Min terrasse har afskærmning af klart glas. Derfor var det også nemt at se, at mens jeg holdt ferie, var en edderkop flyttet ind. En korsedderkop, naturligvis. Det er jo et præstehjem 😉
Korsedderkoppen har spundet et finmasket net, så spinkelt og samtidig så stærkt, som sådan et edderkoppenet nu engang er. Så let at blive fanget af. Som mange andre net er det. Ellers var det jo ikke et net.
Dér sidder korsedderkoppen nu i midten af sit spind med overblik og vogter. Vogter over det, den har – og vogter over det, den forventer at få.
Mens jeg i mandags spiste frokost med udsigt til edderkop og Lillebælt, var der aktivitet på ydersiden af glasset: Flere småinsekter var gået i nettet.
Når du kun er en lille flue, skal der ikke meget klistret edderkoppenet til for at du sidder uhjælpeligt fast. Og det gjorde de: Sad fast. Det er ikke anderledes med livets net og luksusfælder.
Hvis du ikke har meget at gøre med, skal der ikke meget til,
før din gæld er bundløs og ikke til at komme ud af.
Jeg ved ikke, om korsedderkoppen her har set Luksusfælden fra sin side af glasset. I hvert fald tog den det hele helt roligt. Sad bare der i midten af sit spind og så, hvordan tilværelsen blev mere og mere indviklet for de andre. Som om den også erfaringsmæssigt vidste, at hvis bare du kan vente på bedre tider, så får du også større bidder.
Sekundet før jeg hapsede den sidste bid af mit yndlingsrugbrød, var der gevinst på den anden side af glasset: En stor fed flue havde overset både net og glas, og havde taget et hovedspring direkte ind i begge dele. Nu sad fluen fast i spindet.
Et drama af evangeliske dimensioner udspillede sig lydløst for øjnene af mig. Fluen kiggede med sine to ind i edderkoppens otte øjne. Edderkoppen kiggede tilbage.
Blinkekonkurrencen var i gang.
Ingen af de to blinkede.
Ingen af dem rørte et eneste af de tilsammen 14 ben.
Fluen vurderede sine muligheder – og indså, at muligheder ikke var i flertal, ja ikke engang i ental. Udfaldet var givet. Det her ville fluen ikke komme helskindet fra.
Stadig uden at blinke gav fluen nettet en omgang.
Nu – måske først nu - så den, at den ikke var alene om at være fanget i nettet. Den så de små insekter.
Jeg ved ikke, hvad fluer tænker.
Men jeg så, hvad denne flue gjorde: Den blinkede én gang – og så gik den amok. Den slog og sparkede og kæmpede med alle sine seks ben på én gang. Det blev fluen kun filtret endnu mere ind i edderkoppens net af. Men ved al denne aktivitet rev små ender af spind sig løs – og med dem adskillige af insekterne. Nu, hvor de ikke længere var en del af det store net, var der mulighed for at vriste sig fri. Og det gjorde de.
Jeg ved ikke, om insekterne sagde tak. For jeg ved heller ikke, hvad insekter tænker. Men jeg kunne godt tro, at insekter ligner os mennesker mere end vi bryder os om at tænke på.
Insekterne her så sig ikke tilbage:
De spredte deres vinger ud og fløj.
Væk fra glasset.
Væk fra spindet.
Væk fra det, der ellers var dømt til at være deres skæbne.
Væk - med blikket rettet mod nye horisonter.
Og den store fede flue?
Ja, den skulle blive til endda et par hovedmåltider for edderkoppen.
Men det behøvede jeg ikke at være tilskuer til i glasklart nærbillede. Engang imellem er livet selv for uhyggeligt.
Så jeg gik ind, lukkede terrassedøren bag mig, og lukkede op for Windows på computeren. Få øjeblikke senere regnede det.
Som det jo har gjort denne sommer. Da jeg næste gang kom ud på terrassen, var hele treenigheden af flue, korsedderkop og spind væk. Selv edderkopper har kun deres lod til låns.
Måske fik fluen faktisk en uventet chance til.
”Hvad skal jeg gøre”, spurgte godsforvalteren i lignelsen hos Lukas sig selv, ”nu da min herre tager min stilling fra mig?”
”Hvad skal jeg gøre?”
Mon ikke du har stillet dig selv samme spørgsmål?
Måske sad du fast i nettet.
Som godsforvalteren.
Som fluen.
Som edderkoppen.
Som insekterne, skønt ingen af os ventede længe nok til at høre, hvilke spørgsmål de stillede sig selv.
”Hvad skal jeg gøre?”
Når nettet strammer.
Når livsgrundlaget forsvinder.
Når det, der er dit økonomiske eller personlige eller mentale eller trosmæssige sikkerhedsnet brister.
Når du ikke længere kan se, at det er tråden ovenfra, der er med til at holde det hele sammen.
”Hvad skal jeg gøre”?
når der er så meget jeg ikke magter eller orker at gøre,
eller lige så meget, jeg ikke kan finde ud af at gøre?
Når det er sådan - hvad gør du så?
Måske gør du i udgangspunktet ikke så meget.
Måske registrerer du mest, at rådvildhedens sted kan være et ret ensomt sted at opholde sig.
Mens korsedderkoppen spandt sit net op på ydersiden af min altan, var jeg på sommerhøjskole.
At være på højskole er altid at indgå i nye netværk. Du tror, du har valgt det til for en uge. Efter et par dage, opdager du, at du sidder i nettet. I hænger på hinanden. Og det vil I gerne. Og før du ved af det, har gruppen skrevet rundt og spurgt, om ikke I skal mødes igen. Og det skal I da.
Udover et nyt netværk, som må holde så længe som den slags sommerbekendtskaber nu kan, tog jeg et par af højskoleforstanderens ord med mig hjem.
Til både den første og den sidste af morgensamlingerne sagde han: ”Kig ind, kig ud, kig op”.
For højskoleforstanderen var rækkefølgen sikkert ikke lige meget. ”Kig ind, kig ud, kig op”.
Men ingen godsforvalter, ingen fed flue, ingen dig eller mig kommer ud af det net, der har spundet sig om os, hvis vi kun kigger indad. Det er heller ikke sikkert, dine største erkendelser begynder med at du ser indad. Det er faktisk slet ikke sikkert, det begynder i dig selv.
Men du kan heller ikke kun nøjes med at kigge ud eller op, når du står der og spørger: Hvad skal jeg gøre?
Hvis du kun kigger ud eller op, læner du dig alene ind i det, der er sandheder for andre.
Men for at det skal blive sandt eller brugbart eller opbyggeligt eller bare vække til eftertanke, må du også kigge indad – eller lytte indad, høre hvor det resonerer i dig.
For den, der tror, er verden ikke kun horisontal, er det ikke nok kun at kigge indad eller udad.
Du må også se op.
For op rimer på uendelighed.
På muligheder, du ikke kan se endeligheden af.
Op kan rime på Gud.
Men hvis Gud kun var oppe, havde Kristus levet forgæves.
Derfor er troens blik aldrig kun himmelvendt.
Derfor er den spørgendes og sørgendes, ja, derfor er medmenneskets blik aldrig kun opadvendt eller indadvendt.
”Har du det dårligt, så find en at hjælpe”.
Sådan sagde højskoleforstanderen også. Det er en af den højskolens replikker, også til den, der har det særligt svært:
”Har du det dårligt, så find en at hjælpe”.
Misforstå mig ikke. Eller højskoleforstanderen med. Det er naturligvis ikke ment som et hjerteløst eller hjernedødt quickfix, for det menneske, der har det så dårligt, at det ligger ud over vores fatteevne. Nogle gange er livet sværere end svært.
Men nogle gange – når vi har det dårligt - skal vi flytte fokus fra os selv. Og nogle gange sker det, når vi flytter fokus fra os selv,
at det bliver til liv for andre. Som for insekterne i spindelvævet, jeg fortalte om før, som var dømt til samme skæbne som dig selv.
”Find en at hjælpe”.
Måske er de i samme spind som dig.
Måske står de optegnet i samme sorte regnskabsbog som du.
Måske skal du lede lidt, før du finder en at hjælpe.
En, der vil hjælpes.
En, der kan hjælpes.
En, der skal hjælpes.
”Har du det dårligt, så find en at hjælpe”.
Det er ikke sikkert, det redder noget som helst for dig selv.
Men det kan være, at din hjælp redder noget for andre.
Godsforvalteren har stadig ødslet lige meget.
Godsforvalteren skal stadig aflægge regnskab, selvom han hjælper andre.
Men da han først har fundet ud af, hvad han skal gøre, så gør han det lige så frimodigt, som han har ødslet.
Jeg tror, det er det, han bliver rost for.
Han roses ikke for sin uærlighed – eller for at have trukket de andre med i faldet.
Han roses fordi han er ødsel med det, der ikke er hans.
Ved helt frimodigt at bruge af det, der på ingen måde er hans, gør han hvad, hvad Gud egentlig håber af dig og mig:
At vi vover at bruger af de lodder, vi fik til låns.
At vi ødselt trækker af det vejr, vi ikke selv kan skabe
At vi bruger af alle de gode gaver, Gud generøst har givet os, uden noget håb om, at vi skal betale noget af det tilbage.
Vi skylder ikke Gud noget.
Og hver gang vi tror det, tager vi fejl.
Hvad du skal gøre?
Du skal leve.
Ødselt – frimodigt – uselvisk.
Sådan forvalter du af det, Kristus lagde i dine hænder.
Og sådan forvaltede Kristus sit liv.
Kristus endte med et kors på ryggen.
Ligesom edderkoppen.
Men Kristi kors blev ikke til død, men til frelse og frihed for os.
For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og altid. Amen.
Kirkebøn:
Himmelske Far.
Vi er dine forvaltere.
Vi takker dig fordi du aldrig dømmer os så hårdt, som vi dømmer os selv og hinanden.
Tak, fordi Du altid ser muligheder i os, især når vi synes det hele ser håbløst ud.
Lær os at gribe de muligheder, du giver os
og at bruge, ja udnytte dem så godt vi nu forstår det.
Vi beder om alt, hvad vi behøver fra dag til dag.
Vi beder om brød på bordet og et godt helbred.
Vi beder om kærlighed fra dem, vi holder af, og om et tillidsfuldt forhold mellem mennesker.
Vi beder om ord, der hvor samtalen er gået i stå.
Vi kommer til dig med alt det, som mislykkes for os, vi kommer mod vores lidelse, sorg og savn, og vi beder dig: del lidelsen med os og giv os håb, når vi sidder i nettet.
Vi beder dig:
Gør os frie, så vi slipper alt det, der hindrer os i at følge dig.
Nød os, så vi gerne kommer til dig, selv når det kan koste os det, vi har kært.
Giv os lyst og kraft til at gå i dit spor - og styrke til at bære det, vi skal.
Velsign din kirke og os i den.
Lad dit ord have frit løb iblandt os og forny din menighed.
Vi takker dig for dåbens og nadverens gave.
Vi beder dig for vort land og alle lande.
Velsign vor Konge og hans familie. Og for alle familier og alle enlige.
Vi beder dig for vor regering og for alle, der har magt og indflydelse i verden. Giv dem og os alle at arbejde for fred og retfærdighed.
Vi beder for dem, der glædes i disse dage, fordi de har noget at fejre eller se frem til.
Og vi sætter os helt stilfærdigt helt tæt hos den, der igen mærker livets skrøbelighed.
Vi beder for vore kære, hvem vi hver især tænker på lige nu, levende som døde.
Vi beder for dig, der har mistet en eller flere af deres kære,
for dem, der skal dø og dem, der skal sidde ved siden af og se på det.
Giv os livsmod og glæde og ræk os for Kristi skyld livet i dag og alle dage. Amen.
