Fortjent til at være holdt af? - Prædiken til 1. søndag i fasten

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas

Han gjorde sig virkelig umage. Umage med at finde æbler, der var ensartede både i farve og størrelse. Han smed dem til side, der havde en plet. Han gjorde sig umage med at finde aks fra marken, hvor der var lige mange kerner i. Det tog tid. Og det var vigtigt at hindbærrene, der blev plukket havde samme sødme. Han smagte og smagte til. Det var vigtigt, at det her var intet mindre end perfekt, for det skulle være en offergave til Herren.

Mens han gik der og sankede, Kain, tænkte han over, hvor det ord ”perfekt”, mon var kommet fra. Det var ikke et, han havde med hjemmefra. Hans mor, Eva, og far Adam havde aldrig talt om vigtigheden af at noget var perfekt. Det var som om de var fra en anden tid. En tid, hvor ordet ”godt” var nok. Når de så, at noget var godt, smilede de. Ja, de kiggede på hinanden og smilede et særligt smil. Som om de huskede noget. Og de så, at det var godt.

”Du er god nok”, sagde Adam og Eva til Kain. Og når de sagde de smilede de kærligt og klappede hans krøllede hoved. ”Du er blevet til i kærlighed. Da vi så dig og din bror første gang, så vi, at det var godt”. De havde smilet til ham hele hans liv. Og de klappede ham stadigt på hans krøllede hoved, selvom han nu var en voksen ung mand. ”God nok”

Men "godt" var ikke godt nok for Kain. Der var et andet drive i ham. Det skulle være bedre end godt. Godt var hmm…. middelmådigt. Hvordan kunne man være tilfreds med middelmådigt? Det handlede ikke kun om anerkendelse, om at blive set og blive rost, når andre så, hvad han præsterede. Det handlede ikke kun om at blive målt mod andres resultater. Det handlede også om noget i ham selv. Uden at han helt kunne sætte en finger på, hvad det var. Men noget om at skulle gøre sig fortjent til.

Derfor gjorde Kain sig umage. Hver gang. Hver eneste gang. For når man gør det så godt, som man kan hver gang, så kan det vel kun blive bedre, ikke?

Nu stod han så der med agerjordens fineste afgrøder. Så perfekt, som det kunne blive. Hindbærrene var så store som det yderste led på hans tommelfinger. De havde alle sammen præcist den farve, solen har, når den rødmer allermest i solnedgangen. Han havde fundet aks med præcist lige mange svulmende kerner i. De gav lovning om høst og nye afgrøder. Og æblerne. Æblerne var saftige, på en og samme tid syrlige og søde.

Når han plukkede af den sort, fik mor Eva altid et særligt udtryk i øjnene. På en og samme tid bedrøvet og drømmende glad. Og når han spurgte, om der var noget særligt med de æbler, sagde hun bare, at de mindede hende om noget.

Kain lagde offergaven af jordens afgrøde til rette på alteret.
Og nu var Abel også kommet til. Han skulle også ofre. Men hvor Kain var gået i sin fars fodspor, og arbejdede med den jord, han var taget af, så havde Abel kastet sig over dyrehold. Får, geder, kvæg, kalve.

I dag var det fedt fra en lille kalv, Abel lagde på alteret. Fedt, der viste, at Abel havde været dygtig til at få kalvene fedet op. At han kunne lede dyrene til de grønne engle og det stille vand.

Kain kiggede på Abels offerbord. Og så på sit eget. Og så på Abels igen.
Deres blikke mødtes.
Abel smilede.
Kain smilede … men den trak så underligt i hans mundvig. Det var som om smilet ikke helt nåede op i øjnene. Eller i hjertet, for den sags skyld.

--

Han gjorde sig umage. Han gjorde sig virkeligt umage. Han ville faktisk gerne gøre det godt. For han vidste, det var vigtigt for hende. Og han ville også gerne gøre hende glad. Selv om det ind i mellem var svært.

Nu stod han der i vasketøjskælderen. Viskestykkerne… Hun havde sagt det så tit. 3 gange på den lange led og 2 på den korte. Eller var det 2 gange på den lange led og 3 på den korte? Han prøvede begge dele. Syntes resultatet var det samme. Men efter mange års ægteskab vidste han godt, at det ikke var det samme.

Det var vigtigt for hende, at de var fælles om tingene. Han ville også gerne. Jo, han ville. Det var ikke det. Det var bare svært. Svært, når man aldrig helt syntes, man kunne gøre det godt nok. Rigtigt nok. Det var, som om hans bedste aldrig helt blev godt nok til hendes standard. Det var ikke fordi hun sagde det. Eller kritiserede ham. Hun tog bare viskestykkerne. Foldede dem 3 gange på den lange led og 2 på den korte. Og hver gang han så det, fik han det sådan, at det ikke kun var viskestykkerne, der var noget galt med.

Når man har fået det sådan, så bliver det svært at se hende i øjnene og sige til hende, at hun var smuk. Som forleden, hvor hun vitterligt så godt ud i den grønne kjole, der bare klædte hende så godt. Og inden han havde nået at få det sagt, var hun gået hen og havde rettet på slipset. Som ganske rigtigt ikke sad helt perfekt.

Hvor kom det fra? Det med, at det skulle være perfekt? Han havde prøvet at sige, om det nu også var så vigtigt, f.eks. det med viskestykkerne. Han var jo ikke en tøffelhelt. ”Men kan du ikke se det”, havde hun svaret, ”de passer meget bedre i skufferne, når de er lagt sammen sådan her”. Og han havde nikket og sagt, at det kunne han godt.  Og det kunne han godt. Måske.

Hvor var det blevet af, det der rum i deres fælles kærlighed, hvor man bare kunne være og være til? Hvor det ikke så meget handlede om hvem der nu fik gjort nok, men bare om at være der sammen? Hvor man kunne le. Også af det, der gik galt.

Det var alt for længe siden, hun sidst havde drillet ham med det med fløden. Ja, ja, indrømmet, han havde ikke været nogen ørn i et køkken, dengang de lærte hinanden at kende. Men det var han blevet. Måske ikke en kongeørn… men en lille ørn. Og hvor skulle han have vidst fra, at kaffefløde på 9% ikke kunne piskes til flødeskum? Men havde jo købt den, fordi hun altid snakkede om at passe på kalorierne. Og der havde de stået i deres første fælles lejlighed med en hjemmelavet æblekage til svigerfamilien og med en fløde, der ikke kunne blive stiv. Der var engang, hvor de havde kunnet le ad det. Nu krympede han sig, hver gang han smed ¼ piske i indkøbsvognen.

Hvor var det kommet fra det med at først når noget var perfekt, så var man god nok til at blive holdt af? Det var da ikke perfekthed, de havde forelsket sig i den gang for mange år siden.

Deres ældste, der nu gik i 2g i gymnasiet havde det også. Det var bare på en anden måde. Det var som om hun hele tiden skulle overpræstere for at være tilfreds. Et 10-tal er en flot karakter. Ja, en fantastisk karakter, sagde de. De sagde det på mange forskellige måder, syntes han. Både med glimt i øjet. Og med alvor. De sagde, at de ville prøve at holde af hende, selv hvis hun en dag skulle komme hjem med et 4-tal.

Og hver gang hævdede Amalie, at det vidste hun udmærket godt, og at hun ikke var en 12-talspige. Det var slet ikke det, det handlede om. Og at de ikke skulle være bekymrede.

På sine eftertænksomme dage syntes han, det var en trend i samfundet. Fra høj til lav: At man hele tiden skulle gøre sig fortjent til. Til at være god nok. Til at være accepteret. Til at være holdt af.
---

God nok til hvem? Hvem er det, der sætter barren?
Hvad er det, der gør, at vi går med sænket hoved og ikke kan se os selv i øjnene – eller vores bror eller elskede eller barn?

Hvor kommer den fra: den der strid om at være størst.
Bedst. Perfekt. Ønsket om at være ... konge? Hvor kommer det fra: det med, at først når vi præsterer noget eller yder noget eller gør noget for hinanden, så er vi værd at elske?

Kain var den første.
Den første, der ikke følte sig god nok.
Den første, der målte sig mod andre.
Den første, der tog konsekvensen af det.
Han slog sin bror ihjel. Den bror, der lignede ham så meget.
Men som Gud så til. Så det var Abels offergave, han tog imod og ikke Kains.

Kain var den første. Men han blev ikke den sidste, der spørger: Hvorfor var det, jeg kunne ikke godt nok? Hvad er der i det, jeg gør, som ikke er godt nok? Hvorfor ser Gud ikke til mig, når jeg gør mit bedste? Eller når jeg ikke magter at gøre noget som helst? Og mit liv er blevet til at gå med konstant sænket hoved og nedtrykt hjerte?

Det er fortvivlende, når vi hele tiden vil være bedre end vores bedste. For så bliver der ikke ret meget plads til de sider, som også er en del af os: De dårlige.
Og hvad stiller vi op med begge dele: Når vi ikke tror, de gode sider er gode nok – og når de dårlige ikke må være?

Hvad betyder det, når vi hele tiden, bogstaveligt og overført talt går med sænket hoved som Kain gjorde det? Hvordan er det så lige vi ser verden?

Hvad betyder det for vores selvforståelse?
Hvad betyder det for vores forhold til hinanden?
Og – ikke mindst – hvad betyder det for vores tro, når vi forfalder til at tro, at selv Guds kærlighed er noget, vi skal gøre os fortjent til?

Det er det, Jesus giver ét svar på i dagens evangelium:

Det handler ikke om at være størst.
Eller først.
Eller bedst.
Eller perfekt

Det handler om at kunne tjene.
Om at vi hver især, uanset hvilken placering vi så end har i samfundet eller i familien eller i arbejdslivet eller noget som helst andet sted: At vi er sat til at tjene. Ikke fortjene. Aldrig fortjene.

Disciplene har svært ved at tro, at det skulle forholde sig sådan. Vi står stadig i den kø, der har det på samme måde: Er det virkelig ikke bedst at være størst? At rage op, at lede og at gøre forskel?

Skal vi da ikke gøre os umage?
Skal vi ikke øve os i at være bedre end vores værste?
Jo, det skal vi!

Men det skal vi ikke for vores egen skyld.
Og da slet ikke for Guds skyld.
Men vi skal det for kærlighedens skyld.
Den kærlighed, der vil tjene.

For når vi tjener hinanden. Når vi helt banalt gør hinanden en tjeneste eller gør noget, der gør en anden glad. Når du rækker en anden en stump brød, eller skænker vin. Når du rækker hånden ud, går et ekstra skridt eller sætter dig selv til side, uden at det bliver et projekt i sig selv, så tager det mærkeligt nok ikke noget fra dig selv. Selv om du skulle tro det.

Den, der tjener, gør det aldrig med blik for sin løn.
Eller anerkendelse eller gengæld.
Gør det aldrig for at blive elsket.
Eller for at føle sig god nok.
For det at tjene er formålsløst. Der er ikke noget andet formål ud over det: At tjene.

Den, der tjener, som Kristus tjente os, oplever  - måske – at det efterlader en plads i os selv.
En plads, et rum, et sted, der kan fyldes.
Fyldes af ydmyghed over at få lov at være der for en anden.
Fyldes af  glæde, når du ser, at den smule, du gjorde, gjorde en forskel.
Fyldes af Guds kærlighed, som ikke er sådan at sætte ord på, men som du ikke får lov at være i tvivl om.

Jeg ved ikke, hvad det ville have gjort ved Kain, hvis han havde oplevet det.

Eller ved alle os, som tror, vi hele tiden skal gøre noget, for at gøre os fortjent til at have det gjort. Fortjent til kærlighed. Fortjent til livet. Som om vi kunne gøre noget som helst for at gøre os fortjent til det, vi én gang har fået givet.

Men vi kunne jo prøve at sige tak.
Tak for det, vi har fået.

Og så prøve at anstrenge os lidt mindre for at gøre os bedre end vi ikke er.

Og så tage imod det, Kristus i tjeneste har rakt os: Guds nåde. Guds barmhjertighed, der favner selv alle vores synder og undladelsessynder – og Guds kærlighed, der under alle omstændigheder er udover, hvad vi kan fatte.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn

Lad os bede:

Himmelske Far.
Det er svært, når vi ikke føler os gode nok.
For følelsen er irrationel.
For vi er gode nok.
Ikke altid til vore egne krav. Eller andres forventninger.
Men vi er gode nok, for vi er dine, Herre.

Vi er alle kongebørn, arvinger til dit rige. Der er plads omkring dit bord – og der er ingen, der sidder øverst eller nederst.

Vi beder for alle, som nu igen har hørt det: At vi er dine, men som alligevel har svært ved at tro det og hvile i det.
Vi beder for alle, der føler sig små, men også for dem, der ser stort på andre. Vi beder for enhver, som ikke føler sig anerkendt. Og for alle, der føler sig Kainsmærkede.
Men når vi går med sænket hoved, så mind os om, at du i nadveren møder os ansigt til ansigt. Og at du i velsignelsen tager os under hagen, løfter vort ansigt og lader os se os selv som velsignede.

Vi beder for Iben, som i dag er blevet døbt. Giv hende og familien en dejlig dåbsdag. Lad denne dag og dit løfte være skrevet ind i hendes slægtshistorie.

Vi beder for nadveren, hvor der er plads til os alle omkring bordet. Og hvor vi, uanset om vi knæler eller står, må tage imod, hvad du, Herre, i tjeneste rækker os: Livets brød og nådens vin.

Giv os frimodighed til at se nye dage i møde. Uanset om vi gruer for dem – eller glæder os til dem.

Vi takker for alle dem, der har valgt et fag, hvor de dagligt er sat i tjeneste: Læger og lærere, politikere, både lokalt og på landsplan. Vi beder for dem, der arbejder på sygehuse og plejehjem og andre behandlingshjem. Vi beder for enhver, som tjener, i det store eller i det små.

Lær os hver især at tage imod, hvad andre forsøger at række os.

Vi beder for enhver, der savner noget i sit liv.
Vi beder for enhver, der savner nogen i sit liv.
Vi beder for kongehuset som for ethvert andet hjem, hvor sorgen og savnet har taget bolig i disse dage.

Vi takker for dem, der var i livet. For hvad de gav og for den forskel, de gjorde. Uanset, hvad det selv troede om deres eget værd. Vi takker for dem, der satte sig selv i tjeneste. Og for dem, der satte sig i tjeneste for deres land.

Vi beder for vore kære, hvem vi hver især tænker på lige nu, levende som døde.

Og Herre, når vi en dag skal dø, så lad os gøre det i troen på, at den sidste tjeneste, din søn Jesus Kristus gjorde for os, var at gå i forvejen for os i døden, - for at lukke døren til himlen op påskemorgen.  Amen.