Juleprædiken 2023

I år har jeg givet mig selv den udfordring, at en stjernestrimmel skal være min juleprædiken. Jeg kan se, nogle af jer ser lettede ud. Det blir en kort prædiken, tænker I. Måske glæder I jer for tidligt. Og så skal jeg ikke være den, der tager glæden fra jer. For forventningen glæde er - som bekendt - den største.

Der lå en stjernestrimmel på din stol.

I år skal I nemlig ikke kun have en juleprædiken i ørerne.

I skal også have den i hænderne og i benene.

Allerførst vil jeg invitere dig til at tage din stjernestrimmel i hænderne.

Jamen, Eva, der er jo ikke strimler nok til at flette en stjerne?

Vi mangler nogen.

Ja.

Sådan er jul også: Vi mangler nogen.

Når det bliver jul, savner vi dem, vi har mistet på en særlig måde.

Vi savner dem både omkring julebordet, omkring juletræet.

Vi savner i vores hjerter.

I dag skal I ikke flette stjerner.

I skal folde en trappe.

Men hør godt efter, inden du begynder.

For der er 2 muligheder:

Her er den første:

Hvis du synes, julen er kommet alt for hurtigt.

Hvis du synes, du virkeligt har skullet løbe stærkt, for at nå hertil.

Ja, hvis du stadig sidder her småforpustet med høj puls. Så skal du folde din trappe med få store fold.

Her er den anden mulighed:

Hvis du synes, julen er kommet med museskridt, og du bare har glædet sig såå længe, og hvis du synes der er længe, længe til i aften, så folder du med mange, mange små fold.

Det samme gælder, hvis du stadig venter på, at juleglæden eller julefreden skal indhente dig, så folder du også din stjernestrimmel med små, små fold.

Værsgo at folde:

Måske har du taget andre store eller små skridt dette år?

Eller du står på springet til at skulle gøre det?

Måske er der noget, du vil trappe op på?

Eller trappe ned ad?

Måske tænker du også på det denne juleaftensdag?

For mange af os er julen som en afsats:

Vi standser op.

Lader hvilen falde på os.

Reflekterer.

Glædes.

Mindes.

Græder måske lidt.

Nu har vi alle en trappe.

Nogle af os har en trappe med få store trin.

Nogle af os har en trappe med mange små trin.

Det er jul.

Jul er, at Gud tog ét trin ind i vores verden.

Om det var et stort trin eller et lille musetrin for Gud, det tror jeg ikke, vi kommer nærmere. For den, der går kærlighedens ærinde, tænker aldrig i størrelse.

Gud tog det første skridt.

Gud tager altid det første skridt.

For tro er ikke at komme til Gud. Tro er, at Gud kommer til os.

Derfor kan tro heller aldrig være en præstation for os.

Noget, vi kan blive elite-udøvere af.

Tro er altid en gave.

I julen tager Gud det første skridt for at komme os i møde.

Gud kunne være blevet i sin himmel. Det ville have været nemt og komfortabelt for Ham.

Men sådan er kærlighed også: At træde ud af sin komfortzone for andres skyld.

Nu skal du tage din stjernestrimmel igen.

Glat den lidt ud. Og riv så strimlen over på midten, så du sidder med to nogenlunde lige store stykker.

De to stykker stjernestrimmel skal minde os om julens mysterium:

Og nu får I denne juleprædikens eneste fremmedord, ordet ”inkarnation”. Inkarnation – det betyder ”i kødet” -

Inkarnation står for, at Gud med Jesus iklædte sig kød og død

– og blev et kødeligt og dødeligt menneske som dig og mig.

Du har to strimler.

En for dig. En for Gud.

De to strimler ligner hinanden.

De er lavet af det samme.

For sådan er også vi skabt.

Vi er skabt, så vi ligner Gud.

Vi er skabt til at skabe videre på den verden, Gud lavede som det allerførste.

Ja, vores opgave som mennesker er at gøre det,

Gud vil have gjort.

Den opgave kan vi kalde så meget:

Vi kan kalde det ansvar for kloden eller klimabevidsthed.

Vi kan også kalde det næstekærlighed.

Nu skal du folde dine to strimler ind over hinanden skiftevis.

Så du får en musetrappe.

Jul er, at Gud bøjer sig ind i vores verden.

Jul er, at Gud bøjer sig ind i din verden.

Gud lægger sig ind over dig – som den ene strimmel ovenpå den anden. Sådan gør Gud sig til ét med dig.

Måske er det det, der er julefred?

Måske er det det, du også mærker,

når du er tilfreds?

Når du ikke skal præstere, men bare være.

Når du føler dig holdt af?

Jul er, at Gud bøjede sig ind i vores verden.

Når det bliver til tro for dig, så er det det samme som når vi laver en musetrappe:

At Gud folder sig ind i dit liv.

Og at du lader Gud folde sig ind i dit liv.

Jeg tror ikke kun, vi finder vores troen, når vi folder vore hænder.

Men i mange andre sammenhænge.

Også det kan musetrappen også minde os om.

Se på din musetrappe.

Den er ikke særligt lang.

Den er kortere end den første trappe, du lavede.

Men musetrappen kan strækkes.

Sådan minder musetrappen dig om, at den voksne Jesus lærte os noget om, at vi skal strække os langt for hinanden.

Det gør vi, når vi går et ekstra skridt.

Og når vi tager skridtet fuldt ud, så elsker vi ikke bare vores næste – men også vores fjender.

I Guds væsen ligger det, at Han kan strækker sig langt. Også længere end vi synes, det er rimeligt. Det er det, vi kalder nåde.

Denne juleaften skulle vi lave musetrapper.

For selv et barn kan finde ud af lave en musetrappe.

Sådan minder den enkle musetrappe os om det håb, der blev født julenat.

Det håb forkyndes for os alle sammen.

For hvert et barn.

For Guds børn, for ønskebørn, ja for barnet i dig og mig:

Det forkyndes for alle os, der synes, at håbet går med museskridt i denne verden.

Det håb rækkes til enhver, der synes, krige og konflikter optrappes hurtigere end vi kan følge med til det.

Julens håb rækkes til os, der krøller stjernestrimler sammen, når livet bliver for kompliceret.

Og det rækkes til alle de fantasifulde, der allerede har vendt og drejet deres trapper og har fundet ud af, hvordan trappen alligevel ligner en stjerne.

Eller et hjerte.

Det rækkes til den, der har tænkt, at hvis vi nu hver især hjalp hinanden, hvis vi lånte hinanden stjernestrimler, så ville vi sagtens kunne flette dem sammen til en stjerne som den, der lyste på himlen over stalden i Betlehem.

Til alle os forkyndes det: I dag er der født jer en frelser.

Han er Kristus Herren.

Jeg sagde, at jeg ikke kun ville holde juleprædiken for ørerne og for hænderne. I år vil jeg også invitere jer til at få julens budskab i benene.

Det siges, at trappetræning er god motion.

Derfor vil jeg sende jer herfra med 2 trappetræningsøvelser:

For det første: I aften, når I går rundt om juletræet, så vil jeg invitere jer at I tager mindst en runde rundt om træet med museskridt.

Med bitte-små langsomme skridt.

De mindste skridt, I kan tage.

Museskridt skal minde os om, at der er noget, der tager tid.

Der er noget, vi skal give tid.

Der er ting, der går langsom her i livet:

Livet går langsomt, når man utålmodigt anlagt.

Det går langsomt at blive glad igen, hvis du har været meget ked af det.

Det går langsomt at finde dig selv, hvis du er blevet væk for dig selv.

Det går langsomt at tage store beslutninger.

Det går langsomt at gå frem, hvis din tilværelse er fyldt af tilbageskridt.

Gå langsomt.

Husk, at selv babysteps er steps.

Selv jomfru Maria måtte vente 9 måneder på at holde sin nyfødte i armene. Faktisk er et af jomfru Marias kælenavne ”himmelstigen”.

For det var gennem hende, Jesus steg ned og siden gav mennesker mulighed for at stige op.

Giv tid.

Tag en runde – eller to med museskridt.

Det var den ene trappetræningsøvelse.

Her kommer nummer to:

Den skal du bruge, når du går på trapper.

Hvis du nu er sådan en, der altid går på trapper med – lad os sige højre ben først - så er opgaven, at du skal prøve at gå med venstre først.

Hvorfor?

For at minde dig om, at jul også viser os, at der altid er en anden mulighed.

Gud tog skridtet fuldt ud og gik ind i vores verden.

Gud kunne have ladet være.

Intet ville have været nemmere.

Og så havde livet bare fortsat sin skæve gang her.

Men Gud brød vanetænkning – og gik ind i vores tid.

Sådan viste han os, at der altid er en anden mulighed end den, der ligger lige til højrebenet.

Din anden mulighed kan være at give andre en chance til, selvom du egl. synes, de havde opbrugt chancerne.

Din anden mulighed kunne være at tage kontakt til en ven, du egentlig havde mistet forbindelsen med. Men som du savner.

Den anden mulighed er – ja, at du altid har et valg.

Du ved selv, i hvilke situationer, du måske kunne have brug for at sætte det andet ben foran. Hvor du har vaner at bryde.

Kære menighed. Nu er jul ikke bare på trapperne.

Nu ER det jul.

Lad os tage trinnet helt ind i stalden.

Være stille lidt.

Når I går herfra, så tag musetrappen med jer.

Hæng den på juletræet – eller et sted, hvor du i det daglige ikke kan undgå at se den.

Lad julens glædelige budskab folde sig ind i dine dage og i dine nætter.

Lad julen vare lige til påske – eller længere endnu.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

"Trøsten er, at der ingen trøst er" - prædiken til 3. søndag i advent

 

Det var en af de her isnende kolde vinterdage. Der var ganske vist ingen sne. Men der var en vind, der skar sig igennem selv de mest forede jakker og hjerter. Vinden fik roserne på kisten til at vippe lidt – og fik følget ved rustvognen til at holde ekstra godt fast på lommetørklæderne.

 

Det var det øjeblik, der altid får os til at skutte os, selv når der ikke er nogen vintervind: Sekunderne inden bedemanden træder hen og lukker bagklappen med et knapt hørbart klik.

Ind i den stilhed lød den, barnestemmen fra et af de yngste børnebørn: ”Skal vi med?”, spurgte han. ”Skal vi?”

Selv derfra, hvor jeg stod, kunne jeg se de tårer, der nu trillede ned ad hans kinder. Jeg hørte ikke, hvad mor svarede. Men jeg så, mor lagde armen om hans lille rystende skulder. Jeg så, at hun bøjede sig ned til ham, så ham i øjnene og sagde et eller andet.

”Trøst mit folk, trøst det”

”Skal vi med, skal vi?”
Det er noget af det mest trøstesløse i livet: de situationer, hvor vi gerne ville med, men hvor vi ikke kan. Fordi der kilede sig et definitivt og et ”aldrig mere” mellem det, der før havde været en mulighed og så nu.

Det er trøstesløst, der hvor vi gerne ville kunne gøre noget, men ikke ved, hvad vi skal gøre.
Og der, hvor vi gerne ville kunne sige noget, men hvor der ikke kommer ét ord over vores læber. For vi ved ikke, hvad vi skal sige, der ville kunne trøste.

Hvad er trøst?
En arm om en skulder?
En, der bøjer sig, så I er i øjenhøjde?
En, der kan finde ud af at sige noget?
Eller en, der kan finde ud af at holde mund og bare være?

Hvem har ikke ind i mellem ønsket sig en manual eller en brugsanvisning i trøst?

Måske er sand trøst noget af det allersværeste.
Fordi situationer er så forskellige.
Fordi vi mennesker er så forskellige.
Og det, der ville trøste en, ville være en hån mod en anden.

Prøv at se, om du kan komme i tanke om noget fra dit liv, hvor trøst ville være det eneste rigtige svar i situationen.
Måske kan du også huske, hvordan andre prøvede at trøste dig?

Måske du kan genkalde dig, hvad der ikke trøstede dig overhovedet?
Måske du stadig kan mærke, hvad det var der gjorde dig godt i situationen?

”Trøst mit folk, trøst det”.

Har du prøvet af få en buket blomster engang til trøst?
Jeg er tit i hjem, hvor der er blevet sendt mange buketter.

Jeg har mødt en kvinde, som på samme tid miste sin ægtefælle og også helt og aldeles mistede glæden ved blomsterbuketter. Fordi der i situationen kom så mange af dem – at alene det at skifte vand og sætte dem ud i kulden om aftenen blev en uoverkommelig opgave i sig selv. Ved siden af det overhovedet at skulle overkomme at prøve at leve videre.

Det endte med at alle buketterne stod omkring hende og hang, mens vandet rådnede stadigt mere.

Det, der vitterligt var smukt og godt ment, kom nu også til at minde kvinde om, hvordan alt andet i livet, var i frit fald og forfald.

”Trøst mit folk, trøst det”.

Når et spædbarn græder, kan det være, man giver det en sut. Kan I huske dengang, man kaldte en sut for ”en trøster”? Det er også en måde at se på trøst på: At trøst er noget, der effektivt lukker munden på en anden.

På engelsk hedder en sut ”a pacifier”. Direkte oversat: Noget, der pacificerer.
Ordet ”pax” – fred - ligger gemt i ordet.
Og lige så grotekst det ville være at forestille sig, at man kunne lave fredsslutninger og fred i verden, bare der var sutter nok, lige så urimeligt er det faktisk at tænke: At bare vi lukker munden på den, der er ked af det, så holder det utrøstelige op.

”Trøst mit folk, trøst det”.

”Trøsten er, at der ingen trøst er”.
Sådan skrev præsten og psykoterapeuten Bent Falk.
De første mange gange, jeg læste det, blev jeg vældigt provokeret af udsagnet. ”Trøsten er, at der ingen trøst er”. Jeg syntes, det var at punktere håbet. Jeg syntes, sætningen var som at lukke endnu mere mørke ind hos den, hvor der måske var mere end rigeligt mørkt i forvejen. ”Ingen trøst” – det er virkelig afmagt på kort formel.

Jo ældre, jeg bliver. Jo flere gange, jeg har siddet med mennesker, hvor alle forsøg på trøst ville være værre end det utrøstelige, des mere giver jeg Bent Falk ret.Ordene om, at der er trøst i, at der ingen trøst er, er at tage den utrøstelige alvorligt.

Tage alvorligt, at der ikke er noget, der kan trøste det væk, som er sket.

Noget af det værste, vi kan gøre, er at forsøge at trøste med det, der slet ikke er en mulighed.
Som når vi – om en, der er død siger - siger: ”Det var da godt, han eller hun ikke skulle opleve det her”.
Jamen, det var jo ikke en mulighed. Han – eller hun – er jo død.

Eller sagt i våbenhuset til de pårørende: ”Det er da altid noget, at det ikke regner i dag” – øh?

Eller når vi siger: ”Det er ikke så slemt. Det går over igen”.
Hvad ved vi egentlig om det? Det er vel lige så sikkert som at spå om sommervejret i juli måned i januar. 

Nej, må jeg bede om et medmenneske, der med hele sin attitude og med det, der ikke bliver sagt, respekterer mig for, at der er noget, der ikke kan trøstes bort.

For der er gange, hvor vi – som barnebarnet ved rustvognen, ikke skal med.
Hvor vi er mere efterladte end efterlevende.
Og hvor tårerne uden på eller indeni er det eneste sprog, vi magter.
Lad mig hellere græde utrøsteligt.

Tænk, hvis der var en trøst, der kunne gøre mig uberørt eller ligeglad med mit tab.
Hvad det så end var, jeg havde tabt eller mistet.

”Trøst mit folk, trøst det”.

Det er besværligt det med trøst. I hvert fald de gange, hvor vi forsøger at få den utrøstelige til at føle noget andet, end han rent faktisk føler. Måske synes du ikke, han – eller hun – burde være så vred, så fyldt af sorg, frygt eller afmagt.
Måske ville du egentlig helst være fri for at møde de følelser hos den anden. Eller møde det, den andens reaktioner vækker i dig.

Følelser er vores ekko på noget, vi har oplevet i virkeligheden. Følelser er vores sanser, der reagerer. Hvis vi forsøger at lave den andens følelser om, så tror vi, vi kan lave om på virkeligheden. Og hvem af os har så megen magt?

Det værste er, når vi ikke kan føle noget som helst.
Når vi ikke kan mærke, vi er sultne, trætte eller kede af det.
Enten fordi vi – eller andre - ikke giver os selv lov til at føle det. Eller fordi der sker noget andet, der lægger sig som en bedøvelse hen over de følelser.

 

Når noget opleves meningsløst, er der tit andre følelser eller sansninger, vi også er løst fra.
Og så er det dobbelt svært at være til: Både for dig selv – og for den, der gerne vil være med dig i det.

Det mest trøstende er at få lov at føle det, man føler, uden at skulle have det trøstet bort.

Siger du: ”Du skal ikke være ked af det”, så kan den utrøstelige opleve det som om kedafdetheden også er forkert.
Siger du: ”Jo da, du er god nok” til den, der lige har sagt, at han eller hun føler sit utilstrækkelig, så vil den anden udover at føle sig mindreværdig også føle sig ensom.

”Trøst mit folk, trøst det”.

Det er altså ikke nemt.

I 70’ernes folkeskoler var det store hit ”fællesrummet”. Det var sådan et opholdsrum, hvor alle klasser på kryds og tværs kunne være sammen. Her kom det ikke an på om man gik i indskoling eller om man gik i specialklasse. Om man var en af de store eller en af de små.

Der i fællesrummet, der kunne man lege eller bare være – og være fælles om det.

Tænk, hvis vi kunne blive bedre til at skabe rum for alle de følelser, vi nu hver især måtte være fyldt af.
Tænk, hvis vi kunne være i rum, i stue sammen om dem.
Være i kontakt med hinanden.
Være i kontakt med os selv.
Er der trøst i det, måske?
Ja.

Nogle gange er det al den trøst, man kunne drømme om:
Bare at være i rum sammen. Fælles.
Uden fælles dagsorden. På tværs af alder og erfaringer.

Nå – men er det ikke det, kirkerummet også kan?
Jo. I bedste fald.
Men her kan du også opleve at komme med alt det, der er dit – af tungt og svært – eller glædeligt – uden at blive mødt. Og så gå hjem igen og tage det hele med dig tilbage.

 

At være utrøstelig, det kan være som at være i en ventesal, uden at vide, hvad du venter på.
Tusinde andre kan passere dig.
De ved hver især, hvor de skal hen.
De har rejseplaner og pladsbilletter.
Spørger du dem, kan det være, de har gode råd til, hvor det kunne være fint at tage hen.

Og der sidder du på bænken.
Det trækker.
Og du ved ikke, hvad du venter på.

Dér i venterummet møder vi i dagens evangelium Zakarias.
Åh nej, tænker du måske. Nu kommer evangeliets quick-fix:
3 suk og så et salmevers.
Nu trækker præsten Jesus op af krybben eller fra korset – og så bliver alt godt.

Men det ville være at proppe en troens narresut i munden på jer.

Zakarias ved, hvad det er at vente. Han og folket har ventet i århundreder. Utrøsteligt. Men nu lyder det til, at der skal komme nye tider. Nu skal det ske, sådan som vi sang det:
”Hvad de gamle fædre sig,
ønskede så hjertelig,
og hvad fordum lovet var,
Herren herligt opfyldt har”:

Nu skal folket frelses fra deres fjender.
Der skal være barmhjertighed.
Og lys i mængder for alle, der sidder i mørket.
Og folk skal kende frelsen i deres synders forladelse”.

Det er alt sammen meget godt, både på den korte og på den lange bane.

Men det er også voldsomt påståeligt.
Og derfor er det måske heller ikke særligt trøstende.
Og dog er det, der dengang var ment som en profeti, stadig en profeti.

For mig er der trøst i ét ord i dagens evangelium.
Et ord, der dog optræder hele to gange. Ordet ”besøg”. Jesus er på besøg.

Zakarias og alle vi andres trøstes ikke med, at når Jesus kommer, så bliver alt fryd og gammen til hverdag til evig tid. For mig er det trøsterige, at Jesus kommer på besøg.

Det er ikke altid vi vil opleve det som om, Jesus er ved vores side hele tiden.
Hvis forkyndelse er, at du har Jesus ved din side, fordi han har lovet at være hos dig alle dage – og du de allerfleste dage ikke oplever det sådan, så kan selv din tro blive et postulat, der ikke har krop. Og så kan du føle dig endnu mere gudsforladt.

Troen er ikke altid en trøst.
Er du helt utrøstelig er det ikke noget, der sådan lige går over.

Men trøst kan være som at få besøg.
Nogen – eller noget – går ind i dit liv, i din dag.
Er der en tid, går igen.
Og mens du havde besøg, var du stadig ramt, men du var ikke alene i det.
Så længe, der var besøgstid, så var der et menneske, der gik ind i din tid. Din nutid, din fortid. Og sammen tog I de første skridt ind i fremtiden.

Trøst kan være som at få besøg.
Måske er de uanmeldte besøg de bedste og de mest trøsterige.
Der, hvor du, på en dårlig dag, pludselig og uventet oplevede noget, der hev dig ud af dit eget.
Du lo, tænkte på noget andet, kunne glæde dig til noget.
I glimt, måske kun i nanosekunder.

Trøst kan være som at få besøg.
Trøsten kommer og går.
Og den kommer igen, som de mest trofaste venner gør det.

Evangeliet denne 3. søndag i advent er, at Jesus kommer.
Han kommer på besøg i denne verden.  

Han kommer som et barn i en krybbe. Du ser ned, ser hans ansigt – genkender det i børns glade ansigter juleaften og så mange andre aftner.
Han kommer på besøg.
Han inviterer sig selv på husbesøg.
Hos os her i det lave og hos vore kære i de himmelske boliger.

Og hvis du synes, det er længe siden, han har været hos dig sidst, så er det måske fordi han er på uanmeldt besøg hos den, der ikke søger ham.

Når han kommer, kommer han ikke brasende ind, med værtindebuketter og årgangsrødvin og et muntert ”tak for invitationen”.

Jesus’ besøg ligner måske mest af alt en solopgang, siger Zakarias. Det er ikke sikkert, du får de første stråler med. Pludselig opdager du, at mørket ikke er helt så uigennemskueligt længere. Det er blevet dag. Besøgsdag. Trøstens dag.

 

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen. 

Teksterne til denne søndag kan læses her: 
3. s. i advent fra anden række | Bibelselskabet
Og med skyldig tak til Bent Falk