Prædiken: Gud lægger ikke større byrder på et menneske end det kan bære --- eller gør Han?

”Gud lægger ikke større byrder på mennesker, end vi kan bære”.
Du har sikkert hørt sætningen før. Nogle bruger sætningen i deres eget liv. Når de synes noget er svært at bære, siger de til sig selv: ”Gud lægger ikke større byrder på mig, end jeg kan bære”. For når livet opleves som en styrkeprøve, man kan være i tvivl om, man kan gennemføre, er der for nogle en trøst i at tænke, at ”Gud lægger ikke større byrder på mig end jeg kan bære”. Ergo kan jeg også bære dette. Og måske opleves byrderne bare lidt lettere, fordi de tror og håber – og ind i mellem klamrer sig til, at Gud bærer med.

Men jeg har det svært med udsagnet.

Hvis jeg nu var den lamme dér ved Betesda dam, og der kom en og sagde til mig: ”Gud lægger ikke større byrder på dig, end du kan bære”, så ville jeg meget hurtigt tænkte to- tre ting:

For det første: Hvis Gud ikke lægger større byrder på mig end jeg kan bære - hold da op, så må jeg være stærk!! Nu har jeg ligget her i 38 år. 38 år, så ved man ét og andet.
38 år med en byrde, der er så tung, at jeg er blevet lammet af den. Gud må have stor tillid til mig.
Men så – for det andet: Gud kan jo ikke mene, det må være nogen ret tung byrde, siden jeg har skullet bære den så længe. Og oven i købet bære den byrde alene.
Og endelig for det tredje: Før eller siden ville jeg også begynde at tænke: Hvad er det for en Gud, der lægger byrder på mennesker?

Hvis det er sådan, at Gud ikke lægger flere byrder på mennesker, end vi kan bære, så må de godt nok have været nogle slapsvanse, alle de andre mennesker, der boede i Betesda by. For hvorfor lagde Gud ikke lagde den byrde på dem, at de skulle hjælpe ham, der lå der ved dammen? Hvordan kan det være, at der ikke var én eneste af dem, der kunne overkomme byrden at bære et medmenneske hen i dammen? Ikke én eneste gang i 38 år syntes de, at det var en byrde for deres selvforståelse eller menneskesyn, at der lå et medmenneske og havde brug for deres kræfter?

Man har et byrdefrit liv, hvis andres byrder er til at overse.

Hvis jeg havde været den lamme ved Betesda dam – eller hvis jeg havde været kræftramt for 2. gang – eller havde mistet et barn - eller mit job – eller min førlighed eller hvis jeg havde mistet modet til at leve eller noget af alt det andet, der rammer mennesker hver eneste dag – og en eller anden sagde til mig: ”Gud lægger ikke større byrder på dig, end du kan bære”, ville jeg sige: Det passer ikke!

Der er vitterligt mennesker, der får større byrder end de kan bære. Det er jo derfor, mennesker går ned med belastningssymptomer, med post-traumatisk stress. Vi har større byrder, end vi kan bære. Det er derfor, vi har forhøjet blodtryk, sover for dårligt og for uroligt. Det er derfor, vi opsøger psykologer og andre gode samtalepartnere, fordi vi synes, vi har mere at bære, end vi lige ved hvordan vi skal håndtere det. Det er derfor, der hver eneste dag er mennesker, der tager deres liv, fordi deres liv er blevet en byrde for dem selv. Og de tænker, at det vil være en lettelse for andre – og for dem selv, hvis de ikke mere er i livet.

Ligesom der også er mennesker, hvis gang gennem livet synes lettere. Der er mennesker, der aldrig har prøvet at mangle hverken penge eller anerkendelse eller kærlighed. Der er mennesker, der aldrig har ligget i en seng på hospitalet eller har taget noget, der var stærkere end en panodil.

Er det så Gud, der af en eller anden grund synes, at der findes nogle mennesker, der skal have meget at bære på, mens andre skal have lidt? Og med hvilken grund? Eller … kan Gud tage fejl? Får Gud virkelig ind imellem lagt tungere byrder på et menneske, end det kan bære? Og hvis Gud har lagt byrder på mig, som jeg ikke kan klare at bære, er det så fordi, jeg ikke er god nok til Gud? Gud ventede sig mere af mig – og jeg kunne ikke bære det? Hvad gør det ved min selvforståelse? Og hvad gør det ved mit gudsbillede? Lad os tænke, at Gud lægger den samme byrde eller udfordring på 2 forskellige mennesker – og den ene kan bære den og den anden ikke - er det så Guds fortjeneste, at den ene kan bære det? Og hvad så med den anden?

Og er det overhovedet Gud, der lægger byrderne på et menneske?
Er det virkelig Gud, der sidder der i sin almægtige himmel og tænker: Den mand dér, han har sind til at ligge ved en dam i 38 år. Eller den unge kvinde der, hun kan nok godt klare endnu et nederlag oven i alle de andre, hun har fået? Og ham dér, han er altid så stærk. Og hende der, hun husker altid sit Gud i Vold, er det virkelig sådan det fungerer?

Jeg har svært ved at tro det.
Jeg har svært ved at forlige mig med et gudbillede af en Gud, der giver os byrder. For med hvilken begrundelse skulle Gud gøre det?
For at prøve om vi er lige så tålmodige som eksempelvis den lamme i dag?
For at knække os?
For at byrderne skal gøre os stærkere: At har man ikke prøvet modgang, kan man ikke glæde sig over medgang?
Jeg synes ikke, nogen af delene holder.
Modgang eller mørke er ikke en forudsætning for at kunne se eller glæde sig over lyset.

For hvad så med glæderne? Hvad med alt det, der gir os liv og gør os glade? Er de fra Gud? Er det så også omvendt sådan, at Gud heller ikke lægger større glæder på os end vi kan rumme? Hvad så, hvis man er ude af sig selv af glæde – er man så udenfor Guds rækkevidde? Er det ikke en selektiv eller enstrenget tro, der godt kan tro på en Gud, der giver det gode – men ikke på en Gud, der tager sig magt over det onde?

Og hvad er værst: At sige at det onde og svære ikke er Guds herredømme, at der er ting, Gud ikke har magt over – eller at sige at det er Gud, der er i det?

Det er så let at trække joker-kortet og sige: Det er ikke Gud, der giver modgangen eller byrderne. Men Gud er i dem. Gud bærer med. Og når du ikke kan bære mere, så bærer Gud.  Hvad nu hvis det ikke er sådan, man oplever det?

”Jeg har ikke ét menneske til at hjælpe mig i dammen”, siger den lamme. I 38 år er der ikke kommet en eneste fordi, der har villet hjælpe den lamme. Eller som den lamme har ladet ville sig hjælpe af. For det er selvfølgelig også et punkt: Vil du være rask?  spørger Jesus. Vil du lade sig hjælpe? Vil du lade dig bære ud af din nuværende situation? Vil du lade nogen være barmhjertig samaritaner for dig? Vil du lade dig bære?
Jo, vist er vi stolte, mange af os. Vist har vi meget, meget lettere ved at tilbyde andre vores hjælp end vi har ved at tage imod andres hjælp. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men vi er ikke meget for at være hjælpeløse. ”Jeg bærer med smil min byrde”, sådan synger vi. Og vi synger det ikke kun. Vi lever det også. Vi bærer – måske ikke altid med smil – men vi bærer – og vi bærer rigtigt meget selv.

 ”Jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig”, siger den lamme. Og det virkeligt fromme svar er: Jo, du har altid Jesus. Mennesket Jesus. Medmennesket Jesus.
Ham, der kom forbi og gav dig et løfte, den dag, du blev dykket ned i dammen i din dåb. Dengang lovede han at være med dig og bære dig alle dine dage. I medgang og modgang, i overgang og undergang. Men det svar er både uhåndterligt og kan gøre livet endnu bære ubærligt, hvis det ikke er sådan, det opleves. Hvis man ikke oplever sig båret, når livet er ubærligt. Hvis man ikke tænker, at Gud bærer med, men at der bare bliver langt endnu flere byrder i ens liv.

”Hvorfor lige mig?” – hvem har ikke stillet det spørgsmål? Jeg kender ikke mange, der spørger: ”Hvorfor ikke mig?” Når ubærlige ting sker, hvorfor skulle det så ikke kunne ske for mig?

Det her er ikke et evangelium til os, der er utålmodige. Jeg er ikke sikker på, jeg kunne vente 38 år på, at Jesus kom forbi. Eller på, at der kom en anden og var medmenneske for mig. Og det lukker evangeliet jo netop op for: At engang imellem skal vi vente og vente. Vi ved ikke, hvornår den næste engel kommer? Vi ved ikke, hvornår der standser et medmenneske og ser os i vores nød. Og det kan lamme os. Det kan lamme vores krop og vores aktionsradius. Det kan også lamme vores tro og vores gudstillid. Uanset, hvor skønt det ville være, så er ”Vores tro ikke altid fast tillid til det vi håber, overbevisning om det, der ikke ses”.

Den lamme havde ligget på sin båre. Han har ligget på den samme båre i 38 år. Hvis han nu vitterligt har levet på, at Gud ikke havde lagt større byrder på ham, end han kunne bære. Så var båren bogstaveligt talt det, der bar ham. Efter mødet med Jesus bærer han båren med sig. Han bærer det med sig, der kan bære. Vi kan måske ligefrem sige, at han bærer sin tro med sig ud i en verden, hvor der hele tiden vil blive stillet spørgsmål til den.

For det er jo præcist, hvad der sker. Knap har den lamme taget båren i hænderne, før jøderne begynder at stille ham spørgsmål. Enhver troende kender det at få stillet spørgsmål til ens tro: Hvordan kan du tro? Hvordan kan du tro på noget, du ikke kan se? Hvordan kan du tro, når der sker så meget forfærdeligt i verden? Hvordan kan Gud være i det? Hvordan kan Gud lægge tunge byrder på mennesker? Og – findes der byrder, der er så tunge, at Gud ikke selv kan løfte dem?

Jeg ved det: I dag stiller jeg flere spørgsmål end svar.
Sådan er livet også.
Jeg gætter på, at den lamme ved Betesda dam har haft særdeles god tid til at stille spørgsmål. Han har også haft rigtig god tid til at vente på svarene.
Og pludselig var det der: svaret.
Svaret kom forbi. Ikke den dag, den lamme havde ventet det, for han havde ventet mange dage.
Svaret kom forbi, ikke i skikkelse af det, der kom forbi hver eneste dag: Nemlig hans naboer og hans medtroende og dem, der kendte ham.
Det kom forbi: Svaret. Ordet. I Guds egen skikkelse. Og den lamme ved, hvem det er. Han kalder ham ”Kyrie”, Herre. Og selvom andre blev ved med at stille spørgsmål til det, forblev Jesus hans Herre.

”Gud lægger ikke større byrder på mennesker, end vi kan bære”. Sådan sagde jeg indledningsvist. Jeg ved ikke, om det er sådan det er. Det ved strengt taget kun Gud.

Hvad jeg ved er, at du og jeg hver eneste dag passerer lamme, der sidder ved damme – af hvad art de så end er. Og det er ikke sikkert, du har format til at være en engel, der kan bringe vandet i oprør og bringe helbredelse. Det er heller ikke sikkert, du har styrke til at bære den lamme alene. Men hvem sagde, at du skulle bære alverdens byrder alene? Der er en verden fuld af medmennesker omkring dig. Og nogle af dem har styrke i armene, nogle i benene og nogle i troen. Og sammen kan I – sammen kan vi – bære mere end vi tror.
Det eneste, der er sikkert er: At hvis vi ikke  prøver, så forbliver vi alle lammede.
Det eneste, der er sikkert er, at stiller vi ingen spørgsmål, får vi heller ingen svar.
Det eneste, der er helt, helt sikkert er, at vi ikke kan lægge større byrder på Gud, end Han kan bære. Og at vi ikke kan stille spørgsmål, Han ikke har svar på. Den lamme måtte vente 38 år – vi andre skal måske vente en evighed, men så skal vi også kende fuldt ud, ligesom vi allerede nu hver især er kendt fuldt ud.

For det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelse, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Læs prædiketeksten her: https://www.bibelselskabet.dk/14-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke

 

Kirkebøn:

Lad os alle bede: Himmelske Far.

Vi beder for din kirke ud over hele jorden og for den menighed, som samles på dette sted.

Tak, når vi hører dit ord. Tak, når vi får svar, selv når vi ikke har stillet spørgsmål.

 

Lad os mødes omkring døbefont og nadverbord og der modtage meget mere end vi ber om og kan forstå.

Vi beder dig for vort land og alle lande. Vi beder dig for Dronning Margrethe, vor regering for alle, der har magt og indflydelse i verden. Giv dem og os alle at arbejde for fred og retfærdighed.

Vi beder for dem, som ingen beder for. Vi beder for alle, der har det svært. For enhver, der er lammet i sin livssituation. Vi beder for syge, deprimerede, ja, for alle, som kæmper for at finde glæden i tilværelsen og dem, der kan være fristede til at holde op med at håbe. Hold Du dem fast, Fader. 

Vær hos alle fattige, sultende, flygtende og lidende mennesker. Vær hos vore soldater og andre i det fremmede – og vær hos dem, der føler sig som fremmede hos os.

Gud, som vi kalder vor Far, du ved, hvad det vil sige at bekymre sig. Vær du med os, når vi bekymrer os i vores liv.

Vi beder for enhver, der har mistet en eller flere af deres kære, og som savner dem. Så beder vi for os selv og vore kære, hvem vi hver især tænker på.

Herre. Vi takker dig, hver gang vi billedligt talt har kunnet lægge en båre fra os og gå frit omkring. Lær os at skønne på friheden – bevægelsesfriheden og tankefriheden, når vi har den.

Lad os være gavmilde og hjælpsomme og have åbne øjne, varme hænder og et åbent hjerte for de lamme, vi møder på vores veje.

 

Giv Du os alle livsmod og glæde og ræk os for Jesu Kristi skyld livet i dag og alle dage. Amen