Tilgivet = Givet til

20. Så mange huse var der på min barndoms fredelige villavej i Esbjerg. Kun 20 huse og alligevel er jeg sikker på, at sådan en villavej er et mikrokosmos, sin egen lille verden. Jeg er sikker på, at de udfordringer og problemer og intriger, som findes på sådan en vej, findes overalt i verden, både i samme format, men også ganget op, så det bliver til storpolitik.

På min barndoms gade var der lavmælte nabostridigheder. Der var højlydte uoverensstemmelser, der aldrig kom udenfor hjemmenes 4 vægge, og som ingen naboer vidste noget om. Der var glæder så store i de små hjem, at tagene løftede sig. Og så var der den årlige gadefest, hvor alle uden undtagelse deltog.

Når jeg i tankerne tæller efter, så var der børn i de allerfleste af husene. Undtagen henne i 9’eren, hvor der boede en ældre dame i et vildnis af en have, vi bare drømte om at komme ind i. Men hvor vi aldrig var.

Alle vi børn legede sammen og som oftest ude på vejen. Engang imellem blev vi også uvenner. Som den dag min ene bror kom til at sige til en af de større drenge på vejen, der kom gående helt nyklippet, at han lignede ”en skaldet mus ved juletid”. Da slog min bror vist Violvejsrekorden i 100 meter spurt.

En anden gang var det min legekammerat fra nr. 12 og jeg, der var raget uklar. Over hvad har jeg for længst glemt. Normalt foregik al leg, som sagt, på vejen. Men i samfulde 14 lange dage gik hun og jeg på hver sit fortov og skulede over til hinanden, indtil den ene af os skråede over vejen og vi blev enige om at genoptage legeaftalerne.

Det er ét billede på tilgivelse: At vi forlader vores egen retning og rækker hånden ud  mod hinanden.

Der er krige i verden, der er blevet afsluttet på væsentligt færre dage. Men der er også uoverensstemmelser mellem mennesker og nationer, hvor selv den smalleste vej er for bred eller for uoverskueligt at skrå hen over.

Henne i nummer – arj … det undlader jeg for tavshedspligtens skyld – men længere henne ad vejen hos nogle af mine forældres venner, var der en mere subtil måde at komme videre på ovenpå en intern uoverensstemmelse. Og selvom jeg er kommet der ca. en million gange i min barndom, er det først nu som voksen – og efter at de involverede er døde, at jeg har hørt historien.

I det ægteskab var det altid ham, der gik i haven. Til det formål havde han en særlig havetrøje. Sådan en god tyk, strikket islandsk sweater. På et tidspunkt synes han, at den begyndte at trævle lidt ved håndleddene, og bad konen om ikke hun kunne rimpe den lidt sammen. Men næste gang han skulle i haven, kunne han ikke finde sweateren. Og heller ikke næste gang.

Til sidst spørger han hende, hvor hans yndlingssweater er blevet af? Ja, den havde hun da smidt ud. ”Uden at spørge mig?” havde han svaret. Ja, uden at spørge ham.

Det var netop i de år, hvor lange lædernederdele var moderne. Meget moderne. Hun havde ønsket sig sådan en i julegave. Han havde givet hende den. Alle var glade.

Mellem jul og nytår vil hun tage nederdelen på og kan ikke finde den. ”Har du set min julegave?” spurgte hun. Det havde han ikke, sagde han og fortsatte: ”Men jeg kørte på genbrugspladsen forleden. Du siger jo, at jeg smider for lidt ud. Måske er den røget med der?”.

Svarede han. Jeg ved ikke, hvad hun svarede.
Jeg kan måske godt forestille mig, hvad der er sagt. Eller i hvert fald tænkt. Men ingen af delene er i et sprogbrug, der egner sig fra en prædikestol.

”Hvor mange gange skal jeg tilgive min bror, når han forsynder sig imod mig?” spurgte Peter denne dag Jesus. Mange har igennem år og dag stillet det samme spørgsmål: Hvor mange gange skal jeg tilgive? Hvornår er nok nok? 

Er syv gange nok? Eller 77 gange? eller 7 gange 77 gange?

Det korte svar er, at tilgivelse og matematik ikke rimer på hinanden. Det korte svar er, at vi aldrig skal tælle på tilgivelser. Vi skal hverken tælle de tilgivelser, vi delte ud af – eller dem, der rakt til os.
Men de korte svar er ærligt talt lettere sagt end levet.
Det behøver vi såmænd ikke engang en Jesus til at fortælle os historier om.

Lignelsen om tjeneren med gæld er jo heller ikke svær at forstå, men svær at efterleve. Den gæld, han oprindeligt selv får slået en streg over er så astronomisk stor, at han aldrig nogen sinde ville kunne få den betalt. Og det med at sælge kone og børn er kun en understregning heraf.I skærende kontrast til gældens størrelse står tjenerens smålighed, da han møder ham, der skylder ham en ganske ubetydelig sum penge.

Men det handler jo ikke om penge. Det handler grundlæggende ikke om, hvor meget eller hvor lidt vi skylder hinanden i kroner eller ører eller medmenneskelighed eller overbærenhed.

Det handler faktisk heller ikke kun om, at vi mennesker skal tilgive hinanden.

Det handler mere grundlæggende om, at det at være menneske er at være skyldner. Vi skylder alt. Vi skylder Gud alt: Lige fra det liv, vi i første omgang ikke selv har bedt om, men som vi fik skænket og over hver lille eller stor gave, Gud har givet os igennem år og dag.

Vi skylder big time. Og her står vi i bedste sendetid i Guds luksusfælde – med regnskabstavlen foran os som tjenere og får at vide, at der ikke kan lægges et nyt budget. For vi kan ikke på nogen måde betale Gud tilbage.
Og i forhold til hinanden er vi helt grundlæggende for nøjeregnende med vores tilgivelse, vores vilje og evne til eftergivenhed og vores kærlighed, som i bedste fald når til vores næste og sjældent meget længere. Og det gir altså minus.

Minus. Ikke altid når vi selv regner på det.
Men når Gud regner med.

For jeg er sikker på, at havde du spurgt mig, da jeg som barn gik på min side af fortovet, at jeg havde ret til at være forurettet. Og min legekammerat ville have sagt det samme. At det var hende, der havde ret, og mig, der havde uret.
Og ægteparret med nederdelen – ja, havde han ikke retten til at lade den forsvinde, siden hun nu havde smidt hans yndlingstrøje ud?

For det er jo sådan vi tænker. Også når vi forstørrer dette mikrokosmos op til større og væsentligere forhold. Vi synes, vi har retten på vores side – og vi synes, der er ting, der ikke skal kunne tilgives i denne verden.

Og sådan kan det også se ud, når vi læser lignelsen: At der kommer et tidspunkt hvor nok er nok, selv for Gud. Men så er det, vi skal læse lignelsen forfra en gang til: Og høre om den konge, der kalder os frem til regnskabets time og slår en streg over – ikke den lille gæld, vi ikke engang kunne finde ud af at tilgive - men den astronomisk store gæld, som vi ikke engang kan forholde os til.

Det kan godt ske, at vi ikke kan nøjes med at læse lignelsen forfra en enkelt gang. Men må gøre det igen. Og igen. For rigtigt at få det ind under huden og helt ind i hjertet, at det er, hvad Guds tilgivelse, Guds forsonergerning i Kristus betyder: At Gud – uden at spørge os – lader os begynde forfra. Forfra mellem hinanden. Og forfra mellem Gud og os.

Og at der er gave i at begynde forfra. Ikke bare en gang. Men uendeligt mange gange. Så mange gange, at du lige så godt kan lade være med at tælle på det. For dér kommer der ikke noget godt ud af at tælle. Hverken til 7 eller 77 eller til noget
som helst andet. 

Så tag du bare imod gaven. Guds gave, der hedder: Nåde og som på latin hedder: Gratis.  Og den kommer du under ingen omstændighed til at kunne regne dig frem til.

--

Nå. Sidder I monstro stadig og tænker på, om den dyre læderdel virkelig ved en ”fejl” røg på genbrugspladsen?

Det håber jeg faktisk. For det ville da være en underlig uforløst og uevangelisk historie, jeg ellers serverede jer. Så ville det bare være en moderne version af det gammeltestamentlige ”øje for øje, tand for tand” og nederdel i stedet for trøje.

Eller: At hvis bare tiden lægger sit støv henover noget, så går det over. Det er der ikke megen nåde i. Selvom det er en særdeles velgennemprøvet model.

Og det ganske rigtigt heller ikke slutningen på historien fra barndommens gade.

For da der var gået et år, og julen igen nærmer sig, har manden en dag en julegave med hjem. Den har ligget indpakket i det selvsamme julepapir i en skuffe på hans kontor næsten et år. Og da det bliver juleaften igen, lægger han gaven under træet. Og da det bliver konens tur til åbne gaven fra ham får hun – igen – nederdelen fra sidste år.

Tilgivelse er ikke det samme som at gemme. Tilgivelse er ikke at glemme. For manden havde ikke glemt, hverken havetrøjen eller lædernederdelen.
Alligevel gav han konen gaven igen. Han gav hende muligheden for klæde sig i glæde.

Tilgivelse kan ikke købes for penge. Eller for nye lædernederdele. Det kan kærlighed heller ikke. Eller nye begyndelser. Men vi kan få dem skænket. Som en gave.

Tilgivelse er at få noget skænket uden at have hverken krav på eller ret til det. Og tilgivelse bliver til gave for begge parter, når der bliver rakt ud og taget imod den.

For hvad sagde hun mon, konen, da hun fik nederdelen anden gang? Jeg ved det ikke, men jeg er ret sikker på, at hun sagde tak.

Og det er jo også der, vi kunne begynde, hver gang vi får nye gode gaver og muligheder givet: Med et tak.

For det siger vi: Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Søndagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/22-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke