Der havde været elleve bankende hjerter. Nu bankede kun ét af dem”. (Åsne
Seierstad: ”En af os” p. 10 – let redigeret)
Jeg har citeret fra noget, der kunne have været en beskrivelse fra slaget
6. juli 1849. Om end dette citat ikke er
fra nogen krigsskildring, så er det fra en julidag –162 år og nogle dage
senere. Det er fra en øjenvidneberetning til begivenhederne på en lille norsk
ø, vi nu alle kan navnet på. En ø og en dato, der skrev sig ind i historien,
den 22. juli 2011. Mange af ofrene den dag blev ikke engang 17 år.
6. juli – er en mærkedag i vort lands huskebog. Men det er vigtigt, at vi
minder hinanden om og giver videre til næste generation, at det ikke er datoerne
i sig selv, der er vigtige, men indholdet. Hvilken glæde har man af at huske en
6. juli, hvis man ikke ved, hvad der er at huske? Vi, som noterer, ja tatoverer
datoer alle mulige steder, vi skal huske at dage også skal skrives i hjertet –
eller kan de lige så godt gå i glemmebogen.
Glemmebogen… Ethvert menneske i denne verden har to bøger. To bøger, der ikke er skrevet
med bogstaver. To bøger, der ikke kan ses. Men som vi bærer med os livet
igennem. Den ene bog er huskebogen. Den anden bog er glemmebogen.
Huskebogen – det er der alle vores minder er optegnede. Der er en, der har
sagt, at ”livet ikke består af de dage, der er gået, men af de dage, man
mindes” (Pjotr Andrejevits Pavlenko) Særlige dage og datoer. Bryllupsdage,
vore børns fødselsdage, det første kys, - det sidste blik. I vores glemmebøger står de dage eller øjeblikke eller bare ord fra vores
liv, som vi helst var foruden, de ting, som det gør for ondt at tænke på. Det,
vi helst havde set ugjort eller usagt.
Alle har vi noget stående i glemmebogen. Men der er det ved en glemmebog,
at selv om den hedder glemmebogen, så kan vi jo netop ikke glemme, hvad der
står i den.
En glemmebog er som et ar. Vi kan i lange perioder glemme at vi har et ar
et sted på kroppen, det kan også godt blegne i vores erindring, hvordan vi fik
arret, men det er der og det, der er en gang er sket, har sat sit aftryk på os.
Det er indholdet af de to bøger, huskebogen og glemmebogen, der er med til
at gøre os til dem, vi er.
Men det er ikke kun os som individer, der bærer en huskebog og en glemmebog
med os. Det gør vi også som folk og som land. Hvert folkeslag, hvert land, hver
generation har sine huskebøger og sine glemmebøger – og det er netop ikke
historiebøger. For når der føjes til i huskebogen og glemmebogen, skrives der
ikke kun med ord eller tal eller datoer.
For et lands huskebøger bliver også skrevet på tusinde tanker, der aldrig
blev udtalt, og på drømme, der aldrig blev levet ud, på tårer, der blev grædt i
det stille og på glæder, der ikke blev jublet offentligt ud.
Den 6. juli er i særlig grad skrevet i Fredericia bys og sjæls huskebog, og
så længe dagen fejres med indhold og erindring går den ikke i glemmebogen.
Foran Jer er Krigergraven et mindesmærke over de 453, hvis minde, vi ærer
ved at standse op på dette sted. Alle dem, der ikke er gået i glemmebogen. Men
der ligger også mange andre døde på Trinitatis kirkegård – og på kirkegårde,
spredt ud over Danmark og i verden. Mennesker, der ligesom soldaterne her har elsket,
leet, grinet og grædt og lidt. Andre, der har været savnede – og som er
savnede. Nogle, hvis datoer uudsletteligt er skrevet i huskebogen hos deres
kære. Og mange, som er glemt af mennesker. Men ikke en eneste af dem er glemt
af Gud. Det skal siges, så det aldrig går af minde.
Ind i menneskeord og mennesketoner – og ind i alle vores løfter - skal lyde
Guds ord, Guds toner og Guds løfte: ”I er mine”, siger Gud til hver og en af
os. Jeg glemmer Jer ikke. Jeres tider er i min hånd”.
Troens befriende budskab er, at vi ikke kun har vore 2 bøger at bære på: huskebogen
og glemmebogen, for den byrde kan såmænd være tung nok. Nej, evangeliet er, at Gud
har skrevet os ind i sin bog. Der er en del af vort liv, som ikke bæres af os
selv, men af Gud.
Guds bog er ikke den sorte bog, hvor alle vores overtrædelser står linet
op. Guds bog er livets bog. Og det gode budskab er, at er vi én gang skrevet
ind i den bog, så slettes vi ikke ud igen. Vi er i evighed skrevet i Guds
erindring.
Gud husker ikke som vi
gør. Heldigvis. Gud husker på det, der skal huskes og glemmer det, der skal
glemmes. Og det, der er tilgivet hos Gud, er glemt og dukker ikke op igen.
I troen på at Guds løfter står fast, ja i troen på, at selv den dag, hvor
du og jeg er gået i glemmebogen, da er vi stadig huskede af Gud, - i den tro og
på den tillid kan vi nu med frimodighed – og glæde - fortsætte vores vandring.
En vandring for at føje mere til både i huskebogen og glemmebogen om vort liv.
Ud for at leve det liv, der byder på både sejre og nederlag for os hver især.
Vi mindes i dag
alle de hjerter, der ikke bankede efter 6. juli 1949. Ja, og vi takker for
deres liv. Men vi takker også Gud for livet, han gav til hver og en af Jer, som
vi ikke har tal på, men som står her – lige her og lige nu. Og lod Jer standse
for at skrive 6. juli 2014 ind i jeres huskebog og i jeres hjerter.
Mærk, hvor dit hjerte banker. Og gå så frit, med livets skridt.
Og tak din Gud og Skaber for livet!
Eva Jerg, sognepræst
ved Christianskirken, Fredericia
