Du får ret og jeg får ro. Prædiken til 9. søndag efter trinitatis

”Du får ret og jeg får ro” - Prædiken til 29. juli 2018

Prædiketeksten: Jesus fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte. Han sagde: »I en by var der en dommer, som ikke frygtede Gud og var ligeglad med mennesker. I samme by var der en enke, og hun kom gang på gang til ham og sagde: Hjælp mig til min ret over for min modpart! Længe ville han ikke, men til sidst sagde han til sig selv: Selv om jeg ikke frygter Gud og er ligeglad med mennesker, vil jeg dog hjælpe denne enke til hendes ret, fordi hun volder mig besvær; ellers ender det vel med, at hun kommer og slår mig i ansigtet.« Og Herren sagde: »Hør, hvad den uretfærdige dommer siger! Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart. Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?«

---
De havde tydeligvis haft en lang dag på stranden. Nu var klokken over 6, og for en børnefamilie, hvor ro, renlighed og regelmæssighed stadig er garanten for en vis orden i kaos, var det tid til at komme hjem. Der var mor, far og en 3-4 børn. Belæsset med oppustede, nu lettere slatne badedyr, en køletaske på størrelse med en maxi flyttekasse, sand alle vegne og en tålmodighed, der tydeligvis hang i laser, både hos børn og voksne, var de på vej mod parkeringspladsen, da jeg kom gående den modsatte vej, få årets første dukkert. ”Så tag dog de sko på”, sagde mor til yngstebarnet, hvor en uskøn blanding af tårer, snot og strandsand hang i både ansigt og på brystet. Knap havde hun sagt det, før far vrissede ”lige før sagde du da ellers, at han bare skulle holde skoene i hånden. Hvad mener du egentlig?” Da hun ikke svarede, sagde han, lige præcis så højt, at jeg og hun godt kunne høre det, hvis hun altså ville: ”Jeg kunne (og her må I så selv indsætte et par eder og upassende bandeord) Jeg kunne lige så godt tale til en dør”. Mor svarede ikke. Men jeg kunne se, hvad hun tænkte. Hun tænkte: ”Du får ret og jeg får ro”. Hun havde helt klart tænkt det før. Det havde han garanteret også.

”Du får ret og jeg får ro”. Måske det vigtigste pædagogiske redskab i den familie. Måske garanten for at de stadig er familie om 20 år: At ind imellem skal man holde mund. Nogle gange er det vigtigere at opretholde roen end at få ret.

Og lad os så hæve perspektivet over om skal have lyseblå crocs på tilbage til bilen eller ej. Og lad os hoppe i evangeliet.

Jeg kan lige så godt sige det med det samme: Det er en af mine yndlingstekster. Det betyder ikke, at jeg synes, det er nemt at skulle holde prædiken over den. Tværtimod. Men jeg er vild med den af flere grunde.

For det første, fordi det lige præcis er sætningen fra før, der er dommerens eneste motivation til at gøre noget. Det er for at få ro. Han får ro – og enken får ret.

Der er altså ikke noget som helst næstekærligt i det: Vi har jo lige fået at vide, at han dybest set er ligeglad med både Gud og mennesker. Så dommeren gør det ikke, fordi han har hørt en prædiken om, at du skal elske din næste som dig selv. På Jesu tid, var enker og faderløse ellers i dén grad nogen, der havde brug for andres hjælp, fordi de qua deres civilstatus var ude i frit fald. Men dommeren skaffer ikke enken hendes ret af næstekærlighed. Han gør det udelukkende af selvkærlighed og af selviskhed. Hun får ret og han får ro. For at slippe for at have denne kvinde rendende i tide – og helt sikkert i utide – så hjælper han hende til hendes ret. Og sådan slipper han af med hende. Usympatisk, tja…? Korrupt? Helt sikkert. Men ren win-win for dem begge.

Så på en måde, som vi ellers ville kategorisere som umoralsk og meget andet, bliver det her en eksempelfortælling, om, at selv om vi mennesker mest ser os selv, ser på vore behov og lyster – og det har såmænd ikke ændret sig nævneværdigt de 2000 år, der er gået siden Jesus fortalte lignelsen - ja, så kan vi godt gøre noget godt for et andet menneske, vi ikke rigtigt regner for noget.

For hvad er det gode: Gerningerne? Eller menneskene?
Eller er det hvad der sker i det rum mellem gjorte gerninger og mennesker?

For det andet er jeg vild med fortællingen, når jeg ser på kvinden, enken. Hun er, som sagt, i en udsat position i samfundet, fordi hun har mistet sin mand.
Hun har en sag. Hvad den går ud på, hører vi ikke, og det er for så vidt også ligegyldigt. Der er altid en kvinde, der har en eller anden sag. Og en mand, for den sags skyld. Og her har hun altså en sag, hvor hun er overbevist om, at hun har ret.
Hun ved, hun ikke af sig selv kan skaffe sig den ret. Derfor går hun til dommeren. En gang, to gange. Først indenfor kontortid. Så lægger hun beskeder hos sekretæren. Indtaler dem på telefonsvareren efter åbningstid. Stalker ham på Facebook. Finder hans privatadresse og opsøger ham der – eller hvordan det nu end gik til. Hun gir ikke op. Hun er vedholdende. Vedholdende, langt ud over det punkt, hvor det er charmende eller bare almindeligt insisterende. Hun helmer ikke!

Og tænk. Så får hun ret!! Hun får ikke ret, fordi hun har ret. Hun får ret, fordi hun er vedholdende. Hendes bønner bliver hørt, fordi hun bliver ved. Hvis det bare var så enkelt, ville jeg til at bede noget mere!

Jeg er helt sikker på, at når vi møder sådan en kvinde eller mand i virkelighedens verden, så vil vi alle sammen synes, de er megairriterende. Fuldstændigt uudholdelige. Og vi vil gøre alle de krumspring, vi kunne komme i tanke om, for at slippe af med dem. Måske endda give dem ret.

Jeg er vild med historien, fordi enken er mig. Og dig. Også selvom det ikke er sådan, vi har lyst til at tænke om os selv.
Men vi mennesker er krævende, hver på vores måde, også langt ud over, hvor det er rimeligt. Så vil vi gerne have solskin om sommeren. Så er det for varmt. Så er det for varmt for længe. Så vil vi gerne have regn. Bare ikke lige på lørdag, hvor tante Gertrud holder udendørs fødselsdagsfest.

Vi vil også gerne være raske. Ja, synes egentligt, det er ret og urimeligt, at det er et krav. Og at det følgelig er urimeligt, når vi bliver ramt af et eller andet. Og når vi så – i bedste fald – er blevet helbredt, så brokker vi os over støttestrømperne eller arret eller pletten, der ikke må få sol.

Vi er som enken. Strengt taget har vi ikke ret til noget som helst i denne verden. Men vi kræver den ret, vi ikke har. Og tænk – Gud giver os den! Det er da helt urimeligt. Helt urimeligt nådigt og kærligt.

Og den tredje grund til, at jeg holder så meget af lige præcis denne lignelse, er, at den rokker ved opfattelsen af, hvordan vi må tænke om Gud. Ved at lade Jesus fortælle denne lignelse, får vi at vide, at vores forhold til Gud ikke behøver at være båret af det pæne.

Altså – misforstå mig nu ikke – der er ikke noget i vejen med at mødes her søndag formiddag og høre de tekster, der skal læses – og bede de bønner, der skal bedes.
Der er slet, slet ikke noget i vejen med at være med til at tage godt imod et lille nyt medlem af menigheden, som vi gjorde det før, da NN blev døbt. Og der er intet dårligt at sige om, at vi om lidt mødes her ved nadverbordet og får tilbudt vore synders forladelse – af hvad art de så end er.

Men folkekirkens søndagsgudstjeneste er både pæn og – som regel – forudsigelig. Men sådan er menneskelivet jo ikke. Engang imellem – ja, måske som regel – er det ikke på klokkeslæt – og det 10.30 søndag formiddag, at vi har brug for en Gud i vores liv. Engang imellem – ja måske tit – ville vi ønske, at Han var lidt mere tilgængelig. Ikke kun i det Fadervor, vi altid ved, vi kan bede. Ikke kun på de måder, I hver især møder jeres Gud på.

Lignelsen fortæller os, at i forhold til Gud, må vi godt være vedholdende. Og ikke bare det. Vi må være det som enken, vi hører om i dag. Vi må blive ved og ved, banke ham op – hvis Gud altså nogensinde sover. Vi må gøre alt det, vi ikke synes ser pænt ud eller vi synes passer os i forhold til Gud, for dog at komme igennem til ham.

Tro er ikke at sidde med foldede hænder, lukkede øjne eller håbefuldt at synge: ”O Gud, hør min bøn, o Gud, hør min bøn”. Ikke kun i hvert fald.
Den måde, vi henvender os til Gud på, må gerne være grim eller falskt i tonen eller skingert eller upassende eller … ja, fortsæt selv rækken.

Fordi Gud engang for alle har lovet, at Han lukker op for os. Sådan som dommeren endte med at gøre det.
Der er bare lige den verden til forskel, at dommeren lukker op, fordi enken har ret og han giver hende det.
Gud lukker op alligevel. Selvom vi ikke har ret til noget som helst. Han hører vores bønner, også når de er ynkelige og patetiske og barnlige.
Og tænk – engang imellem får vi dem alligevel opfyldt.
Ikke fordi vi har ret.
Ikke fordi Gud vil have ro.
Men fordi han er kærlig. Selv når vi ikke er det.

Jeg holder uendeligt meget af fortællingen her, fordi jeg kan være i den.
Jeg er bestemt ikke vedholdende i bønnen som enken.
Men jeg genkender hendes ønske om, at noget må ske.
Og jeg holder af løftet om, at selv når du og jeg måtte være allermest irriterende eller påståelige eller vil have ret, også selvom vi ved, vi ikke har det, så har Gud fældet sin dom over mig. Og den dom giver ro.

”Du får ret og jeg får ro”.
Tænk, at der kan være evangelium i det.
Hos Gud får jeg både ret og ro.
Jeg får ret til at være et menneske, med alt det, der er mig.
Selv de mest ucharmerende sider.
Og jeg får ro til at hvile i det.

For for Gud er det ikke vigtigt at have retten. Gud gav afkald på at have ret, for kærlighedens skyld.

Noget af det sværeste her i livet er at blive – og føle sig – uretfærdigt behandlet.
Noget af det nådigste er at blive retfærdigt behandlet, også når vi ikke har den fjerneste ret til det.

Det er hvad evangeliet i bund og grund handler om. Også denne sommersøndag: Gud lader nåden gå forud for retten. Måtte Gud give os, at vi ind i mellem giver afkald på retten til at have ret. Og måtte Han give os sindet til at tage imod hans nåde.

For det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden. Som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen

 

Kirkebøn:
Gud. Vor Far.
Jesus, vor Bror.
Helligånd, som gør det levende for os.

Du har sagt, vi må bede om hvad som helst og at du vil give os det.
Du har også sagt, at vi skal blive ved, vedholdende som enken i dag.
Din tålmodighed kender ingen grænser, men det gør vores.
Tak fordi din tålmodighed bærer over med vores utålmodighed.
Og tak, at du giver os langt, langt mere end det, vi har ret til. Ja, langt mere end vi kan forstå.

Tak for dette forunderlige liv, som igen og igen kommer bag på os
Tak for små menneskebørn, der smiler, så verden bliver som ny hver gang vi ser det.
Tak for dåbens gave. Tak for NN og NN, som valgte den gave til for deres søn. Giv dem og deres gæster en dejlig dåbsfest.

Tak for nadverbord, som minder om vores spiseborde. Men hvor vi også mættes ud over det fattelige.

Vi beder for os selv.
Fordi vi har brug for det.
Vi beder for vores  medmennesker.
Fordi de har brug for nogen, der beder for dem.
Vi beder for dem, der ikke har nogen som helst, der beder for dem.
Og for dem, der har nok i sig selv. For de har, om nogen, brug for forbøn

Vi beder for enhver, som skal fælde dom.
Vi beder for dommere i byret, landsret og højesteret.
Ja, overalt, hvor der fældes domme.
Vi beder for dem, der skal vedtage love, andre skal dømme i.
Lad dem være nådige og vidtsynede, som du er det, Herre.
Lad os være overbærende overfor hinanden, når vi dømmer.

Lad forældre elske deres børn, både med snot og tårer og blå crocs. Lad bedsteforældre forkæle deres børnebørn ud over alle grænser. Og lad os aldrig glemme, at vi er som børn ofr dig, Herre.

Og lad det være vores tro, også når vi skal dø. For du har sagt, at den, der tager imod lige som et lille barn, kommer ind i dit rige. Amen.