Når kærlighed rækker ud over komfortzonen. Prædiken til 4. søndag efter trinitatis

At skulle prædike om fjendekærlighed i Fredericia på en 5. juli og kun et par uger efter, at hele landet skulle have fejret 100 året for Genforeningen skulle være lige til højrebenet, kan du mene. Men det, der kunne synes let for højrebenet, kunne måske forlede venstrebenet til at sparke, så fjendesnak bliver til fjendebilleder – og så har vi ikke hverken fattet eller vundet noget som helst. Hverken i 1849, i 1920 eller i dag.

Jesus satte ikke nationalitet eller navn eller ansigt på fjenden. Men han adresserede talen, bjergprædikenen her til os. Jesus pegede ikke udad. Han pegede indad. Han tvinger os – hvis vi altså mener noget som helst med det her om næstekærlighed – han tvinger os – som kun kærlighed kan tvinge - til at gøre det samme. Det handler ikke om de andre. Det begynder ikke hos de andre. Det begynder hos dig.

Efter at Jesus har været i verden, kan du ikke sige, at du ikke har hørt om begrebet næstekærlighed. Og i dag strammer Jesus så lige skruen lidt ja, urimeligt meget mere, når han siger: at hvis vi kun elsker dem, der elsker os, - hvad særligt gør vi så? Svaret er naturligvis: Ingenting. Der er intet særligt, der er intet verdensforandrende eller menneskeforandrende i alene at elske dem, der elsker dig.

Det kan være svært nok. Såmænd kan det det: At elske dem, der elsker dig. Det kan være grænseoverskridende ud over grænser, du ikke vidste, du havde, at lade dig elske af dem, der elsker dig. Men det forandrer højest noget for dig og dine nærmeste, når det alligevel lykkes. Det batter først for alvor noget, når kærlighed går ud over komfortzonen.

”Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer”
Hvad sker der, når du elsker din fjende? Ja, så er fjende ikke en fjende længere. Du kan ikke elske din fjende og fastholde fjendskabet. Du kan acceptere, forlige dig med din fjende, se ham i øjnene, kæmpe med ham og meget andet – men i det øjeblik, du elsker fjenden, bliver fjenden til et medmenneske. ”Du skal elske din fjende” . Sådan eliminerer Jesus fjendebilledet ved at udvide næstekærlighedsbegrebet. Så selve begrebet ”fjendekærlighed” er altså et paradoks.

Jamen, jeg kan da ikke elske min fjende, kan du hævde med al mulig ret. Hvordan kan jeg elske en, der har slået min familie ihjel eller fordrevet den eller bagtalt dem eller mig eller … eller tusind af de andre ting, der kan gøre en anden til en fjende.

Men det er ikke gerningerne eller ugerningerne, du beordres til at elske. For hævn og vold og mord og ufred og terror, den fysiske eller den psykiske eller alt hvad der i øvrigt kan sætte fjendskab mellem mennesker, det hverken kan du eller skal du elske. Men det er mennesket bag. Kan det skilles ad? Kan menneske og sag skilles ad? Det er det, Jesus i dag udfordrer os på.

Og – tag ikke fejl - det gælder ikke kun i forholdet eller uforholdet til den anden - det her handler jo netop ikke kun om de andre: Det handler også om dig selv.

Det er derfor, det bliver til et evangelium. Det handler om, at du selv er en, der er elskbar. Det handler om, om du – med alt det fjendskab, du har sat i verden, om du, trods al den uret du har øvet mod andre og som du har øvet mod dig selv, når du var din egen værste fjende, om at du alligevel er en, der er værd at elske. Af andre – og af Gud.  
Er Guds kærlighed af en art, at den elsker på trods?
Ja, det er den. Og Gud være lovet for det.

Der er altså sat en kærlighed ind i verden, som ser dig og mig som mennesker før noget som helst andet. Du er elsket med en kærlighed, der for så vidt ikke kræver at du opfører dig på en bestemt måde, for at du er god nok. For at du er elsk-værdig. Det er mega-provokerende. For vi er så vant til, at vi bliver målt på vores gerninger. Og ikke på vores væren.
Vi er så vant til at tænke, at vi skal gøre noget.
At vi skal gøre noget godt overfor andre, for at være et godt menneske. For at andre skal kunne lide os.
Men dét er et fjendebillede. Det er et fjendebillede, vi selv har bygget op mellem os og de andre – og mellem os og Gud.

Så fjendekærlighedsbuddet er ikke noget, vi kan holde bekvemt i en armslængde. Disse det og sige, at det er for besværligt for mig. For gør du det, vil du uvægerligt også ekskludere dig selv fra Guds kærlighed.

Fjendekærlighed har alt med dig at gøre. Du er aldrig en fjende for Gud. Du kan aldrig betragtes som Guds modstander, uanset hvordan du så end handler. Hvorfor ikke? Fordi Gud har valgt at kaste sin kærlighed på dig. Sætte sin kærlighed ind på dig.

I vielsesritualet spørges der, om du vil elske og ære indtil døden skiller ad. Det er stort og særligt – og naturligvis helt umuligt at svare ja til. Alligevel gør vi det. Fordi det hører til kærlighedens væsen at håbe på det urimelige og det utrolige.
Guds kærlighed går længere end det. Guds kærlighed stopper ikke ved døden.

Gud holder aldrig op med at elske. Det er så banalt at sige, at intet kan stoppe Guds kærlighed. Det kan vi kun selv. Men Gud stopper den ikke.

Vi hørte det i læsningen fra alteret før: ” Ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv; for når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren”. Vi tilhører Herren. Vi er hans. Vi er hans udvalgte, hellige og elskede, - for nu igen at citere fra vielsesritualet (eller fra kolossenserbrevet, hvor det er taget fra)

Jesus elskede sine fjender. Han bundede bægeret – også sammen med Judas. Og bagefter gik han i døden, bogstavligt talt. Han gik derind, hvor Judas var gået i forvejen, for ikke engang i døden skal en tidligere fjende være alene. Jesus gik i døden for at vise os, at selv forrædere og dødsfjender har et menneskeansigt. Og at Gud elsker mennesket. Ikke dets gerninger – eller ugerninger.

Dagens evangelium handler selvfølgelig om kærlighed. Om den Guds kærlighed, overfor hvilken vores altid må komme til kort. Og så handler det om Gudbilledlighed.
Hver gang vi elsker, ligner vi Gud.
Hver gang vi tror alt, håber alt, udholder alt hos dem, vi elsker, så lever vi den kærlighed ud, Gud satte ind i verden.

Men det er når vi elsker fjenden, at vi er fuldkomne.
Det er når det, der lyder uopfyldeligt, alligevel viser sig muligt, at Guds rige sætter sig igennem i vores verden. I os.

Det er, når vi ufuldkomne mennesker, mod alle odds alligevel viser spor af fuldkommenhed, at vi viser det Guds billede, vi er skabt i, i verden.

Har vi da eksempler på det? Eller er det bare from, floromfundet tale? Selvfølgelig er der det. Jeg vil ikke tage enkelte eksempler frem her – og sætte andre i skyggen.

Men løft blikket. Og se selv: ”Du skal elske din fjende”  - sådan har Bjørn Nørgaard navngivet alterudsmykningen her i kirken. I 12 år har den hængt her. 6 gange – mindst - er der nu prædiket om fjendekærlighedsbuddet.

Og fordi mange af os nu har set motiverne så mange gange – kan vi også dechifrere hvilke af dem, der handler om at elske sin fjende. Men også om hvilke af mosaikkerne, der handler om, hvornår Gud elsker os, når det er os, der er fjender for os selv eller for en anden.

Jeg kan huske, at Bjørn Nørgaard engang med glimt i øjet sagde, at han gav en garanti for, at værket ”du skal elske din fjende” står endnu om 500 år. Det er selvfølgelig vildt nok at tænke på. Men sat ind i perspektivet af Guds kærlighed, der ikke kun varer 500 år, men fra evighed til evighed, er det trods alt kun en parentes – men hvilken en!

Her er vi – bogstaveligt talt – sat i lyset af Guds kærlighed. Her er vi sete på i lyset af Guds kærlighed, selv når Gud lader det regne over fuldkomne og ufuldkomne på en sommerdag i juli. Amen.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

https://www.bibelselskabet.dk/4-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke