I Faderens, Sønnens, Helligåndens - og Luthers navn

Prædiken til markering af Reformationsjubilæet

”Alting begyndte med at Gud talte. Hans ord var hos ham, og dette var en del af ham. Ordet var hos Gud, før alting blev skabt. Med det skabte han alting, og uden det fandtes der ikke noget.
Livet lå i ordet, og livet var menneskers lys. Det skinner for os i mørket og mørket har ikke kunnet overvinde det. … Det rigtige lys, der skinner for alle mennesker, var på vej ind i verden”. Amen.

Luther havde sin tårnoplevelse, som blev grundlaget for hans reformatoriske opdagelse. Grundtvig havde sin – intet mindre end - ”mageløse opdagelse”.
Jeg ved ikke, hvordan det er med Jer, men vi er nogle, som må nøjes med en aha-oplevelse i ny og næ. Og hvis det virkelig er stort, en AHA-oplevelse. En oplevelse, hvor et lys ikke bare er ved at komme til verden, men et erkendelsens lys, hvor et eller andet, stort eller småt, pludseligt står lysende klart for os.

At være menneske er at kunne erkende.
At være et reflekteret menneske er at lade erkendelserne få betydning i ens liv.

En af mine rigtigt gode – og rigtigt kloge – venner siger: ”Du ved det først, når du ved det”. Det lyder ufatteligt banalt. Men jeg er overbevist om, at hun har ret. Det er selve definitionen på det at erkende. ”Du ved det først, når du ved det”. Hvad du så vil stille op med din erkendelse, om den skal få følger, dét ved du endnu ikke. Men erkendelse, det er et af de første skridt på vejen.

Nogle af andres erkendelser kan du først bruge til noget, når du selv når i en lignende situation. ”Du ved det først, når du ved det”.

Du ved eksempelvis først for alvor noget om børn, hvis du selv er så heldig at have fået nogen. Du ved, hvordan det er ikke at få din nattesøvn. Du ved hvordan det er 1000 gange at gå hen til barnevognen eller vuggen og se om de trækker vejret. Du ved, hvor bekymret du kan blive for, om barnet nu spiser nok, sover nok – og alt det andet, et barn nu skal, der begynder med s.

Du ved det først med hjertet, det alle siger, at børnebørn er livets dessert, når det er dig, der mærker en helt ny til nu ukendt glæde i dig, den dag du står med dit første barnebarn i armene.

Tusindvis af andre eksempler kunne nævnes. Det vil jeg ikke gøre. For så kommer vi til at sidde her til næste reformationsfejring i 2036. Det er måske lige langt nok for et gudstjeneste.

Der er forskel på at erkende noget udefra og indefra.
Der er forskel på at erkende med hjernen og med hjertet.
Men fælles for dem er, at når du har erkendt et eller andet, så vil noget for altid se anderledes ud.

Da jeg for mere end 25 år siden læste teologi, skulle vi – som Luther - læse Biblen på grundsprogene. Dvs. vi skulle lære hebraisk for at kunne læse Det gamle Testamente og græsk for at kunne læse Det nye Testamente.
Alle de ældre studerende sagde, at i forhold til sproget græsk, så ville man på et tidspunkt få en åbenbaring. Ved flid og knofedt ville der på et tidspunkt gå et lys op for en. Jeg nægtede længe at tro det. Kæmpede med det. Der var meget mørkt der i det græske sproglandskab. Men pludselig en dag var det der: Lyset. Jeg kunne græsk. Jeg kunne se sammenhængene, forstå de mærkelige bøjningsformer. Det var en AHA-oplevelse af rang. Skriftens klarhed stod lysende klart for mig. Beklageligvis blev den ikke stående, klarheden. Kun lige til og med eksamen, så godt og vel :D.

Jeg tror, ikke vi kan forestille os, hvordan det har været der for 500 år siden, da Biblen blev oversat til tysk – og siden dansk. Så menigmand – og de mere ulærde præster og kirkeligt interesserede kunne forstå, hvad der rent faktisk stod. Jeg har formentlig selv undervurderet det …

Men i reformationsromanen af Maria Helleberg: ”Stormene”, som jeg er ved at læse i øjeblikket, er der en fantastisk beskrivelse af det. Og den vil jeg dele med Jer med et citat, der er noget længere end jeg sædvanligvis citerer. Meget langt. Urimeligt langt, faktisk. Så læn jer bare godt tilbage:

”Andreas satte sig ved vinduet og vendte sig, så lyset faldt direkte ind på siderne. Der var ingen noter i marginen. Bogen virkede frisk fra trykken. … I England kunne man blive brændt for at oversætte Biblen, men her sad han med en forunderligt farlig bog. …

… Han og Jesus stod for første gang ansigt til ansigt. Replikkerne kom direkte fra Jesus og ind i hans mund, videre ind i hans sjæl, han ville aldrig kunne glemme oplevelsen.
Først læste han bare, så begyndte han at undre sig og sprang frem og tilbage. Tilmed kendte han åbenbart ikke historien, og det kom bag på ham. Alle de år, han have tilbragt i kirkens tjeneste, havde ikke betydet, at han blev fortrolig med den grundlæggende fortælling om Kristus.

Jo, han vidste da, at Jesus blev født i en stald, at han blev korsfæstet og opstod fra de døde, men resten lå i en tåge. Faktisk kendte han helgenhistorierne langt bedre. De var klare og grusomme gentagelser af hinanden: omvendelse, blind tro, trusler, tortur, pinsler, fastholdelse af troen og bestialsk død. Det var meget mindre komplicerede historier, og helgenerne blev aldrig til rigtige mennesker.

Jesus, Peter, Judas, Magdalene og Maria var derimod alle forståelige, genkendelige karakterer.


Min religion er meget stærkere og rigere, end de har fortalt mig, tænkte han. Men nu er det for altid slut med løgnene.  Her kan alle læse, hvad der skete, og hvad vi egentligt tror på. Ja, først nu tror jeg for alvor, jeg ved og tror på samme tid
Jeg ved og tror på samme tid! (Parentes: Videnskab og tro udelukker altså ikke hinanden. Parentes slut)
… Det her var bedre end at drikke, faldt det Andreas ind, det mindede om rusen, den gode rus, som gjorde en glad og let. Her sad han og blev ligefrem beruset af Guds ord. At det skulle kunne ske for ham.
Utålmodig, men også med en vis frygt for, hvad han kunne finde, kastede han sig over historien om Jesu lidelse og død, læste højt, hviskede ordene for sig selv. Det kom bag på ham, at Jesus var tvivlrådig og skræmt. At Peter ikke havde adlydt ham. …
Selvfølgelig blev Jesus korsfæstet mellem to forbrydere, og den ene talte med Jesus. Andreas huskede slet ikke scenen. I  Biblen var Jesus fuldkommen uinteresseret i mandens forbrydelse. I dag skal du være med mig i Paradis.. Men det var jo utænkteligt. Ingen skærsild, intet helvede

Frelsen var i troen, ikke i en særlig handling. Fuldkommen nåde, fuldkommen nærhed.

Andreas lagde bogen fra sig og …. begyndte at græde …
Jesus var enig med lutheristerne. Og Andreas var ikke fordømt. Tværtimod.
… Alt det havde været hemmeligholdt. Hele Biblen. Grundlaget for, hvad alle mennesker mente om alting, havde været hemmeligholdt. … Her var han, alene med Guds ord, det rene ord, som rummede hele verden. Ingen ville kunne gøre teksterne hemmelige igen. De var ude i virkeligheden. De havde rørt så mange mennesker. Intet kunne mere blive som det før havde været. Så måtte det være Guds vilje, intet mindre, at dette skete.

Måske kunne mennesker få den vanvittige ide, at følge anvisningerne. Det var i virkeligheden verdens farligste bog, han sad med. De kan aldrig mere gøre mig dum, nu hvor jeg er blevet vidende”.

Langt citat slut.
”De kan aldrig mere gøre mig dun, nu hvor jeg er blevet vidende”.
”Du ved det først når du ved det”.

Det er blandt andre Luthers fortjeneste, at Biblen ikke skulle forbeholdes de få, men os alle. Nu kan vi alle læse i Biblen. Nu kan vi alle, som Andreas, sidde ansigt til ansigt med Guds eget ord, Guds egen søn. Det lys, som ikke bare var ved at komme til verden. Men som nu er i vores verden.

Og derfor er det ikke bare et kan – det er også et skal. For vi skal - som Luther og Andreas i bogen, stadig tilegne os de ord på ny. Så det ikke bare bliver døde, fjerne ord, men levende ord. Der bliver til liv, også i vores liv.

Som kirke, som individer har vi stadig brug for reformation. Vi kan ikke hvile på de teser, Luther slog op på kirkedøren for 500 år siden. Vi må stadig reformere. For alt, hvad der ikke bevæger sig, er dødt.
Vi og vores børn vokser op i en multikulturel og multireligiøs verden. Det er ikke i sig selv skræmmende. Men det giver os et ansvar for at bevidstgøre os – og de kommende generationer i, hvad det er vi tror på og står på.
Vi står på traditionen. Vores kirke hviler på Luther og bekendelsesskrifterne og trosbekendelsen. Men først og fremmest er den bygget på Guds ord. Ikke på en bog. Men på det Ord, der lyslevende blev sendt ind i vores verden og som blev vor bror og frelser.

Lyset er kommet til verden. Guds lys. Guds søn er kommet.
Det er synligt så mange steder i vores kultur og i vores samfund. Derfor er det vigtigt, at hver eneste generation gør sig klart, hvad det er vi tror på. Så vi ikke bare bevidstløst gentager, hvad vi har hørt eller læst. Men sætter vores egne ord på. Og får vore egne åbenbaringer. Det er ikke sikkert, at vi hverken får tårn- eller mageløse opdagelser. Ja, måske ikke engang en lille bitte aha-oplevelse. Men vi skal ikke lade være med at fordybe os i, hvad det betyder for os, at være lutherske, at være kristne. For kun dermed kan tro også blive vores hverdag, vores virkelighed. Vores håb. Det sted, vi henter mod til at leve og får en horisont af evighed hvælvet over vores liv.

Der er – erfarede Luther – verden til forskel på at leve i frygt og på at leve i tillid. Der er verden til forskel på at tro, at vi kun er gode, nyttige, værd at elske, hvis vi gør os fortjent til det – og på at hvile i, at vi ikke kan gøre noget som helst af os selv. Men at Gud allerede har gjort alt det væsentligste for os. Vi skal ikke strække os mod himlen. Himlen er kommet ned på jorden. Som et lys.

Med Luther blev den hellige skrift sat fri.
Med Luthers teologi blev ethvert menneske sat fri.
Fri fra at præstere.
Fri til at elske.
Og fri til at lade sig elske. Af Gud. Uden forbehold.

For det siger vi:
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden. Som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

 

I himlen er der ikke bordkort

17. søndag efter trinitatis, søndag den 8. oktober 2017
Christianskirken kl. 10.30

Hvad var nu det, der mødte Jer, da I kom i dag?
Der lå reserveret-skilte flere steder i kirken.
Måske lå der endda et skilt på den stol, hvor du plejer at sidde? 

Måske spurgte du dig selv: Hvad? Det er da min plads! Måske blev du endda en lillebitte smule pikeret eller vred? Man kan godt få lidt ejerfornemmelser, selv i kirken. Måske er det en del af at føle sig hjemme: At man får faste pladser, også i kirken?

Jeg kender kun en i kirken her, der siger, han har siddet på alle pladserne, stolene her i kirken. De fleste af os har vist foretrukne pladser. Eller er enten højre- eller venstreorienterede.

Mon ikke, I kender det: At der kommer nogen på besøg og du siger: sæt dig bare ned her ved spisebordet. Og gæsten så spørger: Har I faste pladser? ”Nej, nej”, siger du, afværgende. Men det passer jo ikke. I har faste pladser. Ikke sådan at man ligger søvnløs, hvis en tager den. Men alligevel faste pladser.

Jeg ved, det samme gælder om en times tid, når mange af os efter gudstjenesten sætter os i bussen, for at køre på udflugt. I finder jer hver især en plads. Nogle ”holder” eller reserverer en plads til en anden, - det kan være en ægtefælle eller en, man gerne vil køre sammen med. Nogle skynder sig ind og nupper de forreste pladser, under dække af, at de let bliver køresyge. Det er naturligvis ikke, fordi man har det bedste udsyn fra de forreste pladser. Nogle nupper de bagerste sæder, cowboyrækkerne. Det er alt sammen ok.
Men jeg vil godt vædde en 20’er på, at når vi så har gjort første stop: Når vi er færdige på Vejen kunstmuseum og skal videre til Askou Højskole, så tager I de samme pladser, som I havde på vejen dertil. Også det, selvom vi kun skal køre mindre end 10 minutter. Vi er nu engang bedst til det med faste pladser.

Måske tænkte du, da du kom og så reserveret-skiltet på din plads: Jamen, hvem skal SÅ sidde på den reserverede plads? Det må være en virkelig betydningsfuld person, siden der er lagt reserveret-skilt ud? Og med så mange reserveretskilte i kirken, må der virkelig komme mange betydningsfulde i dag.

Måske blev du en smule provokeret og tænkte: Det skal den kirketjener ikke bestemme.
Måske flyttede du skiltet – og indtog beslutsomt din vante plads. Men lurede alligevel lidt på, om nogen ville komme og gøre krav på den reserverede plads.

Og måske har du for længst luret, at det her er præstens ide.
Hvad er nu meningen med det?

Jeg vender tilbage til skiltene. For selvfølgelig er der en pointe… Om den er god, tja… det må vise sig. Jeg vil til hver en tid påstå, at den er evangelisk.
For man sætter sig da ikke på en stol, der er reserveret til en anden vel? Tænk, hvis det var en fornem persons plads?
For mange år siden, mens jeg havde min gang i Århus Domkirke, skulle der være bispevielse. Og alle sejl var naturligvis sat til. Alle ekstrastole var fundet frem. Incl. de helt særlige polstrede stole, regentparret skulle sidde på. Normalt, når Dronningen og hendes familie går i kirke i Domkirke, sidder de overfor prædikestolen. Men her ved bispevielsen skulle de naturligvis sidde forrest i kirkens kor. Høje udskårne – og som sagt polstrede stole - var det. 2 var der. En til Dronningen og en til Prins Henrik.
Jeg ved ikke, hvem der foreslog det: At man skulle prøve at sætte sig i Dronningens og prinsens stol. Men jeg er ret sikker på, at de talte lidt frem og tilbage om det, kirkeværgen og kirketjeneren. Man sætter sig da ikke i regentens stol? Men en af dem tog alligevel mod til sig. Smed al ydmyghed til side. Satte sig højere op. Og godt det samme. For det viste sig, at man sad ualmindeligt dårligt i Dronningestolen. Fjedrene gik i bund. En enkelt var sprunget. Det var simpelthen kirkens ringeste stole.
Jeg har siden tænkt, at når Dronningen eller prinsen engang imellem kan fanges på fotos med lidt sjove grimasser, så kunne det være, fordi stolen, de sidder på, simpelthen er ringe. Og det kan vel ikke engang en royal tillade sig at sige?
Men den fredag eftermiddag før bispevielsen var der en århusiansk møbelpolstrer, der kom på overarbejde. Og lad mig bare sige – hvis nu nogen sidder og tænker tanken: Ja, prins Henriks stol fik naturligvis også en omgang.

”Når du bliver indbudt til bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet”, siger Jesus i dag. ”Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du. …. Nej, når du bliver indbudt, så gå hen og sæt dig på den nederste plads, så han, der indbød dig kan komme og sige: ”Ven sæt dig højere op”.
Hvor har denne lignelse ført til megen misforstået ydmyghed og selvudslettende sætten sig selv nederst, bogstaveligt og overført talt. ”Nej, nej, jeg sætter mig bare her bagest”
Men jeg tror, vi snyder os selv, når vi tror, at Jesus taler om fornemme og mindre fornemme. For jeg kan slet ikke forestille mig, at der opereres i de kategorier.

I himlen er der ikke bordkort.
Der er ikke særlige pladser til de fornemme og mindre særlige pladser til de ydmygede.

I himlen er der ikke bordkort. Men der er reserveret plads.
Jesus siger i sin afskedstale til disciplene, at han er gået i forvejen for at gøre en plads rede for os. Og når han er gået bort og har gjort en plads rede, kommer han tilbage og tager os til sig, for han vi skal være hvor han er.
Jesus døde og opstod. Han fór til himmels. Og dér har han som en himmelsk pedel eller kirketjener – gjort en plads rede for hver og en af os.
I himlen er der billedligt talt lagt reserveret-skilte ud på hver eneste stol. Men der står ikke navn på. Og du kunne ikke drømme om at tænke i kategorier som: om du sidder til højbords eller lidt nede ad langsiden. For du er med til festen. Du er udvalgt. Ja, mere end det. Du er ventet og elsket.

Det lyder måske lidt højstemt og verdensfjernt. Pointen er – og det er også det, Jesus taler om i dag – og det er det, jeg har prøvet at understrege ved at ligge reserveret-skilte ud i dag – er, at Guds rige ikke er noget kommende. Engang. Det er også noget nuværende.
Guds rige bliver det, når vi gør plads. Når vi i vores liv reserverer plads til hinanden. Også når det er besværligt og ubekvemt. For hinanden, den anden, er ikke til at komme udenom. Den anden må vi tage os af. Lader vi ikke være med at tage os af. Den anden – hinanden – næsten – det er, som når en søn falder i en brønd. Hvem ville da ikke straks hive ham op?Sådan skal dit forhold til din næste være. Som var det din søn, der var faldet i en brønd.
Du ved aldrig, hvem du kommer til at sidde ved siden af i livet. For i livet er der ikke faste pladser. Derfor, også derfor skal du reservere plads i dit liv til dit medmenneske. Du skal være parat til at sætte dig selv til side. Siger Jesus. Ikke for Guds skyld, men for næstens.

Og så skal du reservere plads til, at Guds eget ord kan komme og tage en plads op i dit liv.
Iben Krogsdal, der holdt foredrag her i torsdags, brugte sådan et fint billede på det at reservere plads til Gud i ens liv. Hun fortalte om en kvinde, der vel nærmest karakteriserede sig selv som kulturkristen. En, der sjældent kom i kirken. Men når hun gjorde, og den første salme begyndte, så gjorde det noget ved hende. Så følte hun sig 5 % kristen. Og den procentsats voksede i løbet af gudstjenesten og salmerne.
Og når hun kom til salmen efter prædikenen, så var hun oppe på 100 %. Og tænk, havde kvinden engang sagt, nogen gange holdt denne følelse helt til tirsdag.
Kan man være procentvis kristen? Det skal jeg på ingen måde dømme om. Men kvinden her reserverede plads til muligheden. Hun reserverede plads en søndag i ny og næ i kalenderen til at gå i kirke. Hun åbnede sit sind for at Ord kunne få lov at komme hende nær. Og om det ”virkede” – eller hvor længe det virkede, det er ikke op til os at spekulere i.

Vi skal reservere plads til, at Guds ord kan rokke på os. At det kan flytte os. Så vi bliver nødt til at rykke en balle. Så vi er nødt til at komme ud af komfortzonen, faste pladser og faste meninger. For at gøre plads til noget andet. Som er større end os. Meget, meget større.

Der lå reserveret-skilte i kirken i dag. Ca. 20. Havde vi haft flere, havde jeg fordelt så der lå på hver eneste stol i hele kirken. For hvem er det, der er reserveret plads til? Det er naturligvis til dig. Du er den, Guds søn har sat en stol frem til. Og han har reserveret den lige præcis til dig. Du er den, Gud har reserveret en plads i sit hjerte til.
Du er den, der må komme her og føle dig lige præcis som den, du her. Føler du dig ydmyg, risikerer du at gå ophøjet herfra. Kommer du med ophøjede tanker, kan det være, du tager lidt ydmyghed med dig hjem.
Du kan komme reserveret og lidt tilbageholdende eller hjemmevant og fremme i skoene. Der er plads til dig.

I himlen er der ikke hverken bordkort. Det er der heller ikke her. Om lidt er alterbordet dækket.  En lille bid, lidt vin, bare en forsmag – og alligevel allerede en himmerigsmundfuld. Krus og tallerkener er sat frem. Der er også en plads til dig. Og her sidder vi alle til højbords.

For det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen