Du skal plante et træ

25. søndag efter Trinitatis
søndag den 13. november 2016
Christianskirken kl. 10.30
Salmesangens søndag
Salmer: 4 – kopi: Jeg kommer i min dybe nød – 298 --- 274 – 440 – 164, v. 7 – 884

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Vi tager den lige én gang til…. Det fortælles om Martin Luther, at han har sagt: ”Selvom jeg vidste, at dommedag kom i morgen, så ville jeg plante et æbletræ i dag”.

Lad mig bare bekende: Jeg ved ikke, om jeg er fuldblods-lutheraner. Ærligt talt… Hvis jeg var klar over, at dommedag kom i morgen, så er jeg ikke sikker på, at jeg ville styrte ud og plante et æbletræ - eller noget som helst andet træ i dag.

Ja, hvad ville du egentligt gøre, hvis det var dommedag i morgen? Hvis i dag var din sidste dag? Ville du sætte dig ned og holde dom over dit eget liv? Ville du omfavne dine kære en ekstra gang med ord og arme? Ville du være handlingslammet eller gå i panik? Ville du bede en bøn – eller mange? Ja, hvad ville du egentligt?

Det er klart… der er dommedage og så er der Dommedag. Der er alle de dage – eller nætter, hvor vi gør regnskabet op med os selv. Hvor vi gør status og fælder domme over os selv eller andre.

Og så er der Dommedag med stort D. Dommedagen. Den dag, farisæerne spørger Jesus til i dagens evangelium: Hvornår kommer den? Den største af alle dommedage. Hvor Gud – som vi bekender det hver eneste søndag – skal komme igen – for at dømme levende og døde. Den dag, vi kan frygte – og derfor også ængsteligt kan spejde efter tegn på.

Dommedagen har vi ingen indflydelse på. Men dagen før… Hvad ville du gøre dagen før den?  

Martin Luther sagde, at han ville plante et træ. Det er nok desværre løgn. Det har Luther nok aldrig sagt. Ærgerligt nok. For det er ellers ualmindeligt godt sagt. Men uanset hvem der så end har sagt sætningen, er jeg overbevist om, at det er et troende menneske.

For hvorfor netop plante et træ? Fordi, som vi hørte det i den første læsning fra Jobs bog i dag. ”For et træ er der håb”. Hvorfor er der håb for et træ? Jo, for selv hvis træet fældes, kan det skyde igen. Selvom rødderne er gamle, kan det gro og sætte nye grene, der strækker sig mod himlen selv”.

Når vi planter træer, planter vi håb. At plante et træ, det er ikke en døgnflue. Vi planter ikke et træ, der kun skal stå en dag. Nej, når vi planter træ, så planter vi med fremtiden for øje.

At plante et æbletræ, selv når det er dommedag i morgen, det er er at leve med håbet som horisont. Det er at være fortrøstningsfuld, selv på den næst-yderste dag.

Barack Obama sagde det samme med lidt andre ord i onsdags. Han sagde: ”Uanset hvad, så når jeg står op i morgen, så skinner solen igen”.

For nok holder vi dommedag. Over præsidenter, der kommer og går, over verdens gang. Men ingen af vore dommedage kan få solen til at holde op med at skinne eller få træer til at holde op med at gro. Så megen magt har vi ganske enkelt ikke. Og det kan være ganske befriende at blive mindet om.

For et træ er er håb! For dagen i morgen er der håb! Selv hvis i morgen skulle vise sig at være dommedag. At være troende, at komme her i kirken med din tro, det er at blive håbsjusteret.

Der er masser, vi kan miste håbet over. Men der er også masser at håbe på. Det kan være, vi holder op med at håbe på at skulle leve 80 år mere. Men der er andre håb. For håb er foranderligt. Afhængig af, hvor vi er i livet, afhængig af, hvad der aktuelt fylder for os i tilværelsen, skifter håbet. Håbet har mange grene: drømme og længsel er bare et par stykker af dem.

I nogle perioder af livet har vi brug for at håbet kommer til os udefra, fordi vi ikke kan finde det i os selv. I andre perioder af livet er håbet der, så selvfølgeligt som at solen står op igen i morgen, uanset om det også bliver morgen for mig.

Sangeren Leonard Cohen – der døde i denne uge - skrev tilbage i 1992: ”there is a crack in everything. That’s how the light gets in” – der er en sprække i alt – det er sådan lyset kommer ind.

En tysk filosof Ernst Bloch skriver allerede i 1959 om håbets princip, at håbet er den altid tilstedeværende sprække i virkeligheden. For ligesom sprækken altid lukker lyset ind, er håbet det, der viser en vej udad.

Håbet peger mod noget, som endnu ikke er helt til stede, men som føles som en mangel. Håbet er fundamentalt for den måde, vi betragter vores liv og verden og væren på som noget ufærdigt, noget, der bestandigt er i bevægelse. Sådan betragter bliver håbet nærmest organisk – som træet.

Hvis verden skulle gå under i morgen, hvad ville du så gøre? Jeg ved det ikke. Men i evangeliet om Jesus Kristus hører vi, hvad Gud vil gøre.

For da alt håb syntes ude, fordi vi mennesker igen og igen viser os at være håbløse til at passe på skaberværket, til at passe på hinanden og til at passe på os selv, plantede Gud et træ.

Midt i vores verden står det. Korsets træ. Og det træ knejser ikke til frygt og bæven. Det blev ikke sat som endnu en påmindelse om, at som min søn døde, skal også I dø. Men korset står som et håbstræ. For som Kristus opstod, skal I opstå.

For rødderne på korsets træ nåede helt ned til livets kilde og hentede opstandelsens kraft derfra. Sådan blev korsets træ til livets træ.

”Der skyder en kvist fra Isajs stub”, sådan skriver Esajas. Det nye skud er et billede på Messias. Det træ, som alle troede var dødt, skyder pludselig med nyt liv.

Og hver gang vi mærker håbet leve i os, selv der, hvor vi var som døde, bliver korsets træ til livets træ igen og igen. Det er håbefuldt.

Noget af det sidste, jeg var med til, hvor jeg var præst før, var at plante et træ. Ikke et træ, der skulle sættes i jorden. Men et træ, hugget i sten. Det er det træ, I ser afbilledet på sangarket. Træet – stenen - ligger lige på overgangen mellem kirkegård og kirkedør. For at komme ind i kirken – og for at komme ud ad kirken træder man på træet. ”Livets træ” hedder det.  

Livets træ, det var det træ, Adam og Eva ikke fik lov til at spise af. Men mon ikke det er livets træ, vi flere gange i livet nærmer os. Vi nipper til frugten af livets træ der, hvor livet har evighedskarakter i glimt. Der, hvor alt bare er godt og giver meninger. Der, hvor vi giver os lov til at nyde af livets gode frugter. Velvidende, - meget vel vidende, at vi ikke lever evigt. Det bliver ved bidderne.

Forleden, da jeg for længst havde valgt, at træet skulle være illustration til prædikenen her, opdagede jeg det. At træet ikke står alene. Måske kan I ane det: At rundt om træet er der hugget det græske bogstav Omega. Det er det sidste bogstav i det græske alfabet. Det er enden. Altså …. når alt kommer til alt… ja, selv når vi når til enden, til omega, så står livets træ der fast. Det vælter ikke, livets træ, for det har rødder i himlen.

Efter at jeg var rejst, fik menighedsrådet lov til at sætte endnu et træ. Som erstatning for en mørnet låge ind til kirkegården, fik de og kunstneren lov at lade motivet med ”livets træ” udgøre en ny kirkegårdslåge. I kan se den på billede nr. 2 på sangarket.

Jeg synes, det er meget evangelisk, at når man går til eller fra Ensted kirke, så går man gennem livets træ. Den samme port går man ind ad, når man går til kirke. Og det samme port går vi igennem, når vi går derfra. Vi kommer fra livet – og går ud i livet igen. Og gennem livets træs port – gennem åbningen i livets træ - bærer vi vore døde.

Hvornår kommer Guds rige? Spørger farisæerne i dag.
Og Jesus svarer dem: ”Guds rige er midt iblandt Jer”.

”Midt iblandt Jer”. Dvs. Guds rige er ikke kun noget fremtidigt. Det er også et allerede her og nu. Og når det er midt i blandt os, er det også noget, vi kender godt.

Til i dag kan jeg ikke finde noget bedre billede på Guds rige end træet. For træet har rødder i jorden – sådan som også mennesket er taget af jord. Træet strækker sig mod Guds himmel. Træet vokser. Vokser både nedad og opad og ud til siderne. Guds rige er i vækst. Midt iblandt os. Det er håbefuldt.

Midt iblandt Jer er Guds rige.
Midt i Paradiset plantede Gud to træer. Kundskabens træ og livets træ.

Da menneskene spiste af de første, blev det dommedag for første gang. Men engang … engang tror jeg, vil Gud selv række os frugterne af livets træ, så vi spiser og lever evigt.

Vi tager den lige sidste gang. Luther sagde ikke, at selv hvis han vidste, at dommedag kom i morgen, så ville han plante et træ i dag. Ordene er formentligt ikke sagt i 1517, men af tyske lutheranere i 1944. Og i 1944 var der vist ikke mindre brug for at håbe end der var i 1517 eller i 2016.

Luther sagde det ikke. Og det var ikke en konkret opfordring. Alligevel gjorde vi det her ved Christianskirken i søndags. Vi plantede et æbletræ. Det står ovre ved C café. Vi plantede som mange af Fredericias andre kirker – et reformationstræ. Et såkaldt familietræ, hvor 5 æblesorter er podet på det samme træ. Nye sorter, gamle sorter, som én stor familie på den samme stamme.

Vi plantede et træ. Ikke fordi vi tror, at verden går under i morgen. Vi planter ikke et træ af frygt. Men vi planter det med håb. Et håb om, at vi må sidde i træets skygge og dog set lyset komme igennem selv de tætteste blade. Et håb om, at menneske fra mange familier dog måtte kunne sætte sig under håbets træ og spise sig mætte af håbets frugter. Mætte, så når den dag, verden går under og Guds rige komme, så er vi mættede af håb. Guds håb. For det siger vi:

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed, Amen.

 

Kirkebøn:

Lad os bede: Himmelske Far, vor Herre Jesus Kristus.

Vi planter træer. Vi planter håb.
Da vi blev døbt, blev vi podet på Kristus. Vi fik levende håb i dåbsgave. Og når vi synes alt ser håbløst ud, spejder vi efter håbets aflæggere i vores verden.

Styrk os, så vi står fast i livets storme.
Rusk os, når det er det, vi trænger til.
Giv os ro til at vokse, så vi slår rødder.
Giv os frimodighed, så vi strækker vore grene mod himlen.

Lad os, som menighed og som medmennesker, være som en skov, hvor vi værner om hinanden og giver læ til dem, der har brug for det.

Og når vi bliver bange og grebet af frygt. Når vi tror, at nu er dommedag nær, så også vi skal rykkes op med rode, så lad os stole på, at du, Herre, vil plante os ved siden af livets træ i dit rige.

Velsign og bevar vor Dronning og hele hendes familie. Ja, vær med alle familier og alle enlige. Vi beder for vore kære, hvem vi hver især tænker på lige nu, levende som døde.

Spis med os, når vi knæler om dit bord. Ja, vær hos os med din nærhed, Herre, når vi har brug for det.

Herre. Lad dit rige vokse. Lad din vilje ske.
Det beder vi om. Amen.