”Eva?”, spurgte en i fitnesscenteret mig for nylig.
Det med fitnesscenteret siger jeg bevidst ret hurtigt, så I ikke bagefter skal begynde at stille nærgående spørgsmål til, hvor tit jeg er der.
Men altså: ”Eva”, sagde hun, ”kan vi ikke bestille plads hos dig i kirken den 24.?”
Jeg tror, jeg fik svaret, at det gjorde vi under corona: Vi indførte pladsbestilling. Med det resultat, at vi aldrig før har været så få i kirke en juleaften.
Man kan ikke bestille plads den 24. For erfaringen er, at juleaften gør vi plads. Kirkerummet har samme størrelse som alle de andre dage. Men i dag sætter vi alle de stole frem, vi har. Vi lægger tæpper frem.
Og I, som er her: I gør plads til hinanden. Rykker sammen, bliver kun lidt sure, hvis nogen har reserveret en hel række. Og kommer der nogen, der ser ud til at have mere brug for pladsen, så afstår
vi den til vedkommende.
Apropos det med at afgive pladsen.
Den her læste jeg forleden:
”Jeg prøver altid at gøre det bedste for andre.
I dag gav jeg f.eks. min plads i bussen til en blind mand.
Det resulterede i, at jeg mistede mit job….
Jeg var buschaufføren”.
Det med at give plads gælder også i hjemmene. I julen finder vi ud af det med pladsen. Vi sætter en ekstra plade i bordet. Finder et par madrasser frem til overnattende. Giver mentalt plads til de børn, der nææsten ikke kan vente og til de familiemedlemmer, der har lidt kant.
Det er også jul: At vi giver hinanden plads.
Josef og Maria havde ikke reserveret plads på et hotel eller et herberg dengang for 2000 år siden.
Og da de nåede frem til Betlehem, var der ikke plads.
Eller … hvad er det nu egentlig, der står hos evangelisten Lukas?
De ord, vi har hørt så mange gange, at vi tror vi kender dem ind og ud.
Der står: ”Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybe, for der var ikke plads til dem i herberget”.
Jeg tror, jeg har læst de sætninger 1000-vis af gange. Først i år lagde jeg mærke til, at trykket i den sidste sætning måske skal lægges et helt andet sted, end jeg ellers har gjort det.
Måske handler det ikke om, at der ikke var plads.
Måske er meningen, at der ikke var plads til dem.
Måske var der plads til andre?
Måske lukkede værten på herberget andre ind, efter at Josef og Maria var gået videre.
Men dem var der ikke plads til.
Sætningen bør under alle omstændigheder kalde på vores undren: Ville man ikke altid give plads, hvis der pludselig stod en højgravid kvinde med presseveer?
Hvorfor finder man ikke en plads til Josef og Maria?
Og hvem bestemte, at der ikke var plads til dem i herberget?
Værten? De andre gæster?
Eller var det en del af Guds egen plan, at der ikke var plads til dem der?
”Der var ikke plads til dem”.
Jo flere gange jeg læser sætningen med dén betoning, des mere tror jeg, at den er rigtig.
For den indeholder jo hele kristendommens pointe i en nøddeskal – og altså ikke kun på en juleaften. Det er den sætning, den voksne Jesus brugte hele sit liv på at modsige: Dem, der ikke ellers var en plads til i datidens samfund, dem gav Jesus en plads.
Vi hører flere gange i Bibelen om, hvordan Jesus giver blinde synet igen, at han helbreder spedalske, ja, selv døde vækker han til live. Det læser jeg tit lige så hurtigt hen over, som jeg sagde fitnesscenter i begyndelsen.
For det kan få os i dag til at tro, at man skal have oplevet mirakler for at kunne tro. For mig er det meget væsentligere – og meget mere nutidigt og medgørligt at se det sådan, at Jesus giver folk en plads. Han gør noget ved deres selvforståelse. Han giver dem værdighed. Og sådan kan de indgå i et fællesskab, som ikke før havde fundet plads til dem.
Hvad betyder det for os?
Det betyder, at når vi vil leve som kristne, når vi vil leve, så næstekærlighed ikke kun er et fint ord, men noget konkret, så skal vi ikke udrette mirakler eller redde hele verden. Tror vi det, er vi – og evangeliet dømt til at tabe på forhånd.
Men at være kristne handler om at vi viser hinanden værdighed. Det handler om, at vi lader andre vide, at vi har set dem.
Når vi giver et menneske et blik, et smil, eller åbner et fællesskab, så giver vi dem en plads i livet, så bliver det jul, også på en grå januardag.
Der var ikke plads til dem.
Måske har du også prøvet det?
Måske har du prøvet at have været i en eller anden, ja måske mange sammenhænge, hvor du oplevede det som om der ikke var plads til dig.
Udenpå lignede du alle de andre. I var måske også i samme livssituation. På samme intellektuelle niveau.
Du syntes, du havde lige så meget ret til at være der som alle andre. Men det var som om du ikke lov til at være der, som den du er. Med dine tanker, holdninger eller hvad end det nu var. Kort sagt: Som det menneske, du er.
Du følte du ikke, at der var plads til dig.
Eller: Der blev ikke gjort plads til dig.
Hvis du har prøvet det: at du følte dig forkert, eller at der ikke var plads til dig, så tror jeg, at du selv lige her og lige nu kan genkalde dig følelsen indeni af at være udenfor.
Det er en ret ensom følelse. Af ikke at være god nok. Værdig nok. Betydningsfuld nok
Hvem bestemte det?
Hvem bestemmer, at der ikke var plads til dig – eller mig?
Det ved jeg ikke.
Jeg ved kun, at det er mekanismer eller mønstre, som kan være svære at bryde.
Men jeg tror, de mønstre blev brudt julenat.
Jeg tror, det var derfor Gud lod det blive jul. Og når vi tager julens budskab til os, så kan også vi være mønsterbrydere og være med til at bryde de mønstre igen i dag og i vore dage.
Der var ikke plads til dem i herberget!
Men der var en anden plads.
Der er en plads, hvor glæden bliver født – og hvor freden kan sænke sig.
Det er juleevangeliet.
Der var ikke plads. Men der blev plads.
For Gud fandt en anden plads.
En fredfyldt plads med glæde og nyt liv.
Det er jul.
Og Gud julegave til dig er, at det, som sker i nat, da Guds søn bliver født, det gælder også for dig: Der er plads.
Det kan godt være, du ikke har fundet din plads endnu.
Det kan være du er forvirret, rodløs.
Det kan være, der er sket ting i dette år, som har vendt op og ned på din tilværelse, så du tænker: Hvad er det jeg skal med mit liv?
Det kan også være du tænker: Hvad er det, jeg skal give plads til i mit liv?
Hvad er det, der skal have lov til at fylde, som jeg ikke giver plads til nu?
Evangeliet om barnets fødsel i stalden og ikke i herberget, fortæller os, at der er plads. Der er også en plads til dig og til det liv, der er dit. Måske skal det ikke foldes ud, der, hvor du troede det. Eller som du havde troet det. Måske er der noget andet, der skal have plads, end det, du lige nu giver plads.
Vi bestiller ikke plads hos hinanden. For vi ved godt, at de rigtige venner, det er ikke der, hvor du behøver spørge, om de har tid til dig. Det er dem, der tager sig tid.
Du kan tro, du er i de rigtige fællesskaber. Dem, der giver dig glæder.
Men der er også andre fællesskaber.
Nogle ville have troet, at der var klart sjovest i herberget: At maden var bedst, at vinen var dyrest, at selskabet var det mest berigende. Og de ville til hver en tid vælge det til.
Hvem vil også frivilligt vælge en plads, et fællesskab i en stald, befolket af dyr?
Et fællesskab, hvor der helt sikkert er blevet gumlet mere end der er blevet grublet.
Men fællesskaber er aldrig statiske.
Og hvad var det lige der skete der i stalden?
Den blev befolket med engle. Med hyrder. Med de viseste mænd.
Hvem ville ikke gerne have været i det selskab?
Det er jul.
Kære du, som lytter nu.
Jeg vil ønske for dig, at du må finde din stald.
At du må finde din plads.
Og at du må blomstre der.
Og at julen må blive glædelig, også for dig.
Lad mig så til sidst fortælle en historie fra det virkelige liv.
Den har ikke en happy ending.
Det har livet ikke altid.
Historien foregår ikke ved juletid. Den foregår på en konfirmationsdag, mens jeg endnu var præst i Sønderjylland. Hvis du har fået et barn konfirmeret her i kirken, har du muligvis hørt mig fortælle den før.
Solen skinnede. Konfirmanderne strålede.
Jeg kan ikke huske noget som helst fra selve konfirmationsgudstjenesten, jeg holdt.
Jeg kan heller ikke huske, hvad hun hed. Konfirmanden.
Jeg kan bare huske, at hun var præcist lige så fin som alle de andre.
Lige så spændt.
Da hun og alle de andre konfirmander efter gudstjenesten gik fra kirkerummet og ud igennem det smalle våbenhus, da kiggede de alle sammen mod deres poser. I våbenhuset havde hver konfirmand nemlig sin egen hvide papirspose med navn på. I den pose kunne der lægges små gaver, telegrammer og roser.
Det var tydeligt, at der var forskel på poserne. Det var tydeligt at se, hvem der var inde i varmen og hvem der ikke var. Nogle poser bugnede af røde roser, der stak ovenud. Andre havde færre.
Og så var der én pose, hvor der ikke var én eneste rose, der stak ovenud.
Jeg tror aldrig, jeg har set et håbefuldt blik slukkes hurtigere hos en konfirmand.
Nu havde jeg i 9 måneders undervisning og på utallige søndage prædiket, at for Gud er ethvert menneske lige meget menneske. For Gud er alle lige. Hos Gud er der plads til alle.
Og så blev det hele smadret på vej ud gennem våbenhuset.
Jeg ved ikke, hvem der havde ”bestemt”, at hun ikke var en del af fællesskabet.
Men jeg ved, at jeg græd lidt indvendigt, for jeg vidste, at jeg kunne have været hende.
Det sædvanlige virvar af kram og fotografering og al den glæde, der skal være for hele folket sådan en dag, fulgte.
Da alle andre var gået, stod konfirmanden her alene tilbage. Sådan som hun havde gjort så mange gange før.
Pludselig kommer der en anden konfirmandpige løbende tilbage. I hånden har hun en rød rose.
Den giver hun til pigen med ordene: ”Årh… jeg havde lige én tilbage. Den må du få”. Og væk var hun.
Jeg så på pigen.
Jeg så på rosen.
Den var knækket.
Nej. Historien her har ikke en happy ending.
Men du kan være med til at bestemme, om den skal have a happy beginning.
Lige siden har jeg til alle aftner for kommende konfirmandforældre sagt, at giver man roser på en konfirmationsdag giver man til alle eller til ingen.
Det er jul.
På en plads, hvor ingen kunne have regnet med det, i en mørk stald på en mark, blev Guds søn født.
Han er som en rose, der skyder, hvor jorden er dybfrossen.
Hvem skulle have troet at noget kunne gro der?
Der, hvor det hverken er tid eller sted eller plads for en rose.
Nu ved vi, at Gud ikke går op i faste pladser.
Julenat fik rosen sin plads i denne verden.
Han skulle være en rose for alle.
Han skulle være en glæde for hele folket.
Han skulle blive hele verdens frelser.
Kære du, som stadig lytter.
I dag rækker Gud dig sin rose.
Den er til os alle sammen.
Uden undtagelse.
Med den rose rækker Gud dig samtidig et håb.
Et håb om, at livet altid har mulighed og plads.
Du kan give det julebudskab en plads i dit hverdagsliv og i dit mindset.
Sådan kan du række rosen videre.
Sådan kan du lade denne jul være en ny begyndelse.
Og på det vil vi ønske hinanden en glædelig jul.
For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.
--
Lad os bede:
Gud. Tak for julenat.
Vi bed dig: Tænd dit lys for mennesker
udover hele jorden
Vi beder om lys og livsmod
for alle der lider af mørke tanker,
ja, for alle der har det svært:
børn – unge – unge voksne – og ældre.
Gud. Send en stråle af dit lys
ind i det, der er mørkest og sværest for os hver især
Og lad den stråle lyse mørket op.
Tænde 1. lys
Koret synger:
Nu tændes tusind julelys
på jorden mørk og rund,
og tusind stjerner stråler ned
fra himlens dybblå bund.
Eva:
Gud. Vi beder dig om fred alle andre steder i verden,
hvor der er krig og konflikter
Vi beder for dem, der bliver udsat for fysisk eller psykisk vold,
for overgreb eller terrorhandlinger.
Vi beder for alle der lever på flugt.
Også dem, der flygter fra sig selv.
Vi beder om fred for alle dem med urolige hjerter.
For dem med mental overload og tankemylder.
Herre.
Vi beder for freden.
For fred i verden.
Og for fred i hjertet.
Tænde 2. lys
Koret synger:
Og over alt på jorden nu
går julens glade bud,
at født er Herren Jesus Krist,
vor Frelser og vor Gud.
Eva:
Vi beder om visdom hos alle, der har magt.
Hvor end i verden, de befinder sig.
Må de få mod
til at træffe vise beslutninger
for hele skaberværket
med ansvar for naturen
og i kærlighed til mennesker
Gud, giv os visdom.
Tænde 3. lys
Koret synger:
Du stjerne over Betlehem
oh, lad dit klare skin
med tro og håb og kærlighed
i alle hjem nå ind.
Eva:
Gud.
På denne juleaften siger vi tak for din kærlighed.
Tak, fordi der er plads til os i dit hjerte.
Tak, fordi du giver din rose – din søn - til os alle.
Vi beder for dem, der er på arbejde i julen.
Dem, som professionelt er kærlighedens forlængede arme.
Dem, som arbejder
blandt børn og gamle,
blandt syge og handikappede,
blandt fanger og flygtninge.
Vi beder for dem, vi hver især har i vores hjerte.
Vi beder for dem, der holder af os og dem, der holder os ud.
Vi beder for de børn, der i år oplever deres første jul,
for alle de børn, der næsten ikke kan vente til i aften
Vi beder for dem, der aldrig bruger ord som ”jeg elsker dig”,
og for deres nærmeste, som ikke er i tvivl om, at de er elskede.
Vi ønsker, at julen bliver glædelig, også for de familier, som ikke skal fejre julen sammen,
fordi kærlighed ikke længere er, hvad den har været.
Vi beder for dem, hvis kærlighed vi savner, særligt en dag som i dag. Vi beder for dem, vi ikke længere kan tælle blandt de levende.
Vær hos os alle denne juleaften.
Gud, giv os kærlighed.
Tænde 4. lys
Koret synger:
I hvert et hjerte, trist og mørkt,
send du en stråle blid,
en stråle af Guds kærlighed
i denne juletid.
Afslutning:
Jeg ville gerne hav give jer alle en rose i dag.
Der skulle ikke være en eneste, der gik hjem uden rose.
Men lige nu koster afskårne roser 30-35 kr. stykket.
Det ville måske nok alligevel være at rutte med kirkeskatten.
Men vi vil give hinanden en rose.
Den smukkeste rose, vi kan give.
Ikke en ros: Du ser godt ud eller noget (selvom det gør I da)
Vi vil række rosen fra julenat videre, når vi ønsker hinanden en glædelig jul.
Vi vil ønske, at rosen må skyde i os også.
At julens fred må blomstre i os.
Så – se sidemanden i øjnene. Og den, der sidder foran og bagved.
Ræk dem hånden.
Eller få i hvert fald sagt et ”glædelig jul”.
Og lad på den måde dette kirkerum blive den smukkeste buket af roser.
Værsgo – og glædelig jul.
