PRÆDIKEN TIL FØRSTE SØNDAG EFTER PÅSKE
I fredags holdt jeg for rødt dér i lyskrydset ved banegården. Ikke at det er noget nyt: Jeg holder såmænd altid for rødt lys. Men kender du det, at du lige når at blive irriteret over, at lysreguleringen skifter til rødt, så du er nødt til at bremse ned og vente på grønt? Kender du til at blive irriteret over det, især hvis du – om ikke ligefrem er for sent på den – men er er lige lidt senere på den end du havde tænkt det?I hvert fald – lige der i irritationen over at få en tvungen men ufrivillig 40 sekunders pause – tænkte jeg, at der måske egentlig ikke havde været for mange pauser i den uge, der var gået.
Så jeg trak vejret lige lidt dybere og kiggede ud af højre sidevindue på Poloen. Dér på fortovet var der en gråkrage, der havde travlt. Jeg synes generelt, krager er en virkeligt irriterende fugl. Så irriterende, at man godt kan være i tvivl om, om den nu også var indbefattet der på den femte skabelsesdag sammen med alle de andre vingede væsner.
Krager er højrøstede. Gør altid opmærksom på sig selv. Du er ikke i tvivl, når der er en krage i nærheden. Og så har den ikke ligefrem nogen smuk stemme. Heldigvis var vejret ikke til at køre med åbne vinduer. For lyden af en skrattende krage overgås kun af lyden af mange skrattende krager. Eller krager eller deres fætre og kusiner, rågerne, der bygger rede i store flokke.
Det var netop, hvad denne krage var i gang med. Den makkede rundt med en lille kvist. Det så ærligt talt tåbeligt ud. Det var som om kragen prøvede på at forkorte eller bøje den lille kvist i begge ender. Det havde den ikke meget held med. Men om ikke andet, så skulle den have point for sin ihærdighed.
Pludselig slår det mig: Eva, hvad ved du egentlig om at bygge kragereder? Ikke en pind. Så kragen her her gjorde jo bare, hvad den var bedst til: At være fugl. Og når det er forår, så bygger fugle reder. Selv krager.
Det blev grønt lys.
Kragen og jeg fortsatte med hver vores.
Den makkede videre med sin kvist.
Poloen og jeg kørte videre.
Knap var venstresvinget overstået, før jeg hørte uro på bagsmækken.
Jeg kiggede i bakspejlet og opdagede, at jeg pludselig ikke var alene i bilen længere. Jeg havde fået et par blinde passagerer.
”Elsker du mig?”, hørte jeg den ene spørge den anden.
På en måde lød det ikke helt som et spørgsmål.
Men anden svarede ikke desto mindre: ”Du ved, at jeg har dig kær”.
Jeg kiggede igen – og så, at det var Jesus og disciplen Peter, der var hoppet ind på bagsædet.
Det burde ikke komme som den helt store overraskelse. Jeg mener – det er jo det, vi erfarer igen og igen, hvordan de 2000 år gamle personer og sandheder stadig kan blande sig i vores liv. For kristendom er jo ikke historie, men levende liv.
Men lige netop disciplen Peter. Ham har jeg det lidt stramt med. Så stramt, at jeg næsten kan være i tvivl om, om han nu også var indbefattet der på den 6. skabelsesdag, hvor Gud skabte mennesket.
For Peter minder mig om krager. Du er simpelthen aldrig i tvivl, når disciplen Peter er til stede. Han gør altid højlydt opmærksom på sig selv. Og allermest, når han er i flok.
Peter stiller spørgsmålene. Og som regel stiller han også sin egen ubegavethed til skue. Han har attitude. Han braldrer. Han lover til højre og venstre. ”Om så alle andre svigter dig, så svigter jeg dig aldrig” Årh … det er en rigtig Peter-sætning.
Og når det så virkelig gælder, - hvad blev der så lige af de store ord og løfter?
Men nu sad han så der på mit bagsæde i Poloen, Peter.
Og jeg var lige ved at smide ham ud af bilen igen. For det var som om jeg havde hørt sangen før. ”Jesus, du ved det da. Du ved, jeg har dig kær”. 3 gange blev han spurgt. 3 gange gentog han det. Som om en ikke havde været nok.
Jeg ved det godt – I ved det godt – det var den samme Peter, der også kragede op og skærtorsdag havde lovet Jesus hele tre gange, at han altid ville være der for ham. Men 3 minus 3 plus 3 går altså ikke hverken i nul eller i plus. Sådan fungerer livets matematik ikke. Uanset hvor mange gange Peter bedyrer sin kærlighed, så kan den ikke opveje hans svigt.
Jeg kunne høre Peter mase lidt rundt der på bagsædet. Han sad uroligt. Det var som om der ikke helt var plads til hans ben. Eller måske var det hans ego.
”Vogt mine lam. Vær hyrde.” Sådan svarede Jesus for hver af Peters gentagne kærlighedserklæringer. Og nu var det Jesus, jeg var ved at smide ud af bilen. Altså. Helt ærligt. Hvordan kan Jesus være så tåbelig? Hvorfor betro Peter det ansvar? Hvordan kan Jesus have tillid til en, der i den grad har svigtet ham? Hvad var det Jesus så i ham?
Men jeg kunne høre Jesus trække vejret helt roligt.
Hvordan kunne han?
Jeg ved hvordan vi andre kan få hjertebanken og høj puls, når vi igen skal se dem i øjnene, som ikke helt levede op til deres løfter til os. Dem, der igen og igen bedyrede, at de var vores venner. Eller vores allernærmeste måske. Eller vores fortrolige.
Men når så livet eller krisen kradsede, så var det deres ryg og et utal af dårlige undskyldninger, du så. Hvordan kan vi klinke relationen mellem os? Hvordan kan vi vise hinanden tillid igen?
Jeg ved ikke, hvordan du håndterer den slags.
Men i dag hører vi, hvordan Jesus gør.
Jesus ser altid mennesket.
Han ser bagom det irriterende, det højtråbende, det selvhævdende.
Han ser bagom forræder og svigt. De gange, vi svigtede ham – og de gange, vi svigtede os selv.
Jesus ser mere, end vi nogensinde så i os selv.
I dag ser Jesus det frem i Peter, som ingen andre havde set længe nok til at se.
Og fra da af skulle Peter ikke længere være fisker. Han havde fanget sin sidste store torsk. Også den kvabtorsk, han måske så hver morgen i spejlet.
Nu skulle Peter være menneskefisker.
”Følg mig”, sagde Jesus til Peter. Det behøvede Jesus til gengæld kun at sige én gang.
”Følg mig”, sagde Jesus til Peter på bagsædet. Så bad de om at blive sat af.
Jeg tænker, der var en flok får i nærheden.
Eller nogle mennesker, der kunne trænge til en hyrde.
Eller nogle af os, der kunne trænge til at høre, at Jesus ser muligheder i dig og mig. Ja, eller i dem, vi betragter som skader eller krager – eller nogen, der bare råger op.
”Følg mig”, sagde Jesus til Peter.
”Følg mig”, siger Jesus til alle os andre, der også lever efter den første påske. Os, som også skal leve med, at vores kærlighed ikke altid lever op til de løfter, vi afgav.
Jeg satte Jesus og Peter af på en vigeplads.
De var måske ikke så blinde, de to passagerer. De var nok i virkeligheden seende. Indseende.
Så kørte jeg videre.
Der blev rødt ved næste lyskryds. Selvfølgelig gjorde det det.
Jeg standsede og ventede denne gang tålmodigt på at få grønt lys til at køre videre i mit liv.
Pludselig kom jeg i tanke om, hvorfor det var, jeg havde været lidt for sent på den der fredag morgen.
Det var jo fordi et menneske havde kaldt på mig, da jeg var på vej over på parkeringspladsen til min bil.
Et menneske havde kaldt på mig og fra sit sted talt om, hvordan det var at være ham eller hende lige nu.
Når nogen kalder, så følger du kaldet. Så standser du og lytter. Du etablerer – måske bare for nogle dyrebare øjeblikke – en relation.
Kære menighed.
Når vi går til gudstjeneste, er det os, der bliver standsede.
Her er der noget, der kalder på os. Det kan være musikken, salmerne, teksterne, bønnerne. Det kan være Jesu egen stemme, der baner sig vej igennem alt det andet, vi pakker en gudstjeneste ind i, og pludselig taler han til dig. Han kalder på dig. Han kalder dig ud af det, der nu var dig og dit. Kalder noget frem i dig, som du måske ikke vidste, du havde i dig. Eller kalder det, der var som dødt, til live igen. Kalder dig ud til livet.
Hvad er det at møde den opstandne frelser i live igen? Det skal vi synge det senere.
Ja, hvad er det?
Det er når du bliver rejst op igen.
Det er, når du lægger dit gamle nedbøjede liv bag dig og vover at se et nyt i møde.
Det er når du hører, at du selv med det, der var dine svigt, er den, Jesus har kær.
Det er, når du erfarer, at også du er nødt til at følge ham. Fordi der ikke er andre veje, der giver mening, hvis noget skal give mening i denne verden.
Det er at få grønt lys i livet igen.
Dét er at møde den opstandne Herre.
Og for det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.
