”Jeg skal liiige”. Sætningen er, tror jeg, en af verdens allermest brugte overspringssætninger. ”Jeg skal liiige” siger vi, med et undskyldende skuldertræk, ”jeg skal liiige” for der er noget, der forekommer os vigtigere lige her og nu end det, en anden beder os om.
”Jeg skal liiige” spille det her spil. Jeg skal liige være klar. Jeg skal liige indstille mig på det. Jeg skal liige være færdig med det, jeg var i gang med. Jeg skal liige tænke efter. Jeg skal liiige … alt muligt andet end det, du ber mig om.
Det kan godt lyde som om det, det er det, Jesus siger i dag, da hans mor henvender sig til ham og siger: ”Jesus, de har ikke mere vin”: Jeg skal liiige. Hvad mon Jesus lige skal?
Skal Maria lige lade Jesus drikke ud først – og så skal han nok gøre noget ved det?
Skal Jesus lige have lov til at feste – det er immervæk både første og sidste gang i Det nye Testamente, vi hører, at Jesus deltager i en fest?
Eller skal Jesus bare lige have lov til at have bare fem minutters fred? For det er så typisk for mødre, at det, de vil, det vil de her og nu.
”Min time er endnu ikke kommet”.
Det er det, Jesus siger.
”Min time er endnu ikke kommet”.
Det var måske egentlig ikke meningen, at det var endnu,
Jesus skulle åbenbare sig.
Måske er det derfor, vi som første læsning hører om Moses, der ikke får lov at se Gud. For hans time var endnu ikke kommet. Derfor får Moses ikke lov at se Gud helt og fuldt, men kun en del af ham.
Men meget i evangeliet tyder på, at klokken alligevel er faldet i slag.
For sådan er det med timen.
Den kommer ofte, før vi tror, det er ved tiden.
Tiden kommer ikke kun forfra. Tid kommer ofte bagfra og overhaler os indenom. Du bliver ikke altid spurgt, om du er klar.
Du skal kende din besøgelsestid – det hører vi gang på gang i evangeliet. Du skal gribe dagen, timen, øjeblikket.
Fra livet selv ved du, at medmenneskelighed ikke kender klokken. Du kan ikke være barmhjertige samaritaner på klokkeslæt. Der gælder ikke noget ”jeg skal liige”, når et medmenneske har brug for dig.
Det samme gælder for kærlighed.
Og for tilgivelse. For at gribe chancer og nye muligheder. Og for tusinde andre ting i livet. Der er meget, der ikke venter på, at du liiige får gjort dette eller hint. Eller at du selv er klar. For mens du liiige et eller andet – så kommer din time.
Måske er det det, vi kan lære af Jesus i dag, at selvom vi tror, at vi liiige skal alt muligt andet vigtigt først, så er det vigtigste at gribe øjeblikket, når det er der. Også selvom det ikke liiige passede os.
Måske havde Jesus ikke selv troet, at det var nu, timen var kommet.
Måske havde han troet, at han endnu en tid kunne være et helt almindeligt menneske. Et menneske, der går til bryllupper og gør, hvad ens mor siger – selvom man er i 30’erne.
Måske havde Jesus troet, at Gud ville lade det stå krystalklart, bøjet i neon, at nu – nu er timen kommet.
Måske tog han fejl, Jesus.
Og måske tager vi fejl, når vi tror, at vi liige skal alt muligt andet først, inden vi hører, at Gud rent faktisk har kaldt på os længe. Og at Gud kalder i mange skikkelser.
Vi ved ikke, hvad Jesus tænker, mens Maria får tjenerne til at stille karrene frem.
Men når vi læser dagens evangelium igen, ser vi, hvordan evangelisten Johannes har plantet flere sproglige tegn på, at det nu, det er nu.
I dag er det blevet dagen derpå. Eller tre dage derpå.
Vi ved ikke, hvad der er sket tre dage forinden, det fortæller evangelisten Johannes os ikke. Men vi ved, at tredjedagen siden skulle blive dagen for stor opstandelse.
Her på tredjedagen begynder hverdagene i Jesu liv.
Og hvis der er noget, der er kendetegnende for den måde, Jesus siden skulle komme til at leve sit liv på, så er det, at han altid lader sig standse. Spørger nogen ham om hjælp, giver han den. Råber en eller anden op, lader han sig standse og hører efter.
Det ligger i hans væsen – i hans DNA.
Derfor er Jesu time selvfølgelig kommet nu, hvor Maria beder ham gøre noget i situationen.
Jesus åbenbarer dermed en aktiv Gud. En Gud, der handler. En Gud, der træder i karakter. Også selvom Han måske liige var i gang med noget andet. Sådan bliver den usynlige Gud til den synlige Gud.
Jesus træder ud fra anonymitetens skygge – går fra at være et hvilket som helst barn – til at blive det barn, der er givet os til frelse. Jesus redder situationen.
Og selvom det selvfølgelig kunne være skønt at være udstyret med de samme evner – og at man som menigmand eller præst kunne gøre vand til vin – så er det ikke mængden af vin eller kvaliteten af vin, der står tilbage som det egentlige under.
For vinen peger fremad. Peger frem mod den dag, hvor Jesus tager ordene i munden og siger, at nu er min time kommet.
Og hvornår gør Jesus så det? Ja, det gør han i påsken.
,
Brylluppet i Kana er isoleret set en fortælling om, at der bliver vin nok til brylluppet. Men det er også en fortsat fortælling om, at der er vin nok. For underet ved brylluppet bliver et tegn eller en forsmag på nadverens under.
Fra og med denne time vil der altid være vin nok.
Der vil være nok af ham, der gav os sig selv, fordi der ikke var andet, han liiige skulle – end at give sig selv til sidste vin- og sidste blodsdråbe.
I dag gør Jesus vand til vin.
Og ham, som har skænket os sig selv, bliver ved og ved med at skænke i overflod --- også når vi liige har så travlt med så mange andre sære ting.
Jesus gør vand til vin. Han gør det på den 3. dag, på opstandelsesdagen. Vi hører, det er en helt særlig god vin. Og sådan – kan vi tænke - er vinen et billede på, hvad opstandelse – eller opstandelseslivet er.
Det ligner den vin, vi kender. Men i sammenligning, er vores liv her som den dårlige vin. Vi ved, hvad vin er. Og at den kan være god – så god, at vi serverer den til de særligste fester. Alligevel har vi slet ingen anelse om, hvor godt det kan blive.
Jesus skænker den bedste vin nu. Det betyder, at det ikke kun her hans time, der er kommet. Det er også vores time, der er kommet. Alt det gode, Gud under os, det er ikke først et opstandelsesliv engang.
Jesus hælder det i vores glas allerede her og nu – og i så rigeligt et omfang, at vi må beruse os i det. Gud under os det godt i det her liv. Vi skal ikke lade os nøje. Det må godt være godt, ja mere end godt.
Gud under os det godt. Ja, ikke bare godt.
Gud under os det allerbedste.
Hvorfor er det så, at vi har så svært ved at unde os noget?
Det tænker jeg tit på.
”Hvad kunne gøre jeres mor eller far glad?” Sådan har jeg spurgt i hundredvis af begravelsestaler. I vil ikke vide, hvor ofte, spørgsmålet bliver efterfulgt af larmende tavshed.
For hvad er det egentlig, der kunne glæde vores nærmeste?
Ja, vi tror, de blev glade for besøg.
Men den dybe glæde?
Og spørg dig selv – som dog er i live - hvad er det, der kan glæde dig? Hvad er det, du kan unde dig selv, så du mærker, at time, dag og uge også er noget, du får lov at bruge – og låne.
”Nu skulle vi ellers lige til at have det så godt”. Hvor tit har jeg ikke hørt det til begravelsessamtaler. Men det blev for sent.
Min time er endnu ikke kommet. Siger vi.
Vi tror, vi har maser af tid.
Vi nøjes med hverdagsvinen – eller vandet.
Nej, siger Jesus. Skænk dig et glas mere. Ikke bare af frikadellevinen, men af Guds gode vin. Skænk helt til kanten af det bedste, Gud under dig.
Det sker til et bryllup, det her. Til en fest, hvor kærligheden er i centrum. Det er nok heller ikke helt tilfældigt.
Det her er ikke kun et vinunder.
Det er også et kærlighedsunder:
Et evangelium om, at der hvor vi ikke har mere kærlighed at skænke af,- til vore kæreste, til vore medmennesker, til vore fjender, eller til os selv – der vil Gud skænke os sin, unde os sin kærlighed.
Den kan se ud som det rene vand. Som selvfølgeligheder og banaliteter. Men det er det største under af alle.
Måske tænker du: Det har jeg ikke fortjent.
Eller du tænker, at din time endnu ikke er kommet, hvor Gud må skænke sig i dit glas.
Men kærlighed spørger ikke altid om lov.
Og Guds kærlighed gør da slet ikke.
”Min time”, siger Jesus i dag.
Han siger det igen, mange gange hos evangelisten Johannes.
Han siger det både om tid, der endnu ikke er indtruffet.
Han siger det som forudsigelsen af, at der vil komme en time, hvor man vil forsøge at arrestere ham, men hvor ingen turde lægge hånd på ham, fordi hans time endnu ikke var kommet.
Han siger det også om en tid, der vil åbenbare sig: Om den tid, da mennesker vil lovprise Gud i ånd og sandhed. Om en tid, da vi ikke længere udskyder noget.
Og han siger det om den time, hvor de døde skal høre Guds søns røst og dem, der hører den skal leve.
Min time. Det er et gennemgående træk hos evangelisten Johannes. Min time. Det handler ikke om kronologisk tid, om tidens udstrækning. Min time – det handler om at fylde tiden, Guds tid og din tid med alt det bedste. Fylde din time og dit liv lige til randen.
Og stadigt håbe på, at du har mere af det allerbedste til gode.
Og den time – siger evangeliet – den skal vi ikke længere vente på. Den time er nu.
For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.
https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-helligtrekonger-fra-foerste-raekke
