Prædiken til 16. søndag efter trinitatis

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen

”Herre, havde du været her, så var min bror ikke død” – sådan siger søstrene Martha og Maria til Jesus. Det lyder bebrejdende.  Eller, som vi arbejdede med det i konfirmandstuen i onsdags: Det lyder som brok.

Men brok kan blive til bøn. Og ordene: ”Herre, havde du været her, var min bror ikke død” udspringer af søstrenes tro på og tillid til, at havde Jesus været der, så havde han haft magt til at gøre noget. Så havde han ændret tingenes tilstand. Det er vel ikke for meget forlangt af Guds egen søn.

Både Martha og Maria havde regnet med, at Jesus – hvis han altså havde været på rette tid og sted – kunne have lagt sin hånd over eller under, så Lazarus ikke døde. Så det forfærdelige ikke skete.

Og det er vel sådan, tro er: En tro på, at Gud kan gribe forandrende ind? Eller er det? Og hvad er det lige, det gør ved vores gudsbillede, ved vores tro, når forfærdelige eller uforståelige ting alligevel sker?

I konfirmandstuen i onsdags fik Esthers og mine konfirmander lov til at brokke sig. Brokke sig over vejret, over at de boller, der stod i ovnen, ikke var til dem, over tysklærere og for få lommepenge og hvad der ellers kan fylde i en konfirmands liv. Og så talte vi om, at hvis brok ikke får en retning, så sker der ikke noget. Men i det øjeblik vi brokker os til Gud, så bliver brok til bøn.

Og selvom vi danskere er en nation af brokkere, så tror jeg, at der bliver bedt mere, end der bliver brokket.

Vi spurgte konfirmanderne, om de med deres egne ord ville formulere fortsættelser på sætningen: ”Herre, hvis du havde været her… ” – og de fik at vide, at deres bønner kom med i kirke i dag. Det er de bønner, I kan se hænge rundt her i kirken og i våbenhuset. Skrevet på sorte A-4 ark. I skal unde Jer selv at gå rundt og læse dem, inden I går hjem i dag.

Det er gribende bønner. Selvfølgelig er der en enkelt eller to, der skriver, at hvis Jesus havde været her, så ville ens lillebror måske ikke have været så lille og dum – eller hvis Jesus havde været her, ville man være på fodboldhold med Ronaldo - eller man skulle ikke gå i skole.

Men langt hovedparten af bønnerne er ikke skrevet med sølvtusch eller hvidtusch. De er skrevet med tårer og med afmagt. Her bare et par stykker af dem:

Herre, havde du været her, så …
- Havde der ikke været krig i verden,
- så ville der ikke være nogen fattigdom
- Så var min morfar ikke død af kræft
- så havde jeg et bedre liv
- så ville lægerne være dygtigere
- så var jeg ikke blevet mobbet
- så ville jeg ikke være så ked af det

Jeg har læst alle de sorte sedler flere gange – og hver gang, må jeg indrømme, får jeg mindst en tåre i øjenkrogen. For der er også rigtig megen smerte og rigtig megen død og sygdom og uretfærdighed, som sådanne 13-årige skal bære rundt på.

For afmagten bunder naturligvis også i, at selv om vi siger, at Jesus er lige her og lige nu. For han er os nær i gudstjenesten, lige ved siden af på bænken, han er os nær, når vi beder og græder og er ulykkelige.
Selvom vi tror, at han hører hver en bøn, så ser vi jo ikke vore døde stå op af graven sådan som Lazarus gør det i dagens evangelium. Jesus kommer ikke lige forbi på Vejle sygehus og kurerer den brystkræftkramte eller afskaffer sult i verden eller får mobberi til at standse eller gør sorgen eller savnet efter døde fædre, eller farmødre eller bedste-forældre mindre.

Det er jo det helt store dilemma i at tro. Det er anfægtelsen og det der kan få os til at tvivle på, hvad vi så skal med Gud, at selv når vi tror allermest rene af hjertet, allermest oprigtigt, så sker de forfærdelige ting jo alligevel.

Bliver vi afmægtigere af at vi synes Gud er afmægtig? At Gud ikke er der, hvor vi synes, han skal være?

Og bliver beretningen om Lazarus så ikke en hån af vores tro? Lazarus, som jo bliver vækket op fra de døde. Som kommer tilbage til den familie, der savner ham. Martha og Maria savner jo ikke ham mere end vi andre savner vores døde. Er kristendom kun noget, der skete engang? Eller er opstandelse også et håb for os?

Det hedder den lille påske i dag. Fordi Lazarus bliver et tegn, en forudgribelse af den store påske, hvor Jesus går i døden. For at vise vores tro og vores håb en ny vej. …

Men inden jeg siger mere om det, bliver jeg nødt til at fortælle Jer om Ove. Ove er ikke en person i hverken det gamle eller det nye testamente. Men jeg tror, der bor en Ove i os alle.

For romanen om en mand, der hedder Ove er historien om ethvert menneske, der ikke synes, at livet er livet værd. Ethvert menneske, der har tænkt: Hvad har livet tilbage til mig? Ethvert menneske, der har prøvet at resignere eller sørge – eller som bare irriterer sig over de irriterende stoddere (for nu at citere Ove), der ikke kan finde ud af at bakke med trailer.

Mens jeg i denne uge læste om Ove, så blev han en moderne Lazarushistorie for mig. Og en varm fortælling om næstekærlighed.

Ove er 59 år gammel. Og Ove har besluttet sig for at dø. Der er ikke rigtigt mere at leve for. Hans verden er sort-hvid. For hende, der var alle farverne i hans liv, hans Sonja er død. Både hun og Ove har haft deres del af modgang. Mere end de fleste. Nu har Ove også mistet sit job. ”Det bliver da dejligt at kunne tage den lidt med ro” havde de sagt i går. Den dag, der blev hans sidste arbejdsdag. Det var ikke meningen, at livet skulle være sådan her.

”Det er tirsdag eftermiddag i november. Klokken er fire og han har slukket alle lamperne. Slukket radiatorerne og kaffemaskinen. Sagt avisabonnementet op. Olieret bordpladen i køkkenet, selvom døgenigtene i Ikea siger, at man ikke behøver oliere den slags bordplader”.  Men det var jo ikke sådan noget man skulle gøre på en tirsdag i november: Oliere bordplader. Oves fortvivlelse er lige så sort som det sorte papir, konfirmandernes bønner er skrevet på.

Og nu står han der og vil bore en krog i loftet i stuen. Og med det mener han ikke en hvilken som helst krog. Enhver it-konsulent med bogstavkombinationsdiagnose og en kønsambivalent striktrøje kan sætte en skide krog op, tænker Ove. Men Oves krog skal være solid som en klippe.

Om nogle dage vil her stå en eller anden ejendomsmæglerlaps med en slipseknude så stor som et babyhoved og ævle om renoverings-potentiale og udlejnings-effektivitet og han vil kunne sige meget om Ove, men ikke et ondt ord om Oves krog. Det skal han bare vide.

I kan høre på tonen, håber jeg, at bogen også er en satirisk roman. For selvfølgelig er det aldrig nogensinde muntert, når et menneske ønsker at tage sit liv. Og det gør Ove virkelig.

Ove får næsten boret krogen op. Et par kapitler senere sidder i bilen i garagen med slangen på udstødningsrøret. Og tredje gang endnu et par kapitler længere henne i bogen, har Ove hentet jagtgeværet, dækket hele entreen – og køkkenet og stuen - af med afdækningsplads, det er trods alt kun 2 år siden, gulvene blev afslebet – Nu mangler Ove kun at trykke på aftrækkeren.

Hvorfor gør han det så ikke? Tager springet, starter bilen, trykker på aftrækkeren? Er det fordi Jesus lige kommer forbi og siger: ”Lad da være…?”

Tja… der står ikke Jesus én eneste gang i bogen. Og jeg er ikke engang sikker på at Ove tror på Gud og ordet kærlighed har han aldrig taget i sin mund.

Men der sker det forunderlige, at hver gang Ove er lige ved at tage livet af sig, så kommer der et medmenneske forbi. De er godt nok mega-irriterende, de der naboer, synes Ove. De har både taget hans plads i ejerforeningen, de kan ikke finde ud af at bakke med trailer – og frem for alt så kører de i boligområdet – i bil. Alligevel står de pludselig der i Oves liv og er ikke til at komme udenom, fordi de akut har brug for hjælp.

Og helt umærkeligt, så går de der mega-irriterende naboer fra at have været nogen Ove har peget fingre ad og har haft årelange kontroverser med, til at få et ansigt. Og pludselig bliver det vigtigste ikke at dø. Det må komme. Men først er der lige en gravid, der skal køres på sygehuset, og en radiator, der skal fikses, der en konflikt mellem forældre og børn, der trænger til et alvorsord og vennen Rune skal i hvert fald ikke på plejehjem, selvom han er en idiot og næsten er dement. Og pludselig er der et lille iranerbarn, der begynder at kalde den barnløse Ove for morfar. Og så må døden komme engang.

Historien om Ove blev en moderne Lazarushistorie om at Gud kan gribe ind. Ikke en: ”Herre, hvis du havde været her, så var dette eller hint ikke sket”. Men en historie om, at fordi du, Herre, var her, så blev livet livet værd.

Der kom ikke nogen hvidklædt Jesus med glorie forbi Oves dør og demonterede krogen i loftet, eller lod bilen løbe tør for benzin eller gjorde at geværet ikke kunne skyde.

Men der kom en gravid iransk kvinde, der kom en overvægtig Jimmi og der kom en kat, som alle hver på sin måde havde brug for en levende Ove.

Og måske var det Jesus, der sendte et medmenneske forbi Oves – og vores - dør? Måske er Herren der nemlig ikke altid, som vi kunne ønske os – eller håbe – men på en anden måde?

Og måske er vores tro ikke stærkest, når den tror på mirakler eller på det næsten utrolige, men når den vover at håbe, at selv når vi ikke får det, vi kunne drømme om eller håbe på, så betyder det ikke, at Gud ikke er med i det?

Jeg ville ønske, at der ikke var nogen bedstemødre, der blev syge og døde. Jeg ville ønske, at lægerne altid kunne kurere kræft. Jeg ville så gerne kunne udstede garantier for, at vi alle fik et langt og lykkeligt liv, selv med irriterende lillebrødre og uden at have spillet fodbold med Ronaldo. Og jeg vil blive ved med at opfordre jer til at give penge til folkekirkens slut-sult-kampagne, så der ikke stadig skal være en milliard mennesker, der slutter… - og jeg håber inderligt, at de krige, der lige nu kæmpes i verden, må slutte, jo før jo bedre.

Men det hindrer ikke at forfærdelige og uforståelige ting stadig sker.

Jeg tror, at vi alle ind imellem kommer til at skrive på sort papir – eller bede i afmagt: Hvor i himlens navn er Herren så henne? Hvorfor er han ikke lige her og lige nu, når vi har brug for ham?

Lazarus, som Jesus kaldte ud af graven. Han dør igen, som vi alle skal dø.

Og Ove i romanen dør faktisk også. Og jeg tænkte, at det kunne forfatteren sørme ikke være bekendt. Nu havde han lige skrevet en livsbekræftende roman om, hvordan man kan få livslyst igen. Men ved nærmere eftertanke, så er både romanen – og evangeliet - kun mere troværdigt af det.

For det viser sig, at den mavesure, bitre, pegefingerpegende Ole dør af et for stort hjerte. Men det er på grund af det samme – for store – hjerte, at Ove har givet liv til andre.

Og det er når vi får store hjerter, der banker for andre end os selv, at vi hver især kan gå ud og være Vor Herres stedfortrædere i verden.

Gør det, Jesus ville have gjort, kan vi ikke. Men vi kan være Guds hjerte i verden.

Ove blev ikke kun en Lazarus, men på grund af hans store hjerte, som først diagnosticeres til allersidst, bliver han også en Kristus-skikkelse.

For det var på grund at Guds kærlighed til os, at Jesus blev sendt ind i vores verden. Det er af kærlighed, han gav sit liv for os. Og det er af Guds kærlighed, at også vi er blevet lovet, at døden ikke skal være det sidste, der er at sige om os.

Og derfor – fordi Herren har været her – har vi fået lov til at tro og håbe. Og vor tro og vort håb har fået en retning: Livets retning. Og derfor siger vi for fuld musik til allersidst: Dig være ære. Se, Herren lever. Frygt ikke mere.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

 

Kirkebøn:

Herre, hvis du havde været her, … sådan beder vi med Martha og Maria og konfirmanderne i dag. For det er også vores bønner.

Men Herre… vi tror, at du er her. Også selv om vi ikke altid kan se det eller forstå det.
Herre, hvor end du er – så beder vi

for de dyr – og mennesker – der bliver mishandlet. Vær hos dem.

Vi beder for alle de døde: venner, forældre, bedsteforældre, dem, vi hver især kender og savner, og dem, der ikke er en del af vores liv, men som er savnet af andre. Vi beder for dem, vi aldrig så, men som vi gerne ville have kendt.

Vi beder for at du vil gøre lægerne dygtigere, så de kan operere brystkræft og mange andre slags kræft og alle de andre sygdomme, som vi er bange for skal ramme os.

Vi beder om, at du vil gøre os gavmilde, så vi deler vores mad med dem, der intet har. Og at du sørger for at Nødhjælp komme ud til de rette.

Vi beder om, at du vil gøre os rummeligere. Så vi også kan rumme irriterende brødre og søstre og naboer, der ikke kan finde ud af at bakke med trailer.

Vi beder om, at du lærer os at hvile i os selv, så ingen har behov for at mobbe andre eller gøre dem ondt. Men at vi i ethvert menneske, vi møder på vores vej, ser et medmenneske, der kunne have brug for os. Og at ingen af os kan leve for os selv.

Herre, vi beder om, at du vil være nær hver enkelt af os, når vi er kede af det, når vi er bange for at falde i de grøfter, der hele tiden er lige ved siden af den vej, vi går på. Hvad enten grøften så hedder: selvmedlidenhed, eller håbløshed, ligegyldighed, selvtilstrækkelighed eller ”det hele kan også være lige-meget-grøften”. Giv os faste skridt til at blive på livets vej. Den vej, er fører os til hinanden – og til dig.

Og Herre, når vi har svært ved at finde vejen, så mind os om, du ransager os og at du kender os. At din højre hånd holder os fast. Og at mørket aldrig er mørke for dig, men kun morgen, der er på vej.
Og at det er for underfuldt til at vi forstår det.
Men Herre, når du er hos os, så tør vi tro det. Amen.

Velsignelse:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.