2. juledag - prædiken om Kristtjørnen

2. juledag, den 26. december 2014
Christianskirken kl. 10
Salmer: 122 – 123 – 117 --- 129 – 440 – 96,v. 5-6 - 118
Optagelse til DR, radiotransmission
Organist Hedvig Dobias er medspiller under prædikenen

Prædiken

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.
Dette hellige evangelium til 2. juledag skriver evangelisten Matthæus:

Det skete en decemberdag, mens jeg stadig var præst på landet i Sønderjylland. Jeg hørte det frosne grus på gårdspladsen knase under en firehjulstrækker. Motoren standsede og et øjeblik efter ringede det på præstegårdens dør. Udenfor stod en af sognets landmænd. I hænderne havde han den største buket kristtjørn, jeg til dato har set.
”Det er snart jul”, sagde han ”hjemme på gården bliver det ikke jul, før der er pyntet med Kristtjørn. Nu vil vi gerne række traditionen videre. Glædelig jul til Jer i præstegården”.

Det er på kort formel, hvad jul stadig er for mig: At række en glæde videre. For mig blev det en adventstradition at vente på, at min landmand skulle komme med en uhåndterlig stor buket kristtjørn. Når jeg hørte firehjulstrækkeren i gruset, så vidste jeg, at det blev jul – også det år.

For også for mig er kristtjørnen blevet julens blomst. Dens ufremkommelighed minder mig om, hvor svært det kan være at nå frem til jul. De mange gøremål. Den sårlige samvittighed over det, man ikke nåede. Dens stikkende blade minder mig om håbet om, at det også må blive jul for den, hvor livet gør ondt. Mest minder kristtjørnen mig om os mennesker. Om hvordan vi indimellem har tidslens gemyt. Om, hvordan vi, som kristtjørnen, vokser langsomt i modgang og i det, der er svært.

I dag har jeg taget en kristtjørnbuket med til gudstjeneste. Den står her på prædikestolen. For på en 2. juledag stikker både grenene og ordene. Alligevel forkyndes her om det håb, der er evigt, uvisneligt som de stedsegrønne stikkende blade.

2. juledag. Endnu toner englenes sang og håbet om fred til mennesker, der har Guds velbehag, i baghovedet, når vi kommer til kirke eller lukker op for radioen. Men i dag er englesangen forstummet. Himlen synes lukket. Blodet flyder.
Mord og vold og korsfæstelse og forfølgelser… Man skulle tro, at det var overskrifter fra nyhederne. Men det er Jesu forudsigelse af, hvordan det vil gå verden, hvor hans ord bliver forkyndt. Alt dette skal komme over denne slægt. Og ikke bare slægten på Jesu tid, men over alle slægter siden. Jesus var den første, Stefanus blot den anden i den tilsyneladende uendelige række af uskyldige, der har måttet lade livet for deres tros skyld.

Hedvig introducerer ”Maria gennem torne” på orgelet

Kristtjørnen. Naturligvis var kristtjørnen der var fra skabelsens dage, da også den blev kaldt frem ved Guds mægtige ord. Ganske vist hed den ikke kristtjørn dengang. Hvad dens oprindelige navn var, er gået i glemmebogen. Måske hed den blot: Tjørnen med de stikkende grønne blade.

Hedvig: Et par takters improvisation over Gade. ”I østen stiger solen op” -

”Jorden skal grønnes”, havde Gud sagt. Det var sket. Jorden havde frembragt grønt, alle planter, der sætter frø, og alle slags træer, der bærer frugt med kerne. Sådan gik den 3. skabelsesdag. Jorden blev grøn. Og Gud havde set, at det var godt.

Hedvig intro ”Maria gennem torne går”

Tjørnen med de stikkende grønne blade havde nok følt, at den havde levet op til ordene. For grøn, det var den. Alligevel følte den sig så underlig unyttig. ”Hvilket formål tjener det, at jeg har fået stikkende blade? Er jeg måske en kaktus?”, sagde den til sig selv på sine dårligste dage. ”Hvem vil nogensinde tage på mig med varsomme hænder og plukke af mine grene og nyde synet af mig?”
Måske hang den også med grenene, fordi Gud Herren havde sagt, at tjørnen ikke skulle tjene til føde for nogen, for den hørte til blandt de giftige planter. ”Hvem vil da også have lyst til at sætte tænderne i en tjørn med stikkende grønne blade?”, spurgte den sig selv.

Tjørnen med de stikkende grønne blade følte sig i mange århundreder som den ensomste af alle de grønne planter, Gud Herren havde kaldt frem.  ”Hvorfor er jeg blevet skabt?”, kunne den spørge sig selv. ”Var det ikke bedre, at jeg visnede hen?”
Men tjørnen med de stikkende grønne blade var ikke sådan at få til at visne. Tværtimod groede den umanerligt godt, om end langsomt, både i den nordlige og sydlige del af den verden, Gud Herren havde skabt. 

Hedvig igen Gade: ”I østen stiger”

Så en mørk vinternat skete der et under. Et guddommeligt under. Og fordi det er et under, så ved ingen rigtigt hvordan det skete. Men julemorgen, da solen kastede sine første stråler over den lille by Betlehem og langsomt vækkede folk og fæ, ja, selv det lille nyfødte drengebarn i stalden stak i et vræl, da opdagede tjørnen med de stikkende grønne blade, at den bar. Røde bær piblede frem på dens grene. Tjørnen med de stikkende grønne blade så ned ad sig selv og syntes i grunden at de røde bær stod meget godt til alt det grønne. I al sin glæde og forundring glemte den næsten, at dens blade stadig stak.
Fordi planter ofte er lige så langsomme som mennesker til at vænne sig til forandringer, så blev man ved med at kalde den for ”tjørnen med de stikkende grønne blade”. Inden tjørnen havde fået set sig om, var der gået endda nogle år.

Og så en dag kom der alligevel nogen og plukkede tjørnen med de stikkende grønne blade. Ikke at hænderne var varsomme. Det var de ikke. Slet ikke. Det var grove romerske soldaterhænder. De hev og sled i tjørnens grene. Flere grene hev de brutalt af og smed til side. Men de længste af dem tog de og flettede sammen til en krans. Og de tog kransen og pressede den hårdt ned over ansigtet på et menneske. Så lo de og råbte: ”Hil dig, jødekonge”.
Hedvig en takt: ”Hil dig, frelser og forsoner”

Havde tjørnen med de grønne stikkende blade i al sin lykke over de røde bær glemt, at dens blade stadig stak, så fik den en brat opvågnen denne fredag. For bladene rev i menneskets pande og de røde bærs farve blev farvet endnu rødere. Blodrøde blev de. Det var på den dag, Krist-tjørnen fik sit navn.

Det blev ikke sidste gang kristtjørnens bær blev rødere. Kun et par år senere udenfor Jerusalems byporte, skete det igen. For mens stenene haglede ned over Stefanus, trillede nogen af de blodplettede sten ud over bjergskråningen og ramte kristtjørnen, som havde stået der siden hin langfredag og græmmet sig over, at dens bestemmelse åbenbart var at mennesker skulle stikke sig på den og dø af at komme den nær. Ligesom det var sket for Kristus.

Kristtjørnen troede fuldt og fast på, at det var dens skyld, at Jesus var død. At han måtte have stukket sig på dens giftige blade, da de pressede tornekronen ned over hans ansigt. Hvorfor skulle dette uskyldige menneske ellers dø? Det kunne kristtjørnen ikke se nogen mening med. ”Nej”, tænkte kristtjørnen. ”Mig er der ingen, der kan holde af”.
Hver gang mennesker i århundredernes løb led døden, fordi de bekendte deres tro på Kristus, da rødmede kristtjørnens bær af skam og af skyldfølelse og af sorg.

Hver gang mennesker siden nærmede sig Kristtjørnen fik den for vane at stritte endnu mere med sine stikkende blade. Det fik de fleste til at holde sig væk. En dag mærkede Kristtjørnen varmen fra hænder, der nærmede sig den. Vanen tro vrissede den: ”Pas på, jeg stikker” – og tilføjede: ”Jeg er også giftig. Hold dig væk – hvis du har dit liv kært”.

Da lød den blideste og dog mest indtrængende stemme. Det lød som en fjern stemme. Århundreder fjern. Årtusinder. Og dog var den ganske nær. Den kom fra hjertet og talte til hjertet. Kristtjørnens grene stivnede. Den genkendte stemmen. Det var Gud Herren selv, der talte til den, som på skabelsens morgen.
”Du, min grønne kristtjørn med de smukke røde bær”. ”Jeg syntes, de var smukke, bærrene, og jeg glædede mig over dem”, indvendte kristtjørnen, og tilføjede så: ”Men det er blodbær. Mennesker dør, når de kommer i nærheden af mig”. ”Vist gør de ej”, sagde Gud Herren. ”Så megen magt har du slet ikke. Og du tager fejl. Det er ikke blodbær.  Det er kærlighedsbær”. ”Kærlighedsbær?”, sagde kristtjørnen forundret. ”Men de er jo røde som blod. Og tro mig, der er flydt meget blod”.
”Jeg ved det, jeg ved det”, sukkede Gud Herren bedrøvet. ”Det var ikke det, der var meningen.
I mange år har menneskene troet, at min Søn kom med det formål at bringe ufred og blodsudgydelser. Men det var ikke sværd og ufred han ville. Men min Søn forudsagde, at sandhedens ord vil vække til modsigelse og had”.
”Jeg er ikke sikker på, jeg forstår hvorfor det skal være sådan, sagde kristtjørnen. ”Hvor bliver det gode af? Hvad skal vi så tro? Og hvad skal jeg stille op med mig selv?”

Gud Herren svarede: ”Når du blev skabt til at være stikkende og grøn, - og når du er det, også efter denne dag, - så er det for, at du skulle være et billede for mennesker på, at ikke engang livet med Gud, livet i tro, er ensbetydende med at have afrundede, bløde hjørner. Dit håb er, at selv når du stikker, så bærer du kærlighedsbær. Når dine bær blev allerdybest røde, så var det ikke fordi blodet flød, så var det fordi mit hjerte blødte af kærlighed”.
”Så var det jo alligevel blod”
”Nej”, sagde Gud Herren. ”Det er stadig kærlighed”.
”Kærlighed?”, spurgte kristtjørnen, lige forundret.
”Ja”, svarede Gud Herren. ”Fordi det er min kærlighed, der ligger bag. Den var der fra skabelsens første dag, og den kærlighed er uforandret den samme. Jeg har aldrig villet støde nogen fra mig. Nej, som hønen samler sine kyllingerne under vingerne, ville jeg samle mine børn. Men de ville ikke. De ligner dig, kristtjørn. Tidselgemytter er de. Og ind imellem forhærdede langt ind i hjertet. Jeg kalder, men I kommer ikke. Derfor er du sat i verden, kristtjørn. For du har to af verdens smukkeste farver: Den håbefulde grønne og kærlighedens røde”.
”Men jeg har også torne”, indvendte Kristtjørnen.
”Ja”, svarede Gud Herren. ”Og du skal stikke med dem. For ve det menneske, der ikke har stukket sig på en kristtjørn. Ve den, der ikke har stukket sig på eller studset over det, Kristus har sagt til verden, mens han var i den. Ve den, der ikke har stukket sig på livet. Ve det menneske, for det har aldrig mærket min kærlighed bløde i sig”.

orgelet tier

Der blev stille.

Kristtjørnen troede, den var alene. Hvad den ikke havde opdaget var, at mens den havde lyttet til Gud Herren, var den umærkeligt blevet flyttet. Den stod ikke længere, hvor den før stod. Da den løftede hovedet – da ser den, at den er blevet flyttet ind i Gud Herrens eget hus. Og nu er den hér. Kristtjørnen.

Når adventstiden nærmer sig, løfter jeg stadig hovedet og lytter efter en firehjulstrækker i gruset. Også selvom der ikke er grus foran vores nye hus her i Fredericia. Også selvom min landmand aldrig mere vil komme med Kristtjørn til mig. For han ligger på kirkegården i et Sønderjysk landsogn sammen med sin slægt. Og i videre forstand sammen med Stefanus – og med alle de andre døde, vi hver især har lagt i jorden. Men jeg ved, at hans gravsted også i år er pyntet med Kristtjørn.

Traditionen med at pynte med Kristtjørn som julens blomst, bærer jeg med mig. Og nu har jeg rakt den videre til dig. En buket Kristtjørn til I, der sidder her på stolene i Christianskirken – og I, der lytter med, undervejs i biler, siddende i stuer eller arbejdende i køkkener med at forberede denne dags julesamvær.

Og ja – den er uhåndterlig kristtjørnen … Den stikker. Men uanset hvor meget livets torne må rive og nage i hænderne eller i hjerterne på os, så tror jeg, at Kristus kom til jorden julenat for at plante glæde og opstandelseshåb også i os.

Et håb, der vokser langsomt og ofte i modvind, men et håb som aldrig i evighed kan visne. Det er julebudet, også på en anden juledag – og på det vil vi ønske hinanden en glædelig jul!

For det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn:

Himmelske Far.
Når vi synes livet stikker og gør ondt, når vi har svært ved at se kærlighedens aftryk i verden og i vort eget liv, da mind os om Kristtjørnen, om din søn. Sendt ind i vor verden med budskabet om fred, om håb og om evighed. Vis os at mørket må vige og at det aldrig får bugt med dit lys.

Lær os at elske - ikke bare dem, der elsker os, men også dem, der hader os. Lær os, at livet i afmagt er større end livet i magt. Og bær os, når afmagten bliver for stor.

Vi beder for denne verdens Stefanus’er, for alle, der betaler prisen for at bekende deres tro. Vi beder for kriges ofre, også når krigen foregår indenfor hjemmets fire vægge – eller når vi er i splid med os selv.

Vær med danskere i det fremmede og med de fremmede her hos os.

Velsign og bevar vor Dronning og hele Dronningens hus. Vær med regering og folketing, med byråd og menighedsråd – og alle, der skal tage beslutninger, der får betydning for mange. Mind os alle om, at vi altid bærer lidt af vort medmenneskes liv og lykke i vore hænder.

Vi beder for vore kære, hvem vi hver især tænker på lige nu.
Vi beder for dem, ingen beder for.
Lad os række hænderne ud mod den fremmede, den der er snublet, den, der trænger til en arm, og den, der trænger til tilgivelse og forståelse og langmodighed. Og hvis vi ikke kan nå, fordi vi er forbeholdne, så hjælp os med at tage et skridt fremad.

Vær os nær, når vi mangler arme, der holder rundt om os. Læg din arm om os, Herre, når vi sørger og savner, når vi mangler en hånd i vores, lad os da mærke din. Vi beder for dem, vi aldrig kommer til at favne igen. Lad os finde fred i, at du favner dem i dit rige, Herre.

Og når vi bliver bange – bange for fremtiden, bange for at blive syge, bange for at dø, bange for at miste troen, så lad ordene fra Jeremias klinge i os, at du, Herre, er med os og at du redder os. Og lad os turde leve og dø på de ord. Amen.

Prædiken juleaften

Nu er det jul. Vi mødes her i kirken igen. Der er en stol til Jer alle sammen. Ellers rykker vi lidt sammen. For det er jul også: At rykke sammen, så der bliver plads til alle. I aften rykker vi sammen i familierne. Og de af Jer, som mangler eller savner en – eller flere - omkring bordet og juletræet, rykker sammen på en særlig måde.

I dag rykker vi sammen for at fejre Jesu fødsel. Vi lader os bære med af stemningen. DR’s julekalender ”Tidsrejsen” bliver vores egen tidsrejse, for på en juleaften behøver vi ikke rejse tilbage i tiden, vi er tilbage i tiden og husker tydeligt, dengang det var os, der var børn, der næsten ikke kunne vente.

Nu er det jul. Vi har hørt juleevangeliet igen. Det lyder så idyllisk – alt det med stalden og dyrene, med hyrderne og fårene og engle, - ordene luller os med i deres velkendthed, så vi næsten kan glemme, hvorfor Jesus blev født i en stald. Hvorfor Jesus begynder sit liv med at være hjemløs.

Det var jo, fordi der ikke var plads til dem i herberget. Dér var der ikke nogen, der rykkede sammen. Hvilket hjerte har man, hvis man lukker døren i for en højgravid kvinde med veer? Jeg mener: Var der virkelig ikke plads?

Tankevækkende, når ordet herberg – ligesom ordet hospice i øvrigt – betyder velkommen. Jesus var fra begyndelsen af sit liv ikke velkommen. Man kunne stille spørgsmålet, om det i grunden har ændret sig så meget siden?

Engang skulle nogle børn opføre et krybbespil. De var der alle sammen: Maria havde pude på maven, Josef, hyrderne, de vise mænd og englebørn med kradsende lametta om panden. Alt var indstuderet. En dreng havde fået opgaven at være den afvisende krovært. Kroværten havde to replikker. Han skulle slå ud med armene og sige til Josef og Maria: ”Her er ikke plads til Jer. Alt er optaget”.

Det gik efter drejebogen. Josef og Maria banker på. Drengen, der spiller krovært, er helt inde i rollen og får vredt afleveret sin replikker: ”Her er ikke plads til Jer. Alt er optaget”. Josef og Maria vender sig, som planlagt, for at gå videre.
Men kroværten bliver stående på scenen. Alle kigger på ham. For nu kan alle se det: Han kæmper med tårerne. Og med ét råber han: ”Vent. Kom tilbage – og tag Maria med – I må gerne få mit værelse”.
Dén jul kom Jesus ind i varmen.

Denne sommer besøgte jeg Domkirken i Linköping. Der så jeg et alterbillede, der forestiller julenat. Det særlige ved billedet er, at det er set inde fra stalden. Det er os, der er i stalden, inde i varmen. Os, der kigger ud. Og derude på marken er Josef og Maria og det nyfødte Jesusbarn. Uden tag over hovedet. Hjemløse. Og der er ingen, der råber: ”Kom. I må gerne få mit værelse”.

Hjemløs. Vi er næppe mange her i kirken, der kender til hjemløsheden på egen krop. Ikke mange her kender gadens hårde og nådesløse liv, hvor man kan dø ved højlys dag på en befærdet metrostation.

Ind i mellem er det som om selve julens glæde og julefreden og medmenneskeligheden er blevet hjemløs i denne verden.

Hvis vi definerer næstekærlighed som at være rummelig og rykke sammen og at kunne give plads til hinanden, så er vi på mange måder ikke kommet længere end til herbergerne i Betlehem.

Hvor tit er vi ikke kroværter, der smækker døren i foran vores medmenneske med et: ”Dig har jeg ikke plads til i mit verdensbillede”? Og vi har vist prøvet at stå på begge sider af døren: Vi har både smækket og været dem, døren blev smækket i for.

Så selvom vi ikke har boet på gaden, så kender vi godt til hjemløshed i overført betydning. Hjemløshed forstået som det, at det kan være svært at blive rigtig glad og lade glæden flytte helt ind i hjertet.

Hjemløshed forstået som fornemmelsen af at være flyttet og ikke føle sig hjemme i ens nye lejlighed eller hus.
Vi kender til fornemmelsen af ikke at føle os hjemme i os selv. Når vi f.eks. har så meget at lave, at vi næsten ikke kan mærke os selv.
Eller kender til ikke at føle sig hjemme i egen krop, fordi man har været syg og har været i mange behandlinger.
Vi kender til, at kærlighed kan være hjemløs, fordi den vort hjerte var knyttet til, er død. Eller den, vi holdt af, fandt en ny kærlighed.
Jeg tænker, vi kender til ensomheden ved at stå udenfor og ikke at vide hvilke døre, vi kan banke på og om der vil blive lukket op for os.
Det er såmænd ikke så fjernt for os at være derude på Herrens mark.

Julenattens evangelium er, at Jesus forlod sin himmel for at være hjemme her hos os. Og det er kristendommens ubegribelige påstand, at han, der blev født som hjemløs julenat, ham, der ikke havde noget som helst, han kunne kalde sit eget. Han gav alt. Til sidst gav han os sig selv. Derfor kalder vi Jesus for vores Frelser.

Aksel:        Undskyld, jeg afbryder

(rejser sig og går hen i nærheden af prædikestolen med barnevognen)

 Eva:           Ja…

 Aksel:        Jeg ved godt, hvad det er stå udenfor.

Jeg kender til, at folk melder ”hus forbi”, når de møder mig.
Så det er rart at komme herind, hvor der er højt til loftet.
Og jeg har noget her i min vogn, som jeg gerne vil give dig i julegave, præst.  (rækker Eva en pose)

Eva: Tak. En plasticpose??

Ja, det er ikke så poser, vi hver især har slæbt hjem de sidste dage og uger. Poser, fyldt med mad, med lækkerier og med gaver. Alt det, vi hver især synes skal til for at gøre en god juleaften.

 Aksel: Prøv lige at kigge på posen.

 

Eva:     Jamen, det er jo et helt krybbebillede med Josef og Maria og Jesusbarnet. Med får og kameler og vise mænd og engle og stjerner. Men hov - der er ingen stald! 

Aksel:        Nej, selvfølgelig er der ikke en stald. Det er jo en hjemløs julepose. Det er ligesom den altertavle, du fortalte om før, hvor Jesus var ude i det fri – og alle andre var inde i varmen. Prøv at kigge i posen

Eva:           Den er jo tom!

Den er der ikke blevet slæbt ret meget hjem i.
                  (tænker…) Og sådan kan denne jule-bærepose minde os om noget andet. At jul ikke kun handler om – om vi nu også har husket det hele og fået slæbt alt hjem.
Posen er tom, fordi julens indhold, det kan vi hverken skabe eller slæbe hjem eller pakke ind. Julens indhold – det har Gud givet os. Det er barnet i krybben. Det er et håb. Et helt urimeligt håb om fred på jorden. Og det er glæde. En grundlæggende glæde ved at være til, som Gud ikke ville holde for sig selv, men som skulle være for hele folket. For alle mennesker.
Det er det, Gud har lagt ind i alles liv i alles historie, i alles pose. (vis pose)

Aksel:        Nu siger du lige ”alles pose”…

Jeg havde ikke kun tænkt, at det var dig, der skulle have noget med hjem herfra i dag. Jeg har en pose til alle. I hvert fald en pose til hver husstand eller familie.

Eva:           Sikke en julegave. Kan vi ikke aftale, at du og jeg står ved hver vores dør og giver hele folket en pose med hjem efter gudstjenesten?

Aksel… God ide. Så kører jeg ned og gør klar.

Eva:     Men inden du kører… må jeg så ikke lige spørge dig om noget? Har du et sted at holde jul? For ellers må du gerne komme med hjem til os. 

Aksel:        Tak for tilbuddet. Men jeg er heldigvis kun hjemløs den times tid, gudstjenesten her varer. Om lidt er jeg sammen med min egen familie. Så nu vil jeg ønske Jer alle en glædelig jul.

 Eva:     Jeg håber, I vil tage imod poserne, så I bogstaveligt talt bærer julen med Jer hjem.

For julens glædelige budskab skal ikke blive her. Kristendom er ikke at vi – som på alterbilledet fra Linköping - bliver siddende herinde i kirkens eller staldens varme og kigger ud på den kolde verden. Kristendommen skal bæres ud i verden. Også når verden synes kold og gudsforladt.

Vi skal hver især bære glæden og håbet og freden fra Betlehem ud i verden. For kun sådan kan det blive for hele folket.
Vi skal bære det ud i verden, så ord som medmenneskelighed og værdighed ikke skal blive et fremmedord. Og vi skal ikke bare bære ordene. Vi skal være ordene. Være dem, der rykker sammen. Vi skal være rummelige.

Det lyder unægtelig mere som en opgave end som en julegave. Men netop derfor er det en bærepose, I har fået. For det er hvad evangeliets glæde også er: At du ikke skal bære det hele, men at du selv er båret.
Det er hvad tro er: At dit liv er som poser, og at Gud har godt fat i hanken. Og det er hvad håb er, at Gud, også i morgen vil fylde dit og mit liv med indhold.

Det er jul. Denne nat forlader Gud sin himmel – og lader sig føde i skikkelse af et lille barn. Han gør sig hjemløs for at være hjemme hos hver af en af os.
Og da barnet blev voksent, gik han ud på gader og stræder. Han gik ud for at være hos dem med de fyldte poser og de liv, der er fyldt med lykke. Men han gik også ud for at være sammen med posedamer og hjemløse – og alle os, der er på Herrens mark.

Det er jul. Gud har lukket os ind. Ja, selve himlens herberg har Gud lukket op for os og budt os velkommen indenfor i.
Jul er at tro, at Gud altid har plads til os. Og at han – uanset hvor mange døre du end måtte have smækket bag dig siger: Kom tilbage. Du må gerne få et værelse hos mig. På det vil vi ønske hinanden en glædelig jul!

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

 

Længe siden sidst... Her er prædikenen til 1. søndag i advent

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus.

 Glædelig første søndag i advent. Ordet advent er en forkortelse af det latinske Adventus Domini. Det betyder ”Herrens komme. Så adventstid er en tid, hvor vi er spændt ud mellem venten – og komme. Mellem forventning og opfyldelse.  

Med første søndag i Advent skyder vi den store ventemåned i gang.

Ind i mellem får jeg det, som om adventstiden overført talt aldrig holder op. Som om det er blevet en livstilstand for mennesker at vente. Aldrig så snart er en ting blev ind-ventet, før den næste lader vente på sig. Ventetiden har taget førergreb, også på sproget. Hvem kender ikke ord som ventetøj, venterum og ventelister, der som bekendt er noget ganske andet end ønskelister? Aldrig så snart er det ventede kommet, før vi begynder at vente på det næste.

For børnene går ventetiden med at åbne julekalendere, med at tænde kalenderlys i skole og hjem og med at følge med i flere eller færre TV-julekalendere. For mange af dem kan det knibe at vente på at det hele skal kulminere juleaften.

Jeg glæder mig i denne Tid;
nu falder Julesneen hvid,
så ved jeg julen kommer!
Min Far hver Dag i Byen gaar,
og naar han kommer hjem, jeg staar
og ser hans store Lommer.

Sådan begynder Peters jul. Jeg genlæste første del af Peters jul i går. Rørende er det, hvordan den lille Peter glæder sig, hvordan han iagttagende og tålmodigt ventende er med i alle forberedelserne, før julen kan komme.

Peter kunne have sunget med på alle de salmer, vi har sunget her inden prædikenen. For de handlede alle om at vente på det, der skal komme. På ham, der skal komme. Peter kender til at længes og til at vente. Og til at være 100% til stede, når julen endelig kommer.

Jeg tror ikke, Johan Krohn havde kunnet skrive samme tekst til en Peters jul år 2014. Måske havde det snarere lydt:  
Jeg glæder mig i denne tid,
at sneen ikke daler ren og hvid
– for så skal jeg ikke skovle.
For jeg skal købe julemad og fælde træ og tag et bad -
og snart, så er det nytår.  

Jeg knap min gave åbnet har,
før hver butik er udsalgsklar.
Jeg sparer ved at vente.
Og vis a vis med julegris, er pyntet op med faste-ris
og snart, så er det påske.

Digteren til Peters jul anno 2014 ville ikke behøve lede efter ord, der kunne rime på ”vente” eller ”tålmodighed” for ventedelen af adventstiden er vi ikke ret gode til. Måske er vi heller ikke ret gode til at forvente os noget?

Jeg er sikker på, at Peter aldrig kunne finde på at åbne alle 24 låger i sin chokoladejulekalender og spise dem. Men for mange børn i vore dage bliver ventetiden lig med selve opfyldelsen, så når juleaften endelig oprinder, kan det være som at åbne den største låge, bare for at opdage, at det stykke chokolade allerede er spist.

 Vi andre… Ja, ganske vist langtidshæver vi brødet og langtidsplanlægger – men det er kun en del af, at vi meget ofte er på vej til det næste. Og mon ikke også der sidder en enkelt her, der har haft tankerne i søndagsfrokosten – eller hvad der skal ske senere i dag – eller i morgen – eller….

Hellere end at vente på, vil vi gerne komme til noget. Vi venter ikke på at det kommer til os. Vi er selv i en hvileløs bevægelse på vej. Hele tiden på vej mod det, der kommer.
Jeg siger ikke, at vi moderne mennesker ikke kender til tålmodighed. Jeg tror såmænd, at vi på hver vores områder kan være meget tålmodige. Men vi tager ikke længere ventetid som et livsvilkår.
Vi vil have børn på det tidspunkt, det passer os. Vi vil quick-kasser og færdigmad. I stedet for homo sapiens, det tænkende menneske, er vi blevet homo zappiens. Vi zapper videre, når utålmodigheden griber os …
Ulempen ved at have svært ved at vente på det, der skal komme, er selvsagt, at vi sjældent er lige her og lige nu – men at vi meget ofte er på vej til det næste. Vi er ikke nærværende – men fjernværende.

En ung mand står og venter på sin elskede. Han er en utålmodig sjæl, der forstår sig dårligt på at vente, så han nyder ikke solskinnet, foråret og blomsterne. Irriteret, men også en smule bekymret, sætter han sig i skyggen af et stort træ og venter.

Tiden trækker ud. Sådan er det med tiden, når man venter, den trækker i langdrag. Men tiden kan også trække sig sammen, så den næsten ingenting fylder. Når arbejde går som en leg, er tiden forbi, inden man får set sig om. En time er en time, men ikke når man har travlt eller venter.
Pludselig står der en lille trold ved siden af manden. Trolden forærer manden en trylleknap. Hvis han synes tiden går for langsomt, skal han blot dreje knappen lidt til højre, så kan han springe ventetiden over og lande lige der, hvor han ønsker at være.
Den unge mand afprøver straks knappen og med ét står hans elskede ved siden af ham og det er meget fint. Hvorfor ikke springe frem til brylluppet, tænker manden og drejer knappen endnu en gang. Eller gid vi allerede var gift og gid vi allerede var flyttet ind i vores hus, som allerede var betalt og gid vores børn var så store, at de ikke mere var til besvær, og gid min vinmark var moden og klar til høst.
Han ønsker det alt sammen og drejer trylleknappen en tak til og én til…
Pludselig er han en gammel mand, der ligger på sit dødsleje. Livet har passeret ham, uden han har opdaget det. Han ser tilbage på sit liv og erkender med ét, hvor dårligt han har forvaltet sin tid.
Manden skylder sig at dreje trylleknappen i modsat retning. Pludselig ligger han igen i skyggen under træet og venter på sin elskede, som i samme øjeblik står foran ham i solskinnet og smiler. ”Har du ventet længe?” spørger hun. ”Næh”, siger han. ”Jeg er lige kommet”

”Vist skal du hente kun ved at vente” - sådan sang vi lige før. Men hvad er det, vi ”henter”, når vi venter?

Ja, det fuldbårne barn – det tager stadig i omegnen af 9 måneder. Men ventetiden kan også være modningstid. Erkendelser kan være længe undervejs. Eller mod.

Eller den grove vittighed - om at vente.

Maren på 96 og Karl på 99 var på statsamtet. Nu ville de skilles. Damen ved skranken synes det var en noget høj alder at blive skilt. Nej, nu skulle det være. De ville bare lige vente til alle børnene var døde.

Vi ved, at der er ting, der er værd at vente på. Der er også mange fortællinger i Bibelen, der handler om at vente. Om ting eller personer, der er undervejs. Israelitterne var 40 år undervejs i ørkenen, Jesus ventede til han var ca. 37 år gammel, før han trådte offentligt frem som Guds søn – Gudsriget er undervejs… Men hvad skulle selve ventetiden gøre godt for?  
Det ville da være fantastisk, hvis vi kunne regne med, at ventetid altid var en modningstid. At hvis vi bare kunne vente tålmodigt nok… Alt godt kommer til den, der venter, siger vi. Men passer det?

Adventstid er ventetid. Men det er frem for alt kommetid. Tid til at lade ting komme til os. Det er det, vi hører denne 1. søndag i advent. Det handler ikke om at vente på den 24. december endnu en gang. For Jesus er kommet. Så vi kan gå med ham ind og igennem adventstiden.

For en del år siden havde jeg flere samtaler med en jødisk kvinde. På vej ud af døren efter en længere samtale, slog hun lid topgivende ud med hænderne: ”Jeg forstår det altså ikke helt, det der med Jesus”, sagde hun flere gange. ”Vi jøder tror jo også på Jesus”.

Og jeg slog også mentalt og lidt opgivende ud med armene. Synes ikke jeg kunne forklare det bedre end jeg allerede havde bestræbt mig på. Og så sagde jeg: ”Ja, men de kristne tror på, at Jesus er kommet”.
Og så lød det med overraskelse – men også med stor fryd – fra min jødiske samtalepartner: ”er han kommet?” Og hun gik smilende hjem. Stadig jøde, men hendes ventetid var forbi: ”Jesus var kommet til verden”. 

Det er muligt, vi venter på noget helt andet. Men det er Herren, der kommer forbi i dag. Jesus kommer til os - og Han kommer ikke bare forbi. Han vil gerne indenfor.

Ikke, at der går skår af Ham, hvis du ikke lukker op. Næ. Men der går skår af dig. Du går glip af at få dit eget liv foræret som en gave.
Han kommer for at sætte os fri. Os og vores rastløse væren på vej videre sætter han fri til at leve i det nu, der er nu.
Måske synes du, at det er svært at vente sig noget godt med alt det onde eller svære, der hidtil er sket. Så må du igen høre, at Guds nåde er ny over dig hver morgen, og at livet – ikke bare adventstiden - også er forventning og håb.

Han er kommet. Ridende på et æsel, langsomt, når æslet vil. Men han er kommet.
Vi er nogle, der utålmodigt kunne ønske, at han kom igen. At Gudsriget kom og satte sig igennem i verden, så ingen kunne være i tvivl om det.
Men måske er vore utålmodigheden som en trylleknap, der spærrer for vores udsyn og vores tro, så vi ikke opdager, at han er kommet. Også til os.

Han er kommet. Som den elskede, man har ventet utålmodigt på. Han er kommet, ventetiden er forbi. Han er kommet – og du opdagede det måske slet ikke. Han er kommet – du behøver ikke gå ham i møde. Han er kommet. Luk du selv op for ham. Gør døren høj – gør porten vid.

John Lennon sagde engang: Livet er det, der kommer til dig, mens du har travlt med en masse andet. Så lad livet komme til dig. Hvert lys, du tænder på adventskransen, er ikke en trussel om det, du ikke når.

Nej, det er et løfte om en højtid, der nærmer sig. Om en forventning, Gud har opfyldt for dig.
Godt nyt år. Godt nyt kirkeår.

Lov og tak og evig ære være dig  vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

 

Kirkebøn: Lad os bede:

Jesus Kristus.

Du er den, som var og som er og som kommer og som er kommet.

Du kommer ind i vores liv,
og når du er her, ser det anderledes ud:

mørke og mismod spredes og håb og lys vokse frem, et for et.

Vi længes efter din kærlighed, og vi frygter for den,
for den forstyrrer vore indgroede cirkler og mønstre.

Gør os åbne for det, du vil, og det, du giver.
Gør os frie af alt det, som trænger sig ind på os
og vil fylde os med tomhed og uro.

Lær os at lytte og være stille,
lær os at vente, at løfte vore hoveder med håb
og høre dine ord som ord talt til hver enkelt af os.

Herre, vi beder dig for alle, der har glemt at håbe,
for alle, der føler sig fangne i livet.

Vi beder dig for alle ensomme, alle syge og fattige
enten det er på legeme eller sjæl.

For alle, der er urolige og længes efter fred.

Herre, vi beder dig for dem, der skal styre:

for folketing, regering og dronning.
Giv dem styrke og visdom til at træffe de rette valg.
Vi beder dig for din kirke, for os som her og nu er din kirke. Vi beder for os selv og vore kære, hvem vi hver især tænker på lige nu, levende som døde.
        Giv os nåde til at være lys i mørket, så vi vover at bære lys ud i verden og ikke være dem, der slukker lyset i hinandens øjne.

        Og lad os, Herre, lad os mærke adventstidens glæde og forventning komme, også til os hver især. Amen.