Om at have en sten i skoen og at lægge Rocky Mountains på hinandens veje - En Jens Vejmand-prædiken

6. søndag efter trinitatis, søndag den 23. juli 2017
Christianskirken kl. 10.30
Salmevalg: 850 – 839 – 879 --- 889 – 849 - 864

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen

Du kender det godt … en lille sten har sneget sig ind i skoen eller sandalen. Du mærker den ved hvert skridt, du tager. Du prøver at ryste foden let, så stenen kan lægge sig mellem tæerne – eller måske rystes ud af sandalen. Men efter et par skridt mærker du, at det ikke lykkedes. Du ved, at lader du den være, så kommer der med garanti en vabel. Utroligt så irriterende sådan en lille sten i skoen kan være. Kan tage al opmærksomhed. Der er ikke noget at gøre. Du er nødt til at have skoen af og stenen fjernet, før du kan gå ordentligt videre.

Og idet du ryster skoen og ser den undseeligt lille sten falde ud, undrer du dig over hvor megen ravage så lidt kunne lave. Der er mennesker, der kan løbe en maraton i bare fødder. Men der er ingen af os, der kan gå bare et par meter med en sten i skoen uden at blive mærket af det.

”En sten i skoen” – sådan lød titlen på en bog, der udkom i 2003 – gisp er det allerede så længe siden – som længe efter vakte furore langt ud over kirkelige kredse.

Den er skrevet af Thorkild Grosbøll. Fra bogens første side lagde han tonen an: ”Der findes ingen Gud, ingen opstandelse og intet evigt liv”. 5 år og mange, mange spaltemeter senere trak Thorkild Grosbøll sig fra sit præsteembede.

Han har siden forklaret, at bogen udkom som kulmination på årelange overvejelser.  Bogen var ikke et hovsa-missil. Da Thorkild Grosbøll efter endt teologistudium begyndte på pastoralseminariet, sagde han, lå der en død due frosset fast ved Helligåndshuset, hvor undervisningen foregik – hele den første måned, han gik der. Han tog det som et varsel – for, som han sagde, der var jo ingen Ånd der.

”En sten i skoen” handlede om Gud, opstandelsen og det evige liv. Den handlede givetvis om meget andet, som i dag er glemt. Men den viste, at selv i en sekulariseret dansk sammenhæng, er spørgsmål om tro på Gud, om opstandelse og om det evige liv ikke bare sten i skoen, du kan ryste ud og gå ufortrødent videre.

Bogen viste, at det blev nødvendigt at standse op og tage det med troen på Gud, opstandelse og det evige liv og meget andet op og se det efter i sømmene. Vi kan ikke bare ryste det af os. Og selvom det ikke er alle danskere, der ugentligt får den slags sten i skoen, så blev vi præster i adskillige år derefter spurgt, om man nu var en af den slags præster, der troede på Gud eller ej.

Engang imellem synes man, det er meget små sten i de folkekirkelige sko, der udløser store overskrifter. Og man kan synes, at vi i Folkekirken burde have væsentligt større udfordringer end at diskutere om man kan komme i kontakt med afdøde kæledyr eller spørgsmålet om oblater nu skal være glutenfri eller ej.

Det sidste ville ikke kunne holde mig søvnløs ret mange nætter. Jeg nægter på ingen måde, at det kan være et problem for den, der ikke kan tåle gluten. Men jeg tænker, at Jesus jo formidlede syndernes forladelse på mange andre måder end gennem vinen og brødet. Gennem sine ord, f.eks. – og de indeholder, mig bekendt, hverken alkohol eller gluten.

Selvfølgelig skal vi tage de små sten til efterretning. Og de større udfordringer skal vi tage alvorligt. Og som kirke og prædikanter skal vi beskæftige os både med syndernes forladelse, med det påståede faldende dåbs- og medlemstal.

Vi skal blive ved med at arbejde med, hvordan gudstjenesten ikke blot er tradition for traditionens skyld, men at den altid er levende – fordi menigheden er levende. Forhåbentligt.

Vi skal tale om dobbelt udgang – også selvom man er en kirke, der ikke ønsker sig en ny indgangsportal.

Vi skal tage livtag med nåden og barmhjertigheden, med de etiske fordringer og udfordringer, med Guds uudgrundelighed og Skriftens dunkelheder. Og vi skal gøre det ordentligt og vederhæftigt og vedvarende – og vi skal ikke undre os, når de svar, vi finder, var nogle andre end dem, vi gerne ville have.

Vi kan også som kirke tale om klimaforandringer og om at være grøn kirke. Vi kan – og skal - tale om terror og frygt i øvrigt og alt det store og alt det komplicerede, der også fylder i medierne, selv i en tid, hvor agurkerne vokser frodigt.

Og vi skal tale om glæden og kærligheden og livslysten – og om alt, hvad der i øvrigt bygger op. Og at det har sin grund i den Gud, der vil os det godt.

Men … Men i dag retter Jesus vores fokus mod noget vigtigt: Nemlig, at der er andre sten end dem, der er i Jesussandalerne – og de skal fjernes også, før vi kan gå videre.

Hvordan ser de sten så ud, som Jesus taler om? Ja, umiddelbart er det ret små sten. Det handler om ikke at være vrede på hinanden eller kalde hinanden skældsord som ”idiot” eller ”tåbe”. Det handler om, at hvis vi har noget på hinanden, så skal vi få det ud af verden før alt andet.

Jesus siger: ”Når du bringer din gave til alteret og dér kommer i tanke om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder, så kan du komme og bringe din gave. Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham”.

Først skal de snublesten, der måtte mellem os og vores bror, - det vil i praksis sige ethvert menneske – bringes ud af verden. Først derefter kan vi fortsætte til alteret, til gudstjeneste, til aftenbønnen. Eller hvor vi nu hver især møder vores Gud.

Det lyder altså som om vi skal sætte medmennesket før Gud. Det lyder som om at små sten som et hurtigt "din idiot” vejer tungere end at få syndernes forladelse.

Jesus siger ikke, at vi ikke skal gå til alteret eller derhen, hvor vi mener at møde vores Gud. Men han siger, at vi skal bringe forholdet til vores medmennesker i orden først.

Det lyder da som en uendeligt lille sten. Kunne man ikke tænke, at vi hver især havde større anliggende med Vorherre, som lå os mere på sinde?

Tjo … men der er det lige præcis ikke op til os at gradbøje. Vores bror, vores medmenneske, hende, vi kom til at rulle øjne overfor eller ham, vi syntes gjorde irriterende ting, eller den fjerne slægtning som engang var årsag til at vores familier i årevis ikke havde kontakt, ja, dem har vi ikke altid hos os. Det kan blive for sent. Og det må det ikke.

Vi ved det godt. Vi ved jo godt, at alle de dyre tanker hvad enten de nu drejer sig om livets mening eller om hvad der mon sker efter døden, eller om verdens gang eller alt det dyre, ja, de kan fylde vore tanker og bekymringer, og ikke kun på egne vegne, men på verdens og vore efterkommeres vegne. Og klimaforandringer er alvorlige nok. Og spørgsmålet om alles frelse og meget, meget andet.

Men det er i forholdet mellem mennesker, at livet leves i det daglige. Det er i relationer mellem mennesker, at livet leves og udfoldes. Og det er det de ting, som umiddelbart kan se ud som små sten, der fylder.

De fylder os med glæde, når alt er godt. Og de kan fylde sind og optage uendeligt mange tanker, når noget er gået skævt og nager.

Ét er, at du kan vide, hvornår du selv har en lille sten i skoen. Hvornår et andet menneske har sagt eller gjort dig noget, der gør, at dine skridt ikke er helt så lette og uforstyrrede, som de kunne have været. Men du ved ikke altid, hvornår dine ord eller gerninger blev en sten i skoen på andre.

Det behøver ikke være et ”din tåbe” eller en udtalt hovedrysten. Næ, tænk efter, nogle af de ord og sætninger, du bærer med dig, måske helt fra barnsben af, var sagt impulsivt måske ureflekteret, alligevel kunne de blive siddende. Vi ved aldrig, hvilke af vores ord, der bliver byrdefulde for andre. Hvilke ord, der bliver sten i deres sko, som ikke kan rystes ud.

Der er sten mellem os, som når de bliver fundet frem ser ud af ingenting, når I tager dem frem. Og I tænker: ”Hvordan kan så lidt dog have fyldt så meget?” Og der er sten mellem mennesker, der er på størrelse med Rockey Mountains – og I tænker: ”Hvordan i alverden har vi kunnet bære dem?” Og hvordan skal vi kunne fjerne dem? De er for tunge til at vi kan løfte dem væk?

Det er ikke altid stenens størrelse, der betyder noget. Men villigheden, paratheden til at få den ud af skoen, ud af livet, der kan være med til at give kræfterne til det.

Altså … hvis vi kommer i tanke om noget – uanset hvor vi så end er på vej hen, og uanset stenens størrelse, så skal vi se at få det med vores medmenneske rettet op før noget som helst andet.

Er forholdet til Gud da ikke vigtigere end forholdet til  medmennesket? Nej, det ene udelukker ikke det andet. Og vores tro er aldrig kun et forhold mellem os og vores Gud – det er også altid et forhold til vores medmenneske. At tro – at være tro er altid et ligesidet trekantsforhold. Hvor ingen af partern e kan sparkes til hjørne.

Og når vi forliger os med vores medmenneske, så er det godt. Det gør os godt. Det gør medmennesket godt. Men vi gør aldrig godt for Guds skyld. De gode gerninger, den udstrakte hånd, de ekstra skridt, et ”undskyld” eller selverkendelserne af, at der var det vist mig, der blev en sten i skoen hos mit medmenneske, bringer os ikke et komma nærmere Guds barmhjertighed, end vi allerede var.

Jamen, bliver det så ikke bare en curling-tro? Hvor vi hele tiden får travlt med at feje for vores egne handlinger?  Hvor vi helgarderer alting med et ”nu håber jeg ikke, jeg fornærmer dig” eller ”undskyld på forhånd”. Hvor vi aldrig for alvor vover noget? Eller hvor vi ikke når andet end at undskyld og beklage for de grusgrave af sten, vi smed i andres sko og liv?

Døm selv.

Vi ligner Jens Vejmand.
Vi sidder – som ham – der bag skærmen. Tv-skærmen, telefonskærmen, solskærmen – læskærmen.

Vi har – som Jens Vejmand – samme livsopgave. Vi skal jævne vejen for hinanden ved at hakke de store sten mindre. Og dagene går med at vi hakker sten, formindsker dem, tilpasser dem… Erkender, at det er en del af det at være menneske, at vi lægger sten på hinandens veje – og at vi selv igen og igen må forcere de sten, der ligger på vores.

Vi bliver aldrig færdig med de sten. Igen og igen kommer vi til at snuble over dem, få dem i skoene, irriteres, ærgres, forbitres over dem.

Og glædes – når byrdes tages fra vores skuldre eller vores tanker – og der er én sten mindre.

Og vi ligner Jens Vejmand, fordi - fordi engang på vores sidste hvilested, der kommer der heller ikke til at være en sten. For den største sten – stenen af alt det, der kunne være mellem os og vores Gud – den blev fjernet påskemorgen.

Det er det, vi mindes om igen i dag. Hvis vi da ellers skulle have glemt det.

For det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen så nu og altid og i al evighed. Amen.

 

Kirkebøn:

Herre, vor Gud, himmelske Far.
Tak for livet.
Dette forunderligt dejlige men også besværlige liv, fyldt med små og store sten, som vi får i skoene og i hjertet.
Tak fordi du sendte din søn ind i vores verden for at rydde de største sten af vejen.
Vi ved, vi er skrøbelige som glashuse. Alligevel har vi så let ved at bøje os ned og tage en sten i hånden. Og engang imellem kaster vi den, selv når vi ved, at det gir skår.
Tak for alterbordet. Den runde alterskranke er en begyndelse for os mennesker, der har anlæg for at være firkantede og trekantede og stenkastende. Vi beder dig, Herre, tag og igen og igen imod os med dit ord om syndernes forladelse.

Vis os vej til vores medmennesker, når vi ikke kan finde vejen selv. Og tag os ved hånden, når vi stædigt tror, at det er den anden, der skal række hånden ud først.

Lad os mærke befrielsen, når sten og andre byrder er taget ud af vores sko og vores liv.

Og lad os i tro hvile i, at de byrder ingen andre vil kunne tage fra os, dem bærer du med os, Herre.

Giv os overskud til at se andre. Være der for andre. Dele andres liv, både når det er byrdefuldt og som en grusgrav fyldt af sten – og når det er solbeskinnet og glædesfyldt.

Vær hos den, der sidder alene. Også den, der er omgivet af andre, men som føler sig alene med sine tanker og bekymringer.

Vær hos vore døde. Hos dem, vi hver især tænker på lige nu.

Vær med os, når vi går herfra. Ud i nye dage.

Og lad os gå befriede i, at din nåde og kærlighed og barmhjertighed er de nye trædesten, du har lagt for vores fødder. Amen

 

Om at være målt og vejet ...

Jeg har en badevægt. Den er nu ikke voldsomt slidt. Alligevel har jeg sat den i kælderen. For vægten vejer aldeles upræcist. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at den altid har vejet for meget. Sandheden er, at den hverken vejer for lidt eller for meget. Vægten er nemlig løbet tør for batteri. I virkeligheden er det jo en aldeles fremragende badevægt, for så bliver du i sandhed vejet og fundet for let hver eneste gang.

Men i virkelighedens verden er det jo ikke sådan, vi vejer eller vejes. I virkelighedens verden bliver badevægte ikke ret tit sat i kælderen. I virkelighedens verden har vi jo vægte med os hele tiden. Ikke håndvægte eller badevægte, men alle de der andre vægte og målebånd, vi vejer og måler hinanden med.

Vi måler og vejer hinanden hele tiden. Vi gør det bevidst, når vi inde i os selv eller højt vurderer hinanden. Men vi gør det jo også når vi siger til os selv: At nu vil jeg ikke være fordomsfuld eller forudindtaget. Nu vil jeg bare møde den anden med et åbent sind. At måle og veje, at lade os måle og veje ligger os meget nært.

Det begyndte allerede på din første fødselsdag. Noget af det første, der skete med dig, efter at du var kommet til verden var, at du blev målet og vejet. Måske skreg du? Måske fandt du dig passivt i at blive strakt helt ud i al din nyfødte nøgenhed? Og dine mål blev med decimaler skrevet i dine papirer. Siden blev det skrevet i barnets bog. Ja, i nogle hjem blev det også broderet i korssting og hængt på en løber. Tænk, livet igennem at skulle hænges op på ens højde og drøjde.

Når vi måler hinanden – så begynder det tit med at vi måler hinanden på højde og vægt. ”Nørj… han er vel nok stor”. Eller: ”hun er godt nok tynd. Mon hun får nok at spise?”

Og den måde at måle hinanden – og os selv – på har udviklet sig til en industri. Slankeindustrien, der tjener stort på, at nogle gerne vil være mindre. Og hele skønhedsindustrien, der tjener endnu større på at ændre vores kroppe, så den, eller dele af den, kan blive større eller mindre, tykkere eller tyndere.

Og frisører tjener på, at dem, der har krøller vil være glatte og os med aldeles glat hår gerne vil betale for at have bare en smule fald i håret.

For nylig mødte jeg en kollega og vi krammede kollegialt. ”Hvor kender I hinanden fra?” Spurgte en tredje kollega. ”Vi har samme frisør”, sagde vi. ”Ja”, svarede den tredje kollega. ”Det har jeg så tydeligvis ikke” og grinede. Han var skaldet som et æg.

Er det ikke tankevækkende: At det, jeg måske er træt af på min krop eller med mit udseende, ofte er noget, andre vil betale penge for – eller gå langt for at få?  Den, der har lidt sul på kroppen efterstræbes af den, der er for tynd …. Os, der er lyse i huden, håber på sol og sommer, så vi kan få lidt farve. Den, der er uerfaren, vil gerne have erfaring, - og så videre og så videre.  

Hvad er det vi måler os med? Ja, hvad er det for en målestok eller målebånd, vi måler os selv  - og hinanden – med? Det er i hvert fald meget ofte et målebånd, hvor vi måler eller vejer os selv og falder igennem, fordi vi synes, vi er for tynde, for tykke, for smalle, for runde, for tykhudede eller for sensitive, for large eller for  … For lidt eller alt for meget.

Og uanset om vi bliver vejet og fundet for lette eller for tunge, uanset hvordan vi dømmer og bedømmer os selv hinanden, så er sådanne domme næsten altid forbundet med skyldfølelse eller skam eller i hvert fald en følelse af, at noget kunne være anderledes. Og det er ikke de letteste følelser og livsindstillinger at håndtere.

Men vi måler jo ikke kun os selv og hinanden. Vi måler os også op mod hinanden. Og vi bruger ord som ”klogere”, ”rigere”, ”bedre”, ”dårligere” som lodder. Og hvem kan måle, hvornår vi måler objektivt – eller hvornår vi lader en finger hvile på vores del af vægtskålen og tynger den ned til vores egen fordel – eller bagdel?

For der findes jo ikke et normalmål. Der findes jo ikke én norm, en form, som vi alle skulle stræbe efter at passe ind i. Ikke sjældent lever vi bare som om der gør. Og den normal-form forsøger vi så ikke bare at presse os selv, men også hinanden ind i.

Rigtigt galt går det, når vi måler andre med hvad vi tror er Vorherres målestok. Når vi tror, vi ved, hvad der er stort eller småt i Guds øjne. Og når vi lægger det ned som en målestok over hinanden – eller os selv. Så er der ligesom sat en triumf på, der vil noget.

”Det er ikke kristent at … ”, ”Gud kan ikke lide … ”. Det kan gøres mere eller mindre raffineret. Men bundlinjen er den samme: at engang imellem har vi meget travlt på Vorherres vegne. Og det er især bekvemt, når Vorherres vegne falder sammen med vores egen målestok.

Og hvad er det så Jesus siger? Ja, i dag er det faktisk ret tydeligt. I dag taler Jesus i imperativer – i bydeform.

Han siger:
Vær barmhjertig.
Døm ikke.
Giv.
Tag bjælken ud af dit eget øje.

Jesus taler ikke som en jurist, hvor der er alle mulige undtagelsesparagraffer. Han siger ikke, at du kun skal handle på denne måde under de og de omstændigheder. Og den uge, hvor der er to torsdage eller den uge i juli, hvor der ikke falder en eneste dråbe vand. Nej, det gælder under alle forhold:

Vi skal være barmhjertige, ikkefordømmende, givende, og vi skal være de første til at fjerne det, der hindrer os i at se klart. Vi skal ikke måle eller måles, som da vi blev født.

For med Kristus er en ny målestok kommet ind i verden. Det er den, der er illustreret med det cm-mål, nogle af Jer har fået til låns.

På afstand ligner det et helt almindeligt cm-mål. Ganske vist kun 50 cm. lang, men afstanden mellem hver cm er 10 mm. Helt som det skal være.

De fleste af os kender alt for godt til millimeter-demokrati og til at få tilmålt og afmålt. Men sådan er det gode liv ikke.

Vi skal være som målebåndet her. Vi skal strække os og strække os langt. Længere. Ikke for Guds skyld, men for næstens skyld. Vi skal strække os langt. Sådan at vi helt glemmer at måle.

For glæden over, at nogen gik en ekstra skridt sammen med os kan hverken måles eller vejes. Glæden over venner, der holdt ud – og ører, der holdt til at vi lukkede det ud, der fyldte kan ikke gøres op. Heller ikke lettelsen over at have fået noget ufortjent kan ikke vejes. Eller befrielsen, når en byrde er taget fra os.

Det – og meget andet – kalder vi nåde. Det med at blive målt og vejet anderledes end man havde forventet – og måske også anderledes end man havde fortjent.

Dette målebånd er et nådes-bånd. Det måler, som vi måler. Som verden måler. Men det måler også som Gud måler. For nådesbåndet kan strækkes. Og så er 50 cm. ikke kun 50 cm.

Nådebåndet er strækbart. For det væsentligste i livet kan aldrig måles i millimeter og cm. Det væsentligste i livet kan strækkes ud, så der bliver mere af det: Kærlighed – overbærenhed – barmhjertighed – tilgivelse – retfærdighed - nåde.

Det var, hvad Jesus viste os. Ikke med målebånd, men i ord og handlinger.

Det kan godt være, at vi kan have det svært med at tro på, at blinde blev seende, at lamme kom til at gå, at dæmoner fór ud af folk og at Jesus virkelig kunne gå på vandet. For hvorfor sker det så ikke i dag, hvor mennesker tror på hans ord?

Men sætte os ind i det mirakuløse – sætte os ind i, hvordan det er at være blevet befriet, hvordan det pludselig er at kunne se nye muligheder, hvordan vi har det overskudsagtigt, så vi måske bare momentvis ville kunne gå på vandet, ja, det ved vi godt noget om. Og om ikke andet, kan vi læse beretningerne sådan: At alle dem, der blev helbredt og fik en chance til og oplevede underfulde ting, ja, det var alle sammen nogen, der blev målt med Guds målebånd, med nådebånd.

Og det nådebånd må vi låne. Vi må slide på det. Og skulle det sprænge, fordi vi strækker det for langt, ja, så går det endda.

For det var jo i grunden, hvad der skete i påsken. Da vi hang Jesus på korset, var det den ultimative måde at se hvor langt Guds magt strakte. Påskemorgen så vi, at vi endnu en gang  havde målt for kort. Guds magt strakte ind i døden, ja, længere endnu.

Vi har – med troen - fået et nådebånd – og vi skal for alt i verden ikke bruge det målebånd som en ny tvang, vi lægger ned over os selv. Og bare måler på ny – og ser, at det kan vi heller ikke leve op til. For vi kan ikke altid strække os så langt, som vi gerne ville. Vores barmhjertighed og tilgivelsesevne og kærlighed er ikke altid elastisk. Langtfra.

Det er netop et nådebånd. Et nådebånd. Det er som med Guds kærlighed. Aldrig noget, vi kan gøre os fortjent til. Men som strækker sig forunderligt længere end vi kan forstå.

Jesus kom til verden og sprængte alle mål.  Han kom for at fortælle os, at relationer, kærlighed imellem mennesker,

livet selv går i stykker, når vi sådan går og måler hinandens hele tiden!

Gud sendte Jesus til verden for at vise os, at målebåndenes tid er forbi. Vi skal forstå – og føle og tro, at Gud aldrig måler os mennesker. Og derfor skal vi heller ikke måle hinanden.

Storm P sagde engang: ”Det kræver ærlighed at sælge elastik i metermål”. Det kræver ærlighed ikke at strække elastikken, så den bliver længere, men så man i virkeligheden kun sælger en halv meter.

 

Det kræver ærlighed at sælge elastik i metermål. Javist.
I en forretning ville det være snyd at strække elastikken. Men ikke i livet.

I dag opfordres vi til at måle med elastiske nådebånd. Når vi er barmhjertige, ikke fordømmende, givende. Vi opfordres til at strække os langt, ikke for ærlighedens skyld, men for kærlighedens skyld.

Og selv er vi målt med Guds nådebånd. Det er, hvad vi kan komme her ind og få sagt og tilsagt igen og igen. Lad Guds nådebånd være os nok. Lad os aldrig strække os i håbet om, at nåden er mere end det, du allerede har modtaget: Guds udstrakte kærlighed.

 

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen

 

Kirkebøn:

Kære Himmelske Far.

Tak for livet du har givet os at leve med hinanden.

Tak for jord og himmel, skov og hav og for alt, hvad der giver os håb.

Tak for alt det, der ikke kan måles og vejes – men som har umådelig stor betydning for vores liv.

Tak, når vi møder mennesker, der ikke måler os med de vante målestokke, men som måler os med nådebånd.

Tak fordi du er Gud for alle – også de gudløse.

Hjælp os til at være til stede i hvert øjeblik til liv og glæde for os selv og dem omkring os.

Vi takker dig for dåbsbarnet Sonja, som du har lagt i hænderne på dem, der holder af hende. Og som nu også er lagt i dine og menighedens hænder.

Vær hos alle, der er ramt af ulykke, ensomhed og sygdom: trøst de bedrøvede og bange og tænd lys for dem, der sidder i mørket. 

Herre, sæt dig hos den, der har mistet og hvis hjerte er ved at briste af sorg og savn.

Hjælp folk med magt og ansvar, så de kan forvalte dette i visdom og klogskab til alles bedste.

Sæt dig ved vores side, når vi skal dø, og lov os, at intet kan skille os fra dig. Amen