"Kunsten er at vide, hvornår du skal ruge og hvornår du skal klække" - Sidste søndag efter hellligtrekonger

 

”Tillykke”. 
Hun rakte gaven ud mod mig. Jeg blev lige dele glad og overrumplet. Jeg havde ikke forventet, vi var på gave med hinanden.
Gaven var pakket ind i hvidt silkepapir. Mon ikke det var derfor, jeg tog imod den med varsomme hænder? Derfor, at jeg med forsigtige fingre fjernede først silkepapiret og efterfølgende det brune bølgepap?

Allerede mens jeg pakkede op, havde jeg det sådan, at den gave havde jeg ikke fortjent. Og skal jeg være endnu ærligere, har jeg det stadig sådan hver eneste dag, når jeg ser på den:
At jeg er glad for gaven – og at den er ufortjent.

Måske skal jeg retænke – og måske er vi flere, der skal øve os i at tage det til os, hvad en gave egentlig er? En gave er – netop - en gave. En foræring. Eller som man sagde tidligere: En præsent.
En gave kan du aldrig gøre dig fortjent til. Du kan aldrig tage den. Eller tage en gave for givet. En gave får du givet.

Det ligger i mig, og jeg er sikker på, at jeg ikke har det fra fremmede, at når jeg har noget godt, så deler jeg. Måske gælder det også for dig: Har du meget kage, deler du med andre. Du spiser ikke en hel kage selv.
Har du 100 kroner ekstra, giver du lettere til en, der beder om den. Har du overskud, deler du, om det kun er i form af øjenkontakt og et smil til en fremmed.

I dag deler jeg min fødselsdagsgave med jer.
På forsiden af vores sangark er der et fotografi af den.
For da jeg forsigtigt havde fjernet først det hvide silkepapir, så bølgepappet, åbenbarede der sig denne figur af glaseret og uglaseret ler. I forhold til størrelse skal I forestille jer, at gaven kan ligge i en hånd: Det er en skal. I skallen ligger der hvide fjer.
I skallen ligger der et ansigt. For mig er det ansigt tydeligt et menneskes ansigt. Ansigtet kigger opad. Det kan ikke andet.

Sammen med lerskallen lå der et lille, næsten undseeligt, stykke hvidt papir. På papiret står der: ”Kunsten er at vide, hvornår man skal ruge og hvornår man skal klække”.

Eller sagt med evangeliets ord: Kunsten er at vide, hvornår timen er kommet. Timen, hvor du ikke længere ruger, men hvor du klækker.
For det vil du gøre: Klække. Det er en uundgåelig del af det at være menneske: Du går i stykker. Ind imellem vil det kun være små hak i tuden, ridser i livets lak. Til andre tider krakelerer du mere gennemgribende. Det kan være noget indefrakommende, der har ruget i dig i kortere eller længere tid. Eller det kan være noget uventet udefrakommende, der får din skal til at flække og dig til at klækkes.

Kunsten er at vide, hvordan du skal ruge og hvornår du skal klække. Hvornår du ikke længere skal ruge, men hvornår du skal lade dig klække.

Kunsten er også at vide, hvad du ruger på: Hvad der vokser usynligt og umærkeligt. Indtil timen kommer, hvor det sprænger sin egen vej og din skal knækker. Irreversibelt. Uopretteligt.
Den kan ikke samles igen. Og der er du – udklækket – og misser lidt himmelvendt mod lyset. Mod det nye liv – eller det nye i dit liv, som du er nødt til at forholde dig til.

Jeg tror, vi har fået bildt os selv og hinanden ind, at et godt liv er et problemfrit liv. At et godt liv er et lykkeligt liv. Et liv, hvor du er glad, helst hele tiden. Et godt liv er et liv uden alt for store bump på den vej, der kommer os i møde. Vi har også bildt og selv og hinanden ind, at sådan et liv har vi ret til. Og hvis ikke det er sådan, så må det være en fejl.

Men så vil vi uvægerligt blive skuffede. For din skal kommer til at slå revner. Du kommer til at klække. Det, evangeliet til i dag fortæller os er, at når timen kommer, er det ikke er nogen katastrofe at klække. Tværtimod.

Min fødselsdagsgave – den knækkede skal - minder mig dagligt barskt om, hvad det vil sige at være menneske: At vi kan både klække og knækkes. Og at det vil ske.
Og min fødselsdagsgave – den knækkede skal- minder mig dagligt håbefuldt om, hvad det vil sige at være et menneske i Guds omsorg: Det vil sige, at også din skal ligger i Guds hånd.
Og i dén hånd ligger du trygt. For Gud holder dig dér, hvor du ruger. Dér, hvor timen endnu ikke er kommet. Dér i det usynlige og måske ensomme.
Ligesom Gud også var der i dén grav lidt væk fra Golgata, der først kunne klækkes indefra påskemorgen. Da den nye time kom.

Kunsten er at vide, hvornår der ruges og hvornår der klækkes.
Den kunst kender Gud. Og nogle gange klækker Han os for øjnene af os selv.

”Jeg ville faktisk gerne kunne tro”, sagde et menneske til mig for nylig i en samtale, der egentlig handlede om noget helt andet. Jeg ved ikke, om det var noget, han havde ruget på længe. Jeg ved ikke, om det kom bag på ham selv, at lige der, der var timen kommet, hvor hans skal knækkedes, og han sagde det, der lå inde i ham højt, både for sig selv og for andre. Jeg ved heller ikke, hvad han stiller op med sit nyklækkede jeg.

”Kunsten er at vide, hvornår man skal ruge og hvornår man skal klække”.

For en månedstid siden fejrede vi jul. Vi hørte, hvordan Guds barn blev født til verden som ethvert andet menneskebarn.
I dag forudser Jesus sin død.
Evangeliet taler meget lidt om tiden mellem Jesu fødsel og indtil han træder offentligt frem. Hvad er der sket derimellem?

Måske har Jesus ruget? Ruget på at blive klar til at skulle klækkes. Ikke som menneske. Men klækkes som verdens frelser.
Jesus vidste godt, hvad der ventede. Han vidste, at også han var en skal, et hvedekorn. Hvis ikke han lod sig knække, hvis ikke han faldt til jorden og døde, ville han bare være et menneske i rækken af mennesker. Så ville hverken hans liv eller hans død gøre en forskel. Og det var netop en forskel, Gud havde ruget på.

Det var den forskel, som skulle være en forskel for hele verden.
For ethvert menneske. Der skulle klækkes en ny verdensorden.
Hvor nåden går forud for retten. Hvor håb er levende og virksomt og ikke kun tre bogstaver, der ikke engang står i alfabetisk rækkefølge. En verdensorden, hvor du ikke kun lever for dig selv. Men hvor du altid er i relationer. Hvor du deler af et godt hjerte, så godt kan blive til flere gode gaver.

”Tillykke”, siger Gud. ”Til lykke på fødselsdagen”.
Og så rækker Gud os sin gave. Barnet, der skulle være verdens frelser og forsoner. Barnet, svøbt i halm og himmelsk herlighed.

Du troede måske heller ikke, at du var på gave med Gud?
Men det er du. Og det går kun den ene vej. Det er kun Gud, der giver. Det er vores største fejltagelse om liv og tro og relation til Gud, hvis vi forventer, at vi kan give noget til gengæld.
”Vi kan jo intet give, som nogen ting er værd”.

Guds gave er helt og aldeles gave. Ufortjent. En foræring. En præsent. Og den gave er ikke kun et engang fra for 2000 år siden. Den er præsentisk og nutidigt og den rækkes dig igen i dag. Værsgo!

Når du har noget godt, så deler du det. Når den holdning ligger i dig og mig, så har vi det ikke fra fremmede. Så er det selve kernen i kristendommens DNA: Fra begyndelsen af holdt Gud ikke det gode for sig selv. Det kunne Han lige så godt have gjort.
Intet menneske har på forhånd – eller på efterhånd – fortjent Guds gaver.

Alligevel giver Gud os dem: Gaverne. Livets gave som den første.
Og med livet: Tiden. Ingen af de to kan returneres eller byttes til noget andet. Siden fik vi Guds levende håb i dåbsgave. Også det kan vi slide på – men vi kan aldrig slide det håb op.

Guds gode gaver skal vi ikke holde for os selv.
Vi skal dele dem gavmildt. Sprede dem som korn på en mark skal spredes for at give afkast.
Hvis ikke evangeliet om Kristus var blevet delt, så var det blevet ved det ene korn, og så havde vi ikke siddet her – og det var aldrig meningen. Evangeliet var aldrig ment til at være eksklusivt.

Hvis ikke Jesus var død og opstået igen fra de døde, havde hans liv blot været et liv blandt mange. Bevares – et særligt liv – et gudvillet liv. Men kun ét liv. Men fordi han døde – og opstod – blev hans liv til håb og opstandelsestro for mennesker siden.

For der, hvor vi knækker for sidste gang lyder det: ”Af jorden skal du igen opstå”. Og så åbner Gud også vores gravmørkes skal  indefra – og tager dig til sig.

Men indtil den time kommer, må du låne af kraften og modet fra Kristi hvedekorn, både når du ruger og når du klækkes.
Og for det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn:
Lad os bede:
Himmelske Far -
Jesus, Guds søn
Du gode Helligånd, som gør evangeliet levende og nuværende for os.

Giv os hvedekornets kraft og mod,
når alt er godt og trygt omkring os i vores skal -
og vi alligevel er bange for at det skal krakelere omkring os.
Når uroen i verden smitter og gør os urolige.

Giv hvedekornets kraft og mod
til verdens magthavere.
Vær hos regeringer og regenter, hos præsidenter og præsidier,
hos byråd og hos enhver, der skal træffe valg, der ikke kun handler om vedkommende selv.
Giv dem kraft og mod til at tage beslutninger, der er gode.
Ikke bare subjektivt, men objektivt. Beslutninger, der fremmer freden og gode vilkår for alle mennesker.

Giv os hvedekornets kraft og mod,
når vi må slippe alt vores eget, slippe kontrol – og slippe os selv.
Giv os da troen på, at der også er vækst i at gå i stykker.

Giv os hvedekornets kraft og mod,
giv os grokraft og lyst til at vokse, ikke kun til egen glæde, men også til glæde og opbyggelse for dem, du er vokset sammen med.
Din nære og kære.
Dem, du er forpligtet på.
Det, du er forpligtet på i dit faglige og private virke.
Giv os både kraft og mod til at opretholde, men også til at gå nye veje, når det er nødvendigt.

Giv os hvedekornets kraft og mod,
når vi mister.
Især når vi mister mennesker, vi holder af.
Det gælder i vores omgangskreds,
men læg også hvedekornets opstandelseskraft forplante sig til os, når der bliver tomme stole her hos os –når vi her i menigheden tager afsked med mennesker, der har haft deres faste plads i fællesskabet i årevis og som her har spredt deres korn.

Giv os kraft og mod til at se enhver dag i øjnene.
Lad os dele, også det udelelige.
Lad os bære det svære, men aldrig alene.

Giv os kraft og kræfter, når hverdagen kræver mere af os end vi synes vi magter.
Hjælp os med at glæde os og stå ved vores stolthed, når der er grund til det.

Giv os hvedekornets kraft og mod,
så vi frimodigt elsker
vores børn, vores familiemedlemmer, vores nære, dem, vi kender og holder af. Og dem, der har mere brug for os end vi vidste af.
Giv os frimodighed til at være i relationer.
Og til at blive i dem, når det bliver kompliceret.

Giv os hvedekornets kraft og mod,
så vi holder af os selv. Både når livet lykkes – men især når det ikke gør.

Vær hos os, Herre, når alt ramler omkring os.
Og alle skaller os vi selv knækker i usamlelige stykker.
Hvisk til os, at når din time kommer, så samler du alle stumper og stykker og skaller og fejltagelser i dit rige.

Det beder vi om.
For dagen i dag. For i morgen. Og for alle dage.
Amen.

Helligtrekonger - narrativ prædiken

SÅDAN SAGT - EN MODERNE HELLIG TRE KONGERS FORTÆLLING

Bilen bagved dyttede. Han var faldet i staver.
Det var blevet grønt, uden at han havde set, han havde set det.
Det er sket hyppigere og hyppigere på det seneste. Han er ikke bekymret. Kender efterhånden fornemmelsen. Fornemmelsen, en urolig sitren i underbevidstheden. Den minder om følelsen, når du har glemt noget, og du kan bare ikke komme i tanke om hvad det er.

Han ved, at det forholder sig omvendt. Det handler ikke om at have glemt: Det handler om at noget er på vej. En erkendelse, en vished, der endnu ikke helt har fundet sin form. Når han for sig selv prøver at formulere, hvad der er på færde, tænker han om det som noget ufødt, noget, der endnu ikke er kommet til verden, som en graviditet.
Selv havde han ikke været gravid. Naturligvis ikke. Det havde hans kone heller ikke. Børn var det ikke blevet til. De havde ventet længe. Indimellem havde det følt som tusindvis af år.
”Der er jo ingen, der er blevet lovet børn”, sagde de til hinanden.

Han havde aldrig sagt det til nogen, men han havde altid drømt om at få en søn. På en eller anden måde, som selvfølgelig var irrationel, havde drømmen aldrig forladt ham. Men nu var han uhjælpeligt for gammel. Udadtil havde de fyldt deres fælles liv – og hver deres liv – med andet end den søn, der aldrig var kommet til verden, og det gav på sin egen måde gav livet mening og fylde.

Nej, børn var det ikke blevet til. Men erkendelser – indsigter – forskningsresultater, dem havde der været mange af. Hans navn stod øverst på litteraturlisten over det, de nye studerende havde som pligtlæsning. Det var altid ham eller kollegaen, medierne kontaktede, hvis …

Årh ja, den telefonsvarerbesked fra i går, den skulle han huske at vende tilbage til. De ville have hans kommentar til den stjerne, nogen havde set gå op. Den skulle efter sigende have et helt særligt lys. Mon ikke bare, det var endnu en drone på afveje?
Hvordan affærdiger man på en pæn måde folk, så de ikke føler, de taber ansigt? Det var altid en balancekunst, selv når det ikke er personligt, men alene et fagligt anliggende.

Bilen bagfra dyttede igen. To gange denne gang. Han kunne mærke utålmodigheden i i mellemrummet mellem første og andet dyt. Hvad er det egentlig, vi har så travlt med?
Hvad er det, vi skal nå?
Han måtte være faldet i staver.
Igen.

”Er du nu er faldet i staver igen?”
Hvor mange gange havde hans mor ikke sagt det? Så mange gange, at han på et tidspunkt som ung havde slået vendingen op i en ordbog: ”Udtrykket ”falde i staver” kommer oprindeligt fra 1700-tallet og beskriver en tønde, der tørrer ind og falder fra hinanden. I staver. I mindre brugt betydning kan det også referere til at stave lette ord forkert. Den gængse betydning er at fortabe sig i tanker”.
”Falde i staver”. Selv efter alle de her år i den akademiske verden kunne han ikke overfor andre forklare, hvor en ny vished kommer fra. Hvordan den enkelte tanke tager form, samler sig og får substans.

Bilen bagfra overhalede utålmodigt. Han løftede venstrehånden som til en undskyldende hilsen. På lyden, da den ræsede forbi, registrerede han, at det var en benzinbil.

Selv kørte han BMW, ix2’eren. Han prøvede at bilde sig selv ind, at det ikke handlede om status at have en dyr bil, men om bæredygtighed og trafiksikkerhed. ”Den bil er så klog, at du næsten kan undvære hovedet”, havde hans gamle far sagt med et grin, da de sammen havde kørt prøvetur i den. Så byttede de plads og de prøvede på skift at undvære hovedet.

Han kører ned i p-kælderen under universitet og finder en parkeringsplads uden besvær. Hvor heldig kan man være. Eller … det handler jo ikke om held. Det handler om at køre lige de 12 minutter tidligere end alle de andre, der også vil have en plads i p-herberget. Han tager mappen med den bærbare. Biplyden indikerer, at BMWen havde slået vingerne og sidespejlene ind.

Han går mod elevatoren. Ved godt, at han burde tage trappen til kontoret på 4. sal. Det havde jo været jul. Men selvom julesul ikke rigtigt bed på ham, så var der jo røget en enkelt øl og en snaps ned til julefrokosterne og et par glas ekstra vin under julemiddagene – og en enkelt cognac bagefter.
For slet ikke at tale om nytårsaften. Så den taler vi ikke om.

Den der indre sitren rører utålmodigt på sig. Som om bare det at tage trapperne og det at han lige skulle få pusten igen, inden han lukkede sig ind på kontoret og fik starten computeren, ville få det, der føltes så vigtigt, til at forsvinde mellem hænderne på ham.

Han var den første, der var mødt ind, også i dag. Mens han får vejret og computeren får forbindelse, ser han udover byens tage og længere, indtil blikket møder horisonten. Han tænker igen over det pudsige i, at dem med længst anciennitet og flest bogstaver i titlerne har deres kontorer øverst i bygningen. Som om udsigter og indsigter havde mere end bogstaver til fælles.

”Er du en af de der tre vise mænd?”
havde en niece spurgt ham en jul, da hun var væsentligt yngre, end hun er nu. Han havde rystet på hovedet. Tænkte aldrig om sig selv som klog, og da slet ikke viis. Viis var ligesom en anden liga.

”Jamen, du arbejder da ikke med stjerner, gør du ikke?”
Og med al den ivrighed, som en 10-årig kan besidde og som nogen aldrig vokser fra: de må bare ud med, hvad der ligger dem på sinde, fortsatte hun: ”Ovre til minikonfirmand, dér har jeg lige lært en ny sang. Den hedder ”du, som har tændt millioner af stjerner”. Præsten sagde, at sangen handler om Gud. Men så sagde jeg, at så handler den også om min onkel. For min onkel, han ved nemlig, hvordan stjerner bliver tændt, er det ik’ rigtigt?”

Det var måske ikke helt rigtigt. Det var heller måske ikke helt forkert. Som astrofysiker beskæftigede han sig med de fysiske processer, der styrer stjernerne, hvordan de dannes, lever og dør, og hvordan de udsender energi.

Han havde prøvet at forklare hende om det, niecen, på hendes niveau. Hun havde været nysgerrigt lyttende. Men hvordan svarer du videnskabeligt, når en 10-årig siger: ”Sofie i min klasses mormor er død. Sofie siger, at hendes mormor er blevet til en stjerne. Onkel, hvilken stjerne er Sofies mormor? Og når man har været en særligt sød mormor, der altid har mælkesnitter i køleskabet og du bare må tage lige så mange mælkesnitter, som du vil, har man så en særlig plads på Mælkevejen?”

Det var også niecen, der insisterende på, at de skulle synge ”Dejlig er den himmel blå” rundt om juletræet som den første. Alle versene.
Hun havde været lige så insisterende på at ville holde ham i hånden. Og selvom hun ikke var den søn, han aldrig havde fået, så var der noget uimodståeligt i kombinationen af hendes lille hånd, der næsten forsvandt i hans – og hendes trin, der hoppede for at holde trit med de voksnes.

”Er det ik også bare din yndlingssang, hva’?
Og hvordan kunne de der vise mænd vide, at det ikke var en ond stjerne?”
”Hvad mener du?”, havde han spurgt.
”Jamen, der står jo, at det var den lede stjerne”.
Det havde fået dem alle til at le.

Nogen havde sagt til hende, at det ”at lede” også kan betyde at vise vej.
”Ligesom en GPS?” – havde hun spurgt
Eller som en bil, der er så klog, at du næsten kan undvære hovedet.

”Hvordan kan man så vide, om en stjerne leder på den rigtige vej? Kan en stjerne også være en aflede-stjerne?” blev hun ved. ”Jeg tror altså ikke, at de der vise mænd var rigtigt kloge. De endte jo hos ham der Herodes. Og han var altså led på den lede måde”.

”Det gjorde de jo faktisk ikke”, havde nogen forklaret niecen. ”Det var bare en … omvej. Alle mennesker – eller de fleste mennesker – kommer til at gå vild engang imellem. Selv de viseste.
Vi kan tro, vi er på den rigtige vej.
Vi kan tro, vi ved, hvor vi skal hen.
Men når vi så er der, så opdager vi, at det ikke var rigtigt nok.
At der er en anden vej. En vej, der er rigtigere.
Og så må vi afsted igen.
Indtil vi finder den.
Indtil vi kommer frem”.

”Følte de sig ikke ret dumme, de der vise mænd, da de stod foran kong Herodes?”
”Måske. Nogle gange føler vi os dumme, når vi opdager, at vi har taget en forkert vej i vores liv. Nogle gange får vi også dårlig samvittighed overfor os selv. Vi burde jo vide bedre. Men det kan være svært at vide, hvad man skal stille op, når burde gik en anden vej.
Men de vise mænd fik jo rettet op på det. Det var klogt.
De snød jo Herodes. De gik hjem ad en anden vej.
Så det ukloge eller det onde fik ikke lov til at blive ved med at have magt over dem”.

Selvom det var mange år siden, de havde haft den ordveksling, klingede niecens ord stadig i ham, når han sang ”vi har og en ledestjerne og når vi den følger gerne, kommer vi til … ”

Nu er den der igen, den der sitren i sindet. Som om der var noget, han havde set, men alligevel ikke set. Noget anderledes. Han tænker tilbage. Selvom han var så meget hovedmenneske, var det ikke usædvanligt for ham at tænke, at kroppen nogle gange registrerer noget, før hovedet gør det.

Så vidste han det!!
Det var, da han havde trukket gardinerne for i går aftes. Der, da han stod med et gardin i hver hånd - og mens han, som hver eneste aften, havde kiggede op på nattehimlen. Dér havde han set den, uden at se.

Nu føles det dumt. Han føler sig dum. Hvorfor havde han ikke set den, stjernen. Den var jo der, lige for øjnene af ham?
Rationelt gav det ingen mening. Han havde ikke set den komme. Det stred imod alle astrofysikkens love, som han havde papir på at kende bedre end nogen. Den burde ikke have været der.

Nu kigger han ud ad vinduet igen. Henover tagene, udover horisonten. Som tusinde gange før. Det føles også dumt. Hvilken stjerne skinner om dagen? Men inden spørgsmålet har taget form i hans kloge hoved, og inden hans blik har fundet den, ved han, at den er der: Den nye stjerne.
Som ikke er en ny stjerne.
Men som er ny for ham.

I det samme var det som om alle de stave, der var faldet
i årenes løb, samlede sig igen.
Som om både alt og intet opgav at være kategorier
og endelig gav mening.
En mening, han aldrig havde søgt, men som nu havde fundet ham.
Som om han ikke længere var på vej – men som om vejen kom til ham

Det var som om også han havde fået et barn.
Et nyfødt barn blev lagt i hans arme.
Det er en dreng.

Han står stille og ser på barnet.
Det kan også være, det var barnet, der ser ham så meget i øjnene, at det ser ham helt ind i hjertet.

Han ser ned. Hen ser indad. Han ser ud. Han ser op.
Blinker han til stjernen – eller stjernen blinker til ham?
Nogle gange kan det være svært at se forskel.
En glæde så stor og egen, en glæde, som han aldrig før har oplevet, fylder ham.

Så fjerner han et stykke halm fra habitjakkens ærme, griber telefonen og ringer til nummeret fra telefonsvarerbeskeden
og siger: ”Den der stjerne, I ringede om, den vil jeg meget gerne komme og tale om”

Amen