SÅDAN SET - SØNDAGENS PRÆDIKEN.
Det er ikke alle kirker, der har et billede, der passer til bibelteksten om den barmhjertige samaritaner.
Det har vi. I dag har I det på forsiden af sangarket. Og alle de andre dage hænger mosaikken med den barmhjertige samaritaner deroppe for at minde os om, at vi allesammen er alle de medvirkende i historien.
Engang imellem er vi den person, der er blevet slået ned.
Det er ikke sikkert, det var røvere, der slog os ned på en farlig vejstrækning i Fredericia eller et andet sted i verden.
For der er så meget andet, der kan slå os ud.
Det kan være mødet med andre mennesker – i klasselokalet – på arbejdspladsen – på gaden – eller på de sociale medier. Nogle gange skal der ikke så meget til at slå os ud: Et ord. Et blik. En dum besked.
Der kan også være ting i livet, der kan slå os helt ud. Tankemylder: Er jeg nu god, klog nok, rigtig nok, elsket nok?Skilsmisse. Sygdom. Dødsfald.
Ude i verden lige udenfor kirkedøren er der selvfølgelig veje og områder, der er farligere at færdes på end andre, men vi kan også selv gå ned ad veje, som ikke er gode for os. Og hvor vi bliver slået ud undervejs.
Vi har alle været den næste, der ligger forslået i livet. Eller vi kommer til at være det.
Da personen er blevet slået ned, kommer der 3 mennesker gående ad den samme vej.
Det er mærkeligt, at de vælger lige præcis den vej, når vi nu har hørt, at den vej er farlig. Men sådan er det også at være menneske. Nogle gange er der ikke nogen vej udenom det, der kan være farligt.
Der er 2, der går forbi. Vi har alle sammen være en af de to. På et eller andet tidspunkt i vores liv er du gået forbi en, der kunne have brugt din hjælp:
Det kunne være et menneske, der havde brug for din hjælp. Ikke nødvendigvis til at få forbundet blodige sår.
Men der er altid nogen, der kunne bruge hjælp. Her tænker jeg ikke bare på en forælder, der ber dig tømme opvaskemaskine eller gå ud med skraldet. Eller på dem, der sidder foran butikkerne og sælger Hus Forbi.
For det er nemt at se, at de kunne have brug for din hjælp. Og det er alt for nemt at sige, at vi jo ikke kan hjælpe hele verden.
Der er helt sikkert en i din familie – eller en af dine venner – eller måske bare et menneske, du møder på din vej, hvis liv ville blive en smule – måske endda en stor smule - bedre, hvis du bare smilede – eller spurgte: Er der noget, jeg kan gøre for dig?
Og hvis du bliver helt forpustet ved tanken – så prøv at tænke det omvendt: Tænk nu, hvis nogen spurgte dig: Er der noget, jeg kan gøre for dig? Mon der så ikke ville være et eller andet, du kunne svare ja tak til?
At være menneske er at skulle leve med, at vi hele tiden er dem, der går forbi.
Fordi vi – når vi stemmer med hjertet – vælger at give vores kærlighed og vores opmærksomhed til dem, der står os nær.
Hvis jeg kigger på afstemningen her, er der ikke mange hjerter i det glas, hvor der står næste eller medmenneske.
Jamen, vi kan jo ikke hjælpe alle? Ingen kan jo elske alle? Det er sandt.
Men Jesus siger heller ikke, at vi skal give hele vores hjerte og hele vores liv og al vores tid til den, der er i nød. Så kunne vi jo ikke lave andet.
Den tredje, der kommer forbi, den barmhjertige samaritaner, han redder godt nok manden. Det er selvfølgelig godt og rigtigt. Men det er også vigtigt at lægge mærke til, at den barmhjertige samaritaner hjælper manden videre til andre, der kan tage sig af ham. Og så går den barmhjertige samaritaner videre med sit liv. Og det hører vi så aldrig mere noget om, for det er ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at vi ikke alle sammen er barmhjertige samaritanere på fuldtid, men på flextid – eller på deltid. Og især, når der belejligt eller ej er en næste foran os.
Den barmhjertige samaritaner. Det var ham, der hjalp. Ham har vi forhåbentligt også alle sammen prøvet at være.
Men der er ét men, to faktisk: Vi kender ordet samaritaner fra ordet ”samarit”. Det er sådan nogle, der yder førstehjælp, og som du altid kan finde ved store sports- eller koncertbegivenheder. Vi har umiddelbart en positiv holdning til samaritter.
Men samaritanerne var man dengang på Jesu tid ikke positivt indstillede overfor. Man mente, deres tro var anderledes, ja, sat på spidsen, så var jøder og samaritanere fjender.
Så fortællingen om den barmhjertige samaritaner er derfor ikke kun en fortælling om næste-kærlighed, men det er især en fortælling om fjendekærlighed.
Og det er lige præcis, hvad vores udsmykning her i kirken hedder: ”Du skal elske din fjende”. For at vise næstekærlighed, det flytter selvfølgelig noget. Men at udvise fjendekærlighed, det er der, det rykker, lyder dagens evangelium.
Og nu kan du jo spørge dig selv, helt stilfærdigt, om du så stadig har prøvet at være en barmhjertig samaritaner. Har du hjulpet en fjende? Eller et menneske, du faktisk ikke brød dig om?
I lignelsen om den barmhjertige samaritaner møder vi også en vært for et herberg eller et hospice. Han er lønmodtager. Han er sådan en, der passer sit arbejde og får løn for det. Ham, er der ikke så meget andet at sige om, at hvis der ikke var nogen i vores samfund, der gjorde det, så brød samfundet sammen.
Det gjorde samfundet selvfølgelig også, hvis vi alle sammen kun var røvere. Tyve, mordere, snydere og bedragere. Og det har vi også alle sammen været.
Vi har måske ikke slået et andet menneske ned. Vi har måske ikke stjålet. Men vi har været røvere på så mange andre måder: Tidsrøvere. Hugget et andet menneskes humør eller arbejdsglæde. Snuppet chokoladen i en lillebrors julekalender. Ja, eller hvad du nu har gjort, den dag, du var røver.
Mangler jeg så nogen? Ja, jeg sagde jo rent faktisk, at vi alle er alle medvirkende i historien. Er nogen af os så også æslet? Det håber jeg faktisk. Der er nogen, der siger, at man kan være stædig som et æsel. Det kan være en helt vildt irriterende egenskab. Det kan også være ret nyttigt at være stædig. For med stædighed og vedholdenhed kan man opnå gode resultater.
Men æsler er ikke kun et stædigt dyr: Det er også et meget stærkt dyr. Det kan bære meget. Og sådan er det i hvert fald at være menneske. Nogle af jer, der er her i kirken i dag, er stærke som æsler. Måske har I et job – eller har haft et job – der har krævet mange kræfter. Det ved jeg ikke så meget om.
Men jeg ved, at mange af jer har oplevet ting i livet, som kræver at I har været stærke. At være menneske er også at få lagt byrder på sig, som man ikke selv har bedt om. Måske er det faktisk æsler, der er flest af i kirken i dag.
I dag gav jeg dig muligheden for at stemme om hvem du helst ville elske. Og hvem du helst ville elskes af.
Jeg bad dig om at stemme med hjertet. At stemme med hjertet betyder to ting. Det betyder både, at du skulle bruge det hjerte, du fik, til at afgive din stemme med.
Det betyder selvfølgelig også, at når du skulle stemme, hvem du ville give dit hjerte, så var det ikke kun noget, du skulle bestemme med din forstand. Dit hjerte skulle være med til at afgøre det for dig.
Jeg håber faktisk, det var svært for dig. Jeg håber faktisk, at du tænkte: Det er da helt umuligt at nøjes med at lægge mit hjerte et sted. Jeg kan da ikke nøjes med at elske min familie. Min kæreste. Min min hund. Eller min Gud.
Og måske blev det endnu sværere med det andet hjerte: For hvem vil du egentlig helst elskes af?
Det er nogle af de spørgsmål, fortællingen om den barmhjertige samaritaner efterlader os med.
Vi bestemmer nemlig ikke selv, hvem vi vil hjælpe, hvem vi vil elske. Nogle gange ligger de lige pludselig – helt ubekvemt – et medmenneske, en næste foran os – og så skal vi tage stilling.
Til andre tider kan vi gå igennem mange dage – år – i et liv, hvor vi kan tænke: Kommer der da ikke snart et menneske forbi min vej, som jeg kan elske.
Det kristne budskab om næstekærlighed er ikke et bud, et krav – en kommando. Sådan som de mange bud, vi hørte i gudstjenestens begyndelse fra Det gamle Testamente.
De gode gerninger, vi måtte gøre, bringer os ikke en centimeter tættere på Gud. For – som Martin Luther skrev det i 1500-tallet: ”Gode gerninger gør aldrig en mand god, men en god mand gør gode gerninger”.
At vi skal elske er naturligvis godt og rigtigt og kærligt.
Vi skal leve med hjertet. Det er det, barmhjertighed betyder: Hjertet sidder i vores barm – i vores bryst. Vi skal leve med hjertet. Vi skal stemme med hjertet. Vi skal løfte vores stemme for den, der har brug for hjælp.
Vi skal give kærlighed til den næste og den næste og den næste igen, der har brug for vores kærlighed.
Og så skal vi selv kunne tage imod.
Hvis manden, der var blevet slået ned, ikke havde ladet sig hjælpe, så havde han været død. Vi dør, hvis vi ikke tager imod andres kærlighed eller hjælp.
Vi kan ikke selv bestemme, hvem vi vil have kærlighed fra.
Hvis vi ligger i grøften, forslåede og næsten døde, så ville det være en virkelig dårlig ide at sige: Nej tak, jeg vil ikke have hjælp af dig. For du er gråhåret – eller rødhåret – eller stemmer på det forkerte parti eller hepper på det forkerte fodboldhold.
Vi kan heller ikke selv bestemme, om vi vil elskes af Gud.
For Gud har en gang for alle kastet sin kærlighed på os. Og efter os.
Gud gjorde det, da han skabte mennesket. Gud gjorde det igen, da han lod Jesus føde i Betlehem. Da fik vi Jesus til næste.
Gud elsker os ikke, fordi vi er specielt gode. Eller kærlige.
Gud elsker ikke vores gerninger. Hverken de gode eller de dårlige.
Men Gud elsker dig. Fordi Han ikke kan lade være. Og fordi han ikke vil lade være. For sådan er al sand kærlighed.
Og derfor er Gud også selv den barmhjertigste samaritaner, der altid ser dig, altid standser op – og altid tager dig med sig videre.
Jeg sagde til indledning, at mosaikken med den barmhjertige samaritaner hænger her året rundt for at minde os om at have hjertet med.
Når vi kigger på billedet eller mosaikken igen bemærker vi, at ikke alle er med. Vi mangler både æslet, røverne og dem, der gik forbi. Tilgange er det væsentligste: Den, der giver kærlighed og den, der kan tage imod.
Også i dag må du tage hjertet med dig hjem. Guds hjerte.
Og du må tage et af hjerterne – det røde eller det forsølvede – med dig, så også du giver kærligheden ben at gå på.
Og for det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.
Vil du se Christianskirkens mosaik m den barmhjertige samaritaner, så klik her: https://www.christianskirken-fredericia.dk/kunst/du-skal-elske-din-fjende/den-barmhjertige-samaritaner
