SÅDAN SET har jeg været SÅ heldig at have præstepraktikant i fire dage. Og jeg siger det bare: Folkekirken kan godt begynde at glæde sig: Laura er en stjerne!
Til denne søndag skrev vi prædiken sammen - og det er immervæk noget af et debut at få at skulle dialogprædike over en af dommedagsteksterne. Det lød sådan her i Christianskirken i dag.
Eva: Jeg hedder Eva. Jeg har været præst i 27 år.
Eva: Og derfor har jeg i de 4 dage, du har været her som praktikant, pludselig følt mig som en meget gammel præst.
Laura: Jeg står her i dag, fordi jeg håber,
at jeg en dag kan skifte denne sorte kjole ud
med en præstekjole.
Men der er i hvert fald to års tid igen.
Eva: Jeg har ikke tal på, hvor mange prædikener, jeg har holdt i mine 27 år som præst.
Laura: Jeg ved til gengæld, at dette bliver min første.
Eva: Vi har i fællesskab taget livtag med dagens evangelium.
Denne søndag holder vi prædikenen på den måde, at vi inviterer jer med ind i selve prædikenværkstedet, så I hører, hvad der kan ske, når 27 års præsteerfaring møder et 27-årigt ungt liv.
Laura: Men helt ærligt, Eva - så synes jeg, du for min skyld kunne have valgt en anden tekst i dag.
For hvem ville frivilligt vælge at stå her og prædike om dommedag? Jeg synes i hvert fald ikke, at det er den fedeste tekst at skulle holde sin første prædiken over.
Og hvad med alle dåbsgæsterne? De er inviteret til dåbsfest.
Og der er godt nok ikke ret meget fest i det, vi lige har hørt.
Det kunne du godt lige have tænkt lidt over.
Eva: Du, Laura, inden du kan veksle din fine sorte blomsterkjole til en præstekjole, skal du nok lige have læst op på, at det ikke er præsten, der bestemmer, hvilke tekster, der skal prædikes over.
Og det er nok meget godt.
For hvis det nu var mig, der skulle vælge teksterne til om søndagen, så kunne det måske godt gå hen at blive lidt blødsødent i sidste ende.
For så ville jeg måske vælge kun at læse om Gud som den gode hyrde, lade Jesus fortælle om, at de små børn netop er hans menighed og nuppe køleskabsmagnetord om tro, håb og kærlighed og af dem er kærligheden er det største vi har.
Men det ville ikke være tro overfor Bibelen.
Og det ville heller ikke være tro overfor menneskelivet.
For hvilket liv er kun solskin og medvind?
Og hyrder og søde børn uden gylp?
Så hvis vi skal kunne spejle os i evangeliet, ja, hvis vi synes, vi skal kunne bruge det vi hører i kirken til noget, så har vi også brug for høre det med kant.
Og det med dommedag - hvor fjernt er det i virkeligheden for os?
Jeg mener, vi kender da til masser af domme. Fordomme lever - mig bekendt - i bedste velgående. Og det med at swipe andre til enten højre eller venstre er vist heller ikke gået af mode.
Laura: Men det evangelium, jeg læste fra prædikestolen har jeg det alligevel stramt med. For er Gud virkelig den, der hele tiden holder regnskab over os?
Og hvad siger det om Gud, hvis han på denne måde hele tiden holder øje og skriver os ind på den ene eller anden side?
Bliver han så ikke en magtsyg hersker, en ondskabsfuld diktator,
eller en rethaverisk dommer?
Eller bare en kedelig revisor?
Dét billede af Gud har jeg svært ved at forlige mig med. Og det er slet ikke et billede, der gør noget godt for min tro.
Eva: Det kan jeg sagtens følge dig i. Jeg tror bare, det er en ret udbredt måde at tænke om Gud på: som den ubarmhjertige dommer.
Men når vi gør det, får billedet af Gud en sort-hvid ensidighed.
Og Gud bliver en karikatur af sig selv.
Og hvilke konsekvenser får det så for vores tro, hvis Gud er sådan en slags dommer?
Det betyder, at tro for os bliver lig med at blive bedømt.
Og hvad værre er: Det betyder, at vi tror, at vi kun kan falde igennem.
Laura: Dén dom kender jeg alt for godt fra mig selv. Ja, den dom vil jeg tro, at de fleste unge kan genkende. For det er det, vi er alt for gode til at fortælle os selv: Alle de ting, vi ikke dur til,
eller som vi bedømmer og måler hinanden på.
Og måske er det ikke kun os unge?
For mig bliver det særligt tydeligt, når jeg går til eksamen. Jeg kan føle det som en slags dommedag. Inden jeg går ind til det grønne bord kredser jeg alt for ofte om alle de ting, jeg ikke kan huske, alt det stof jeg endnu ikke har fået greb om.
Men slemt bliver det først, når hver dag bliver en dommedag.
Når jeg hver dag dømmer mig selv
mine karakterer,
mit udseende,
mine egenskaber som ven eller kærester,
ja, selv de retter, jeg sætter på middagsbordet.
Er det nu godt nok det, jeg gør?
Slår jeg til som den, jeg er?
Eller er jeg i bund og grund utilstrækkelig?
Eva: Det må godt nok være hårdt hele tiden at være under dom.
For hvad nu hvis Guds domme er nådigere end dem, vi dømmer os selv med?
Laura: Som sagt.
Jeg har det svært med billedet af Gud som den hårde dommer.
Men der er også den anden grøft - som jeg faktisk synes, er lige så svær at forlige mig med.
Hvis Gud nu kun er den milde, den varme, den kærlige. Den tilgivende. Der sidder på sin trone. Med langt hvidt skæg.
I hånden har han listen over alle de artige børn.
Eller vent nu lidt… Bliver jeg nu lidt for grebet af at det snart er december? For det Gudsbillede minder mig ærligt talt mere om julemanden end om Gud. Og den Gud er mig ærligt talt noget ‘vattet’.
Eva: Uanset hvor meget vat vi kommer i ørerne, så kan vi ikke overhøre dommedagsbasunerne i dag. Og det er ikke noget fjernt og uvedkommende. For der er ingen af dommedagsteksterne i Bibelen, som er tænkt som et fremtidsscenarie om noget, der skal ske engang i en fjern fremtid.
Dommedag er ikke engang.
Dommens dag er nu.
Eller rettere: Dommedag er også lige her og lige nu.
Det behøver vi ikke se os ret meget rundt i verden for at være klar over.
Og hvad er det så Jesus dømmer os på?
Ja, det er en helt afgørende pointe, at Jesus ikke retter blikket mod dig og alle de ting, du er alt for dygtig til selv at bedømme og dømme ude.
Vi dømmes ikke ud fra, hvordan vi dømmer os selv.
Vi dømmes ud fra, hvordan vi behandler medmennesket.
Og dermed flyttes hele fokus fra dig til din næste.
Laura: Det kommer altså stadig an på præcist de samme ting, som vi hørte før: Tilbyder du den sultne noget at spise?
Den tørstige noget at drikke, den nøgne tøj på kroppen?
Inviterer du en fremmed indenfor og gør det hjemligt?
Den del forstår jeg godt.
Det er måske det nemmeste i dagens evangelium.
Men så er det altså, at det bliver virkeligt svært at holde tungen lige i munden. For ikke engang i forhold til vores næste kan vi vide os sikre: For dem, der udpeges til at være de gode, de anede jo ikke engang, at det var det, de var.
Og omvendt: Dem, der troede, de skulle bestå ved Guds eksamensbord - de dumper med et brag.
Altså - helt ærligt - Eva. Nu troede jeg lige, vi var ved at have greb om det?
Eva: Nu ville jeg virkelig være - ikke bare en gammel - men også en dårlig præst, hvis jeg bare kunne slynge et par hurtige svar ud.
Bibelen er ikke de hurtige svars bog.
Hvis vi kun bruger Bibelen som et spejl for vores egen virkelighedsopfattelse, bliver den et troldspejl. For evangeliet sender tit et andet billede retur end det, vi havde forventet – eller håbet på.
Og efter dagens dommedagstekst er der faktisk kun ét sted, vi kan placere os selv: Vi skal naturligvis samme sted hen som de forbandede til evig straf. For selvfølgelig dumper vi - ikke kun engang, men igen og igen ved næstekærlighedens eksamensbord.
Og her står vi så.
Alle vi dømte og fordømte.
Sammen med alle bukkene.
Og der er trængsel, for vi er mange.
Og der er gråd og tænders gnidsel og måske – undskyld sproget – helvedes hedt.
Er det ikke sådan det må være?
Eller … er det mon sådan - at vi der i varmen - pludselig mærker en kølig trækvind -
Vi løfter vores hoved.
Vi ser os omkring.
Og der kommer han, Menneskesønnen, ind ad bagdøren og tager os med sig.
Laura: Ja, for hvis ikke det er sådan, det er - så er Jesus vel død forgæves? Så havde der ikke været noget at fejre påskemorgen.
”For Gud sendte ikke sin søn til verden, for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham”.
Og netop ”således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes men have evigt liv”.
På det håb fra påskemorgen må vi rejse os igen hver gang vi dumper i tilværelsen.
På det håb kan vi gå herfra i dag.
Uden at martre os selv med tanker om, om vi nu er gode nok - eller om vi ender til højre eller venstre.
For dommen er ude af vores hænder.
Den ligger i Guds korsmærkede hænder.
Og der ligger den godt.
For der ligger den nådigt.
Eva: Og for det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.
