Prædiken til Trinitatis om at være kartoffel-kristen

Det var sidste gang, han var sammen med os. Vi var ikke i Galilæa. Vi var slet ikke på et bjerg. Vi var lige her i Christianskirken. Onsdag i denne uge. Vi – det var alle præsterne her i Fredericia Provsti. Han – det var den kollega fra en af nabokirkerne, der snart går på pension.

Han holdt en kort afskedstale for os. Og så gav han os alle en gave. Den var ikke fint pakket ind, gaven. Den var tværtimod lidt uhåndterlig i en gennemsigtig plasticpose uden hank. Gaven var denne pose kartofler. Fra Svinø. De skulle være nogen af Danmarks bedste. Han har altid villet os det godt, den kollega.

Han gav os kartoflerne for at vi skulle huske på historien. På, at kartoflen også er en del af Fredericias historie.

Fordi kartoflen jo ifølge traditionen, kom til Danmark sammen med huguenotterne og slog rod i den danske muld sammen med dem.

I begyndelsen var der modstand mod den underlige knold. For mærkelig så den ud – og den lignede ikke noget, man kendte. Skulle det nu være noget, man kunne leve af? Ja, der var endda nogen, der døde, fordi de ikke kogte kartoflen, før de spiste den. Længe gik den for at være fattigmandskost.

Kartoflen har bredt sig fra Sydamerika ud over hele verden. Det er vist svært at finde nogen, der ikke kender kartoflen i en eller anden form: Som nyopgravet, serveret med smør, som bagt, som pommes frites, som kartoffelmos eller kartoffelsalat. Som chips. Eller som kartoffelmel. Som kartoffelpizza eller kartoffelkage.

Kartoflen fås efterhånden i flere farver: Brunede kartofler, blå og gule. Der er – næsten – noget for enhver smag. Og den er ikke mere kompliceret end at alle kan finde ud af at tilberede den og servere den.

I øjeblikket kan kartoflen være hovedret. Serveret nyopgravet uden andet tilbehør end lidt smør. En himmerrigsmundfuld. En heldig kartoffel!
Til andre tider lever den mere upåagtet som tilbehør.
Men uanset mættende, nærende.

---

Det var sidste gang, han var sammen med dem. Dem, det var de disciple, der havde fulgtes med ham et par år. 11 af de oprindelige var der tilbage.
Det var afskedens time. Det var afskedens bjerg.
De stod ikke i en kirke. Deres omega var ikke døre, der skulle lukke sig bag dem. De stod på et bjerg i deres hjemegn, Galilæa. De stod på det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne, står der.

Da jeg dette forår var i Israel og også i Galilæa, tænkte jeg adskillige gange lige præcis på denne sætning: ”De gik til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne”. Er I godt klar over, hvor mange bjerge, der er i Galilæa? Der er mange. Virkeligt mange. Og de ligner hinanden. De må have haft en ualmindelig god stedsans dengang. Eller de må have haft bjerge, de var vendt tilbage til igen og igen, siden de kunne finde tilbage til netop dette bjerg, uden kort, uden GPS, uden andet end Jesu ord.

Her holder Jesus afskedstale for dem. Dagens evangelium er de allersidste sætninger i Matthæusevangeliet. Med talen sender Jesus dem ud i verden. Og dem, det var helt jævne folk. Fiskere, bønder, et par hyrder måske.

”I skal gå ud og gøre alle folkeslag til mine disciple”. I, der er her, en lille posefuld kartofler, skal gå ud og blive til mange flere. Ja, ikke bare flere. I skal gøre alle til mine disciple.

”Alle”, sagde han.
Jeg kan godt forstå, hvis nogen tvivlede på den opgave.
På en god dag – hvor pinseilden stadig gløder - kan jeg måske også forstå dem, der med det største gåpåmod har fyldt deres rygsæk med 2 fisk og 5 brød og er gået ud i verden for at sprede det bedste af alle budskaber.

Men alle folkeslag. Og hele verden. Det er alligevel en ordentlig mundfuld.

Ikke sjældent er det gået med evangeliet som med det gik med kartoflerne i begyndelsen: Det blev afvist. Det var anfægtende med en mand, der kaldte sig Guds søn, som omgikkedes samfundets allermest besværlige eksistenser. Og hvor omdrejningspunktet var hans død.

Mange har fået evangeliet i den gale hals. Det har fået mange skældsord med på vejen. Er blevet beskyldt for at forårsage masser af krige i verden og masser af fordomsfuld ufred mellem mennesker.

Det lykkedes for kartoflen.
Og det lykkedes for evangeliet: At nå ud til jordens ender.
Ikke på grund af mennesker.
Ind i mellem snarere på trods af mennesker.

For som kartoflen har vi givet evangeliet mange former og forædlet på det – og engang imellem var der måske en og anden, der glemte, at Jesus ikke bare sendte os ud – men han sagde, at han ville være med os alle dage indtil verdens ende.

For det var det allersidste løfte, han gav os: ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”. Som kartoflen får øjne, når man lader den ligge længe nok, så vil vi, - når vi ser med troen – se og indse, at Jesus er med os. Alle dage. Ikke bare de gode dage. Eller de dage, hvor vi kun tror og ikke tvivler på noget som helst. Men alle dage.

Og ikke bare så længe vi lever. Men så længe verden står. Det er den horisont af håb, han hvælver over vores liv.
Så vi er de heldige kartofler.

 

”Kartoffelspiserne”, sådan hedder et Van Gogh maleri fra 1885. En familie sidder samlet om deres nadver – deres aftensmad. Billedet er i mørke, nærmest dystre farver. Som var billedet selv malet med den muld, kartoflerne er trukket op af. Kun en petroliumslampe lyser de tilstedeværende op.

Men der er liv og opmærksomhed i billedet. Det kan godt ske, at vi synes, de er svære at se. Men personerne på billedet ser hinanden. Det kan godt ske, at måltidet er pauvert, nærmest fattigt, men de deler, hvad de har, med hinanden. Rækker det til hinanden.

Er det et kristent motiv? Er det udfoldelsen af det, Jesus opfordrer os til i dag fra et bjerg i Galilæa: At vi skal gå ud i verden og forkynde, hvad han har lært os?
Ja, det er det.

For Van Gogh malede ikke religion eller religiøsitet som det særlige eller det ophøjede. Han malede det evige ind i hverdagen.

Så når vi rækker kartofler videre til et medmenneske, når vi rækker af det nære, det, der nærer liv videre, så holder vi det, Jesus har befalet os.

Både evangeliet og kartoflen blev udbredt til jordens ender. Hver gang vi mødes om det budskab, hver gang vi sår det eller rækker det videre – hver gang vi anfægtes af det – eller døber et barn på den tro, som vi døbte Karla i dag, så bliver vi en stor sammenspist familie af kartoffelspisere. Af kartoffel-tyskere, kartoffel-huguenotter, kartoffelkristne.

Det budskab, Jesus kom med. Det, han befalede os, er ikke særligt svært at forstå. Vi kan undre os over, at der skulle en Guds søn til at fortælle os det:

At Gud vil os det godt.
Så godt at han vil være med os alle dage.
Han sagde ”alle”. Også dem, hvor du ikke tror på ham - eller dig selv - på noget som helst andet.

At Guds magt ikke er en supermagt eller en almagt, men en kærlighedens magt. Som ikke er mindre kærlig i afmagt. Og at vi derfor godt kan give os selv lov til at være magtesløse.
For selv der, hvor vi mister den sidste magt og ånder det sidste liv ud af livet her, falder vi stadig indenfor Guds magt og Guds muligheder.

Da huguenotterne lagde de første af deres medbragte kartofler i den fredericianske jord, var de måske i tvivl: Ville de spire her i det kolde nord? Ville der blive en høst? Ville der blive noget at leve af?

Måske tænker du det samme, når du kigger dig omkring i din verden: Har kristendommens budskab nogen gang på jorden? Har håb?
Har medmenneskelighed?
Har tanken om, at vi mennesker ikke skal have magt? Eller tiltage os magt? Men at det er i vores afmagt, Guds magt kan udfolde sig?
Nogle tvivlede. Allerede dengang.
Men også de blev sendt ned ad bjerget. Ud i verden.

Jesus var ikke i tvivl, da han sendte disciplene afsted:
Hans budskab var levedygtigt nok til at nå til verdens ender. Og nu har det budskab lydt igen her hos os.
Tag det med ned ad dine bjerge.
Så det.
Høst det.
Del det med hinanden.
Lad det nære.
Han ville os det godt. Ja, det allerbedste.
Han er med os. Alle dage. Indtil verden ende.

For det siger vi:
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden.
Som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn

Gud i det høje og her hos os.
Tak fordi du vil os.
Tak fordi du vil os det godt.

Tak for liv og glade dage.
Tak for kartoffeldage og kartoffelkure.
For dage med kartoffelchips og fordi du har lovet at være os nær, når det hele moser sammen og koger ud for os.

Tak fordi du sendte os din søn for at være sammen med mennesker. Luk vores ører op, så vi hører efter. Luk vores hjerter og vores forstand op, så vi tager dit budskab til os.

Send os ud i verden – også bare verden omkring os – ud for at dele kartofler, brød og liv.

Tak, når vi kan mødes omkring døbefonte og der gentage, hvad mennesker gjort i tusindvis af år. Vi beder for Karla, som i dag er blevet døbt. Giv familien en dejlig dåbsdag.

Tak fordi du spiser sammen med os omkring bordet her – og hvor vi i øvrigt samles og siger ”tak for mad”.

Tak for nye tider og for håbet om, at det bliver godt igen.

Vi beder for alle, der har taget beslutninger i denne tid, der har fået betydning for mange. Vi beder for Folketing, for embedsmænd, for byråd, for sprittere.

Vi beder for alle dem, vi har delt glædelige budskaber med – og for dem, vi kan dele evangeliet med.

Særligt beder for dem, der sulter. Dem, der sulter efter mad i maven og dem, der sulter efter mening i tilværelsen.

Vi beder for dem, der har mistet mening i tilværelsen.
For dem, der har mistet den, der gav deres liv mening.
Vær nær hos enhver, der sørger over noget. Eller nogen.

Mæt os hver især.
Ikke kun med kartofler. Eller brød. Eller fisk.
Mæt os med det, der gør vores hjerter lette og med det, der får os til at le.

Tak fordi nogen gik ned ad bjerget og gik hele vejen til os.
Tak fordi du, Herre, går hele vejen med os – indtil alt i hele verden ender. Amen.