Med hoved, hænder, ben - hjerte & LEGO-figur

Prædiken til 1. søndag efter påske
Højmesse med bla. 90 FDF'ere

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes.

 

Hoved, hænder, ben. De tre dele skulle I bytte med hinanden, så I alle kunne samle en hel LEGO-figur.

Prøv at tage hovedet af igen og sid med det i hånden.
Nogle mennesker er rigtigt gode til at bruge hovedet. De er gode til at tænke. Gode til at huske. Gode til at se sammenhænge. Gode til at regne den ud.

Prøv nu at tage overkroppen af LEGO-manden. Den med hænderne. Nogle mennesker er rigtigt gode til at bruge deres hænder. Nogle kan lave knob. Nogle er gode til at lave ting i træ eller er dygtige håndværkere. Nogle kan spille. Eller skrive. Eller tusind andre ting med deres hænder.

Tag så den del med benene. For nogle mennesker er gode til at bruge fødderne. De er for eksempel fodboldspillere. Eller er gode til at klatre. Eller cykle. Eller arbejder på plejehjem eller på sygehuse, hvor de går mange skridt for at hjælpe andre.

Hoved, hænder, ben. Kroppens treenighed.
Vi bruger ikke alle delene lige meget. For hos nogle er benene eller hænderne blevet trætte, fordi de er blevet ældre. Eller fordi man har gået mange skridt. Eller fordi man har fået gigt.

Og nogle tænker måske ikke helt så klart, som de har gjort, mens andre først er ved at begynde at lære at bruge hovedet.
Sæt nu de tre dele sammen igen.

Lige før læste jeg om, hvordan Johannes fortæller om påskedag.
Jesus har forud for det, vi hørte, fortalt om, hvordan disciplene og nogle kvinder havde været ude ved Jesu gravsted. Der havde de set, at gravsten var rullet væk fra graven – og at Jesus var væk.

Samme aften sidder disciplene så sammen. Fyldt af alle mulige forskellige tanker og følelser. Og pludselig. Pludselig står Jesus så hos dem.

Det reagerer de helt forskelligt på.
Nogle reagerer med hovedet. Nogle af dem har brug for at tænke efter. Reflektere.

Hvad var det nu, Jesus havde sagt på forhånd: At han skulle dø – og at han ville opstå. Og de havde selv set ham dø med deres egne øjne. For de havde øjne i hovedet. Og de havde set hans tomme grav. Og nu stod han der. Lyslevende.

Alligevel er det svært for hovedet at følge med. Hvordan kunne Jesus pludselig være hos dem? Hvordan kunne han gå igennem en dør, der var lukket? Det kunne deres forstand ikke forholde sig til.

Nogle brugte hovedet. Og nogle, tænker jeg havde mest lyst til at reagere ved bruge fødderne. De har lyst til at løbe deres vej. Det her er for utroligt.

En uges senere kommer disciplen Thomas så. Han havde ikke været med den første gang, Jesus viste sig for dem. Thomas reagerer med hænderne. Han har brug for at mærke efter. Brug for at mærke i Jesu side – der hvor soldaterne stak et spyd ind, for kun hvis han kan mærke, at det er sandt, kan han tro det.

Hoved – hænder – fødder. Sådan reagerede de dengang. Og jeg tænker, at vi kan have det på samme måde. Vi, som tror, eller som prøver at tro. Eller vi, som kan være i tvivl.

Jeg tror, vi ligner disciplene. Nogle af os har det bedst med den del af kristendommen, der taler til vores hoved. Det er noget intellektuelt, noget vi aldrig bliver færdig med at forholde os til.

Nogle bruger hovedet, når vi tænker: ”What would Jesus do?” – hvordan taler kristendommen til mennesker i dag?

Nogle af os har kristendommen i hænderne. Når vi folder hænderne og beder for os selv og andre. Når vi rækker ud efter en salmebog eller biblen. Når vi rækker en, der har brug for det, en hjælpende hånd eller en hjemløs en 20’er.

Og nogle af os har det i benene. Kristendom er at gøre noget. Vi går til kirke. Vi går til sogneindsamlinger. Vi går i genbrug.

Hoved – hænder – ben. Tre dele. Som kan sættes sammen.

Heldigvis er kristendom for alle sanser. Heldigvis behøver man ikke være specielt klog – eller speciel god med hænderne eller fødderne. For Jesus siger noget, både til vores hoved. Til vores hænder. Og til fødderne.

Og til os, der er bedre til at bruge hovedet end hænderne og fødderne, siger Jesus i dag: Gud velsigner dem, der ikke ser og alligevel tror.

Til Thomas – og til alle os, der har brug for at bruge hænderne siger han: Kom og mærk efter. Kom og mærk. Der er stadig kroppe i verden, hvor vi kan mærke lidelsen på, og hvor der er brug for at vi lægger vores hænder på dem.

Til alle dem, der er bedst til at bruge fødderne, siger han: ”Ligesom Faderen har sendt mig, sådan sender jeg nu også jer afsted med min velsignelse”. Gå ud i verden. Brug jeres fødder til at sende kristendommen på vandring. Der er stadig brug for nogen, der går videre med det budskab.

Hoved – hænder – ben. En LEGO-mand består af de tre dele.
Men vi mennesker kan ikke skilles ad. Vi kan heller ikke altid skille tingene ad. Faktisk bliver det både klodset og forenklet, når vi alligevel prøver.

Hoved – hænder – ben, så er Lego-manden hel. Og den kan indgå i alle mulige sammenhænge. Men den mangler noget væsentligt. En lego-mand har ikke noget hjerte.

Det er det, der gør os mennesker til noget særligt. Det er det, der adskiller os mennesker fra alle andre skabninger: At vi har et hjerte. Jesus kom til jorden for at lære os noget om, at uanset, om vi nu mest bruger hovedet, hænderne eller benene, så skal vi altid have hjertet med i det vi gør.

Når vi tror på Gud og Jesus, når vi lader det få betydning for, hvordan vi lever vores liv, så er det fordi vi bruger hjertet.

Når vi ser med hjertet, så ser vi i alle de mennesker, vi møder på vores veje, altid helt og fuldt et medmenneske. Det kan godt være, han eller hun ikke er så god til nogle ting. Det kan godt ske, at det menneske gør dumme ting, siger dumme ting. Men hjertet ser altid et medmenneske. Og ethvert menneske har brug for at blive vist kærlighed.

Når vi ser med hjertet, så ser vi ud over os selv.

Når vi ser med hjertet, så ser vi, at også vi er holdt af af Gud. Som dem, vi nu er. Med alle vores fejl og mangler, med gode sider. Med det, vi synes er besværligt i livet. Med ti tommeltotter og vabler på fødderne.

”Fred være med Jer”, siger Jesus i dag. Det betyder, tror jeg, at vi skal slutte fred. Ind i mellem skal vi slutte fred med andre. Dem, som mener, at det er bedre at bruge hovedet. Eller hænderne. Eller fødderne. Dem, som mener noget helt andet end os. Slut fred med dem.

Men vi skal også slutte fred med os selv. Jer, der har brug for at forstå med hovedet, slut fred med, at det er sådan det er. Jer, der har brug for at forstå med hænderne, som en Thomas, slut fred med det. Og I, der har brug for at forstå med fødderne og går hvileløst rundt i timevis… slut fred med det.

Slutte fred med det, du måtte kæmpe med. Slut fred med det, der er i oprør i dig. Slut fred med dig selv. Og slut fred med din Gud.

Fred være med Jer. Det betyder, at hver og en af os må gå herfra med fred i hjertet. Guds fred. Amen.

 

 

Kirkebøn:

Lad os bede:
Gud, vi takker dig for livet.
For at du har skabt os forskelligt.
Og tak, for at vi alligevel kan samles og mødes i al vores forskellighed.

Tak for din kirke, Gud.
Tak, fordi du tager imod os og samler os hos dig.
I dit ord – omkring døbefonten – og alterbordet.

Tak for de sammenhænge, vi hver især kender og sætter pris på, hvor vi kan få lov til at komme og være som lige præcis det menneske, vi er.

Tak, at vi kan samles her i dag.
De næste ug er skal vores konfirmander konfirmeres. Vi beder for dem og deres familier og ønsker dem Guds velsignelse over deres festdag.

Vi beder for alle børn og unge, for deres forældre og bedsteforældre. For enhver, som har ansvar for at børn og unge trives, udfordres og at de lærer noget.

Vi beder for enhver, som sætter mennesker sammen, som er gået i stykker. Vi beder for læger og sygehuspersonale, som tager hånd om dem, hvis krop er gået i stykker. Og vi beder for enhver, som er der for mennesker, som synes livet går i stykker for dem.

Vi beder for dem, der er glade. For dem, der glæder sig over enhver ny dag. For dem, der har fået styr på noget, de ikke kunne finde hverken hoved eller hale i.

Vi beder for dem, der i vores land er valgt til at tage store beslutninger. Vi beder for byråd og folketing, for Dronning Margrethe og hele hendes familie. Ja, for alle familier og alle enlige.

Vi beder for dem, vi hver især tænker på lige nu.

Og for dem, som ingen andre beder for.

Og så beder vi om, at vi den dag, vi skal dø, må kunne gøre det med håbet om, at du Gud til sidst samler os alle hos dig i din himmel. Amen.

Langfredagsprædiken

Langfredag. Christianskirken 2017

Prædiken

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

 

Du må gerne sørge!

Sorg er blevet anerkendt. Engang var der sørgeår og sørgeflor. Engang var sorg noget, der ikke skulle være alt for synligt eller alt for hørligt – og så skulle det helst gå over, inden omgivelserne omkring den sørgende helt mistede tålmodigheden.

Engang var der sorgens fire faser, man helst skulle gennemløbe: Chokfasen, reaktionsfasen, bearbejdningen og nyorienteringsfasen – med respekt for at en sørgende bevæger sig igennem faserne i forskelligt tempo. Så blev det anerkendt, at man også måtte tale om død og sorg med børn, ja, endda tage dem med til begravelser. Og nu er der sorggrupper – og landet over melder kirkerne om fulde kirkebænke til allehelgen, hvor de sørgende inviteres til gudstjeneste.

Du må gerne sørge. Du må sørge over tabet af en eller flere eller alt for mange af dine kære. Du må også sørge, når livet viser tænder. Du må sørge, når du eller nogen, der står dig nær, rammes af uforståelig sygdom. Og når meningsløshed rammer blindt i verden, må du sørge.
Du må gerne sørge.

Og den der har været der, ved fra smerten i ens egen krop, ved fra så mange søvnløse nætter, at man er holdt op med at tælle dem, ved fra tusindvis af tanker og endnu flere minder, at sorg ikke går over.

At sørge er ikke en diagnose. At sørge er ikke en sygelig tilstand. Det kan i sjældne tilfælde udvikle sig til det. Men i sig selv er det det ikke. For sorg er et livsvilkår. Sorgen er en del af at være menneske. Selv når vi er kommet videre, - og glæden har været på gæstevisit - har vi sorgen som livsbagage.

Det er godt, at sorgen er kommet frem i lyset. For kun når lyset falder på den – kan vi se sorgens sande ansigt. Og når vi giver hinanden lov til at se vores sorg, kan vi se hinandens sande ansigter.

Men der er en anden sorg. En sorg, som kan være lige så altfortærende og vild og voldsom og smertefuld som den sorg, der nu er blevet acceptabel.

Der er en sorg, som ikke må være. Der er en sorg, som ikke kommer frem i lyset. Selv om den er helt reel. En sorg, som vi ikke rigtigt vil være ved. Selv ikke, når det slider allermest i os. Det er den forbudte sorg.

Hvad tænker jeg på? Ja, siden jeg begyndte at nærme mig den forbudte sorg i tankerne, er jeg blevet klar over, at den er langt mere altoverskyggende end jeg havde forestillet mig.

 

Den forbudte sorg. Det er ikke den, der får spalteplads i aviserne eller får tildelt en temalørdag på DR 2. Det er ikke den, vi vender over søndagsmiddagen eller i vennekredsen. Den forbudte sorg fylder i det skjulte. Fylder hjertet og tankerne. Lægger sig dunkelt i livets hjørner. Den forbudte sorg har sin egen tyngde. Ikke mindst, fordi den ikke kan deles. For den må ikke være. Den forbudte sorg er ikke anerkendt.

 

Den forbudte – eller ikke anerkendte sorg har mange ansigter. Og måske har du set nogle af dem. Eller kender dem fra dig selv.

 

Den forbudte sorg – det, vi ikke rigtigt må sørge over – det kunne være sorgen over, at børnene flytter hjemmefra. Jamen, er det da ikke sådan det skal være? Er det ikke, hvad de fleste mødre og fædre i deres stille sind har bedt en takkebøn om ville ske? Er det ikke helt naturligt? Jo. Men det rokker ikke ved sorgen over, at noget er blevet uigenkaldeligt forbi.

Du har opfyldt din mission: Du har smurt det antal madpakker, der skulle smøres, sat kommaer i stile og øvet tysk grammatik, glædet dig over, at din barn blev selvstændig og udviklede sin personlighed. Blev klar til at stå på egne ben. Og alligevel lå du søvnløs natten ind eller efter han var rejst og måske flere gange siden. Var det tvivl om, han nu kunne klare det? Nej. Undte du ham ikke? Jo. Hvad var det så? Mon ikke det var den forbudte sorg, der havde listet sig ind på dig.

 

Den forbudte sorg. Det er den, det forældrepar kender, som ganske vist fik deres førstefødte. Og alt var såre godt. Eller såre besværligt. Som den slags nu er. Men barn nummer to lod vente på sig. Det er den forbudte sorg. For de har jo allerede et barn. Og er man så ikke et skarn at ønske sig et ønskebarn mere?

 

Den samme forbudte sorg kender dem, der går og drømmer om at blive bedsteforældre. Men der kommer ikke noget barnebarn. Enten fordi deres barn ikke fandt nogen partner. Eller fordi de af forskellige grunde fravalgte børn. Eller ikke kunne få dem. Og så går man der… med små strikkede strømper i kommodeskuffen og en sorg, der ikke rigtigt må være.

 

Den forbudte sorg. Det er når du er sluttet på arbejdsmarkedet. Og det er helt efter ønske. Men så bliver der stille. For telefonen er holdt op med at ringe. Der er ikke nogen, der spørger efter dig og det, du kunne. En anden har taget din plads. Verden går bare uanfægtet videre. Sorgen over, at noget er blevet forbi. Selvom det var helt i orden.

 

Den forbudte sorg… Det er sorgen over at blive ældre. Jamen, skulle du ikke i stedet glæde dig over at få lov til at blive gammel? Over, hvad du stadig kan. Alternativet er dog værre. Jo … men ændrer ikke en tøddel på den sorg, der sniger sig ind sammen med de stive ben, smerten i ryggen, den nedsatte hørelse og den vigende hukommelse. Der er ikke så meget liv tilbage, som der har været. Er det en sorg over det liv, der har været? Nej, men der er en – også forbudt – sorg over det, man ikke kan og ikke får.

 

Vi møder også engang imellem den forbudte sorg, når børn godt oppe i 70’erne skal begrave deres endnu ældre forældre. Jeg husker to sønner. Hærdebrede. 4 meter over skulderen. Som ikke rigtigt ville være ved de tårer, der trillede ned ad deres kinder.  ”Jamen, vi havde jo aldrig tænkt tanken, at hun kunne dø, mor”. De var ikke naive. De vidste godt, at deres mor havde fået alt det liv, der biologisk set kunne tilkommes. Men sorgen var der alligevel. Uhåndterlig, reel – og en lille smule forbudt. Men sorg kan ikke gradbøjes. Hverken den anerkendte eller den forbudte.

 

For år tilbage talte jeg med en kollega. Hun sad og skrev begravelsestale over en mand, en ægtefælle og far. Da ringer telefonen. Det er en kvinde. I sorg. ”Jeg kendte ham også”, sagde hun.

De to – hun og afdøde - havde i hemmelighed været elskende i adskillige år. Lige så hemmeligt, deres forhold havde været, lige så hemmelig og forbudt var nu elskerindens forbudte sorg. ”Jeg har også mistet”, sagde hun. ”Hvor går jeg hen med min sorg?”

Der er en sorg, som ikke må være, og som kan fylde så meget, at den tager udsynet for livet. Jeg siger på ingen måde, at det er lettere med den sorg, som gerne må være og som efterhånden er blevet anerkendt, selv i det offentlige rum. Men den forbudte sorg, den ikke anerkendte sorg – hvor går vi hen med den?

 

Det er langfredag. Lidelsens fredag. Smertens fredag. Dødens og sorgens fredag. Jesu dødsdag. Er der nogen forbudt sorg på denne dag? Ja, det er der da. På flere måder. For må man sørge over en Judas? Var han ikke lige fuldt et menneske? En gudsskabning? Må man sørge over en Judas? Over en forræder. Over en, Djævlen var faret i. Over ham, der måske bare var en menneskelig brik i Guds store forsoningsplan?

 

Må man sørge over en Judas? Eller er det forbudt? Hans forræderi kostede ham livet. Det blev for tungt for ham at bære. Så han hang sig i et reb – og lod det reb bære, hvad der var tilbage af liv i ham. Det var ikke meget.  Må man sørge over forrædere? Eller må vi kun sørge over de gode? Spørgsmålet er evigt aktuelt. Og en smule forbudt.

Og hvad med disciplen Peter? Må vi sørge over ham? Må vi sørge over, at selv det tætteste venskab og fællesskab kan blive til forbandelse? Må vi sørge over, hvordan Peter frasiger sig Jesus i dag? Når vi nu ved, hvordan det siden går Peter?

 

Og endelig Jesus selv. Al langfredags lidelse. Piskene, forhånelsen, blodet, korsvandringen … forråelsen …. Hele den måde, vi markerer langfredag på i vores kirker – er det egentligt ikke også en underlig sørgen? Kan vi egentligt sørge over Jesu død, når vi nu ved, hvordan det går videre? Det slutter jo ikke her. Der kommer en påskemorgen.

 

”Også I sørger nu, men jeres sorg skal blive til glæde”. Sådan læser Børge til sidst i gudstjenesten. Langfredag er en sorgens dag – men det er også en endnu ikke indtruffet glæde.

 

Da Jesus var på vej til Jerusalem, fortalte han flere gange sine disciple, hvad der skulle ske: At menneskesønnen skulle overgives i menneskers hænder. At de skulle slå ham ihjel og når han var slået ihjel, skulle han opstå tre dage efter. ”Men” – står der så – ”de forstod ikke, hvad han sagde og de var bange for at spørge ham”.

 

De forstod det ikke. Vi lever efter påskemorgen. Men ikke sjældent ligner vi disciplene. Vi forstår det heller ikke. Vi forstår ikke, hvordan det kan være sandt, at ham, som var død, blev levende igen. Jo, vi har hørt evangeliet. Og jo, vores tro bygger på at lyset fra graven faldt ind i vores verden som et håb, der aldrig kan slukkes. Men tror vi, tror vi, at det også gælder vore sorger? At der også kan gå opstandelse i det, vi sørger over i vores liv?

 

Langfredag er dagen for sorgen, som gerne må være. Langfredag er dagen, hvor du går hen med al den sorg, der er din. Den, der må komme frem i lyset – også de sorger, du gemmer i sindets allerinderste mørke. Du må komme med dem og hamre dem op på korset sammen med ham, der bar alverdens øvrige synd og sorg.

 

Fordi langfredag findes, tør jeg langt mere være menneske, fordi langfredag anerkender alle mine sorger, ja, alverdens sorg – i den grad at de ikke bare kommer frem i lyset – eller mørket, om du vil, men de hænger der på korset, sømmet til Guds egen søn.

 

Langfredag var der ikke noget håb at øjne. Gud ske tak og lov for det!  For langfredag er en bundløs solidaritet med håbløsheden. Og langfredag bærer Guds søn al sorg – al savn – al smerte – al lidelse – også vores - op på korset.

Synligt. Ikke til at komme udenom. Vi kan slå blikket ned. Men den er i verden. Vores sorg. Guds sorg. Guds sorg over, at mennesket kunne korsfæste alt det gode: livet – kærligheden – medmenneskeligheden.

Guds medsørgen over alverdens og alle vore sorger. Og den sorg er stadig lige aktuel og lige reel.

I dag må vi give os sorgen i vold. I dag er ingen sorg forbudt.

Vi må sørge over, at Guds søn hang på korset den fredag, for sådan sørger vi også over, at vi mennesker stadig korsfæster glæden … kærligheden …. medmenneskeligheden.

Og ja, vi må sørge over vores verdens Judas’ser og Petere og elskere, der finder på at dø.

 

Vi må sørge over det, vi hver især må lægge i graven, fordi det ikke lykkedes for os. Vi må sørge over det, der lå i os som en dybfølt længsel eller savn eller drøm, men som vi måtte lade blive ved det, fordi prisen for alternativet var for høj.

 

Vi må sørge. Det er ikke forbudt. Gud selv lagde sorgen ind i verden som et vilkår. Et reelt vilkår. Men kun for en tid. Sorgen har sin tid. Selv den forbudte sorg.

 

”Det ender godt” – sådan sagde en klog kollega engang til mig ”og hvis det ikke er godt, er det ikke enden”. Hun gentog det i går på min Facebook, hvis jeg nu skulle have glemt det. Men den slags håbefulde – ja eskatologiske - sætninger glemmer jeg ikke. ”Det ender godt – og hvis det ikke er godt er det ikke enden”.

 

Og når vi er på det sted i vores liv, hvor vores livsbagage er tungere end det ondeste år af sorg, - om den så er anerkendt eller hemmelig – og vi tænker: Hvordan skal det her da ende? - så er det godt at tænke på, at når det ender, så ender det godt.

 

Så hank du op i din bagage. Tag den med dig. Tag den på dig. Bliv ikke stående. Og gå så i livets retning. Den retning, lyset kommer fra. Øst.

 

”I skal sørge” … siger Jesus. Ikke bare ”I må sørge”. Nej. I skal sørge. Men”, siger han, ”men jeres sorg skal blive til glæde”. Ingen skal utrøstet græde.
Jeres sorg skal blive til glæde. Ikke bare en forbipasserende glæde. Men skal blive til den glæde, som ingen og intet kan tage fra os. Den glæde er, hvor alt ender godt.

Det ender godt. Måske ikke i dag. Måske slet ikke i dag. Eller i morgen. Måske ikke engang påskedag. Men allersenest på Guds store påskemorgen.

Det er langfredags håb.
Rakt til dig og mig i dag.

 

Og for det siger vi: Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Interludium: ”I don’t know how to love him” fra Jesus Christ Superstar

 

Kirkebøn:

 

Herre,

hver gang vi raser og græder over sorg, uret og elendighed,

og spørger, hvor Gud er i sådan en verden?

Da svarer du os fra den første langfredag,

at du er her,

og der, hvor det er allerværst.

 

Gud er på korset,

i ensomheden,
i uopfyldte drømme,
i sorgen,

i hvert menneskes eget Helvede.

 

Du er her, midt på vore veje.

Sammen med os.

Så nok er der mange veje,

men du Herre, har trådt for, så vi kan vandre frejdigt.

Vi beder dig:

Bliv hos os og lad os sammen vandre til dit sted,
hvor alt ender godt.

 

Vi beder for vore kære, som vi har lagt i graven.

Plant i os opstandelsens håb, så vi tør tro, at vi skal ses igen.

 

Vi beder for vore kære iblandt os.

For dem, vi deler hverdag med

– og for dem, vi deler kirkegængerembede med.
Vi beder for alle sørgende.

Vi beder for den fremmede, vi knap nok ser, men som vi går forbi. 

Vi beder for de besværlige,

og for dem, der er som solskin på en forårsdag i vore liv.

 

Vi beder for dem, der bestemmer i vort land:

for regering, folketing, byråd og Dronning.

Giv dem visdom og gode råd.

 

Vi beder for enhver som har brug for at blive bedt for – og for dem ingen beder for.

 

Giv os alle livsmod og glæde og ræk os for Jesu Kristi skyld livet i dag og alle dage. Amen.