lørdag den 22. maj 2021

Det bliver godt igen - prædiken til pinsedag

”Det bliver godt igen”.
”Vi kan godt”.

”Ha tålmodighed. Lidt endnu”.

For: Det bliver godt igen.

Har vi hørt de ord før?
Det tror jeg nok, vi har.
Engang imellem er ordene udtalt eller skrevet eller proklameret, ja prædiket så hyppigt, at vi vel er nogen, der har været tæt på at få forstoppelse.
Ting bliver ikke nødvendigvis mere sande af at blive gentaget mange gange.
Og vi er nogen, der ikke får mere tålmodighed af, at der bliver pukket på den igen og igen.

Alligevel har der været en forunderlig opdrift i ordene: ”Det bliver godt igen”.
Som om håbet om, at det bliver godt igen, har været det eneste, vi helt sikkert har kunnet klynge os til i det her forgangne års tid.
Alt andet har vaklet og været usikkert: Hvordan pandemien spredte sig? Om – og hvornår der ville komme en vaccine?

Usikkerheden er der jo stadig? Spørgsmål står stadig i kø: Hvor lang tid kan man regne sig for sikker, når man er vaccineret? Og hvorfor er der nogle, der smitter og bliver smittede, mens andre tilsyneladende går fri? Og hvad nu hvis Covid bare muterer fra nu af i stadig nye variationer? Risikerer vi så, at samfundet, ja hele verden bliver lukket ned igen?

I al den usikkerhed har vi været nødt til at klamre os til noget – for vi måtte jo ikke klamre os til hinanden. Det blev så håbet: Håbet om, at det bliver godt igen.
For hvis ikke vi kunne håbe på, at det i det mindste blev godt igen – engang – hvad var der så tilbage?
Et menneske uden håb – en menneskehed uden håb – er en sårbar størrelse.

Selvom vi – som Thor - har fået håb – ja, Guds levende håb – i dåbsgave formår vi ikke altid at fastholde det. Uanset hvor optimistisk eller pessimistisk et livssyn, du end har, så kan du ikke aktivt beslutte sig for, at nu NU vil jeg altså være håbefuld.

Det forgangne år har lært os at håbe.
Men jeg tror også det forgangne år har slukket manges håb.

Der er dem, der har opdaget, at når de anbefalede bobler, vi skulle færdes i, blev meget små, ja, så var der nogle, der rigeligt kunne tælle til 10. Og så blev der ikke plads til flere.
Der er mennesker, der kun har haft meget, meget små bobler at færdes i.
Der er mennesker, der kun har set deres genboer i opgangen, hvor de bor.
 Mennesker, der havde håbet, at når livet viste tænder, ja, så ville man altid kunne regne med den nærmeste eller fjernere familie – eller med venner og bekendte.
Der er mange, der har fået slukket det håb.

Og nej, tag ikke fejl, jeg peger ikke fingre ad nogen, udstiller ingen. Jeg konstaterer. Det her har været et vilkår.

Så når vi i dag hører om disciplene, der holdt sig inde bag lukkede døre, så er det ikke bare en fortælling fra Biblen. Det er også en illustration af, hvordan det har været livsvilkår for mange her hos os og ude i verden. Der er mange, flere end nogen sinde, der er har holdt sig inde bag lukkede døre.

Og hvor der altid har været mennesker, der har frygtet for noget hver på sit sted: Det kunne være krig, naturkatastrofer, terror, epidemier, så har mennesker det seneste års tid ud over hele jorden frygtet for det samme. Hele verden har været som en gigantisk stor flok disciple, der holdt sig inde bag lukkede døre. Vi ved, hvad det handler om. For vi har været der selv.
Og nogle af os er ikke kommet ud endnu.

Disciplene var bange. Nogle havde lagt alt bag sig for at følge Jesus. Og nu var Jesus både død og opstået i påsken og var steget til Himmels. Hvad skulle de nu stille op med deres liv? Hvad var nu deres livsgrundlag, når ham, de havde bygget liv på ikke var mere? Hvor skulle de gå hen? Hvad skulle de stille op med sig selv?

Mon de sad der bag lukkede døre og trøstede hinanden med ord som: ”Det bliver godt igen”? Kunne de holde modet oppe? Sang de halleluja og bad gode bønner? Delte brød og fisk og livserindringer.

Eller var de mon efterhånden blevet lidt indebrændte og var ved at bide hovedet af hinanden? Fordi håbet var sivet ud af dem som en ballon, der mister pusten.

Man kan godt håbe, når der er noget at håbe på. Men et håb uden retning, uden slutdato bliver en uhåndterlig størrelse. Man kan ikke håbe, når horisonten er indstillet på uendeligt. Det var, tror jeg også, derfor at anden corona-bølge på en måde var hårdere end den første. Fordi vi tænkte: Holder det her da nogen sinde op? Og sætningen: ”Det bliver godt igen” begyndte at lyde lidt skinger.

Præsten Preben Kok, ham, der både har ”skældt ud på Gud” og ”sluppet livet løs” live og i bogform, videregav for nylig nogle gode livsråd. Rådene er ikke nye. Han har sagt det før. Men nogle ting skal vi faktisk høre mange gange -  og på en ny baggrund – for at det bliver sandt.

Preben Kok skriver:
”Visdom fås sommetider gennem lidelse”.
Læg mærke til ordet ”sommetider”. Det er ikke en naturlov, at vi skal så meget ondt igennem for – for alvor - at kunne skønne på det gode. Men nogen gange kan det være nødvendigt at holde lidelse ud i længere tid for at nå til et afgørende vendepunkt. Hvor lidelsen er værst – hvor man ikke kan komme længere ned eller hen eller ud, der kan forløsningen være tættest på.

Det er ikke sikkert vi kan tro det længere. Eller håbe det, for den sags skyld. Men fuglene synger heller ikke først, når det er blevet lyst. Fuglene synger højest og allermest flerstemmigt i morgenmørket, før solen står op.

”Giv op”, siger Preben Kok også. ”Giv op og kom videre”. ”Det kan være nødvendigt at dø ordentligt for at kunne opstå på en ny og bedre måde”.
For mig er der ikke noget bedre billede for det end i naturen. Et blomsterfrø – et løg – en læggekartoffel – ser unægtelig ikke ud af ret meget. Det gør du og jeg heller ikke altid.

Men det, der kommer ud af blomsterfrøet, af løget eller en læggekartoffel eller dig og mig er noget helt andet end afsættet. Engang imellem skal vi slippe os selv – alt vort eget – lade det gå til grunde så noget nyt kan komme til.

Det er heller ikke – bestemt heller ikke – altid en frivillig bevægelse. Det kan også være svært at se noget som helst godt i det undervejs. Men vi må tro på opstandelsens mulighed. Afblomstring bliver til frugt, vinter bliver til forår. Igen og igen. Liv kan live op igen.

Foråret er en forfærdelig påståelig tid: Alt det liv, der spirer ude i naturen.
For den, der sidder bag lukkede døre,
for den, der synes, at livet har lukket sig omkring en
For den, som ikke kan finde noget som helst, der rimer på muligheder, er forår og opstandelse et postulat, ligesom håb er det. Ligesom sætningen: ”Det bliver godt igen”.

Og så bliver det pinse.
Gud lader det live pinse.
For vi kan ikke få os selv til at håbe.
Vi kan ikke gro af os selv.
Eller få hinanden til at gro.

Livsmod og håb og glæde og kærlighed kommer ikke på kommando.
Det kommer ikke af sig selv.
Det kommer udefra.
Det kalder os ud.

Som disicplene blev kaldt ud på gader og stræder – og opdagede, at på trods og på tværs af alle de forskelle, der selvfølgelig allerede  dengang var mellem mennesker – så fandt de en fælles forståelse.

Helligånden – håbet – gjorde det umulige muligt.
Det uhåndgribelige blev til at tage og føle på.

Det blev sandt. Det BLEV faktisk godt igen.
Også for den, der havde mistet al håb, al tro, ja, mistet sig selv.

Det blev pinse.
Gud lagde håbet ind i verden på ny.
Og Gud er ikke holdt op.

Det er pinsedag i dag.
Men det er ikke kun pinse i dag.
Det bliver det hver eneste gang håbet alligevel sætter sig igennem.
Det bliver pinse, når du bliver hjertestarter for et andet menneske, og blæser liv eller ånde eller ånd i det.
Det bliver pinse, når du mærker på krop eller i din sjæl, i dine tanker eller i dine minder, at det er godt igen.
Alt er ikke godt. Måske er der ikke engang ret meget, der er godt. Men et eller andet er godt.

Helt godt bliver det måske aldrig. Og da slet ikke fantastisk eller flyvende eller forunderligt.
Men godt kan såmænd også være godt nok.

Lover Jesus os i dagens evangelium, at alt bliver godt igen?
Nej, det gør han ikke.
Her i det, der er Jesu sidste tale, inden han forlader denne jord, giver Jesus os et løfte.
Han lover os ledsagere i det liv, der er vores.
Han lover os Helligånden som den, der bestandigt ånder Guds ord ind i os, så vi husker, hvad det var Jesus sagde.
Og han lover os, at han selv – og vor Far i himlen – vil tage bolig i os.
I os.
Ikke i det fjerne eller i et eller andet uopnåeligt.
Men Gud og Guds søn vil være os så nær, som vi ikke engang altid er os selv.

Jesus siger ikke: Det bliver godt igen.
Men han siger noget, der er mindst lige så godt. Han siger: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst”.
Og så siger han – i evangeliets sidste sætning: ”Rejs Jer, lad os gå herfra”.

Vi skal altså ikke blive siddende eller stående i det, vi er i.
Om det er modløsheden eller håbløsheden, sorgfuldheden eller frygten, utålmodigheden eller hvad end, vi er i.
Vi skal videre.
Vi skal rejse os fra det.
Flytte os.
Og han går med os.

Ud på gader og stræder.
Ind i de mørkeste afkroge.
Hen, hvor det ånder himmelsk og lufter lifligt.

Og på det vil vi ønske hinanden en glædelig pinse!

For det siger vi: Ære være Faderen  og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Interludium

Kirkebøn:

Helligånd – kom nu og blæs os i gang.
Ja, blæs liv i os alle sammen.
Blæs til vores tro og vores håb og vores kærlighed – så de flammer op.
Blæs dit liv i Thor, som i dag er blevet døbt.
Blæs dit liv ind i alle børn og unge.
Blæs også liv i forældrene, så de kan være og blive det bedste, du, Herre, har tænkt om dem.

Blæs os ud i livet – med styrke og mod.
Vis os vejen gennem livet, så vi ikke farer vild.
Og Helligånd, når vi snubler og falder og sidder der i rabatten af livet og er ved at opgive det hele, så blæs os op og i gang igen.

Blæs liv i vores kærlighed – så vi bliver den slags mennesker, som aldrig kommer til at mangle nogen at være noget for.
Så vi aldrig kommer til at mangle nogen at elske, og så vi aldrig kommer til at mangle nogen, der elsker os, deler vores sorger og glæder og er vidner til vores liv.

Og Helligånd, blæs os hen til hinanden – så vi alle får flere mennesker i livet – til at hjælpe os – elske os – og til at være noget for.
Så vi kan blive rige på den måde, du ser som den største rigdom.

Blæs os omsorgsfulde og varme.
Blæs troen og håbet om det evige liv ind i os alle – så vi ikke behøver at frygte den død, der gør ondt.
Blæs, så vi kan og tør leve livet helt ud – og selv når vi må se, at det ender – tillidsfuldt kan overgive os og dem, vi hører sammen med, til døden. Fordi vi kender dig og ved, at du siger, at døden ikke skal beholde os.

Blæs på alle dem, vi hører sammen med.
Som er her.
Og blæs på alle dem, som ikke kan være her i dag – og som vi savner. Uanset om de på jorden eller i himlen hos dig.
Blæs alle vores bedste ønsker og håb for dem hen til dem og fyld efter med dine, Herre.
Det beder vi om i Jesu navn Amen.