At blive fremkaldt eller solbeskinnet

Prædiken til 5. søndag efter påske

 

Har du bedt i dag?
Måske synes du, et sådant spørgsmål er utidig indblanding af præsten. Måske forbyder din egen blufærdighed dig at stille dig selv det samme spørgsmål. Måske reagere du spontant: ”Selvfølgelig har jeg bedt i dag”
For den, der beder, er det så naturligt og selvfølgelig som et trække vejret. Bøn er at ånde noget ud og at ånde noget andet ind. Bøn er livets åndedræt.

Læse 2 bønner fra Hanne Jul Jakobsen ”Pralbønner” op.
Hhv. for forkyndere og for forbipasserende

I dagens evangelium fortæller Jesus sine disciple om bøn. Enkle ord om noget enkelt. ”Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give Jer det”. Men når vi betænker dels hvordan det gik disciplene og dels os selv, når vi vover at bede, så er der noget der kunne tyde på, at det der med at bede om noget i Jesu navn, ikke drejer sig om at bede om at kende de rigtige Lottotal eller om en ny og større bolig. For så ville vi vrimle i rigtige Lottotal og drukne i nye og stadig større boliger. Og det gør vi jo ikke.

At bede handler ikke først og fremmest om det, vi be’r om. Det gør det selvfølgeligt også, for vi er jo ikke andet end mennesker. Mennesker med 117 behov, som vi inderligt gerne vil have mættet.

Vi har behovene, det er der ikke noget galt i. De går fra det aldeles underlødige sådan á la en ny carport til de meste inderlige, når vi beder for vore syge, nødlidende, vore elskede, for os selv. Når vi eller vore nærmeste er helt nede og skrabe bunden og kun råbet om hjælp er muligt – eller måske ikke engang dét er muligt, men bare en stum hvisken, en halvkvalt gispen om noget ukendt, man end ikke kan få over sine læber. Og når og hvis de 117 behov skulle være mættet, så kan alle, inclusive Vorherre, være så inderligt forvisset om, at der står 117 andre behov lige om hjørnet og tripper utålmodigt.
Nej, at bede hænger ikke først og fremmest sammen med det, vi lige tilfældigvis har behov for eller be’r om. Men det handler om, at vi ved at bede, stiller os et bestemt sted.

At bede er som at stille sig i en solstråle.
Eller som at være et billede, der bliver lagt i fremkaldervæske.

For du var der jo i forvejen, før du stillede dig i solstrålen.
Du var der i forvejen, som et billede taget af din Skaber, knipset en tidlig skabelsens morgen, fordi Han syntes, at lige netop du var sådan et godt og smukt og nødvendigt motiv, som han manglede for at få det hele færdigt.
Når du så be’r til ham, lægges du i fremkaldervæsken og bliver tydeligere end du var før. Du bliver det, du faktisk er: Guds skabning, hans hænders værk, en af hans mange og gådefulde meninger.

Du stiller dig i bønnen i Hans lys og Hans solstråle.
Før, da du stod i halvmørket udenfor solstrålen, og ikke lå i fremkaldervæsken, kunne du måske meget nemt få det indtryk, at du var din egen herre: selvskabt, selvgjort, selvberoende, selvplagende.
Men ved at træde det ene, enkle skridt ind i bønnen, ind i solstrålen, skinner noget på dig som ikke kommer fra dig selv.
Det bliver du ikke nødvendigvis hverken klogere, rigere, smukkere eller lykkeligere af. Men du bliver tydeligere af det. Dine konturer fremstår tydeligere og - måske hen ad vejen - aner du ligefrem hvem du er.

I al din sorg og plage, i din forvirrethed, i din travlhed, dit tungsind og din vildrede eller din søndagsmorgenglæde, da kan dét ene skridt ind i bønnens lysstråle gøre i hvert fald én ting klar: du er en skabning fra din Skabers hånd. Det vil sige, du har fået livet som gave. Og derfor har du per definition altid noget at sige tak for, uanset hvor ulideligt det liv end måtte forekomme dig af og til. Til tider rigt og til tider rædselsfuldt. Dit liv er skænket dig, og ingen steder i kontrakten står der, at det nødvendigvis skal lykkes og være elegant og uproblematisk.

Jakob, som vi hørte om før, var en sjuft og en charlatan. Han snød, så vandet drev, så snart lejlighed bød sig. En nat på flugt bragede han lige ind i Gud Herren selv, og de to tog livtag i det, der udmærket kan karakteriseres som bøn.

Dén bøn gik ikke glat og ubemærket hen over Jakob. Han fik under kampen, bønskampen, et slag på hofteskålen, som kom til at mærke ham for livet. Han blev hverken rigere, klogere, smukkere eller dejligere af det sammenstød.
Tværtimod, han blev halt.
Men Jakob blev også tydelig. Han trådte i karakter, han fik et nyt navn. Han var blevet lagt i bønnens ubønhørlige fremkaldervæske og fremstod nu mærket, men tydelig, tydelig som den, det var meningen han skulle være: ”du skal ikke længere hedde Jakob”, sagde Gud Herren til ham,
”men Israel, for du har kæmpet med Gud og mennesker og du har sejret”.

Sejret? Hvordan i alverden har Jakob sejret? Når han tager af sted derfra haltende og mærket for livet? Jo, sejret, fordi han stædigt havde stillet sig ind på bønnens sted og havde taget livtag med sin Skaber. Han havde sagt: ”se mig, hør mig, mærk mig, slås med mig, gør med mig hvad du vil, så jeg kan mærke at jeg er din og hører til i dine hænder. Så jeg kan mærke, at jeg ikke er ingenting og ingen steder hører hjemme”.

Enhver bøn – selv den mest daglige - siger i grunden som Jakobs, uden at lige netop de ord bliver brugt. Men ved at stille dig på bønnens sted siger du faktisk: ”jeg slipper dig ikke, Gud, før du velsigner mig”. Hvor fredelig og udramatisk din bøn end måtte være, så er den en Jakobskamp med Gud.
Men vi ved, allerede inden vi kaster os ud i vores Jakobskampe, hvad Jakob måske ikke var klar over på forhånd: at Gud på sin side ikke slipper dig og ikke opgiver kampen og bare vender sig i ligegyldighed eller afsky.

Det ved vi, fordi Jesus kom til jord, udsendt fra himlen, som Guds åbne hånd. Ikke en knytnæve til slag, men en åben hånd til kærtegn og opsøgen. En hånd, der bydende rækker dig en stædig gentagelse af kærlighedens ord: ”Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.”

Hvilken glæde kan vi spørge? At vandre halt igennem livet som Jakob? At være så mærket af livet, at man knapt kan bevæge sig? At leve lidelsesfyldt og se andre lide? Nej, det var aldrig meningen.

Men hør, hvad Mother Theresa har at sige netop om det. ”Der er megen lidelse i verden – virkelig megen lidelse, og den konkrete lidelse kan være sult, hjemløshed, alle mulige slags sygdomme,
men jeg tror stadig, at den værste lidelse er at være ensom, ikke at føle sig elsket, ikke at have nogen at være noget for.
Jeg er blevet mere og mere klar over, at den værste sygdom et menneske nogensinde kan opleve, er at være uønsket. ... Mod alle slags sygdomme findes der medicin og behandling, bare ikke mod det at være uønsket. Og hvis der ikke er hænder, der er villige til at tjene, og hjerter der er villige til at elske, tror jeg ikke, at denne forfærdelige sygdom nogensinde kan blive helbredt”.

Se, denne forfærdelige sygdom har himlen fundet lægedom for. Det er derfor Jesus kan stå og sige, som han gør i dagens evangelium: ”bed og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.”

Jesus var jo ikke hverken blind eller døv, da han gik på jord. Han kunne både se og mærke, hvor galt det stod til. Og med sine hænder rev han den dæmoni og sygdom ud af os mennesker, som han nu nåede. Og overlod siden hvervet til os at være Guds hænder for hinanden. At være dem, der er villige til at tjene og elske, fordi vi selv er tjent og elskede. Og det er lægedommen, at Gud gennem sin søn har vist dig, så det ikke kan misforstås, at du aldrig i livet er uønsket. Men netop ønsket og udtænkt og ment ganske alvorligt og med kærlighedens oprigtighed: du er ønsket af din Gud og Skaber.

Og dét er din og min glæde til fuldkommenhed, som Jesus taler om i dag. Ikke at du får dette og hint ønske og behov opfyldt, men at du aldrig nogensinde, hverken i dit liv eller i din død, står uønsket og glemt af din Skaber.
Og det er dét bønnen gør. Fremkalder dig i kærlighedens fremkaldervæske  som ønsket og  elsket, set og hørt og aldrig glemt.

Til det kan vi kun som svar både hviske og råbe: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.

https://www.bibelselskabet.dk/5-s-efter-paske-fra-forste-raekke