Trinitatis - om at være undervejs i livet

“Hvornår er vi der? Jeg er sulten? Jeg skal tisse. Hvornår var det, vi måtte få den is der?” Jeg ved ikke, om det lød sådan fra bagsædet, da I var børn eller I og jeres børn og var undervejs? Men det kunne der godt ske at gøre i min barndoms solgule Simca med indregistreringsnummeret DJ 40 490. Sjovt i øvrigt, hvorfor det er det nummer, man kan huske, når man i dag nærmest ikke kan huske telefonnumre på noget som helst.

”Hvornår er vi der?” Sådan lød det i min barndom det fra bagsædet, når alle billegene var leget og rundesang var blevet for kedeligt. Og der sad vi, ikke spændt fast, for det brugte man endnu ikke i halvfjerdserne. Og vinduerne var åbne og der var vind i håret og susen for ørerne, for det var før airconditioneringens tid. Og der var bare langt. Virkeligt langt. Jeg tror faktisk, vejen var længere i 70’erne end der er i dag.

Fra forsædet blev der forsøgt adskillige strategier. Endnu en bil-leg: Hvem ser først en ko? En rød bil? Nej - gul bil legen var heller ikke opfundet. Og det var Nintendo-spil og mobiltelefoner og lydbøger heller ikke.

Sådan stred både børn og voksne sig igennem kilometer efter kilometer. Jeg tror virkelig mine forældre var opfindsomme. Og særdeles tålmodige. Men hvis mine brødre og jeg virkelig havde været utålmodige, og utælleligt mange gange havde spurgt: ”Hvornår er vi der?” – og måske også havde sparket på forsæderne – eller irriteret hinanden ved at krydse hen over midten  til den andens nøje afmålte plads – og alle mulige afledningsmanøvrer var forsøgt, så kunne der ske det, at min far sagtnede farten på Simcaen, bare lidt, og sagde: “Skal I sættes af?”

Jeg skal hilse og sige, at den slags konsekvenspædagogik var vi ellers ikke opfostret med. Men når Simcaen tog bare 5 km af farten – og far kiggede i bakspejlet og spurgte: ”Skal I sættes af?” så gik der en engel igennem bilen. For nej. Det skulle vi ikke. Absolut ikke. Sættes af der i ingenmandsland.
Og så kunne vi fortsætte der på vejen. Og på en eller anden mirakuløs måde kom vi jo altid frem. Eller tilbage. Eller ud eller hjem.  

Før vi holdt dåb, hørte vi om israelitterne i ørkenen. Der havde de vandret længe. Som i: Virkeligt længe. Nu have de vandret der i ørkenen i masser af år og de syntes ikke rigtigt, de kom nogen vegne. De var taget afsted. De vidste, hvor de skulle hen: De skulle hen til det land, der flød med mælk og honning. Det land, Gud Herren selv havde lovet dem.

Men nu var der uro på bagsmækken. Virkeligt meget uro. Det var unægtelig ikke første gang, israelitterne, Guds eget folk, havde brokket sig. Så var der ikke vand. Så var de utilfredse med maden. Så var der lige det der lille stunt med at danse om guldkalven og glemme alt om de ti bud. Moses havde tabt tålmodigheden med det udvalgte folk flere gange. Det kostede blandt andet førsteudgaven af tavlerne med de 10 bud, som han smadrede.

Men i dagens tekst er det Gud selv, der får nok af israelitternes brok. Som i virkeligt meget nok. Og Gud sender slanger ud, der bider israelitterne og nogle dør. Det bliver folket, sjovt nok, ikke begejstrede over, men slangerne har samme effekt som en Simca, der sætter farten ned: Israelitterne bliver klar over, at de må tage sig sammen. De erkender deres eget ansvar for, at turen ikke går rigtigt godt. ”Vi har syndet”, siger de. ”Vi har talt mod Herren. Moses, Gå i forbøn for os”

Moses gjorde, som folket bad ham om. Og Gud går i rette med sig selv. Den slange, der lige siden Paradiset fik til opgave at kunne bide mennesker, så de døde, den slange bliver nu til liv. Moses lavede en slange af kobber, snoede den rundt om en stang og nu kunne enhver israelit, der kunne fokusere og holde blikket rettet mod slangen beholde livet. Vi kender det symbol. Det er det, der er blevet lægestandens symbol: Æskulapstaven. Og vist kan lægerne ikke altid redde liv, men det er dog det, de har fokus på.

Og var der så ro på bagsmækken indtil israelitterne kom frem til det hellige land? Nej, det kan man ikke påstå. Kun et par sider i Biblen senere går det helt helt galt igen. Og virkelig ro i Mellemøsten kan man vist ikke sige, at der er den dag i dag. Mennesker har til alle tider – og i alle aldre – været nogle brokkehoveder. Uanset om vejen så er kort eller lang.

Men brok er jo ikke bare brok. Brok er jo ikke bare et ydre udtryk for utålmodighed, når vejen er uforståeligt lang. Der er en anden slags utålmodighed. Det er den indre utålmodighed. Den, der ikke giver sig udslag i kævleri på bagsædet eller vrede på Gud – men som har helt andre udtryk.

Det er det, vi møder i evangeliet. I Nikodemus, ham, der kommer til Jesus om natten. For Nikodemus er også på vej.  Han ved ikke, hvor han skal hen. Han ved kun, at han er undervejs. Modsat israelitterne, som ved, hvor de skal hen, er Nikodemus’ rejse en indre rejse. En mental eller religiøs rejse. Og dem er der ikke altid endemål på. Vi ved ikke, hvor vi skal hen. Vi aner kun at rejsen begynder, når en særlig rastløshed eller længsel sniger sig ind i vores liv.

Måske er også Nikodemus blevet utålmodig. Måske synes han heller ikke, han rigtigt kommer nogen vegne. Måske er det derfor, han ikke kan vente til det bliver dagslys med at opsøge Jesus, men er nødt til at banke ham op om natten.

Måske er det lige så meget et billedligt udtryk for, at Nikodemus på flere måder befinder sig i et mørke. At han også kommer i mørket til ham, der kalder sig selv lyset.

Mon ikke Nikodemus har forsøgt flere veje? Mon ikke han har oplevet blindgyder og vildveje, og veje, der ikke førte ham til et mål, men kun til delmål og deldestinationer?

Han tilhørte farisæerne, står der. Et af de daværende religiøse partier. Toneangivende. Jøder som Jesus selv. Men i opposition til det, Jesus prædikede. Og alligevel var der noget i den vej til Gud, som Jesus anviste, som Nikodemus var nysgerrig på.

Der var et menneske. Sådan begyndte dagens evangelium. Han hed Nikodemus. Men han kunne også have heddet Svend. Eller Grethe. Eller han kunne have haft dit eller mit navn. For Nikodemus var et menneske som dig og mig. Et menneske på vej.

Et menneske, der før eller senere på livsvejen stopper op – eller bliver stoppet og skal til at finde ud af, hvilken retning, man nu skal bevæge sig i. For den, man indtil nu har færdedes af giver ikke rigtigt mening længere.

Som børn kan være rastløse på bagsædet, som israelitterne mistede tålmodigheden i ørkenen, fordi de ikke rigtigt kunne se målet for deres vandring, så var, tror jeg, Nikodemus ramt af en indre rastløshed. Og hans samtale med Jesus, er ikke brok, men det er en mere intellektuel krydsen klinger. Nikodemus vil så gerne forstå med hovedet. Og det går ikke ret godt.

Vi er så vænnede til, at det er det fineste, når vi kan forstå med hovedet, med vores intellekt. Og Nikodemus er vant til at være tænker. Men han kan ikke tænke sig til rette med det, Jesus siger. Helt tydeligt, når Jesus taler om at blive født på ny. Du kan da ikke fødes af din mor to gange, hævder Nikodemus. Og det er jo sandt. Men du kan fødes på ny mange gange.

For livet bliver nyt flere gange i livet. Det gør det, når man bliver forælder, for du kan på forhånd ikke tænke dig til eller læse dig til, hvordan det er. Du erfarer det først, når du står i det.
Du fødes på ny, når du mister den sidste af dine forældre. For der, som forældreløs, er det nu, på en helt særlig måde en nyt liv, der åbner sig. Også selvom dine forældre måske blev gamle.
Og du fødes på ny, når du møder kærlighed og oplever dig som elsket og holdt af og holdt ud som det menneske, du nu er.
Og du fødes på ny, når du tror, at du ikke kun er dine forældres barn, men at du også er et Guds barn. At der er en Gud, der følger dig på enhver af dine veje og vildveje og blindgyder.

En Gud, der rummer dig med alt det brok og ævl og kævl, der nu måtte være dit. En Gud, der rummer dig, når du oplever, at du billedligt talt sidder på bagsædet i livet, og at der er nogle andre, der ved, hvor du skal hen. En Gud, der er lige der i mørket, og favner dig i ethvert af dine mørker. Og som aldrig standser for at sætte dig af.

Jeg forstår godt, at Nikodemus går til Jesus for at tale med ham om sit liv og sin tro og sin tvivl. Og denne samtale kom rent faktisk til at flytte noget for Nikodemus.

Går I nu hjem og læser videre i Johannesevangeliet, så møder I Nikodemus to gange mere. Det er faktisk ikke så tit, at de personer, Jesus møder, optræder mere end én gang.

Og Nikodemus bliver tilsyneladende født igen. For når vi senere møder ham, er han blevet et nyt menneske. Han er blevet kristen. Og han er der, da de tager Jesus ned fra korset og lægger ham ind i gravens mørke. Ind i det mørke, hvor Nikodemus selv kom fra. Men også ind i det mørke, hvor lyset blev født.

Sådan bliver den beretning, vi har hørt i dag en forforfest til påskemorgen. Eller: Det bliver en af de rastepladser, barndommens solgule Simca kørte ind på – og hvor det gav en is. En trilleis – en af de billigste fra nederste række. Men dog en is, der gav håb for, at vejen ikke længere var så lang, som den havde været.

Jeg forstår godt, at Nikodemus går til Jesus og går i samtale med ham. For den gode samtale flytter noget. Den gode samtale har det ikke som sit formål eller sit udgangspunkt at flytte noget. Men bagefter blev du klar over det: At lige præcis den samtale med det særlige menneske blev en milepæl i dit liv.

Den gode samtale blev en vejviser. Og at selv om vi ikke altid kom til den destination, vi havde regnet med, så kom vi hjem.

I vejkanten ved danske veje står der hvide kantpæle med reflekser. Når du kører i mørket og er undervejs, lyser de op, når lyset fra bilen rammer reflekserne. De er med til at holde dig på sporet, på vejen. De hvide reflekskantpæle er vejvisere.

Jesus blev en sådan reflekskantpæl for Nikodemus. Du har sikkert dine helt egne reflekskantpæle i dit liv. Mennesker, der var der i dit mørke og lyste op. Mennesker, med hvem du gjorde holdt. Mennesker, du mødte og som blev vejvisere for dit liv og for din tro. Mennesker, som gik med dig, når din vej var alt for lang og ensom at gå alene.

Jesus var der i Nikodemus’ mørke. Han lyste op og reflekterede. Og Jesus var vejen. Han pegede ikke kun på den. Han gik den selv. Og der, hvor alle veje endte, vendte han om. Så vi må vide, at veje ikke kun er noget, vi går, og som bliver til, mens vi går dem, men at veje også er det, der kommer os i møde. Med lys og med nyt håb.

 

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

 

Kirkebøn:

Himmelske Far.

Det var om natten Jesus blev forrådt.

Det var nat, da Peter fornægtede ham tre gange.

Det var nat, da Nikodemus kom med mange spørgsmål.

Når mørket skræmmer os – eller når vi ligger søvnløse i natten – eller når livet går i sort for os – så mind os om, at

efter de mørkeste nætter skinnede påskemorgensolen.

Mind os om, at natten blev til morgen for Peter, da Jesus efter opstandelsen sagde til ham: Vogt mine lam.
Og nattens klarhed bar Nikodemus med ud i dagens lys.
Og siden gik han i mørket med lyset.

For mørket er ikke mørke for dig, Herre.
Lyset skinner i mørket. Og mørket får ikke bugt med det.

 

Vær os nær – hvor og når vi spørger efter mening.
Giv os fred og ro og mod til samtale, til fordybelse og eftertanke.
Tilgiv os det, vi ikke nåede.
Tilgiv os, når vi svigter.
Giv os faste skridt og skub os blidt i ryggen, når vi vægrer os mod at gå fremtiden i møde.

Hjælp os ud af alle den slags mørke, der kan overmande os.

Lad dit lys hjælpe os til at se klart. Vi beder for dem, vi kender – og dem, vi hver især tænker på lige nu. Vi beder for vore døde.

Vi beder for dem, vi ikke kender. Dem, vi hører om i pressen, på netaviserne, dem, vi bare går forbi i Rema 1000 og Brugsen. For også de er dine børn, Herre, og vore brødre og søstre. Og måske stiller de de samme spørgsmål, som vi selv tumler med.

Vi beder for Dronningen og hele det kongelige hus. Vi beder for politikerne: Giv dem at stille gode spørgsmål – og lad dem ikke forlede os til at tro, at de har svarene på det hele. Giv dem gode råd til at tage beslutninger, båret af medmenneskelighed og næstekærlighed.

Lad os mærke, at du, Herre er med os på alle vores veje. I dag og alle dage og indtil opstandelsens forunderlige morgen. Amen.