At være eksklusivkunde i livet

Prædiken til 23. søndag efter trinitatis

I dag går vi direkte på evangeliet.
Jeg har præstekolleger, der mener, at dagens tekst er en af de sjoveste i evangelierne. En af dem, hvor Jesus viser, at han virkelig har humor. Hvis det er humor, deler jeg den vist hverken med præstekollegerne eller Jesus.

Selvfølgelig kan jeg godt se, at Jesu modstandere forsøger at fange Jesus i ord med et set-up, hvor uanset, hvad Jesus svarer, så er det galt.

Sådan er det faktisk altid, hvis nogen har til hensigt at fange os i ord. Så kan vi svare, hvad vi vil, vi falder alligevel igennem. På samme vis her: Siger Jesus nej, kan han dømmes som en, der sætter sig imod magthaverne. Siger han ja, er han en landsforræder – og han svigter de fattige.

Under alle omstændigheder, så mente Jesus, at man roligt kunne give kejseren, hvad der tilkom ham: Guld og gods – og ære for så vidt, for på det tidspunkt havde man en tanke om, at det kun var tale om en overgang, inden undergangen. Kejserens tid var kun en kort tid, inden den egentligt Herre – nemlig Guds tid - skulle sætte sig igennem. Er det humor? – Så lader min humor stadig meget tilbage at ønske.

Altså … hele spørgsmålet om, hvor vidt de kristne skulle betale skat eller ej var underordnet et andet forhold, som var meget større: Nemlig, at vi roligt kan give kejserens eller myndighederne, hvad der tilkommer dem, men at der er et forhold, der er overordnet det: At vi altid skal give Gud, hvad Guds er. Det var, kort sagt set-uppet. Og det er stadig set-uppet, her 2000 år senere. Hvor vi dog må konstatere, at verden ikke er gået under. Endnu. Men vi er godt på vej. Og det er heller ikke for sjov.

For os er spørgsmål om at betale skat eller ej ikke et spørgsmål. Men spørgsmålet, vi roligt, men ikke uanfægtet, kan stille os er, hvem vi hver især skylder noget?
Det får I lige 10 sekunder til at tænke over!

For nogle år siden kom der en skrivelse fra min bank.
Jeg var blevet eksklusivkunde. Eksklusivkunde!!
Det udløste flere fordele, jeg lykkeligt har glemt. Eller fortrængt. Men – som der afslutningsvist stod – jeg ville kunne udstyres med et MasterCard af guld. Af Guld?

Jeg spurgte helt naivt min særdeles søde bankrådgiver, om det MasterCard kunne noget særligt? ”Nej”, svarede hun og smilede sødt, for hun er virkelig et sødt menneske, ”men det er af guld. Og det ville man eller andre jo kunne se, når jeg tager kortet frem”. Jeg tror ikke, jeg forstod det. Jeg tror faktisk stadig ikke, jeg forstår pointen. Og jeg afslog MasterCardet af guld.

Eksklusivkunde? Jeg må indrømme, at ordet ”overrasket”, ikke slog til.
Hvad skyldtes denne uventede ”ære”? Var præstelønnen pludselig blevet højere, uden at jeg havde bemærket det? Havde jeg vundet i lotto, uden nogen sinde at have spillet?

Forklaringen var såmænd den enkle – og kedelige - at de økonomiske mellemværender, jeg nu havde med banken, var af en sådan størrelsesorden, at jeg var berettiget til at blive eksklusivkunde.

Det handlede ikke om plusser. Næ, tværtimod. Det handlede om minusser. Jeg skylder min bank så meget, at jeg er eksklusivkunde.
Og lad mig bare tilføje hele parentetisk og beroligende: Jeg lever ikke af havregrød og luftfrikadeller. Før det, kan jeg begynde at spise af murstenene på mit hus, som er hele årsagen til det.

Pointen er altså den bagvendte: At det er ved at skylde meget, jeg bliver eksklusiv.

Hov. Nu begynder det at rime med noget, vi kan forholde os til.
Nu begynder det at rime med noget, vi har hørt før.
For er det ikke lige præcis vores vilkår som mennesker?
At i det her kære liv – i forhold til hinanden - i forhold til Altings skaber – skylder vi. Vi skylder så meget, at hver og en af os på stedet er udnævnt til eksklusivkunder. Vi skylder så meget, at vi aldrig nogen sinde vil kunne betale gælden.

Hvordan kan vi betale for at have fået et liv givet?
Ja, ja, kan du indvende. Strengt taget er det jo et liv, du ikke har bedt om at få. Hvordan kan man så sige, at man skylder noget for det? Hvordan kan man skylde Gud en tak for noget, man ikke har bedt om? Og således fik Søren Fauth alligevel lov til at prædike i dag.

Men jeg tror, perspektivet er det modsatte. Det eksklusive er ikke, at du skylder Gud tak. Det eksklusive er, at du er særlig, at du er eksklusiv for Gud. Du er dyrebar, guldrandet, om du vil. Du er særlig for Gud, forstå det, hvem der kan… jeg kan ikke.

Gud lever ikke af, at vi indfrier vores gæld. Gud er ikke afhængig af, at vi betaler skat til ham. Eller synger lovsange eller går flittigt i kirke. Han er lige meget Gud, uanset om vi gør det eller ej. Det særlige er, at vi – uanset – forbliver eksklusive for ham. Det er da forunderligt.

Vi er eksklusive i forhold til Gud.

Og vi er eksklusivkunder i forhold til hinanden. Hele tiden oparbejder vi gæld i forhold til hinanden. Nogen skylder vi tjenester. Nogle skylder vi gode dage, fordi de gjorde vores dage gode. Nogle skylder vi, at de lærte os noget vigtigt, vi aldrig ville have været foruden.

Og nogle skylder vi det fineste og mest sårbare af alt: Kærlighed og taknemlighed. Og vi ved godt, at på de konti bliver vi aldrig gældfri.

Men i forholdet til hinanden kommer der et afhængighedsforhold eller en skævvridning, hvis den ene synes, han skylder den anden for meget. Vi kan trække veksler på hinanden – og vi gør det – men det er kommer et tidspunkt, hvor vi gerne vil gøre en form for gengæld for at få balance i regnskabet.  Det regnskab, som vi jo godt ved, aldrig kan gøres op.

Måske skal vi bare affinde os med, at vi er eksklusivkunder i livet. Og at ingen øvrighed vil kunne gøre op, hvem vi skylder mest: Kejseren, banken – medmennesket eller Gud. Fordi det er et grundvilkår for os mennesker, at den væsentligste gæld her i livet er bundløs. Og at livet aldrig går op.

På billedet her er ærkeenglen Mikael. Han er prentet ind i kalken i Århus Domkirke – og har været det endda nogle hundrede år. Og mon han ikke bliver hængende et par århundreder endnu?

I dag vil jeg gerne tatovere ham på jeres tanker som et billede på dagens evangelium.

I traditionen er Mikael den, der på den yderste dag skal veje menneskes sjæle overfor dets synder. Det er selvsagt en alvorlig sag – ikke kun på den yderste dag.

Derfor er det før set – det var faktisk, hvad vi hørte i den første læsning fra Amos, at der er nogen, der snyder på vægtskålen. Og jeg tænker ikke, vi selv er meget bedre. Vi har altid noget, der tynger ned – og det er ikke altid det er til vores fordel.

Ofte lever vi som om, at hvis vi bare var i ligevægt – i vatter, så var alting godt. Men det er jo ikke sandt.

Det er klart, at det er bedre at være ligevægtig end uligevægtig. For den, der altid er i ligevægt ved vi, hvor vi har. Hvorimod de uligevægtige mennesker kan være højst utilregnelige at leve sammen med.

Men hvis vi forestiller os et liv, hvor tilværelsen altid er i vatter, ja, så kan vi ikke undgå at føle os snydt. Livet går ikke altid efter fortjeneste. Livet går ikke altid op.

Og det kan man så forsøge at forklare sig ud af på forskellig vis. I den forgangne uge hørte jeg om en – naturligvis – amerikansk undersøgelse, der angiveligt skulle have påvist, at 61 % af dem, der får kræft er mennesker, der ikke har tilgivet nok i deres liv. Undskyld mig, jeg har ikke hørt større ævl, end ikke i den kommunale valgkamp.

Men her er altså Mikael Sjælevejer. Og når han vejer, så det er helt tydeligt, at der ikke er ligevægt. Selvom alt det dæmoniske på højre hånd gør, alle de små djævle, vi hver især er udstyrede med, gør, hvad de kan for at trække vægtskålen ned til deres side, så er det alligevel den lille hvide, næsten usynlige sjæl til venstre, der vejer tungest.

Snyder Mikael på vægtskålen? Lægger han en finger på til vores fordel? Nej. Men i sin højre hånd – den hånd, der altid tæller mest, holder han et flag. Det er sejrsfanen. Korsfanen. Det kors, og den frelser, som gik ind i menneskers liv og påvirker balancen. Gør det, vi ikke ville kunne gøre af os selv: Ophøjer det ekskluderede til det eksklusive. Og sætter en guldkant på os.

Den fromme version er, at vi allerede har fået et MasterCard. Det er vores dåbsattest. Masteren er naturligvis vor Herre selv. Det gyldne er hans nåde og barmhjertighed, vi må slide på. Med det MasterCard kan vi leve. Vi kan lave alle de overtræk, vi overhovedet kan komme afsted med. Vi kan forsømme, tynge vægten ned, men uanset  hvor meget vi skylder, så vil vi altid være eksklusive, særligt udvalgte i Guds øjne.

Du er eksklusivkunde, fordi du er Guds barn.
Du er eksklusivkunde i livet – og du må 100 gange hellere overtrække på livskontoen end at levere et liv ubrugt tilbage.

Du skylder. Din gæld er bundløs, ubetalelig. Hverken kejserens mønt eller hvad du nu måtte have at komme med, kan afdrage på din gæld.

Men der er betalt. Ham med himlens og jordens MasterCard har betalt. Og skulle du have glemt det, rækker han dig beviset på det ved hvert eneste nadverbord. Det ligner en mønt. Men se, hvis billede, der er på den.

Du er frelst og frisat og gældfri.  På den frihed – og med det ansvar skal du leve.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn:

Jeg er god nok for du har skabt mig, Gud.

Jeg er dyrebar for du elsker mig.

Dejlig er jeg i dine øjne
 en ædelsten i din hånd.

Derfor blæser jeg på om nogen siger,

jeg er værdiløs og dum.

Ind i mit hjerte hvisker du sandheden:

at jeg er mere værd end guld.

Jeg er din øjesten, din hemmelige skat.

Du er glad for, at jeg er til.

Jeg vil takke dig, så længe jeg lever,

og aldrig glemme, hvem jeg er.

Himmelske Far. Vi takker dig for, at du kom ned på jorden, så vi i glimt kan se livet i dit perspektiv.

Lad os ikke være smålige, men lad os være rundhåndede med overbærenhed og med at give andre nye chancer. Lær os at give slip, men også at tage imod.

Vi takker dig vor, hvad vi dagligt får, uden at vi har gjort os fortjent til det: livet, glæder, mennesker at dele tilværelsen med. Vi takker dig for, at vi kan mødes her i din kirke – og for at mennesker ud over jorden må mødes om dit glædelige budskab.

Vi takker dig for nadverens nåde og dåbens gave – og vi ber for Tristan, Dicte og Vera, som i dag er blevet døbt. Vi beder for deres familie og alle familier og alle enlige.

Vi beder for alle, der har det for svært – og dem, der lider under tilværelsens ulidelige lethed.

Vi beder for dem, der sørger og savner. For dem, der har mistet nogen, de holdt af – og for dem, der er bange for at miste sig selv.

Vi beder for Dronning Margrethe og hele det kongelige hus. Men vi beder også for alle, der er udsendt i tjeneste, missionærer, læger men også for vore soldater.

Vi beder for al øvrighed. For Folketing og politikere. Tak, at nogen vil stille sig til rådighed i den ind i mellem utaknemlige opgave at have ansvar og magt. Vi beder om et demokratisk valg på tirsdag og ønsker, at dem, der bliver valgt, må lede med øje for medmennesket.

 

Så beder vi for os selv og vore kære, hvem vi hver især tænker på lige nu.

          Vi beder for dem, som ingen beder for. Vi beder for dem, der har mistet en af deres kære, for dem, der skal dø og for dem, der skal sidde ved siden af og se på det.

Giv du os alle livsmod og glæde og ræk os for Jesu Kristi skyld livet i dag og alle dage. Amen