Invitation til fest. Prædiken til 2. søndag efter trinitatis

 

2. søndag efter trinitatis, søndag den 13. juni 2021
Christianskirken kl. 10.30

Jeg skammer mig.

Selvom det er mange, mange år siden, så er skamfølelsen fuldstændigt den samme i dag. Skamfølelse er som et sår, der aldrig er blevet ordentligt lægt. Følelsen fra dengang bryder op i kroppen igen, nu hvor jeg vælger at trække det skamfulde frem fra glemslens nådefulde dyb, og for første gang gøre den offentlig.
Det er ikke fordi jeg tror, skammen forsvinder ved at komme frem i lyset. For skam er ikke en følelse, der slipper dig på kommando.
Hvis du nogen sinde har skammet dig over noget, så mærker du måske lige nu på egen krop, hvad jeg taler om.

Når jeg åbenbarer, hvad det skamfulde er, så vil du måske enten tænke, at dét var da ikke så slemt, at det var der da virkelig ingen grund til at have båret med mig så længe.

Eller du vil dømme mig hårdere end jeg har dømt mig selv. Men skam er den af alle følelser, der får os til at mærke, at vi som mennesker har skyld. Fordi det gjorte – eller det ugjorte ikke kan gøres om.

Jeg skammer mig, for en gang var det mig, der sagde nej til en invitation.
Jeg gik i – lad os sige – 5. klasse. Jeg var inviteret til fødselsdag hos – lad os kalde hende - Dorte.

Og jeg sagde nej tak til at komme til hendes fest.
Jeg havde hverken en mark, der skulle tilses, eller okser eller kone, der skulle prøvekøres. Helt ærligt, så havde jeg ikke en undskyldning for at komme, hverken en god eller en dårlig. Men jeg betragtede ikke Dorte som en af mine venner.
Så jeg syntes det ville være uærligt at komme til hendes fødselsdag.

Tænk nu, hvis Dortes fest havde været den mest fantastiske fest i hele folkeskoletiden. Med ballondans og slikposer, man fik med hjem.
Tænk hvis der nu havde været candyflossmaskine.
Tænk, hvis Dorte nu elskede vandbakkelser lige så meget som mig.
Tænk nu, hvis vi ikke skulle dele sodavand, men vi måtte få en hel hver. Eller to.

Eller der var dækket op til festmåltid med marvfede retter og ædel lagret vin.
Jeg får det aldrig at vide,
For jeg var der ikke.
Jeg undskyldte mig.
Fordi festen ikke var vigtig nok for mig.
Eller jeg syntes ikke, jeg var vigtig nok til festen.
Begge dele gør mig skamfuld den dag i dag.

Jeg ved nu, at dén fødselsdagsfest vil jeg huske resten af mit liv.
Der er en fest, jeg aldrig glemmer.
Jeg glemmer den ikke, for jeg var ikke med til den.
Jeg sagde nej.

Jeg skammer mig.
Jeg skammer mig stadig. For det er jo ikke kun den ene fest.
Der er fester, jeg glemmer, jeg er inviteret til.

For ikke så sjældent glemmer jeg, at livet er en fest.
At hver dag er en er en signet, en velsignet dag, som i sig bærer alle muligheder for at kunne blive til en fest.
Der kan sagtens blive mere fest i hverdagen.
Det glemmer jeg.

Jeg glemmer at skønne på, at frikadeller og boller i karry også sagtens kan være et festmåltid.
Jeg glemmer at skønne på, at vandet fra hanen læsker lige så meget som ædel lagret vin.
Jeg glemmer at tage imod invitationen til, at livet kan være en fest.
Og jeg har så mange sære ting for, så mange undskyldninger for, at jeg glemte at skønne på at tage imod invitationen til livets fest.
Så jeg bare overlever – og glemmer at leve.

Når det går op for mig, skammer jeg mig.
Jeg skammer mig over ikke at være bare en smule mere taknemlig.
Jeg skammer mig over ikke at have taget imod invitationen.
Og byde ind med det til festen, jeg har at byde ind med.

Jeg skammer mig, når jeg øffer over, at der er kø i Netto.
Eller irriteres over, at hende, der er ny i job ikke kan alle stregkoder udenad.
Jeg skammer mig, når jeg løfter blikket over ham, der snød foran i testkøen. For det bliver jo også min tur.
Jeg skammer mig over, hvor irriteret jeg bliver over, at jeg bliver irriteret over, at Elbobladet endnu engang ikke er kommet i min postkasse.

Jeg skammer mig, for det – og alt et andet – er jo bare tusindvis af fuldstændigt ligegyldige småting, som strengt taget ikke burde ødelægge invitationen til, at livet er en fest.

Jeg skammer mig, når jeg går i for små sko – og jeg først opdager det, når de klemmer.
Jeg skammer mig, når jeg er utaknemlig.
Jeg skammer mig, når jeg glemmer at nyde. Og stadig tror, at det er vigtigst at have ydet først.

Livet er en fest, jeg glemmer, jeg alt for tit glemmer, jeg er inviteret med til.

Det værste er, at jeg bilder mig selv ind, at jeg har masser af tid. Jeg skal bare liige.
Så skal jeg leve.
Så skal jeg nyde.
Så skal jeg feste.

Men fester kan blive forbi.
Måske er der ikke en i morgen.
Måske er det dig eller mig, der falder om i græsset i morgen – uden at kunne genoplives.

Og så kan vi stå der med alle hver vores syge undskyldninger for ikke at have deltaget i livets fest.
Dét er da en skam.

Der er fester, hvor vi siger nej til invitationen.
Der er fester, vi glemmer, vi er inviteret til.
Men så er der den fest, der ikke glemmer mig:

Det er den fest, vi hører om i dag i evangeliet.

Festen for alle os, der sagde nej.
Festen for alle os, der ikke troede, vi var gode nok.
Eller troede nok.
Festen for alle os, der hver på vores måde er lamme og halte og blinde.
Festen for de dumme svin.
De selvfede.
De selvtilstrækkelige.
Festen for Judasser og Petere og alle, der har svigtet.
Festen for alle dem, der blev svigtede.
Festen for enhver, der skammer sig så meget, at de ikke engang løfter hovedet og ser ham, der byder til fest, i øjnene.

Festen for den, der skammer sig så meget over at være den, man er eller det man gjorde – eller det, man aldrig fik gjort, at man ikke går med hverken første eller anden eller sidste gang, Vorherre byder ind til fest. For hvorfor i alverden vil Han have mig med?

Jeg ved ikke, hvem du spejler dig i i evangeliet.
Om du tænker, at du var en af dem, Vorherre med selvfølgelighed inviterede med i første omgang?
Om du – som et Guds barn – følte dig selvskreven til at være budt med til Gudsrigets fest?
Eller om du var en af dem, der af de grunde, der nu af dine, undskyldte dig og takkede nej?
Eller om du ser sig selv som en af dem, med særlige behov, der får buddet i anden omgang. Og alligevel kommer med til fest?

Men jeg ved, at for mig er denne søndags evangelium samlet i de to ord: ”Nød dem”.
”Nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt”.

”Nød dem”. Det kan jeg se mig i.

Jeg er ikke sikker på, at jeg ville være kommet af mig selv.
Jeg er ikke sikker på, at jeg ville føle mig kaldet. Inviteret. Værdig. Velkommen.

Men jeg kommer, når Gud nøder mig.
Når Han siger: ”Der er plads. Også til dig.
Kom dog til mit festbord”.

Den invitation er ikke en engangsinvitation.
Pludselig ligger den i din postkasse.
Eller i dit liv.
Ikke til at komme udenom.
Og så sidder du der ved festbordet.
De har rykket sammen.
Der er også plads til dig.
De marvfede retter og den ædelt lagrede vin bydes rundt.
Og Ham, som er værten, bryder brødet og skænker dig vinen, og siger, at du aldrig i evighed skal skamme dig over noget som helst mere. Han siger: ”jeg tog din skyld og bar din skam”.

Foran Jer er Bjørn Nørgaards gyldne alter.
Når jeg har rundvisninger spørger jeg altid:
”Hvad ser I her?”
Svarene lyder:
”Den sidste nadver”. ”En nadver”. ”Et måltid”. ”En fest”

For mig er det gyldne alter aldrig en illustration,
For mig er det en invitation.

Krusene og tallerkener på bordet er billedet på, at vi har en Far i himlen, der nøder os. ”Kom”, siger han. ”Kom, så mit bord kan blive fyldt. Der er sat stol frem til dig. Bordet er dækket. Kom”.

Der er en mand, som vil holde et stort festmåltid og indbyder mange. Han siger: ”Velkommen”. Han siger: ”Kom, så bordet kan blive fyldt og hele huset genlyde af fest”.

Årh – og hvad så med den sidste sætning?
Hvad med ”at ingen af dem, der var indbudt, skal smage mit måltid?”

Det at noget kan blive for sent kender vi alt for godt.
Der var hænder, der aldrig blev rakt ud, selvom invitationen var der. Tilgivelser, der ikke blev givet. Muligheder, er ikke blev grebet. Døre, der ikke blev åbnet.
Disse situationer – og dem, der er dine egne - bærer alle skammen i sig selv.

Kan det også blive for sent i forhold til Guds invitation?
Kan det?
Hvilket Gudsbillede ville det indebære?

Det er klart, der er flere tolkningsmuligheder.
Nogle af dem er selvsagt mere uforsonlige end andre.

Men der er også den håbefulde version, at hvis nogen af de, der var indbudt i første omgang alligevel kommer og banker på og spørger om der mon er plads til ved bordet, at Gud da har ændret mening
– og at Gud svarer dem det samme, som de oprindeligt svarede ham: ”Jeg beder dig, hav mig undskyld”. Og at Vor Herre så lukker døren helt op – finder et par klapstole frem, beder folk rykke endnu tættere sammen og siger: ”Kom dog indenfor. Velkommen”. Og så er der fest!

For det håb siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn:

Lad os alle bede: Mægtige Gud. Festens Herre.

Vi takker dig for, at du igen og igen indbyder os til at tage del i din store fest. Men vi indrømmer, at vi tit har undskyldninger for ikke at værre med. Men Gud, når det nu er dit alvor, at du ikke tager imod et afbud, så luk vore øjne op, så vi tager imod din invitation. Sådan at dit liv og din fest også kan tage bolig i os.

Lær os igennem din søn, Jesus, at stole på, at du vil os det godt. Lad os tage del i livets fest, så vi kan sige, at vi har levet på glæde og ikke på et afbud.
Gud, du har sluppet livet løs. Lad os gøre det samme!

Vi beder for din kirke, her og ud over hele jorden.  Tak for alle de fester, der tager deres begyndelse her i kirken.

Generøse Gud, som inviterer bredt ud.
Læg din generøsitet i os, så vi byder andre ind i vores liv.
Lad os ikke tælle på, hvor mange vi har plads til.
Men lad os lære af dig, at hvor der er kærlighed er der plads.

Vi beder for mennesker.
Dem vi kender.
Dem, vi holder af.
Dem, vi holder ud.
Dem, vi overser eller ser igennem fingre med.
Dem, vi ikke kan leve uden.
Vi beder for dem, vi har mistet. Dem, vi savner, så det gør ondt. Ikke mindst når de mangler omkring et festbord.

Himmelske Far. Giv os alle livsmod og glæde og ræk os for Jesu Kristi skyld livet i dag og alle dage. Og når vores sidste dag går på hæld, så lad i det fjerne høre lyden af fest – og lad os da dø i håbet om, at du samler os i dit rige omkring dit evige gyldne bord.
Amen

 

Velsignelse:

Lad os med apostlen ønske for hinanden: At vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.

søndagens tekster kan læses her: 
2. s. efter Trinitatis fra første række | Bibelselskabet