden.

Jeg beder for håbet.

Jeg beder for alle dem, der ikke klarede den. Og som ikke er her mere.

Vi beder for at de ældre får en god afslutning på livet.

Jeg beder for alle, der ikke kan bede og for alle, der trænger til en bøn. Amen.

KONFIRMATIONSTALE

I jeres sangblad ser I svanemor, der ligger på reden. Reden er lavet af græs, den er foret med hvide fjer. Reden ligger udsat. Tæt på vandkanten og tæt på biler. Sådan er de 7 ællingers første hjem.

Jeg ønsker det anderledes for jer i jeres liv. Derfor får I denne konfirmationsgave fra mig. I gaven er der tre huse.

For der er 3 huse, jeg ønsker, I må have hjemme i:

Det første hus skal symbolisere dig selv.

Jeg håber for dig, at du må finde dit selv. Og finde hjemme i dig.

Det andet hus skal symbolisere, at du ikke kun lever for dig selv.

Men at du også lever i relationer med andre. Det kan være din familie, dine venner eller andre fællesskaber. Der skal du også føle dig hjemme.

Og det sidste hus skal symbolisere Guds hus – eller i bredere forstand: Troen.

Hvad bygger man sådanne leve-huse af? Og her tænker jeg ikke på mursten eller beton.

Jeg har hængt balloner op i kirken. På dem er der skrevet ord. Ord eller begreber, som mange mener er ensbetydende med et godt liv.

Nu vil jeg bede jer – konfirmander - om at komme herop. Og hver stille jer ved en ballon. Hvad står der på jeres ballon?

Der står:

”Rig”

”likes”

”Udseende”

Berømt.

”Selvtillid”

”Perfekthed”

Unik.

”Frygt”

”Fortjent”

Det er svært at leve et liv uden penge, helt uden selvtillid.

Men du kan ikke bygge dit hus, dit liv på dit udseende, på at være berømt eller på at have magt alene.

Der er godt nok mange, der prøver. Og der er endnu flere, der vil prøve at bilde jer det ind. Ikke mindst på de sociale medier.

Men I skal ikke lytte til dem, der råber højest i andegården.

For det er som ballonerne her. Det er varm luft.

Jeg ønsker for jer, konfirmander, at I bliver så meget hjemme i jer selv og jeres eget hus, at I tør klippe snoren til det, der kun er varm luft. ”Let it go”.

At I hviler så meget i, at I selv er dem, der bygger, at I ikke bygger på varm luft. Og at I aldrig bliver for stolte til at spørge andre om hjælp.

Så nu vil jeg bede jer om at løsne snoren rundt om ballonen -og ”let it go”. Giv slip på det.

Hvad skal I så bygge jeres hus af?

Heroppe står der nogle flyttekasser. Flyttekasser, fordi det, der står på flyttekasserne, er værdier og begreber, du kan flytte med dig et helt liv. Fra hus til hus. Fra livsafsnit til livsafsnit.

Der er helt sikkert nogle af de ord og værdier, du har hørt dine forældre sige, mens du er vokset op. Eller de er sagt eller levet nogle af de andre, der vil feste for dig i dag. Og nogle af dem, har jeg prøvet at fortælle jer om, mens I har gået til præst.

Nu vil jeg bede jer konfirmander om at bygge et hus af flyttekasserne. I skal bygge det rundt om og ovenpå døbefonten.

For det er det, vi gør i dag: Vi bygger videre på alt det, Gud gav dig i din dåb.

Kære konfirmander

Tak for hjælpen.

Nu har I bygget med:

Næstekærlighed – Nysgerrighed – Venlighed - Nærvær

Ordentlighed – Kærlighed – Tilgivelse – Håb – Tro - Erfaringer

Glæde – Mod – Taknemmelighed – med at kunne tage imod - Give af dig selv – Respekt - Give plads til andre

Gid alt det – og meget mere – må blive gode byggesten i jeres liv.

I må tage jeres tre huse med jer. Gid I må blive ved med at bygge på dem, når det er jer, der flyver ud i verden.

Gid I må huske, at Gud også bygger på jer.

Fordi I er vigtige mursten, når Gud skal bygge videre på denne verden.

 reaktioner:

4,