SÅDAN SET ... Dagens prædiken om curling for begyndere og letøvede
Den 31. maj 1978 i Malabo i Ækvatorialguinea blev der født en dreng, der fik navnet Eriq Moussambani.
Vi ved ikke, hvad Eriqs mor hedder, men jeg har en fornemmelse af, at hun staves curlingmor med stort C.
For da Eriq her blev født, tror jeg mor her tænkte: "Mit barn er ikke bare noget særligt for mig. Han skal også blive noget særligt for andre. Sådan en, der trækker overskrifter. Jeg vil feje foran ham og bagefter ham, gøre alt, hvad jeg kan, for at det skal ske"
Det er hun sikkert hverken den første eller den sidste mor, der har tænkt.
Jer, der lige nu sidder med et barn i armene eller ved siden af jer – eller måske bare har et barn i tankerne – I har sikkert hver især jeres gode tanker og drømme og forhåbninger for jeres barn.
Det er der ikke noget dårligt at sige om. Det er simpelthen et af mange kærlighedssprog.
Eriqs mor var anderledes. Hun drømte større.
Her i Danmark ville hun for længst være faldet for Janteloven. Den kendte hun heldigvis ikke.
For Eriq skulle ikke bare spille fodbold eller steeldrums som de andre i landsbyen.
Eriq skulle ikke være landmand eller lærer eller læge. Selvom der ikke er noget som helst i vejen med nogen af de ting.
Eriq skulle bare være helt unik.
Måske udtalte Eriqs mor det endda ”junik”.
Eriq skulle være svømmer. Elitesvømmer. På højeste plan.
Folk grinede højt, når hun sagde det.
”Jamen, det eneste vand, der er her i vores landby er flodvand. Og i floden er der både krokodiller og giftige slanger”, sagde de.
”Min søn skal være svømmer”. Sagde Eriqs mor.
Eriqs mor var ligeglad med krokodiller og giftige slanger.
Det var Eriq også. Alligevel lærte lokale fiskere Eriq nogle teknikker med benene, så han i det mindste kunne holde sig oven vande.
Eriq svømmede i floden. Men tre gange om ugen fra kl. 5 – 6 om morgenen fik Eriq lov til at låne en hotelpool, der var 12 meter lang.
Engang imellem går det som curlingmødre drømmer om. Ikke fordi de mødre (eller fædre) har fejet længe eller ihærdigt nok. Men fordi livet nogle gange tager nogle skvulp, vi ikke selv er herrer over.
Da Eriq i år 2000 var 22 år gammel, hørte han i lokalradioen, at Ækvatorialguinea havde fået wildcard-pladser til OL i Sydney.
Og Eriq får rent faktisk en af pladserne.
Da Eriq træder ind på det olympiske svømmestadion i Sydney, er det første gang i sit liv, at han ser et 50 meter bassin.
Da 100-meter konkurrencen skal gå i gang, står Eriq der på vippen med sine lidt for små blå speedos.
Han har svømmebriller, hvor elastikken var lidt for lang. Der er slået knude på i begge sider.
De var 3 svømmere i heatet.
Da skuddet går, tyvstarter de 2 andre og bliver diskvalificerede.
Eriq skal nu svømme heatet alene.
Hvad der nu sker, er gået over i den olympiske historie: Eriq hopper i med en maveplasker af den anden verden. Han svømmer som et piskeris, som om han havde alle Afrikas krokodiller i hælene på sig. Og… så… gå .. han … i stå. Han er nærmest ved at drukne. Publikum hujer og klapper.
Uret tikker og tikker.
Eriq kæmper sig i mål. I den suverænt langsomste tid ved et 100 meter løb i OL nogensinde. 1:52:72.
Eriq Moussambani fik tilnavnet Ålen Eriq.
For der er næppe nogen fisk, der kan sno sig så meget som en ål.
Og at sno sig eller at skrue – det er netop hvad ordet curling betyder.
Eriq curlede sig i mål.
Ålen Eriq er et bevis på den olympiske ed, at det vigtigste ikke er at vinde, men at deltage. Ligesom det vigtigste i livet ikke er triumfen men kampen. Det essentielle er ikke have besejret, men at have kæmpet godt.
I dagens evangelium hører vi også om en mor, der er ude på dybt vand.
Hvis Ålen Eric’s mor var curlingmor for begyndere, så bedriver Zebedæussønnernes mor ikke bare curling for letøvede, men for viderekomne.
Hendes te to sønner skulle ikke bare trække gule breaking news overskrifter i verdenspressen.
Næ. Hun ber såmænd om, at hendes sønner får plads lige ved siden af Jesus. Ikke i kantinen i næste pause, næ nej, i himlen selv. Hun ser Jesus lige i øjnene, da hun siger det. Blinker ikke én eneste gang.
”Jo jo – vist kunne de drikke det bæger, Jesus skulle drikke”. Nu tager mor munden helt fuld. ”Om hun så selv personligt skulle vaske bægrene op bagefter, så ville hendes sønner kunne tømme bægeret ved bordet her – eller hvis så bæger skulle betyde det, der blev Jesu skæbne, så ville hendes sønner drikke ud sammen med Jesus. Selvfølgelig var de med. Hele vejen. Og lidt til”.
Curling lyder ucharmerende.
Måske ønsker denne mor bare helt grundlæggende, at det må gå hendes børn godt. Måske er hun ikke så fjernt fra Eriqs mor eller fra alle os mødre og fædre her i kirken i dag.
Når vi står ved døbefonten, så bærer vi jo også ønsket om at det må gå vores børn godt med os.
Vi ved godt, at dåben ikke er et garantibevis.
Vi ved godt, at det at tro på Gud er en forsikring mod, at der ikke kan ske os noget ondt. Der sker hele tiden svære ting. Mange af jer har selv stået på kanten.
Men vi kan ikke curle – sno os til en plads i Guds rige.
I Guds optik handler det aldrig om at curle. Det handler ikke om, hvor dygtige vi er, eller hvor godt vi præstere eller om vi bliver nr. et i livets heats.
Det er også det, vi mindst af alt har brug for at læne os ind i, når vi står der på livets bassinkant, iført vores lidt for små speedos og en endnu mindre tro. I Guds øjne er vi ikke store, når vi er nummer et.
I Guds øjne er vi store, når vi tjener andre.
Derfor bliver det paradoksalt nok også mødrene, der er heltene i dag. Eriqs mor og Zebedæussønnernes mor. Helte. Ikke fordi de er stræbsomme eller curlende eller forfængelige. Men fordi de også gik i tjeneste for deres børns skyld. Fordi de ofrede sig – selv deres selvrespekt for deres børns skyld.
Ingen ved, hvad Eriqs mor hedder eller hvad Zebedæussønnernes. Men pga. disse mødre, kender vi deres sønner.
Evangeliet til denne søndag er, at vi har lov at være små.
Evangeliet til denne søndag er, at vi er små.
Små ikke bare, når vi tager imod dåbens gave som jeres børn i dag gjorde det.
Vi er små.
Vi har lov at komme ind som nummer absolut sjok på et olympisk stadion.
Og i forhold til det at tjene andre, kommer vi aldrig til at stå øverst på sejrsskamlen. Fordi der altid ville kunne være mere, vi kunne have gjort overfor et andet menneske.
Vi kan ikke sno os til Guds kærlighed. Vi kan ikke gøre os fortjent til den. Men Gud har givet den til os.
For der, hvor Gud ser, der bliver taberen vinder.
Og der, hvor vi låner af Guds blik, der kan vi pludselig se, at den kærlighed, der kan se ud som om den er curlende og selviscenesættende kan være et meget menneskeligt udtryk for den guddommelige kærlighed, der tror alt, håber alt, udholder alt og som er det største af alt. Den kærlighed, der glemmer sig selv for en andens skyld.
Der er endnu en mor. En kvinde, der ufrivilligt blev sat i Guds tjeneste. Jomfru Maria lod alle de drømme, hun måtte have haft, feje til side, for at lade Guds søn vokse i sin livmoder.
For sådan snoede Gud sig for lade sin kærlighed komme til verden.
Og Jesus kom til jorden.
Og det at han levede her og satte sig selv i tjeneste for ethvert menneske på sin vej.
Det at han gav sig hen for os, det at han gik i døden for os,
det at han bar vores synder med sig hele vejen frem til Guds tilgivelse - Det er Guds ultimative curlen for vores skyld.
Har vi fortjent det? Ikke et sekund. For den kærlighed, der er størst af alt, tænker aldrig i fortjeneste.
Det er ikke sikkert, du har haft en curlingmor.
Men i dåb fik du en curlingfar.
Han tog dig i favn, da du blev døbt.
Og hver gang du ikke føler dig god nok eller elsket nok eller noget som helst andet nok, selvom dine ben pisker afsted, som om der var krokodiller i hælene på dig, - ja, så er det din curlingfar lægger hånden på dig med sin fred. Og siger: Du har lov at være lille.
For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.
Kirkebøn.
Lad os bede:
Kære Gud.
Tak fordi du er vores Skaber, frelser og fornyer.
Tak, fordi vi må være trygge i, at du fejer for os, og at du aldrig bliver træt i armene.
Vi beder for dem, der ikke har haft kærlige curlingforældre.
For dem, der har savnet, at nogen stod op for dem.
For dem, der ikke selv råber op eller gør opmærksom på sig selv.
Vi beder for dem, der er alt, alt for meget.
Og for dem, der er for lidt af alting.
Lær os hvad det vil sige at tjene.
Og at det at tjene andre aldrig rimer på, at så har vi gjort os fortjent til noget som helst.
Vær med dem, der har det som erhverv at være sat i tjeneste.
Om det er for Konge og fædreland.
Eller om det er for medmennesket.
Giv dem tjenersind.
Og lad enhver, der bliver betjent, kunne tage imod.
Herre. Tak for din nåde.
Den nåde, som er uforskyldt godhed. Og som er rammen om vores liv og vores tro.
Tak for dåbens gave. Vi beder for de tre som i dag er blevet døbt.
Giv familierne en dejlig dåbsdag.
Vi beder for alle, som i dag har noget at glæde sig over.
Og vi beder for dem, der kom til kirke med tunge skridt og endnu tungere tanker.
Sig til dem, at også de har lov at være små i din favn, Gud.
Vær med vore døde. Og med dem, vi i øvrigt har mistet her i livet.
Giv os livsmod og lad det levende håb være som en olympisk flamme og en stille ild i os.
I dag, i morgen, og i al evighed.
Det beder vi om. I Jesu navn. Amen.
Søndag den 13. Søndag efter Trinitatis
https://www.folkekirken.dk/gudstjeneste/soendagens-tekst
