Evangeliet med skeer

4. søndag efter trinitatis.

I fik en ske i hånden, da I kom. I dag skal vi have budskabet ind med skeer. For evangeliet om, at vi ikke bare skal elske vores næste, men også vores fjender, er unægtelig en ordentlig mundfuld. En af de store kameler. Eller elefanter. Det siges, at man godt kan spise en elefant, bare bidderne er små nok. Jeg tænker, at for mange vil det være mere spiseligt at skulle fortære en elefant end at kærlighed også skal nå til fjenderne.

For det er ”elske”, der står. Der står ikke bare, at vi skal være rummelige eller respektfulde eller hilse pænt i Brugsen. Der står: ”Elsk jeres fjender”. Det er ”fjender”, der står. Og ”fjenden” inkluderer alle dem, der hader os, bagtaler os, alle dem, der ikke ønsker os noget som helst godt, alle dem, der har gjort os ondt – uden at gradbøje fjendtlighed eller uden at sætte farver på fjendebillederne. Hvordan kan det påbud blive et godt budskab, et evangelium? Helt ærligt: Er det ikke nemmere bare at kigge på elefanterne end at spise dem? De er jo trods alt fredede. Jo. Men det er fjenden ikke.

I dag lyder Jesus ikke som en, man bider skeer med. Det gør han i øvrigt aldrig. ”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger Jer”. Siger han. ”Elske dem? Bede for dem?” Kunne han ikke lige så godt have bedt os om at sluge en elefant i én mundfuld?

Med mindre man er et af de få mennesker, der bruger højre og venstre hånd lige godt til al ting, så har de fleste af os en favorithånd. Vi er enten højre- eller venstrehåndede. Det går lettest at skrive, klippe med saks eller spise med ske med den hånd, der ligger os nærmest. Udtrykket at tage skeen i den anden hånd betyder, at vi går over til en anden adfærd eller fremgangsmåde, når en tidligere har vist sig uhensigtsmæssig eller utilstrækkelig.

Fjendekærlighedspåbuddet mere end lægger op til, at vi tager skeen i den anden hånd. Og det er klart, at selvom næstekærlighedsbuddet er svært nok, krævende nok, så går vi nærmest i umulighedsgenren, når buddet udstrækkes til at skulle omfatte fjenden også.

Hvad betyder det så for os, når det nu lyder til at være alvorligt ment? Ja, det betyder, at vi skal anstrenge os. Selvom det er mere end besværligt. Men selv den højrehåndede, der brækker armen og derfor er nødsaget til at spise med venstre, bliver mæt. Det tager måske længere tid. Man spilder måske. Men det er ikke umuligt. Og man holder ikke op med at spise, fordi man skal tage skeen i den anden hånd.

Skal vores kærlighed også nå til fjenden, skal vi tage skeen i den anden hånd. Så skal vores livsstil, vores tænkemåde, vore handlinger – men også vores Gudssyn - justeres. Så bliver det hele lidt mere besværligt. Men det bliver ikke mindre kærligt.

Vi har to hænder ja. Det giver os hele tiden mulighed for at tage skeen i den anden hånd. Vi har to hænder, men vi har kun ét hjerte. Og hjertet kan ikke deles. Det er det samme hjerte. Det er fra det samme hjertet kærligheden skal nå, både til ven og til fjende. Og jeg tror ikke, det er mening, at vi kan nøjes med teskefulde af den. For teske og fuldkommenhed rimer ikke.

Så velbekomme!

Det fortælles, at der engang var en mand, der rejste ud for at finde et sted på jorden, hvor mennesker var virkeligt lykkelige. Det var en svær opgave. Så hørte manden rygter om, at inde i den store by, der var et sted, hvor alle mennesker var virkeligt lykkelige.
Han hastede af sted, og endelig kom han til den store by. Ved byporten spurgte han, om det virkelig var sandt, at i denne her by var et sted, hvor lykkelige mennesker boede.

Han fik svaret ”ja” og blev fik at vide, hvilken gade han skulle gå hen i. Der ville der være et skilt, hvor der stod Lykkens Hus. Men hvis han ville ind der, så skulle han først gå ind i huset overfor. På det hus ville der også være et skilt, hvor der stod Sorgens Hus.
Manden fandt gaden med de to huse. Først bankede han på til Sorgens hus. Han blev venligt modtaget og vist ind i en stor, aflang sal. Ned gennem salen var der et langt, langt bord. På bordet stod den dejligste mad, ja det bugnede med den. Men på hver side af det lange bord sad kun magre, udsultede mennesker. ”Jamen, hvorfor spiser de da ikke?”, spurgte manden. ”Kan de ikke?”
”Jo, vist” svarede en. ”Men i vores land er det forbudt at spise med hænderne og fingrene. Vi skal spise med pinde. Enhver her i huset får sådan et sæt spisepinde”. Og da manden så nogle meget lange spisepinde på over en meter, så forstod han. Det var umuligt at spise med så lange pinde. Man kunne ikke få pindene ind i munden.

Så fik manden lov til at gå videre til Lykkens Hus. Det lignede det andet hus. Også her kom han ind i en lang sal, hvor der var et langt bord, der bugnede med den lækreste mad. Og her så alle, der sad ved bordet glade og lykkelige ud - på trods af, at også her lå der de lange spisepinde på over en meter. ”Jamen”, sagde manden. ”Hvordan kan de spise?” ”Jo”, svarede man ham. ”Vi hjælper hinanden. Vi har fundet på at man godt kan made hinanden med pindene. Vi lægger manden på pindene ind i munden på ham overfor, og de hjælper en på samme måde. På den måde får alle mad”. Så vidt historien.

Både sorgens og glædens hus har lige lange pinde. Det kunne for så vidt også have været absurd lange skeer. Men de bruger dem med forskel. I det første hus tænker de kun på sig selv med det resultat, at de alle sulter.

Men i lykkens hus rækker hjertet ud over sig selv. I lykkens huse rækker hjertet altid ud over sig selv. Sådan kan det nå over på den anden side af bordet, uanset om det nu var ven eller fjende, der sidder der.

Og så er vi hjemme igen. For 10 ½ år siden blev Bjørn Nørgaards kirkeudsmykning indviet. Vinduerne, lysestagerne, det gyldne alter her. Alt sammen har det titlen ”Den gamle pagt, den nye pagt. Du skal elske din fjende”. ”Du skal elske din fjende”.

Nogle af os har set på og færdedes i udsmykningen her hver eneste uge i 10 år. Nogle af Jer ser det for første gang i dag. Men fælles for os alle er, at vi aldrig bliver færdige med det. Værket og budskabet om, at kærlighed skal nå til ven såvel som til fjende - tager vi ind bid for bid, glasstump for glasstump. Men fuldkomne bliver vi aldrig.

Vi kan kun se os selv som små stumper i den store mosaik. Små sårbare stumper, der ind i mellem opdager den fjende, der sidder på den anden side af bordet. Små stumper, der ind i mellem opdager, at det er os, der er fjenden, os, der har brug for at blive madet, brug for at andre i forhold til os tager skeen i den anden hånd og holder af os. På trods.

Vi er dem, der sidder på begge side af det gyldne alter. Vi er inviteret til bords. Vi har fået skeer eller spisespinde eller et hjerte udleveret. Og nej, det ikke altid vi kan se, hvem der sidder overfor os. Men budskabet er det samme: Mad dem. Elsk dem. Lad dig made. Lad dig elske.

Vi kan lige så godt se det i øjnene. Vi bliver ikke fuldkomne. Fjendekærlighedsbuddet skal vi igen og igen have ind med skeer. Vi skal selv spise det, leve det, bid for bid. Og vi skal made hinanden med det. Og hvis det virkelig skal batte noget, så skal vi tage skeen over i den anden hånd.

Det var det, Gud gjorde, da Han satte Jesus i midten af bordet, i midten af vores verden. Han lærte os at gengælde had med kærlighed, at vende den anden kind til, at gå et ekstra stykke, selv der, hvor vi har lyst til at gå vores egne veje.

Det er det, vi skal have ind med skeer igen og igen. Det er det, vi får ind med skeer i en gudstjeneste. I bøn og salmesang. I evangeliets stædige tilsagn om Guds kærlighed, der både er højre- og venstrehåndet. Og om den kærlighed, der rækkes os – ikke med ske, dog, men i lidt brød og vin her ved nadverbordet.

Vi indledte denne søndagsgudstjeneste med at synge ”Midsommervisen”. Måske stod du i går aftes i venners lag og sang med på ordene. Måske bed du mærke i, hvad vi sang i 3. vers. Det er ikke specielt fjendekærligt:

”Vi elsker vort land og med sværdet i hånd
skal hver udenvælts fjende beredte os kende”.

Tænk, hvis det ikke var sværdet, vi mødte hinanden med. Tænk, hvis vi mødte hinanden med skeer.
Beredte til at made hinanden. Beredte til at spise sammen af den nåden, der uden mål, igen i morgen ligger i din spiseskål.
Velbekomme, siger jeg bare så!

For der er en fred, der kan vindes. Der er en fuldkommenhed, der er opnåelig. Det er der, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde. Tvivler vi først på kærlighedens forandrende kræfter, er alt håb ude, både for venner og i særdeleshed for fjender. Når hjerterne kølner, så er det, vi igen må have det ind med skeer: At Guds kærlighed er det glædesblus, der aldrig slukkes. At Guds kærlighed er lagt i vores liv. Ikke fordi den altid er en mulighed for os at leve ud. Men fordi evangeliet er, at vi er elskede, selv når det er os, der er elefanten eller fjenden, der står i vejen for at Guds kærlighed bliver spredt i verden.

”Du skal elske din fjende”. På én og samme tid den ultimative kærlighedsfordring og Guds ultimative kærlighedserklæring til sit syndige menneske. Med den fordring og det tilsagn, sendes vi igen ud herfra. Ud for at mødes ven såvel som fjende, medmenneske såvel som modmenneske. Møde dem, elske dem, sådan som vi selv, først og sidst er favnet af Guds kærlighed.

For det siger vi:
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn:

Lad os alle bede: Gud, vor Far.

Tak fordi der hver morgen står en ny skål foran mig. Fuld af nåde, fuld af muligheder, fuld af alt muligt. Men i udgangspunktet fyldt – uanset hvor tømt jeg så end som menneske kan føle mig.

Tak for skålen. Og tak for skeen, du har lagt i min hånd. Så jeg kan spise selv af alle gode gaver. Men også så jeg kan øse i andres skåle af det, jeg nu kan give videre af: Glæde, overskud, latter, opmærksomhed eller bare et stille nærvær eller en bøn.

Tak fordi du ved at sende Jesus ind i verden har vist os, at det er kærligt at tage skeen i den anden hånd. At vi skal stå på tæer for det – og at vi må hvile i, at vi alligevel aldrig når din kærlighed til sokkeholderne – hvis du da ellers går med sådan nogle.

Tak, når vi ser glimt af næste- og fjendekærlighed i vores hverdage. Tak når vores fjendebilleder bliver fremkaldte og vi må se mennesket bag billedet.

Tak for dåbens gave og nadverens nåde. Vi beder for Johannes, som i dag er blevet døbt. Giv familierne en dejlig dåbsdag her i Danmark i dag og siden på Færøerne.

Giv os alle gode sommerdage med glædesblus og masser af jordbærgrød og anden skemad.

Vær nær hos de bekymrede, de syge, dem, der savner nogen at være noget for. Vær nær hos dem, der skal mades og være udleverede i andres hænder og som hellere ville kunne klare sig selv.

Vi beder for vore kære, hvem vi hver især tænker på. Vi beder for de døde og for deres pårørende, som bærer savnet både udenpå og indeni.

Vær nær os alle, her og nu, i aften og i morgen – og engang, Herre, når alle dage ender, lad os mødes som ven, der møder ven. Amen