Prædiken sidste søndag i kirkeåret

I fødselsdagsgave fik jeg – blandt meget meget andet – et nyt ordforråd. Det ligger her i glasset. Og hvis ikke I kan se bagerst, kan jeg tænde lyset. For sådan er det med ord. Der kan pludselig gå et lys op for en. Og man kan se ord i et ny lys og i en større betydning. Sådan – også sådan – kan ord blive et forråd, man kan leve længe af og på.

I sidste uge var jeg på kursus, arrangeret af Bibelselskabet. Bibelselskabet arbejder i disse år på en nyoversættelse af hele Biblen til nudansk. I har allerede hørt ordbidder fra den. Den er den oversættelse, vi ind i mellem bruger her ved gudstjenesterne.

Oversættelsen er videnskabelig. Det vil sige: De går tilbage til grundteksterne, til hebraisk, som det gamle testamente er skrevet på – og til græsk, som det nye testamente er skrevet på. Og nyoversætter. Tager ord for ord, sætning for sætning, skrift for skrift. Og når de er igennem det hele, læser de på tværs af Biblen for at få krydshenvisningerne med.

Arbejdet med at gøre det til en oversættelse til nudansk, betyder også, at oversætterne har fået den udfordring at skulle bruge andre forråd af ord, end de ellers har været vant til. Engle kommer ikke til at møde mennesker med et ”hva’ så der”. Og ofte anvendte ord fra vores ordforråd som ”hygge” eller ”hej” eller ”hyper” eller ”yolo” finder heller ikke vej.

Men som en konsekvens af, at der er mange ord, der er forsvundet fra en nudansk forståelseshorisont, betyder, at oversætterne må grave dybt i forrådet for at finde nye og forståelige ord.

Som I ved, er der mange landbrugsudtryk i Biblen. Men ord som ”avner” og ”aks” er ikke længere umiddelbart forståelige for læsere, der er langt fra en landbrugsmæssig virkelighed. Så der er man kommet på overarbejde.

”Kom til mig, alle I, der slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på Jer, og lær af mig. … For mit åg er godt, og min byrde er let”. I den nye oversættelse er ordet ”åg” røget ud og sætningen er omskrevet. Og selvom jeg ikke gider lyde som en gammel sur mand, der bare vil bevare alt bestående, så er det alligevel lidt ærgerligt. Men nu er bogen ikke gået i trykken endnu, så måske man kan nå at komme med indsigelser. For der er nogle spændende sammenhænge, der klinger med, når man siger ”åg”.

For det første: Det er helt tydeligt, at Jesus bruger ordet ”åg” billedligt talt. Det er ikke sikkert, Jesus har stået der på en af de støvede veje i Israel med et åg i hånden. Hvad der derimod er meget tænkeligt er, at han – netop ved at bruge det ord - talte i opposition til sine modstandere. Til dem, der udlagde Guds ord på en helt anden måde end Jesus mente, vi skal.

De gjorde Guds ord til et åg. Nærmere bestemt den del af Guds ord, der handler om at opfylde loven. Guds ord er altså noget, man skal bære, mener de. Og det er tungt. Det kan være en byrde, man kan være ved at segne under, fordi man ikke kan løfte den. Intet menneske kan overholde alle de mange lovbud og lovkrav, som det, der siden blev til helligskriften indeholdt. Loven er derfor ikke et hjælpemiddel, noget, der kunne bringe mennesker tættere på Gud, men noget byrdefuldt, som kun bidrager til at gøre livet tungere for den enkelte og for folket. 

Jamen, er det ikke bare en oldgammel forståelse, som vi ikke kan bruge til noget som helst i dag? Næ. Der er masser, vi synes, vi skal leve op til i vore dages samfund. Og det kan være enormt byrdefuldt at skulle leve op til samfundets udtalte og uudtalte norm om, at vi skal være i form, både fysisk og mentalt. Vi skal være arbejdsomme. Vi skal være slanke, smarte, likede, populære. Ja, fortsæt selv rækken. Hvem har ikke oplevet det som enormt byrdefuldt?

Her tilbyder Jesus en anden tilværelsesforståelse, en anden lov og en anden byrde. Et andet åg. Han tilbyder en byrde, et åg, der er let. Og hvorfor det så det? Det er den, fordi han forstår ordet ”åg” anderledes. Det fordi Jesus forstår loven anderledes.

På Jesu tid var et åg ikke et enmandsredskab. Så når jeg har sat et billede af et åg øverst på salmesedlen, så er det faktisk falsk vare- eller billedbetegnelse. For i Palæstina på Jesu tid var et åg et redskab, der blev brugt til at lægge over to trækdyr.

Så når Jesus taler om sit åg, der er let at bære, så taler han om, at der er en, der bærer med. Han taler om medleven og solidaritet: At nok har vi mennesker meget at bære på. Det ændrer sig aldrig. Og der vil altid være nogen, der helt objektivt har mere at bære på end andre. Men der er en, der bærer med. Og det er Jesus. Han tager ikke byrderne fra os. Lige som vi om lidt i december i ”Et barn er født i Betlehem” jo heller ikke synger: ”Forsvunden er nu al vor nød” – nej, vi synger: Forvunden. Overvunden. At komme igennem noget.

Når man lægger et åg på, så er det et hjælperedskab. To okser trækker mere end dobbelt så godt som en, hvis de kan finde takten. Og ordene: At trække på samme hammel betyder det samme. Man trækker sammen. Man bærer sammen. Sammen er man stærkere.

Og tager man ordet ”ægteskab”, så er det græske ord for ægteskab faktisk ”at være under samme åg”. Og derfor stod der også længe på min salmevalgsseddel, at vi i dag skulle have sunget:
”Det er så yndigt at følges ad
for to som gerne vil sammen være.
Da er med glæden man dobbelt glad
og halvt om sorgen så tung at bære”.

Eller den nyere: ”I blev skabt som mand og kvinde”
Hvor der står:
Egen byrde skal I bære,
så den anden slipper fri.
Men er byrderne for svære, skal I stå hinanden bi.
Den, som intet bærer på,
visner som det golde strå.

At være to er at være to til at bære sammen. Det gælder i medgang. Det gælder på en anden måde i modgang. Det gælder i ægteskaber. Men det gælder selvfølgelig ikke kun i ægteskaber, men i alle følgeskaber og fællesskaber: Det gælder i venskaber. I familier. I menigheder. Vi skal bære. Vi skal hjælpe med at bære hinandens byrder og glæder.

Delt glæde er dobbelt glæde.
Delt byrde er mindre end halvt så byrdefuldt at bære.

Dagens evangelium er en invitation.
Vi skal – som Jesus gør det i dag – invitere hinanden til at bære med. Vi skal leve sådan, at andre har tillid til at dele åget med os. Så vi sammen bærer det, der kan være svært at bære alene.

Du skal ikke klare det flot, som er sværest i dit liv.
Det er ingen ros at ville bære alene.
Du må godt lade nogen bære med.
Du må godt lade dig bære.

Dagens evangelium er en invitation. Men den invitation skal netop ikke være byrdefuld. Evangeliet er aldrig en byrde, et pålæg. Evangeliet er tilsagn. En gave.

Ordet ”åg” ligger ikke i mit ordforrådsglas.
Men jeg håber, at I hver især har et forråd. Et forråd, der ikke kun består af ord, men som består af noget, du kan tage frem og leve på. Et forråd af erfaringer fra de gange, hvor nogle trak på samme hammel som dig. Hvor nogle bar med. Bar dig igennem. Gjorde det bare lidt lettere at være dig i den situation, du nu stod i. Det forråd kan du tære på, også når du synes, du skal bære lidt for meget alene.

Ved siden af det forråd, er der forhåbentligt et andet. Men modsat det første, så ved du ikke, hvad der er i det andet. Der er nemlig alle de gange, hvor du var der for en anden. Alle de gange, hvor det viste sig, at det var takket være dig, at en anden blev båret igennem.

Måske vidste du ikke engang, at du var med til at bære. Måske var du bare til stede. Spurgte på det rigtige tidspunkt. Sendte en sms, et like, et smil. Vi ved ikke altid, hvornår vi er åg for andre. Det er – i ordets egentligste forstand – opløftende.

I en flygtningelejr mødte en journalist engang en lille dreng, der bar et andet barn på sine skuldre. ”Er det ikke en tung byrde, du bærer på?”, spurgte journalisten. ”Nej”, lød svaret. ”Det er min søster, jeg ærer”. Det, der bæres i kærlighed, er aldrig for tungt.

Derfor kunne Jesus bære de byrder, der blev hans: Fordi de var båret af kærlighed: Guds kærlighed. Derfor må vi overgive enhver af vores byrde til ham: Fordi vi har tillid til at han bærer med – og at han gør det af kærlighed.

For det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen

 

Søndagens evangelium kan læses her: https://www.bibelselskabet.dk/sidste-s-i-kirkearet-fra-anden-raekke

 

"Ich spreche normal". Allehelgensprædiken om sorgens sprog

Kolding Storcenter. Jeg er der ikke tit. Men engang imellem rører min indre vestjyde på sig, fordi der er et tilbud, der lyder for godt til at være sandt. Det viser det sig som regel også at være. Men så kan det hænde, at man får noget andet med sig hjem, end det, man kom for.

Kolding Storcenter. Jeg nævner det oftest, når jeg hævder, at der ikke er ret mange steder i vores samfund, hvor alle er lige. Ikke engang i Kolding Storcenter, plejer jeg så at tilføje. Dér er der nogle, der har mulighed for at fylde selv de største indkøbsvogne helt op med top, mens andre henvist til at købe, der hvor de gule tilbudsskilte står i kø.

Kun i kirken er der billedligt talt lige højt til loftet for os alle. Her er vi ligestillede. Stillet lige, når vi kommer her i en anledning, der er så glædelig, at den løfter os til himlen. Eller som i dag: Stillet lige i sorgen eller vemodet, fordi vi i år eller igennem årene har mistet en eller flere af dem, vi kendte og holdt af.

Nogle holdt vi af så vi kan sige, at vi elskede dem. Andre fik det måske aldrig at vide. Nogle dødsfald kom som lyn fra en novembergrå himmel. Andre dødsfald var ventede og kom alligevel bag på os.  

Hverken glæden eller sorgen kan gradbøjes. Vi kan aldrig sige, hvis glæde er højest eller hvis sorg er dybest. Her er der hele 22 meter til loftet. Men der er ikke ret langt til en, der har det som dig. Vi mødes her alle helgen og deler livsvilkår.

”Nu er min gamle far død”, skrev en kollega på Facebook og forsatte: ”Det synes jeg er mærkeligt. Jeg har vel nok haft det på fornemmelsen, at det kunne ske en dag; han har dog aldrig gjort det før. Og nu savner jeg bare, at han lever”. ”Nu savner jeg bare, at han lever”.  Vi genkender det savn.

Sidst jeg kørte til Kolding Storcenter, var det for at indløse et gavekort. Jeg kom hjem med en prædiken.

Jeg havde lagt mærke til ham allerede ude på Centertorvet. Han var vel en ca. 4 år. Han var et ualmindeligt yndigt barn med store øjne, og med et ansigt, der var indrammet af lange brune krøller. Der var også en lidt ældre – men lige så yndig - bror, med lige så brunt hår og lige så store øjne. Og så en mor og far.

Men nu så jeg ham i den allerbagerste del af Bilka. I armene bar han den største traktor med anhænger, du kan forestille dig. Større end traktoren var alt det pap, den var emballeret i. Men der var ikke tidlige julelys i drengens øjne. Der var tårer. Store tårer. Så store, at de første af dem var trillet ud af øjnene og havde lavet spor af salt ned ad kinderne.

”Kan du ikke finde din mor?”, spurgte jeg ham.
”Mamma”, svarede han bare.  
Jeg slog over i tysk: ”Verstehst du deutsch?” – forstår du tysk?
Intet svar.
Jeg spurgte igen, denne gang meget tydeligt: ”Kan du ikke finde din Mamma?”  
”Mamma”, sagde han atter, mens endnu en tåre randt salt og stor ned ad den runde kind.
”Vi finder din Mamma”, sagde jeg – og fordi jeg havde denne her fornemmelse af, at dansk ikke var drengens modersmål, forsøgte jeg mig igen: ”Sprichst du deutsch?” –
Og så var det, han så på mig med de tårefyldte øjne og med stor alvor sagde: ”Ich spreche normal”.

”Ich spreche Normal”. Og så talte vi to Normal sammen.
Traktoren med anhænger fik jeg lov at hjælpe med at bære. Og jeg siger Jer: Den var var tung. Hvor tung må den ikke have været for en 4-årig, der savner sin Mamma.

Jeg tænker, I kender til det at bære tunge byrder – og at nogle af dem har været tungere det sidste årstid. Jeg håber, der har været hænder eller velvilje til at bære med, når det blev for tungt eller ligefrem ubærligt. Alligevel ved vi smerteligt godt, at der er byrder, der kun er vores egne, og at end ikke de stærkeste skuldre eller den bedste vilje ville kunne bære dem for os.

Vi gik op mod i legetøjsafdelingen. Kort efter – men det føltes sikkert som en lille evighed for den 4-årige – for sådan er det hver gang vi leder efter det, der er blevet væk - fandt vi både storebror og far og mor. ”Vi var jo lige her”, sagde de. Så skiltes vi.

Om den lille yndige fik traktoren med anhænger, ved jeg ikke. Hvad jeg ved er, at han billedligt talt gik med mig hjem, drengen. Og han er her i dag. Han er os. Vi er ham. Fordi vi - som han - har erfaret, hvordan det er, når nogen af vores nærmeste er blevet væk for os.

Selvfølgelig ved vi godt, hvor de er. De er døde. Og borte. Det er smerteligt sandt. Men det er jo ikke hele sandheden. De døde er jo ikke kun borte. De er også her. For lige her stod deres hvide kiste. Og de er lige her, vakt til live i minderne, der er så håndgribelige, at I hver især kan tage og føle på jeres.

De er her. Som lys og som salt er de her. Som lysende minder, fordi det ind i mellem kun er alt det gode og glædelige, der står tilbage og lyser. Og så lyser vi op, så det gir genskin helt op i øjnene.

Og de er her som salt. Som det, der giver kraft og smag og viljestyrke. Men også som det salt, der – hvis det blev smidt i et sår, ville ætse og svie. Og selvom vi ikke gør det, kender vi til den savnets smerte, der gør så ondt, at vi ikke kan forestille sig, at den nogen sinde skal kunne fortage sig.

”I er lys og salt”, siger Jesus i dag. Det er sandt. For vi er lys og salt i hinandens liv. Men det er de også, alle dem, der gik forud for os. De var lys og salt – nogen gange mere det ene end det andet – i vores tilværelse.

Den lille dreng står lysende og salt i min erindring. For mig blev han et fint allehelgensbillede på enhver sørgende.

”Ich spreche Normal”, sagde han, drengen.
Det kan godt ske, at han ikke var gammel nok til at vide, at der findes flere sprog i verden. Men ét vidste han: At når man har det, som han havde det: Når dem, man holdt allermest af i verden er blevet væk – og man står der fortabt, bærende på tunge byrder – så er der kun et sprog – og det er det, der er det normale.

For år tilbage sagde man til de efterladte: Du kommer ikke over det at have mistet, men du kommer igennem det. Som om sorgen var en parentes eller parallelverden til normalverdenen – og med lige dele tid og tålmodighed – så skulle man nok komme tilbage til det normale.

Men sorgen er ikke en parentes. Savnets sprog er ikke et fremmedsprog, man kun benytter en kort periode. Det er ikke dig, der er unormal eller udenfor det normale. Nej. Ich spreche Normal. Dér i sorgen over at have mistet. Dér, hvor du står, fordi du har mistet dem, der var lys og salt i din tilværelse. Dér, hvor du ikke ved, hvordan du skal finde vej i tilværelsens uoverskuelige Bilka, dér er din normalverden.

Det bliver ikke anderledes. Du taler normalt. Og så må andre finde ud af, hvordan de bedst kan kommunikere med dig. ”Ich spreche normal”. Det et ikke dig, der er blevet væk. Det er os, der må gøre os umage med at finde dig og finde ud af hvordan vi kan kommunikere med hinanden.

”Ich spreche Normal”. Hvor ville jeg ønske, vi kunne sætte sproget ”Normal” på skemaet. At vi kunne lære: At det normale ikke er hurtigst muligt at komme tilbage til det såkaldt normale, til hverdagen og alle rutinerne -  men at vi kan finde et sprog, hvor vi kan kommunikere med hinanden uden at trække et eller andet misforstået normalitetsbegreb ned over hinanden.

Hvor har jeg mødt mange, der nærmest undskyldende sagde: Jamen, jeg er jo stadig ked af det. Jeg græder jo stadig. Jeg savner jo stadig. Ja, selvfølgelig. Det bliver aldrig som før. Livet uden en eller flere af dine nære kære er din nye tilværelse, din nye virkelighed det normale. Det ændrer sig ikke. Det bliver aldrig det samme som før. Du bliver aldrig den samme som før. Du skal – for at blive i billedet – ikke lære et nyt sprog. For dit nye liv – uden dem, du har mistet – er din nye normal.

Det må du godt stå ved. Det skal du ikke forråde. Heller ikke når andre spørger dig: Hvordan går det? Og du ikke kan få dig selv til at sige: At det går slet ikke, fordi du er bange for at andre vil tro, at du er unormal, siden du stadig sørger og savner.

Du har retten på din side. Retten til, at det er normalt: At sørge og savne over at have mistet. Og det er normalt for helt sikkert er det: At før eller siden gør vi det alle: Mister. Og hvor ville det være dejligt at blive fundet og set ind i vores tårefyldte øjne og bare være forstået, fordi det er normalt.

Der er ikke mange steder, hvor vi er ligestillede. Men det er vi her. Allehelgen nulstiller os – normalstiller os. Stiller os, som vi mødes her lige. Hver med vores sorg og savn. Siger ikke, at der er én normal måde at have det på.

Jesus taler på samme måde til os alle. Evangeliet taler på samme måde til os alle. Der er ikke nogen, der er mere lys og salt end andre.

I er lys og salt. Og der er kraft i begge dele.
Og der er håb i begge dele.

Drengen blev genforenet med sine kære.
De var ikke langt væk. Selv om han ikke kunne se dem, var de der stadig. Sådan som vore døde er i vores liv. Usynligt og uhåndgribeligt som lys kan være det. Men mærkbart og smagbart som saltet. Det er ikke spor mærkeligt. Det er helt normalt.

Når jeg savner allermest, - så er der ikke trøst nok i, at de døde stadig er levende i mit liv. Når jeg savner allermest, vil jeg gerne kunne tro og håbe på genforeningens mulighed. At jeg, vi skal mødes med dem, vi hver især mistede.

Det behøver ikke være i et himmelsk storcenter med englemuzak, hvor Helligånden er meddelelsen fra Informationen, om at Eva på 50 år savner den eller den.

Hvordan det gensyn bliver, ved vi ikke. Vi ved kun, at Jesus gik i forvejen for os som den første. Vi skal ses igen, siger han. Hvordan, ved vi ikke.

Jeg tænker, at når det sker, vil vi måske sige: ”Årh … var det bare sådan? Alt bliver nyt. Alt. Alt bliver den nye normal.
Guds normal. En normal uden tårer, uden savn, uden pine.

Måske bliver vi på nye måder, som kun Gud ved, lys og salt i hinandens liv? Måske er der det bedste, vi kender fra genforeninger? Gensynsglæde, ja, måske simpelthen bare ren og skær glæde?

Indtil da er livet en gave. En ufortjent gave.
Men en gave, vi har en forpligtelse til at lukke op og pakke ud.
Livet leveres ikke med returret.
Men med brugspligt.

Vi har fået livet i gave. I dåben fik vi tillige det levende håb.
Hvis livet er gaven, så er håbet et uindløst gavekort.
Håbet er et tilgodebevis.
Vi har stadig noget til gode:
Vi har lov til at håbe.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden. Som det var i begyndelsen, således også nu og i al evighed. Amen.

Interludium: Som et strejf af en dråbe …

Kirkebøn:

Lad os bede:  Gud.

Vi håber, at de mennesker vi har mistet
endnu er elskede, som da vi kunne elske dem
Vi håber, du selv tager om dem
når vores arme ikke rækker
vi håber, du elsker dem højt i himlen
når vores egen kærlighed råber forgæves
vi håber, at du selv tog over, Gud,
i det øjeblik vi sad tavse tilbage

 

Vi håber, at den kærlighed, du har givet
og som overlever det menneske, vi har mistet
må åbne vores stille veje
og finde nye virkesteder
vi håber, du vil give os kræfter
og livsmod fra de minder, vi bærer med os
vi håber, at du vil forlige os
med det liv vi ikke kan forlige os med

Vi håber, vi aldrig må blive så tyndhudede eller hårdhudede,
at vi ikke kan mærke, at vi er lys og salt i hinandens liv.

Vi håber, at du vil lægge dit levende håb ind i vore dage
så vi altid håber det bedste.
For os selv, vore nærmeste -
for dem, der er holdt op med at håbe
- og dem, der aldrig fik begyndt.

Vi håber, du Herre, vil lægge dit håb om lys og sandhed
ned over enhver, der skal tage beslutninger,
der skal lyse og være sande.
Giv dem mod, når de skal træffe beslutninger,
der er salte og som svier.
Tag ikke håbet fra beslutningstagere,
fra Folketing, Regering og Dronning
eller fra dem, der skal føre beslutningerne ud i livet.

Vi håber, vi må have håbet til det sidste.
Og at når vi ikke kan håbe mere, så håber du for os, Herre.
Vi håber, - at når alt andet slutter -
så har du de bedste muligheder tilbage.
For alle dem, der gik i forvejen for os,
for dem vi savner – særligt i dag -
og for os.

Det håber vi på.
Det beder vi om.
I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen