Jord.
Jord er ikke bare jord.
Det ved ”en jordbruger”, som er et efterhånden noget gammelt ord for en landmand.
Der er mange slags jord.
Der er god, fed muldjord.
Der er jord, der bliver hård som sten, når den tørrer ind.
Der er jord i plantekasser.
Der er den jord, vi kan have fået under neglene.
Vi ved det på en særlig måde, når vi er kommet i kirken, fordi vi skal høre ordene:
”Af jord er du kommet.
Til jord skal du blive.
Af jorden skal du igen opstå”.
Så er jord ikke bare jord.
Den slags med jord og præster kan man godt løbe sur i, ikke mindst, når man er et barn.
En 9-årig sagde engang: ”Når nogen dør, bliver de lagt ned i jorden, og så siger præsten: Af jord er du kommet og der skal du blive. Så tømmer han en spand jord i hovedet på dig”.
Eller Anders på 5 år: ”Det er præsten, som bestemmer, når man skal graves ned. Han sender nogle på plejehjem, og så graver han dem ned, der bliver til overs”.
Så lad os – der er her - da glæde os over, at vi har fået lov at være oppe lidt endnu 
For vi har alle sammen det til fælles, at vi er jordiske.
Vi er af jord. Og tag ikke fejl - det er et kvalitetsmærke.
”Dengang Gud Herren skabte jord og himmel”, står der 2. Mosebog, ”var der endnu ingen buske på jorden, og ingen planter var spiret frem, for Gud Herren havde ikke ladet det regne på jorden. Og der var ingen mennesker til at dyrke agerjorden. Men en kilde brød frem af jorden og vandede hele agerjorden.
Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen”.
Sådan blev den første Adam til.
Adam blev dannet af den agerjord, Gud først havde vandet.
Gud tog en håndfuld jord eller to og formede Adam. Det er derfor jeg tit – med glimt i øjet siger, at vi mennesker ikke kun har jord i hovedet. Vi er jord over det hele.
Adam var ikke bare af jord.
Ordet Adam betyder jord.
Så det første menneske minder os om vores jordforbindelse: Hvad vi kommer af. ”Af jord er vi kommet”.
Men jord er ikke bare jord.
For i den jord blæser Gud så sin ånd. Det er derfor, vi mennesker ikke kan leve, hvis vi kun lever og ånder for os selv.
Gud selv ånder i os.
Vi er altså ikke kun jordbundne.
Vi er også bundet til himlen.
Vi er ikke bare jord. Derfor bliver vi heller ikke bare til jord.
Derfor må der nødvendigvis være et mere at sige. Med jord-påkastelsesritualets ord er det blevet til, at ”af jorden skal vi igen opstå”.
Fordi jord ikke bare er jord, så ved vi godt, at det at opstå af jorden igen, ikke betyder, at det, der nu var os og vort, skal genopspire på denne jord. Men på en ny jord og med en ny himmel.
Jord er ikke bare jord.
Hvorfor er det så vigtigt at få slået fast på denne søndag?
Det er det, fordi det i lignelsen, Jesus fortæller os, lyder som om alting afhænger af jordbundsforholdene.
Den såsæd, der bliver strøet, gror ikke lige godt alle steder.
Der er steder med kun et tyndt lag jord.
Der er steder med jord, hvor tjørn og tidsel har bedre fat.
Der er steder, hvor det er klipperne, der ligger øverst og hvor der er langt ned til jorden.
Og så er der den gode jord.
Når vi hører lignelsen om sædemanden – eller præsten eller forkynderen, der spreder Guds ord – så ligger det lige til højrebenet at vi som tilhørere tænker: Hvilken slags jord er jeg så?:
Er jeg sådan en jord, hvor troens ord gror?
Er jeg sådan en, der bærer godt?
Hvor Guds Ord bærer frugt i mit liv?
Er jeg sådan en, hvor Guds Ord kvæles i alle mine egne dagligdags bekymringer?
Er jeg sådan en, hvor jeg nok lytter, men hvor det, der blev sået ikke rigtigt bærer med i mit liv?
Eller er alt, hvad der bliver sået, spildte Guds ord på Balle-Lars?
Det ligger lige til højrebenet – sagde jeg – at vi tænker om os selv som jord. Det er bare ikke jorden, der er vigtig i dagens lignelse!
Sådan kan vi uforvarende gokke os selv uevangelisk i hovedet, når vi gør os selv til subjekt, hvor vi faktisk kun er objekt.
Det vigtigste i dagens lignelsen er sæden og ham, der sår den:
Gud selv. Det allervigtigste er, at sædemanden bliver ved med at så.
Sædemanden spekulerer ikke i lean eller optimering eller hvor han får det største udbytte. For så havde han selvfølgelig ikke spildt såsæd på at kaste den på klippegrund.
Og hvis Jesus havde tænkt i, hvor hans ord ville være faldet i god jord, så havde han nok også valgt nogle andre disciple.
Det her handler ikke om udbytte.
Det handler ikke om at så tro og om at få troen til at vokse.
Tro handler aldrig om at blive til mere.
Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg har hørt den sætning: ”Du må godt nok være meget troende, når du er præst”. Men det er mange. Men tro kan ikke gradbøjes. Og derfor findes der ikke stor tro eller lille tro.
Tro handler om, at Gud sår og sår.
Og Gud er på forhånd helt sikker på, at nogle steder vil det ikke blive til ret meget. Målt med menneskelig målestok. Men Gud måler aldrig med vores målestok. For Gud har alt for travlt med at sprede sit ord.
Vi har ikke kun jord i hovedet.
Vi er af jord.
Gud har skabt os sådan, at noget kan vokse i os.
Heldigvis.
Det er derfor, vi som mennesker ikke er statiske.
Vi er ikke lavet af sten.
Sten kan vi tids nok få, den dag, vi er døde.
Vi er af jord.
Vi er dynamiske.
Derfor kan sædekorn gro også i os.
Derfor kan Guds ord slå rod i os.
Derfor kan vi elske andre end os selv.
Derfor kan vi danne relationer til hinanden som mennesker og blive til fællesskaber.
Derfor kan noget få så stor betydning for os, at vi græder, når det bliver forbi.
Fordi vi er af jord.
”Er der noget at komme efter på søndag?”, sådan spørger en af Christianskirkens trofaste brugere og ydere mig jævnligt.
Hvad skal jeg svare?
Skal jeg svare: At det håber jeg sandelig, for nu har jeg virkeligt gjort mig umage?
Eller skal jeg svare: At man da sikkert sover lige godt, om prædikenen nu er god eller dårlig?
Eller skal jeg svare: Det er dig, der har jord i hovedet?
Jeg er kun en simpel bonde, der spreder Guds såsæd.
Om der er noget, der slår rod og gror, det hverken du eller jeg magt over.
At høre Guds ord, som vi gør det igen i dag, det er altid forskelligt. Nogle dage har vi det sådan, at der er bedre grobund i os for at høre, hvad der sker, hvad Ordet siger os, hvad det vækker, anfægter, pirker til. Andre dage er vi som klippegrund, hvor alt preller af. Vi kan være hårdhjertede, lukkede om os selv, lukkede for andre. Så intet, selv ikke det mindste kan spire i os.
I dag handler det om jord og jordbund.
Men det handler mest om Guds ord.
Guds ord, der er som en såsæd, der kan blive til jord, der kan blive til brød. Til noget, du kan leve på.
Var du i kirke i søndags, hørte du om vingårdsmanden.
Så her – på septuagesima, der betyder 70 og i dag sexagesima, der betyder 60 , her et antal dage før påske – er vi igen til påskens forfest.
Vi hører om vin og brød. Og skærtorsdag hører vi ikke bare om det. Der deler vi det, når vi mødes ved nadverbordet.
Så kig engang på det gyldne alter her i kirken (link til billedet her: https://www.christianskirken-fredericia.dk/.../du-skal...) I midten er Vorherre Jesus Kristus. Han holder brødet i den ene hånd og vinen i den anden. Og selv er han Guds ord. Han er den, der skal deles ud til os. I form af brød, vin og ord.
Se på de 12 omkring ham. De repræsenterer alle måder, vi kan tage imod Guds ord på.
Der er dem, der lytter opmærksomt.
Der er dem, der vender øjne.
Der er dem, der er optaget af noget andet.
Der er nogle, der er faldet i samtale om ordet.
Og der er ham, yderst til højre, der rækker hånden op. Måske har han spørgsmål.
Vi kan også sige, hvis vi vil blive i billedet af jord, at her er 12 forskellige typer af jord.
Og der er ikke nogen, der er hverken værre eller bedre end andre. Ligesom der heller ikke er forskel på det, Gud sår. Der er ikke i udgangspunktet såsæd, der er bedre end andet. Noget, der i udgangspunktet har bedre betingelser.
Det her er en lignelse. Det ligner noget vi kender. Måske synes du ikke mest, den handler om, hvordan dit forhold til Guds ord er.
Måske ligner den mere andet i dit liv:
At selv om du oplever, at der kan være strøet gavmildt med muligheder, med opgaver, med gode tilbud, med kærlige ord eller udstrakte hænder eller noget helt syvende, så er der forskel på, hvad der slår rod i dig.
Nogle gange er det omvendt: Så er det dig, der synes, du gør alt, hvad du kan for at gøde jorden: Gør alt, hvad du kan for at skabe gode grobetingelser for dette eller hint. Men muligheden for at det lykkes, den kan du ikke skabe.
Vi ser ikke altid vækst. I en af de salmer, vi ikke skal synge i dag, hedder det: ” det vokse jo medens vi sove”.
Sådan er det med vækst. Sådan er det også med tro. Vi mærker den ikke gro. Hvad vi må tro, er at Gud har sået – og at Han ikke holder op med at finde nye måder og steder at kaste sit ord og evangelium.
Han skabte verden med sit ord.
Han sendte sit ord til vores jord i Jesus Kristus.
Og i dag spreder Han synligt og usynligt sit ord og sin såsæd ud også der, hvor du ikke kan se det.
Gud strør med nye muligheder, der hvor du i dit liv kun kan se plejer og lukkede døre.
Gud strør med liv, også hvor vi ikke kan se det for jordskælv og murbrokker.
Gud strør med håb, der hvor vi kun ser nykastede grave og tårevædede øjne.
Gud strør gavmildt og irriterende vedvarende.
For selv der, hvor alt bliver til jord for os, der kan Guds liv opstå igen.
For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.
Kirkebøn:
Kære Gud. Fordi bare et enkelt korn, et enkelt ord kan gøre en forskel ber vi:
Vi beder for denne jord. For alt det, der gror.
Vi beder for de steder på jorden, hvor klimaforandringer gør det umuligt både at så og høste.
Vi beder for os, når vi trods klima-skam skruer op for varmen eller flyver til de varme lande.
Vi beder for dem, der ikke har tag over hovedet.
For dem, der lige nu ligger under murbrokker i Tyrkiet og i Syrien.
For dem, der befinder i beskyttelsesrum.
For de hjemløse.
Og for dem, der ikke har hjemme i sig selv.
Vi beder for de ord, der kommer ud af vores mund.
Lad os så kærlighed, tilgivelse, forståelse og accept.
Både i vores egen lille verden. Og i verden omkring os.
Vi beder for de ord, der møder os:
Lad ikke ufred og uforsonlighed slå rod i os.
Lad andres fornærmelser eller ukvemsord prelle af på os, som korn på klippegrund.
Og når nogen siger gode ord eller anerkendelse eller tak til os, lad da deres ord falde i god jord hos os.
Vi beder for din kirke, Gud. Fordi vi er en mark, du tilsår.
Tak, når vi kan vandes ved døbefonten og næres ved alterbordet.
Vi beder for Laurits som i dag fik Guds ord i dåbsgave.
Lad familien få en dejlig dåbsfest med gode minder at sætte i ramme.
Vi beder for vores egen familie – og for enhver, som har sået noget godt i os.
Vi takker for dem, der er i vores liv. For dem, der betyder noget for os.
Og for dem, der er medvirkende til, når vi bærer mange fold.
Vi beder for dem, vi har mistet og som vi savner.
Vi beder for Dronning Margrethe, for Folketing, Regering, byråd og alle dem der har i opdrag at træffe beslutninger, de tunge som de lettere, og få dem ført ud i livet.
Vi beder for alle, der skal formidle ord – i undervisning, forkyndelse eller presse.
Vi beder om mod og livslyst og glæde til at se hver ny dag i øjnene.
Og når vi lukker vore øjne for sidste gang, lad så da gøre det i håbet om, at vi åbner dem på din nye jord, Herre, under din nye himmel. Amen.
Søndagens tekster er her:
Seksagesima fra første række | Bibelselskabet
