Alle gode gaver

Der skulle være gilde på Katholt. Emil og Idas mor havde lavet sin gode pølse. Og den kom de langvejs fra for at smage. Ja, og ikke bare den. Men mange andre gode sager.

”Det bliver dyrt det her”, sagde Emils far. Og sådan har mange fædre sagt både før og siden, når der skulle være gilde. For det er sjældent billigt at feste.

Men tilføjede Emils far:”Skal der være gilde, så lad der være gilde. Ingen smalle steder. Men man kunne måske lave frikadellerne lidt mindre” ”Jeg laver frikadellerne lige præcis som de skal være”, sagde Emils mor. Så sagde Emils far ikke mere om det.

Det var virkelig en helt perfekt dag at holde fest. Solen skinnede. Luften var fuld af fuglesang. Og hele Katholt var pudset og poleret fra top til tå. Selv børnene skinnede. De lignede små engle, syntes Emils mor. Der løb Emil rundt i sit stribede søndagstøj og Ida i sin nye røde kjole med det hvide skærf rundt om maven.

”Bare nu Anton får flaget hejst”, sukkede Emils mor. ”Gæsterne kan være her når som helst”.

Men netop som Emils far begyndte at bakse med det store flag, kom Anton løbende: ”Koen kælver, koen kælver”.
Ja, det skulle lige mangle, at den lumske ko absolut skulle til at have kalv som flaget skulle gå til tops.
Emils far og Anton løb ned i kostalden for at hjælpe kalven til verden.

Men Emil og Ida blev stående ved flagstangen. Ida bøjede hovedet bagover, så langt hun kunne, og spejdede op mod guldknappen i toppen af flagstangen. ”Hvor er der højt op”, sagde hun, ”deroppefra kan man sikkert se helt til Mariannelund”
”Det kan vi da snart finde ud af”, sagde Emil. ”Skal jeg hejse dig derop?”
Den lille Ida lo. Hvor var Emil sød. Han fandt altid på sådan nogle sjove ting. ”Jeg vil gerne se Mariannelund”, sagde Ida.
”Det skal du få lov til”, sagde Emil.
Og så tog Emil krogen, der skulle sættes i flaget og satte den i Idas skærf – og så greb han fat i flaglinjen med begge hænder. ”Så går det opad”, sagde Emil.

Og op gik det med Lille Ida. Helt op til toppen. Og så surrede Emil linen fast, akkurat som far plejede at gøre det, for han ville ikke have, at Ida skulle falde ned og slå sig.
”Kan du se Mariannelund?” råbte han op til hende. ”Nej, råbte Ida, ”kun Lønneberg”
”Skal jeg hejse dig ned så?” ”Nej”, råbte Ida. ”Det er også sjovt at se Lønneberg. Og ih … nu kommer gæsterne”.

Og så kan vi godt huske eller regne ud, hvad der så sker. Alle gæsterne kommer. Og især den fine Fru Petrell kom. Hun var kommet for at smage mor Almas gode pølse. Og måske var hun også kommet lidt for at se, om der nu også så ordentligt ud på Katholt.

Og fru Petrell kiggede i alle hjørner og kroge. Nede og oppe. Og der så hun, at de havde hejst Dannebrog.

Emil vidste ikke, hvad Dannebrog var, men han vidste at det ikke var Dannebrog, der hang i flagstangen. ”Det er bare mig”, råbte lille Ida og grinede.

Men Emils far grinede ikke. Han skyndte sig at få hejst den lille Ida ned igen. Og Emils far skyndte sig at smile Emil ud i brændeskuret, så han kunne få snittet sig endnu en træmand.
Men mon ikke Emils mor gemte en af de gode pølser til Emil, - det tror jeg.

Det var en særlig dag der i Kapernaum i Israel for 2000 år siden. Rygtet var gået, at Jesus skulle komme til byen. Og folk kom fra nær og fjern, ja, måske næsten helt fra Lønneberg og Mariannelund og måske også en enkelt fra Fredericia for at se Jesus.  Og for at høre ham.

For rygtet om, hvad Jesus gjorde og sagde, havde efterhånden spredt sig langt omkring. Så mange var der, hørte vi, at de ikke alle sammen kunne være inde i huset. Men de stod tæt sammen foran dørene også.

Det var svært at få overblik. Og dem, der kom sidst, kunne hverken se til Mariannelund eller se Jesus for dens sags skyld.

Men man skal ikke give op.
For hvis vi vender om, finder vi aldrig vejen frem.

Den lamme mand var heldig. For hans venner blev ikke lammede af situationen.
Det overfyldte hus gav dem tværtimod en ny ide.
De kiggede sig omkring. Og så fik de overblik.
Helt bogstaveligt talt.
De bar deres lamme ven med sig.
Op på taget.
Derop, hvor man kan se livet og verden lidt fra oven.

For dem handlede det ikke om at komme til at se det, der var langt væk, ligesom for den lille Ida i Lønneberg.
Det handlede om at få det, der var langt væk tættere på.
For engang imellem skal man helt tæt på Jesus.

Og derfor hejsede de deres god ven ned gennem taget – lige ned for fødderne af Jesus. 

Nogen gange skal man bruge nogle tricks, for at få opmærksomhed.

Sikke nogle gode venner.

Vi plejer at sige, at det er i nøden, man skal kende sine venner.
Det er også rigtigt.
Jeg er sikker på, at den lamme mand her, var rigtigt glad for at have rigtige venner, der hjalp ham i hans nød.
Jeg er også helt sikker på, at enhver af os har været rigtigt glade for vores venner, når de var der for os, når vi har været i nød.

Alligevel synes jeg ikke, det er rigtigt nok at sige, at det er i nøden, vi skal kende vores venner. For i nøden skal de nok være der, vennerne.

Det er efter nøden. Der, hvor det er blevet hverdag igen. Der, månederne efter begravelsen, månederne efter udskrivelsen fra hospitalet, månederne efter, at du har mistet jobbet eller konen eller besindelsen – din selvforståelse - eller hvad du nu har mistet – eller hvad det nu end er, der har lammet dig. Det er dér, det skal vise sig, hvem der er dine venner.

Vise sig, hvem der ikke bare bar med – men hvem det er, der bliver ved med at bære. Hvem det er der holder dig fast, længe efter at de – billedligt talt er færdig med til at fire dig ned. Hvem det er, der bærer dig, ikke bare i modgang og modvind, men også bagefter. Dét er dine venner.

Vi ved ikke, om den lammes venner gik hjem efter at de havde firet deres ven ned til Jesus. Eller om de også hjalp ham med at bære hans seng hjem. Og meget andet bagefter.

Vi ved om lille Ida og Emil fra Lønneberg, at de var der og at de bar hinanden, både i optur og nedtur. Men det er jo bare en historie, siger du måske.
Ligesom den lamme også bare er en historie.

Men historierne er ikke bare historier.
Både historien om den lille Ida og den lamme mand i Kapernaum skal minde os om noget meget væsentligt.

Vi skal huske at kigge op.
Vi skal huske at løfte blikket fra vores eget.
Og gevinsten kan være, at vi pludselig får noget uventet at se.

Fir mandsstor dukke ned …
Manden, der blev firet ned fra taget skal minde os om, at medmennesker pludselig og på uventede måder kan komme ind – også i dit liv.
Det kan være ovenfra – eller ind fra højre. Så er det dig, der skal være parat til at gribe dem. Og hjælpe dem videre i det, der har lammet dem i deres liv.

Og måske skal du også selv være klar til at lade dit liv blive bragt i spil på nye måder?

Vi holder så meget af Emil fra Lønneberg, for han er lidt en skarnsknægt, der ikke kun gør det, andre forventer af ham.
Men Emils skarnsstreger er i virkeligheden gode streger – for han gør det som regel altid for at være god ved andre. Han ser andre mennesker. Uanset hvor de kommer fra. Og sådan ligner Emil Jesus. 

Og hvis du spørger de rigtige – eller de forkerte – laver Jesus også skarnssteger. Jesus gør ikke, hvad man forventer.
Men han handler med hjertet. Ligesom Emil.

I fortællingerne om Jesus hører vi, hvordan vi har lov til at komme til Jesus – selv på de mest mærkværdige måder som i dag.
Det gjaldt ikke kun dengang. Det gælder sandelig også for os som kirke i dag. For som kirke gør vi Gud for lille, hvis vi tror, at vi kender dén eneste sande vej til ham.

I fortællingerne om Jesus hører vi også om, hvordan han kommer til os på de mest uventede måder.
Og derfor er det også Jesus, vi synger om, når vi synger:
Alle gode gaver, de kommer ovenned
så tak da Gud, ja, pris da Gud for al hans kærlighed.

Han er al den Guds kærlighed, der er kommet ovenned og lagt i vores hænder.
For at vi skal række den videre.
Og han er al den kærlighed, der er lagt i os og som kan bære os, når alt andet – selv vennerne – sviger.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn:
Gud.
Vi takker dig fordi du har båret os.
Alle vore dage.
Før vi ved af.
Og du holder ikke op.
Du bærer os, også når vi ikke ved det.
Og den dag alle vore dage slutter, er vi stadig i dine hænder.

Vi takker for alle dem, der bærer med på vores liv.
Tak for gode venner, som vi hver især tænker på.
Tak for dem, der var der, da nøden var størst.
Tak for dem der blev ved med at bære med.
Bær over med os, når vi selv svigtede og ikke kunne være vore venners ven.

Tak for dem, der har båret os i vores liv:
Forældre og bedsteforældre, ægtefælle,
Lærere og ledere.
Dem, vi selv valgte til og dem, der valgte os til.

Tak for alt, hvad der bærer med til livsglæde.
Gode dage, fis og ballade, musik og munterhed.

Og Herre, hjælp os med at bære det ubærlige:
Svær sygdom, svære spørgsmål, og når vi skal miste dem, vi holder allermest af.

Vær med den i vores samfund der skal have modet til at træffe svære beslutninger.
Vær med regering og folketing og Dronning Margrethe og hele hendes familier.
Vær med alle familier og alle enlige.

Vær hver og en af os nær. Bær os.
Og lad os hvile i, at vi først og sidst og i al evighed er båret af dig, Gud.

Det takker vi for. Amen.

19. søndag efter trinitatis.
Christianskirken
2 dåb - og 12 små KFUM-spejdere