Prædiken til 11. søndag efter trinitatis

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas.

Da jeg læste dagens evangelium, kom jeg til at tænke på en hændelse fra mig liv. Det er mere end 25 år siden. Og selvom det er så længe siden, så får jeg stadig røde kinder af flovhed. Jeg bliver ubekvem. Men nu fortæller jeg det alligevel.

Det begyndte på en højskole på Sjælland. Jeg var på en uges sommerhøjskole. En aften falder jeg i snak med en jævnaldrende fyr. Han var ulykkelig, fordi forholdet til hans kæreste ikke gik så godt. Jeg lyttede til ham og talte efter bedste evne med ham. Og det var det. Troede jeg.

Vel tilbage i studenterbofællesskabet i Århus inviterede jeg min daværende kæreste, som er min nuværende mand, på te, og berette om en højskoleuge med interessante foredrag. Jeg fortalte ikke om den ulykkelige unge fyr, for det havde ikke fyldt ret meget for mig. Men det kom det til.

For en efterårsaften, hvor det regnede og ruskede godt og grundigt, ringede det på døren til bofællesskabet i Gellerupparken, hvor jeg boede sammen med to andre kvindelige studerende.

Udenfor stod den unge mand fra højskolen. Dengang hed jeg noget såre almindeligt og vi havde ikke udvekslet adresser – og det var årtier før mobiltelefonerne.

Han var taget hele vejen på stop fra Sjælland til Århus for at finde mig. Han havde ikke rigtigt haft nogle penge til mad – og havde levet af flere af de små røde pakker rosiner. Når han ikke lige havde haft et lift, havde han skrevet, sagde han. Og der stod han stadig ude på trappen, for jeg var paf – og han rakte mig et langt – meget langt brev.

Jeg var rasende. Og havde allermest lyst til at sende ham hjem med en pakke rosiner i baglommen. Min ene bofælle, som åbenbart havde hørt min underkæbe ramme betongulvet, kom ud i entreen og fik hevet den våde, forblæst og sikkert meget sultne sjællænder indendørs.

Mad fik han vel også – og han ville gerne have mig til at læse af sit brev, for det betød rigtigt meget for ham. Jeg kastede et blik ned over den første side og blev endnu mere rasende og rødmende. For det var tilsyneladende én lang forherligelse af min person og den ene aften, vi havde talt sammen og hvor meget det havde betydet… Den dag i dag kan jeg godt ærgre mig over, at jeg ikke gemte brevet, for sådan et fanbrev har jeg vist ikke fået siden.

Men dengang smed jeg brevet fra mig og sagde, at det kunne jeg slet, slet ikke være i, og at han såmænd godt kunne få lov at sove på en madras inde i stuen, men at jeg ville køre ned til min kæreste og at jeg forventede at han var væk næste morgen.

Det var han. Jeg hørte aldrig fra ham siden – men jeg håber naturligvis, at han fandt sig en sød kæreste, der får lange håndskrevne kærlighedserklæringer og at han har et uproblematisk forhold til rosiner i små røde pakker. 

Hvad var det, der var så forfærdeligt, at jeg den dag i dag kommer til at rødme af flovhed over det? Ja, det var især det, at han havde gjort mig til noget helt andet end jeg var. Og var gået igennem ild og regnvand og rosinpakker for at fortælle mig det. Jeg synes ikke, jeg var det værdigt. Og jeg blev flov. Flov på hans vegne. Men også på mine egne. 

Jeg tror måske, der var sådan en forlegenhed på spil den dag i farisæerens hus, hvor de alle sad bænket omkring bordet til et godt måltid mad. Og så kommer hun. Den prostituerede. Og gør Jesus til noget helt andet end han var i deres øjne. Ikke bare fornedrer hun sig selv. Hun fornedrer også ham.

Enhver kunne jo se, hvad hun var for en. De kendte hende alle. Og nogle kendte hende måske også i bibelsk forstand, selvom de naturligvis ikke ville være ved det. Det anmassende var vel i og for sig ikke, at hun kom. Men den måde, hun viste sin hengivenhed overfor Jesus på. Det var ligesom sådan lidt for meget at se på.

Jeg ved ikke om I har det på samme måde. Men jeg synes godt, man kan blive lidt forlegen, hvis andre er for intime sammen. At se et ungt par kramme hinanden er ok. Et kys er også ok. Et langt kys, så flakker mit blik. Et meget langt kys og mere end det, så -

 Når jeg læser dagens evangelium bliver jeg lidt farisæisk i hovedet. Jeg synes også, kvinden er lidt for meget. Det er uværdigt. Uværdigt for hende. Men også uværdigt for Jesus.

Ikke nok med at kvinden her kommer med alle sine kvindelige fortrin. Hele hendes udstråling, hendes påklædning signalerer sit. Men hun går for uværdigt tæt på Jesus. Græder.  Så meget, at hun kan vaske hans fødder med tårerne. Og tørrer dem – med sit hår. Og kysser fødderne. Bevares, nu er fødderne jo rene. Men er det ikke alligevel sådan lidt … Mon ikke også Jesus selv synes, det er for meget?

Der er mennesker, der har en urørlighedszone på 30 cm. Nærmere end de cm skal man ikke komme dem, så bliver de utilpasse. Der er mennesker, der har en urørlighedszone på mindre – og der er mennesker med en urørlighedszone på 1 km. Men Jesus har ingen urørlighedszone. Han lader mennesker komme ham helt tæt på ham fysisk.

Var der ikke historien om den kvinde, der bare rører ved kvasten på hans kappe – som Jesus reagerer på? Jo. Men jeg tror ikke, det er fordi hun kommer tæt på. Men fordi hun kommer bagfra – og ikke fremfører sit ærinde ansigt til ansigt med ham.

Ligefrem hengivenhed uden blufærdig ærefrygt eller barnets uforbeholdne falden os i armene – sådan et gudsforhold bliver vi i dag præsenteret for.
Måske rødmer vi. Måske vækker det vores urørlighedszone. For så tætte er vi ikke på vores Gud, tænker vi måske. Et Fadervor eller et bøjet hoved på vej til altergangen, en stille bøn bag nedrullede gardiner er vel mere vores stil – eller Guds stil – tænker vi.

Men vi skal ikke tænke på, hvad der er passende eller værdigt. Vi skal vove at give os Gud i vold. Med kød og blod. Med tårer og suk og klage og bøn, med latter og livslyst og kys og kram.

Vi kan gå til Jesus. Vi kan gå helt tæt på ham. Og der er ikke noget, der er for småt – eller for stort. Der er ikke noget, der er for pinligt eller for uværdigt til at vi må komme med det til ham.

Og derfor bliver Jesus da heller ikke flov eller trækker fødderne til sig i dag. Han lader kvinden gøre det, hun har sat sig for. Han tager imod hendes hengivenhed.

For det kvinden her gør, er at hun giver os et billede på, hvor tæt et forhold vi må have til Gud. I tro, i bøn, i hengivenhed. Fysisk tæt. Mærkbart.

”Her kommer Jesus, dine små”, sang vi. I forhold til vores frelser, må vi være som børn, der kommer tillidsfuldt og hengivent, ja løbende. Sikre forvissede på, at Jesus tager os til sig og ikke viser os bort, uanset hvordan vi så kommer.  Kvinden gør ikke Jesus til noget som helst andet end det han er. Tværtimod. Hun gør ham til det han er: Til Herre og frelser.

Kvinden i farisæerens hus siger ikke undskyld. Lover ikke bod eller bedring eller at hun nok skal gå i kirke hver søndag. Og Jesus undskylder hende heller ikke, fordømmer hende ikke. Men han ser hende. Så hende som den hun var, ikke bedre, ikke værre, men ser hende med Guds kærlige øjne. Og de øjne ser ikke den anden vej. De siger aldrig ”adr”. De siger: Kom som den du er – og gå som den, jeg ser dig.

Kvinden i farisæerens hus, som vi hører om i dag, bliver til før-billede, en forudgribelse af kvinderne ved foden af Jesu kors, ja, af alle os, der må stå og se op på korset. Der hænger han, den fornedrede OG ophøjede. Ham, som kom her på jorden, til alle os, der på den ene eller anden måde prostituerer os, for at bære alle vores synder med sig. Han er den eneste, der med rette kan sige til hver og en af os: ”Gå bort med fred”, så vi kan tro ham på ordet.

Før barnedåben hørte vi Moses’ formanende, men helt umisforståelige ord: ”Se. Jeg stiller dig i dag overfor livet og lykken, døden og ulykken. … Så vælg da livet, og elsk Herren din Gud, adlyd ham, og hold fast ved ham”.

Kvinden kunne ha valgt at blive stående udenfor døren i den tro, at der ikke kan findes nogen Gud for hende. Og hun ville ikke ha stået alene.

Men hun valgte at gå over dørtærsklen. Hun valgte at blotte sig som hun aldrig før havde gjort det. Og netop derfor fremhæver Jesus hende. Hun bar mange synder – og hun vovede at stille dem frem i lyset. Hun får lov at gå hjem med fred. Hun elsker mig meget, siger Jesus, fordi hun fik meget tilgivet. 

Jeg ved ikke, hvordan kvinden så ud, da hun forlod farisæerens hus. Men jeg er helt sikker på, at hun ikke rødmede eller gik og kiggede ned i jorden. Jeg tror, hun gik med faste frimodige skridt. Styrket i sin tro. Styrket i bevidstheden om, at også hun er elsket af Gud. 

Gud har skrevet verdenshistoriens længste kærlighedsbrev. I det brev står der om håb, når du synes alt ser håbløst ud. Der står om mod, når du bliver modløs. Men mest af alt står der om Guds uforanderlige kærlighed.

Og han er gået igennem ild og vand, ja, døden selv for at det skal nå frem til dig: Igen i dag har du hørt lidt af, hvad der står i det. Det er skrevet med hans eget hjerteblod. Og det er skrevet til dig.

Også i dag står Han her på tærsklen og rækker det frem mod dig. Og skulle det få dine kinder til at blusse lidt, når du rækker ud efter det, så tag det som et guddommeligt kærtegn.

 Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.  

Kirkebøn

Lad os bede: Himmelske Far.

Du kunne være blevet bekvemt i din himmel.

Men du vovede at komme til os i din Søn,
selv om du vidste, at det ville koste ham livet.
For vi tog din kærlighed og din tilgivelse og hang den op på et kors. 

Tilgiv os, når vi igen og igen ødelægger livet for hinanden og os selv. Læg tilgivelsens ord i vore munde – og lad den nå helt ud i arme, ben, hjerter og øjne.

Lær os at glædes. Over livet.
Over vore børn, børnebørn, familie og venner.
Over endnu en gudsskabt dag.
Lad os vove et lille rejehop af glæde – bare engang imellem.

Vi beder for Caroline, Sille og Ida, som i dag er blevet døbt. Giv dem og deres gæster en glædelig dåbsdag.

Vi beder for dem, der ikke har så meget at glædes over.
For dem, der har svært ved at vove.
For dem, der har mistet meget.
Og for dem, der er bange for at miste.
Vi beder for dem, der har mistet fædreland og fred og som lever på flugt. For vore kristne brødre og søstre i Mellemøsten og andre steder i verden, der trues på livet, fordi de bekender sig til dig, Herre. Beskyt dem. Trøst dem, når livet bliver for grusomt.
Så beder vi for os selv – og hvem vi hver især tænker på lige nu. Og vi beder for Dem, som ingen beder for.

Velsign vort Fædreland, vor Dronning, al øvrighed. Læg dit sind i dem, så de – og vi alle - arbejder for medmenneskelighed.

Og Herre. Når vi bliver syge eller bange for at dø – eller når vi skal give vore døde fra os – hold da det håb, du gav os i vor dåb, levende, så vi holder fast ved at Du aldrig i evighed slipper os. Amen.

Prædiken til 8. søndag efter trinitatis

for henvisnings til mosaikkerne, jeg omtaler. Se www.duskalelskedinfjende.dk (billedarkiv)

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Hun spurgte i går eftermiddags, en af de kvinder, der var med, da jeg fortalte om Bjørn Nørgaards kirkeudsmykning her bag mig. Og det var et af de spørgsmål, jeg har hørt før. Men pludselig gav svaret mening på en ny måde.

Hun spurgte: ”Hvorfor er der hul i en af jeres mosaikker?” Jeg vidste med det samme, hvad det var for en mosaik, hun mente. Det er nemlig altid den samme, folk tror, der er i stykker. Det er mosaikken med Noas ark, den I kan se nederst til venstre.
Og det er helt rigtigt, at set nedefra kirken, da kan det godt se ud som om der mangler det nederste af mosaikken. Den er helt mørk og falder på en måde udenfor resten af farvespillet i mosaikken.
Mit svar er, at det, der ser ud som et hul, er klippe. Men Bjørn Nørgaard har kun vist os en stump af den klippe, det Ararats bjerg, arken ifølge traditionen strandede på. Og ved en lejlighed har Bjørn Nørgaard også fortalt, at man på et givet sted kan sætte en passer på den stump klippe og lave en cirkel. Og sådan vil vi se, at arken står ovenpå jorden.

Så det kvinden – og flere andre med hende – tror, er en defekt eller noget ødelagt, det er faktisk hele firmamentet – eller fundamentet. Men klippen kan altså være skjult for øjet.

Der er flere klipper på mosaikvæggen her. Og da jeg først begyndte at gå på opdagelse efter dem, opdagede jeg, at klipperne er en slags ledemotiv. De går igen og igen i de bibelfortællinger Bjørn Nørgaard har udvalgt til mosaikken.

Nogen tilfældighed er det næppe. Fra Bjergprædikenen har Bjørn Nørgaard hentet titlen til sit værk: ”Du skal elske din fjende”. Og mosaikken, hvor Jesus holder sin bjergprædiken, er placeret allermest centralt. I midterste række i midten til højre. Og Jesus står nok så nydeligt på en lille klippetop.

Ved hans højre side er der ører og øjne, for vi skal lægge godt mærke til, hvad han siger her. Og ordene fra dagens evangelium – det udgør netop slutningen på bjergprædikenen. Det er her, det hele bliver sat i perspektiv.

Men tag lige først med på en lille klippevandring igennem altervæggen. I rækken yderst til venstre mødte vi nederst Noas ark, der altså står på urklippen.

Men højere oppe i samme række øverst, der ser vi, at klipper ikke bare er noget, man står på, men også noget man kan bære på.

I Jakobskampen, beretningen om hvordan Jakob kæmper med sin Gud, ja beretningen om hvordan ethvert menneske har sine Jakobskampe med sin Gud, der er der til venstre i mosaikken en meget stor klippestump.

Og måske er det et godt billede på, hvornår det er, vi tager vores kampe med Gud? Det er, når vi har for meget at bære på? Når byrderne bliver for tunge, som skulle vi bære Mount Everest med vore bare næver. Vi kæmper med Gud, når meningen bliver væk? Og livet bliver ubærligt. Når vi står der med alle vores stumper og ønsker at vores klippestump må være en del af en større bjergkæde – eller i hvert fald del af en større mening.

Det samme ser vi i mosaikken med Job. Nu er vi i tredje række fra venstre, den nederste mosaik. For mig har hans store grå hænder altid mindet mig om sten. Hans hænder er ikke kun knyttet i afmagt. Han er som forstenet.

Og endelig er der også klippestumper på vejen til Via Dolorosa, i Moses med tavlerne og der, hvor Jesus fristes af Satan.

Hvorfor alle klipper og klippestumper? Fordi klippen er et billede på det urokkelige. På det, der står fast. På det, sikre. På fundamentet, ja på Gud selv.

I dagens evangelium lyder det umiddelbart som om Jesus taler om, at det er vigtigt hvilket fundament vi bygger vores liv på.

Og at det, som enhver kan sige sig selv, er bedre at bygge på klippegrund end på sandbund, og at det er Jesu ord, der er klippegrunden. Og bare du hører Jesu ord, så skal du nok stå fast.

Men det er faktisk ikke det, der står. For både den, der bygger på sand og den, der bygger på klippe har hørt Jesu ord. Men det er ikke dem begge, der har gjort, hvad Jesus har sagt.

Det handler ikke primært om at høre eller se. Det handler om at gøre. Og derfor skulle Bjørn Nørgaard ved siden af ørerne og øjnene på bjergprædikensmosaikken måske også have sat nogle hænder, for det væsentligste handler ikke kun om at høre. Men om at gøre. Og det har Bjørn Nørgaard så også. For i alle de mosaikker, hvor der indgår hænder, er hænder uforholdsmæssigt store. Som et symbol på, at vi mennesker har fået lagt meget i vore hænder. Vi har fået meget betroet. Først og fremmest hinanden. Og når vi handler, så skal vi aldrig sætte os selv i centrum, men altid den anden.

Det er det, der er på færde i den første læsning fra alteret og det er det, Jesus pointerer med billedet af profeterne, der nok profeterede i Jesu navn, men for egen vindings skyld.
”Klippen” – sådan omtales Jesus selv et par gange i Det nye testamente – Han er klippen. Og det som klippen har sagt, det skal vi tro. Og det skal være byggesten for, hvad vi skal gøre. For deri er tro.

Og kan du stå klippefast i din tro, når skybruddet kommer og floderne stiger, når stormene suser og rammer dit liv, - og ved du altid, hvordan du skal omsætte Jesusord til konkret handling i dit liv, så pris og tak din Skaber for det.

Men jeg vakler. For nok har jeg hørt hvad Jesus har sagt. Og noget af det har jeg hørt ret så mange gange. Men jeg bliver ikke sjældent i tvivl om, hvad jeg skal stille op med det. Hvordan Jesusordene bliver til andet og mere end, ja, netop ord.
Jeg vakler, når jeg igen og igen erfarer, at livet af alt er det allermest skrøbelige og sårbare. For livet er hverken bygget på sand eller klippegrund. Det kan når som helst falde sammen om os. Og hvilken forskel gør det så, at jeg har hørt Jesu ord? Når livet gør mig magtesløst. Hvilken forskel gør det, at jeg har hørt, når jeg ind i mellem synes, at Gud gør for lidt?

Hvad hjælper det mig, at Gud står som en klippe fast, når hele mit – eller et af mine medmenneskers liv vakler? ”Hvad han har bygt, står på en klippe så trygt” sang vi. Men det passer jo ikke. Fra dag til anden, ja, på splitsekunder kan lykke blive til ulykke, glæde til sorg, mening til meningsløshed. Og når man for mange gange er vidne til det og vidende om det, så er det, der begynder at komme sorte huller i mit livs mosaik – og jeg bliver i tvivl om hvor vidt troen holder.
Hvor mange huller kan min tro, mit Gudsbillede holde til, inden hele mosaikken ramler?

Nej. Min tro er ikke en klippe. Den ligner snarere sand fra Dueodde på Bornholm. Fint som timeglassand. Forsvinder mellem de foldede hænder. Ikke til at holde fast.

Og så bliver det en anfægtelse at skulle holde prædiken i dag. For hvordan kan en med en tro, der ikke er klippefast, skulle kunne prædike til tro? Har I, som menighed ikke al mulighed til at sige: ”Bort med dig”

Men jeg – og jeg vover at tro, at vi er flere – jeg slår min lid til en anden klippe. Til gravhulen påskemorgen. Den klippe, det hul bliver fundament for min, vaklende, tro.
Ligesom det påståede hul i Noas-ark-mosaikken i virkeligheden er det vigtigste i mosaikken. For klippen i bunden af Noas ark-mosaikken viser os, at selv der hvor bølgerne er gået højest, der er der noget, der står fast. Gud står urokkelig fast.

Da kvinderne kom til Jesu grav påskemorgen var de i syv sind. For hvordan skulle de kunne salve Jesu legeme, når der lå en kæmpe sten foran graven, som de umuligt ville kunne flytte?

Det første mirakel var, at stenen var væk, da de kom. Tænk, sådan kan det gå. Vore største bekymringer, noget, uoverstigeligt som et bjerg, noget der kan have holdt os søvnløse, ubærlige byrder, kan pludselig være fjernet. Problemer flytter sig, ændrer karakter.

Det næste underfulde var, at Jesus var væk. Det eneste, der stod klippefast for dem: At Jesus var død og begravet, blev der nu rokket ved. Der måtte en engel til at sætte ord på for dem. Frygt ikke. Det er sandt. Han er ikke her. Han er gået i forvejen for Jer. Gå hjem og fortæl det til de andre.

Så den allerførste påskeprædiken, af kvindemund, lød, at den klippefaste Gud havde åbenbaret sin kraft i en hullet klippe. Men hullet var ikke tomhed. Fra tomheden begyndte meningen på ny.

På Bjørn Nørgaards alterudsmykning er der masser af klipper. Men der er intet påskemotiv. Der er ingen tom klippegrav. Men alligevel er der masser af glæde.

Ordet ”glæde” kommer af ordet ”glas,” der jo er gennemsigtig. Og den dybeste glæde er den glæde, der opstår, hvor ting bliver så gennemsigtige, at du kan se Gud i dem.

Jeg fik ikke takket kvinden fra i går for, at hun – igen – gjorde mig opmærksom på hullet. Der altså ikke er et hul. For hun gav mig en prædiken. Denne prædiken.

For jeg blev mindet om det, man alt for let kan glemme, når man gerne vil se helhed og mening, når man gerne vil kunne trøste og kunne sige noget opbyggeligt. At Gud ikke kun er i det fuldendte. Gud også er i hullerne. I det, der ser ud som om det hullet eller i stykker, som mosaikken med Noas ark. I den tomme grav påskemorgen. Min glæde blev dyb, da jeg opdagede at Gud også er i hullerne.

Det betyder, at Gud også er i det, der laver huller i min tilværelsesforståelse. At Gud også er i det meningsløse. Som i glasset i mosaikkerne: På en og samme tid synligt og usynligt.

Gud behøver ikke min klippefaste tro, for at være Gud. Han kan godt nøjes med en hullet tro. Det er der faktisk grund til at være taknemlig over.

For det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.