Om at se og være set

3. søndag efter påske, søndag den 17. april 2016
Christianskirken kl. 10.30
Salmer: 750 – 22 – 277 --- 370 – 440 – 69, v 6 – 697

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes

”Vi ses”, sådan sluttede vores samtaler altid. Uanset om det var i telefonen eller efter en kirkelig handling. Altid med et ”vi ses”. I begyndelsen syntes jeg det var akavet – jeg skulle vænne mig til det. Efterhånden faldt det mig mere og mere naturligt: At sige ”Vi ses” til min tidligere organist, som var blind.

En gang efter en gudstjeneste sagde han: ”Havde du egentlig ikke en mørkere læbestift på end du plejer?” Hvordan kunne han vide det? Set det havde han jo ikke? Ja, det kunne han, fordi der var nogen, der havde fortalt ham om det. Fortalt hvordan ansigtet så ud den dag.

 

Ansigtet. Den andens ansigt. Den andens ansigtstræk. Det er noget, vi orienterer os efter. Både når vi kender hinanden godt – men i særdeleshed, når det er en, vi ikke kender så godt. Så har vi de mentale antenner ude. Ser efter de små trækninger omkring øjnene. Lægger mærke til, hvordan den anden ser ud, når han taler eller når hun lytter.Ser den anden interesseret eller opmærksomt på os, når vi taler? Ser den anden ud til at ville lære os at kende? Vi ser nøje efter, når ansigtet overfor smiler. Om det er med munden – eller om det helt op i øjnene.

”Ansigtet er sjælens spejl”, siges der. Men ansigtet er også det hjerte, vi bærer uden på tøjet. Vi kan have mange slags ansigter – vi kan have pokeransigter – vi kan sætte forskellige ansigter op til forskellige situationer. Vi kan forstille os.

Men når det kommer til det væsentligste, når vi er sammen om det, hvor det virkelig gælder, så er vi helt og aldeles afhængige af, at den anden viser os sit sande ansigt. Det sande ansigt – det er det, tillid bygges på.

Dit sande ansigt – hvordan ser det ud? Hver især ved vi udmærket godt, hvordan vi ser ud, når vi ser i spejlet. Vores ansigtstræk kommer ikke bag på os hver morgen – med mindre vi har en ualmindelig god fortrængning. Men når vi hver især ser på os selv, så ser vi jo ikke primært udefra.

Vi ser mest af alt os selv indefra. Det er også derfor, vi ikke altid ser rynkerne, furerne i ansigtet. Ikke fordi vi ikke kan se dem – det kan vi sagtens. Men vi ser os selv med erindringens øjne.

 ”Indeni er jeg stadig 35” – sagde en 90-årig engang til mig. Og det var ikke fordi hun var ude på at løbe fra sin alder. Ansigtet og rynkerne talte deres eget tydelige – og smukke sprog – for ingen ansigter er smukkere end dem, hvor erfaringerne har aftegnet deres helt eget landkort. Men jeg tror, vi genkalder os hendes erfaring. Hjertets – sindets alder – og ansigtets alder svarer ikke altid overens.

Hvad er så vores sande jeg? Sådan som vi ser ud – eller sådan som andre ser os? Eller er vort sande ansigt det indre ansigt? Og hvor mange viser vi – når alt kommer til alt – vort sande ansigt? Hvor mange tør vi være så tillidsfulde i forhold til, at de får lov at se os. Se os som vi er – med rynker og botox – med men også med det, der i virkeligheden indeni fylder os? ”Vis mig dit ansigt, før alt er forbi, så er vi begge til stede”, skriver Benny Andersen.

At vise sit ansigt – med risikoen for at tabe ansigt – det er tillidsfuldt, sårbart. At være sammen – at se hinanden ansigt til ansigt – det er udtryk for et helt særligt fællesskab.

Hvad sker der, når vi vover at vise vort sande ansigt? Taber vi så ansigt? – Eller vinder vi det måske i virkeligheden?  Hvad sker der, når vi ser os selv i øjnene. Og vover at se, hvad vi rent faktisk ser? Vover at stå ved, hvad der rent faktisk er vores sande ansigt? Kan vi så fastholde blikket til os selv? Kan vi så holde os selv ud? Eller slår vi mismodige blikket ned?

Jeg havde for 25 år siden en medstuderende, der havde den vane at se os andre i øjnene lige lidt længere end vi sædvanligvis gør. I begyndelsen føltes det lidt – næsten anmassende, men med tiden blev det faktisk tillidsfuldt at kunne hvile i. At fastholde blikket – ansigt til ansigt – det var et meget – synligt udtryk for at man ville hinanden. Og at man ville hinanden det godt. Det kræver lidt tilvænning, men prøv.

 

I alle de salmer, jeg har valgt til i dag – og i to af de tre læsninger, der hører denne søndag handler det om at se. Og falder I fra undervejs i prædikenen her – så gå salmerne igennem en gang til – og læg mærke til, hvordan der tales om at se – og om hvordan Gud ser på os.

Vi hørte indledningsvist om Moses, der ser den brændende tornebusk, og ved at det er Gud, der åbenbarer sig der. Og Moses, der slår blikket ned, fordi han ikke turde se Gud. Hvorfor ikke? Jo, for den, der så Gud, skulle dø. Man kunne ikke se Gud og leve. Alligevel får Moses Guds ansigt at se. Nemlig i Guds omsorg. Gud er en Gud, der har øje for sit udvalgte folk. Gud er den, der har set deres trængsler – og som har set nok. Og som derfor vil gøre en ende på trængslerne. Gud er ikke blind. Og når israelitterne vil spørge til, hvordan den Gud så er, så skal Moses svare: At Gud er den, han er.

Længslen efter at se møder vi igen hos disciplene. ”Herre”, spørger Filip, ”Vis os Faderen og det er nok for os”. Det må vel siges at være dagens underdrivelse. Vis os Faderen – det er vel det største, de ville kunne få at se. Og Filip siger, at det vil være ”nok”.

Og Filip får skældud, bliver sat i rette. Jesus siger, jeg kan ikke vise dig Faderen mere end jeg allerede har gjort. Jeg er jo selv Guds sande ansigt i verden. Og har du overhovedet set eller hørt noget af det, jeg har gjort, mens jeg var hos Jer, så har du set Faderen.

Jeg undrer mig ikke over, at mennesker til alle tider har spurgt efter Guds ansigt. Jeg undrer mig ikke over længslen efter at se Gud ansigt til ansigt. For har man set det, har man også set Guds hjerte. Og den, der har mærket Guds hjerteslag i verden. Den, der har set aftryk af Guds godhed i verden, vil ikke altid nøjes med det. Men vil se det hele. Vil se ansigt til ansigt.

For det, Jesus viser os, er at vi jo netop godt kan se Guds ansigt – og leve. Jesus viser os, at vi godt kan se os selv i øjnene og leve. Fordi vi først og fremmest, først og sidst er set på af Guds. Set med alle vores fejl og fald. Med al den forstillelse, der nu var vores. Med alle de smil og al den glæde, vi genspejlede.

 

Som min blinde organist havde hjælpere, der kunne fortælle ham om det, han ikke så. Sådan er Jesus den, der viser os Guds ansigt. Og som mennesker – som troende – er det, hvad vi til stadighed har brug for: At nogen viser os Guds ansigt. Viser os, hvordan Gud viser sit sande ansigt i verden på. Hjælper os med at se og tyde. For se det af os selv kan vi ikke altid. Og bedst som vi tror vi kan, får vi brug for at blive guidede, fordi Gud – gudskelov – ikke altid viser sig, som vi tror eller har vænnet os til at se. Men altid større, rummeligere, sandere.

I troen ser vi Guds sande ansigt indefra.  I tro ved vi os sete af Gud, ansigt til ansigt. Og det må vi leve på!

 

I de mere end 40 år jeg har gået til gudstjenester, har det igennem årene vekslet, hvad der var væsentligst for mig som kirkegænger og som præst. I nogle perioder tillagde jeg prædikenen stor vægt. Sikkert også for stor vægt. En god gudstjeneste, det var for mig, hvis jeg havde hørt en god prædiken.

På andre tider i mit liv var det nadveren, mødestedet, der blev det opbyggelige sted. I en lang periode var det kirkebønnen. I den periode, hvor vi ventede på at få børn, var det i hvert fald ikke barnedåben.  I lange perioder gudstjenestens musik og salmerne. At have sunget måske bare en salme, der rørte mit hjerte eller slog indre strenge an, kunne være opbyggeligt i timer, ja måske dage efter gudstjenesten.

Men igennem alle årene, som kirkegænger – og ikke mindst som præst – har velsignelsen ved gudstjenestens afslutning haft en helt helt særlig vægt.

At få lov at lyse den. At få lov at få den lyst over mig. At få at vide, at der i velsignelsen løfter Gud mit ansigt op, når det er modfaldent. Der lægger Gud sin hånd under min hage, tvinger blikket op, så jeg ser ham ansigt til ansigt og ikke behøver slå øjnene i, fordi der alligevel ikke er noget, Gud ikke allerede har set i mig.

At få lov at tilsige det til hver eneste en af Jer – søndag efter søndag, og på helligdage, til bryllupper, ja selv til den mest triste begravelse – det er så stort, at hvis ikke det var fordi, jeg er blevet ordineret til at gøre det – og kaldet til at gøre det her i denne menighed – ja, så ville jeg ikke kunne det.

Når jeg gør det – lyser velsignelsen over Jer – ser jeg, at nogle slår øjnene ned. Men jeg ser også mange, mange øjne. Ser åbne ansigter. Åbne for at tage imod Guds blik. Og Guds fred.

 

Hver gang jeg ikke synes, at jeg har gjort det godt nok. Hver gang jeg tænkte, at det der blev sagt eller sunget eller prædiket eller vist – måske ikke lige ramte dig som kirkegænger, fordi du var et helt andet sted i dit liv, så sætter jeg min lid til velsignelsen. Ikke måden, jeg velsigner på. Men sætter min lidt til, at det sidste liturgiske, der sker i en gudstjeneste, det er Guds nådefulde blik, der falder på os. Guds blik, der som det kærligste kærtegn falder på os.

Falder på os, der vovede at vise vores sande ansigt – eller os, der faldt igennem. Falder på os, der knap tør se os selv i øjnene – og da endnu mindre dagen i morgen. Falder på den, hvis ansigt er furet af bekymringer og den, hvis øjne let fyldes med tårer. Falder på den, der tænker tunge tanker eller bare mange tanker. Jeg kan være blind for Guds ansigt i verden. Alligevel viser Gud mig sit ansigt og lyser mig sin fred. 

Og jeg vover at tænke, at der i Guds velsignelse, der ser jeg en forsmag – et for-syn, hvis man ellers kan udtrykke det sådan – på det, jeg og du og alle vore kære døde skal se engang. Når vi ikke længere skal se i et spejl i en gåde, men se Gud ansigt til ansigt.  ”En morgen ser vi dig i Paradiset”, som vi indledte med at synge det.

Velsignelsen er Guds ”vi ses” til mig. ”Vi ses” på næste lørdag eller søndag. ”Vi ses” ved nadverbordet. ”Vi ses” i hvert eneste blik, der møder mit i den kommende uge. Og engang skal vi ses ansigt til ansigt. Det er godt at hvile i. Når man kan. Ja, det er faktisk velsignet.

Jeg genkender disciplen Filips længsel efter at se Guds ansigt i verden, når verden bliver alt for kaotisk. Hvor er Gud så? Hvorfor viser han sig ikke lidt tydeligere?

Jeg genhører disciplen Filips ord: ”Herre, vis os Faderen”, når konfirmanderne spørger, hvor de kan se Gud i deres liv. For deres længsel er også min.

Og derfor blev jeg så glad for den kollega, jeg var sammen med i fredags, der gjorde mig opmærksom på et lille digt, hun havde læst i Kristeligt Dagblad i denne uge, og sendte det til mig. Og nu vil jeg give det videre til dem af Jer, der måske ikke læste det:

”Jeg ser ikke Gud gå gennem stuen

men jeg ved han gør det hver morgen

når vi hører gudstjeneste i radioen

 

Mor synger om Lysets engel

sammen med radioen og støvsugeren

 

Men når Gud løfter sit ansigt

står hun helt stille midt i stuen

Jeg ser ikke Gud gå gennem stuen

men hans ansigt lyser på mor”

 

Guds ansigt. Det lyser gennem radiobølger. Og gennem ydmyge præsteansigter. Det lyser på vores ansigt. Guds ansigt – det lyser gennem os, når vi går ud i den verden, der nu er vores, og spreder af det lys. Spreder af budskabet om, at det her gudgivne liv er godt ment. At du – menneskebarn – er godt ment. For du er velsignet.

Og med Guds velsignelse i ryggen sendes du ud i endnu en uge. Skal vi vove et: ”Vi ses”?

 For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og al evighed. Amen.

Kirkebøn

Vor Far i Himlen.
Tak for livet, du giver os.
Tak for alle gode gaver til sind og krop.
Åbn vore sanser og væk vores tanker, så vi overgiver os til din og hinandens kærlighed.
Tak, fordi vi ikke skal leve vores liv på andres og egne domme.
Men at vi netop må hvile i dit blik på os og i dine domme.
Tak, at vi er dine udvalgte, hellige og elskede.
Hjælp os med at tro det.
Tak fordi du har vist os dit sande ansigt i din søn, Jesus Kristus.
Og tak, at du dermed viser os dig i hvert eneste menneske på vor vej.
Nu ved vi, hvem du er – og hvem vor næste er.
Du har også sagt, hvad vi skal gøre.
Giv os mod til at gøre som du, sådan som vi hver især har mod og kræfter til det.

Vi beder for Dronning og Folketing, for enhver, som skal træffe beslutninger, der får betydning for mange. Giv dem visdom.

Vi beder for din kirke her i vores sogn – og hvor end to eller tre er forsamlet i dit navn.
Vi beder for hver og en her i dag. For dig, der faldt ind på din vante plads, for dig, der er her for første gang, for dig, der sidder uroligt på stolen. Vi beder for dem, der sad på kirkestolene, men som nu er gået i forvejen for os. Vi beder for dem, der har vendt ryggen til kirken og for dem, der ikke syntes, at der blev lukket op for dem.

Vi beder for dem, vi savner. Både her i menigheden og i vores liv.

Tak for enhver, der fyldte vores tilværelse med glæde. For dem, der var til velsignelse for os.

Giv os mod til at vise Guds ansigt i verden. Lad os løfte vore hoveder i håb og tro og tillid – i dag – hver dag – indtil den yderste dag. Amen.