Prædiken til Bededag

Bededag

Bøn burde være så naturligt som det at trække vejret. Ånde ud og ånde ind. Bøn er når vi ånder ud: Sukker det, der er svært i livet ud. Og bøn er at ånde ind: At tage livet ind i store åndedrag som luft i lungerne. Som kræfter til en ny dag. Men det er svært. Og måske gør vi det også sværere for os selv end det behøvede at være.

Det er bededag i dag. Store Bededag. Og jeg får lyst til at sige: Her hjælper kun bønner.

Her hjælper kun bønner. I udgangspunktet var det ikke den gamle vittighed, jeg kom til at tænke på. Den, hvor præsten kom på besøg hos sognets rigeste – men også mest nærrige - bondekone. Hun bød på sin, som altid, pjasktynde kaffe. Og med et skinhelligt blik opad serverede hun med ordene: ”Jeg håber og tror, at kaffen er god”. Hvortil præsten skal ha svaret: ”Her hjælper ikke tro, her hjælper kun bønner”.

Her hjælper kun bønner. Nej, det var faktisk ikke kaffebønner, jeg tænkte på, for i mange unge familier findes der ikke en bønne, og da slet ikke en kaffebønne, men kun Neskaffe.

Til gengæld er mange andre slags bønner blevet moderne. Friskplukkede og blancherede grønne bønner smager af sol og sommer. Hvide eller røde bønner giver bid i en god chili con carne. Men man skal passe på med bønner. For nylig hørte jeg om en, der havde spist bønner, der ikke var kogt længe nok. Hun fik et helt forfærdeligt og ikke misundelsesværdigt maveonde. Man skal altså virkelig passe på med bønner i rå mængder. Det er vel også en slags advarsel at bringe på en Store Bededag: At her hjælper ikke kun bønner.

Pralbønner – de er ikke gået af mode. De voksede allerede vildt på Jesu tid. ”Når I ber”, sagde Jesus engang, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det”.

Nej. "Bed, så skal der gives jer. Søg, så skal I finde. Bank på, så skal der lukkes op for Jer”.

Engang kom en mand og hans kone til en jødisk lærer, en rabbi. De bad ham: ”Vi har længtes så længe efter at få et barn. Dig lytter Gud til – vi vil gerne betale dig, hvis du vil bede for os. Så vil vi sikkert få en søn”. ”Ja, ja”, svarede rabbien. Det bliver 52 rubler”. ”Men det er alt, alt for mange penge”, udbrød manden. ”Så mange penge har vi ikke. Kan du ikke nøjes med det halve”. ”Nej. det koster 52 rubler”. Men hustruen bønfaldt: ”Kan vi så ikke få lov til at betale det halve nu og resten om et år?” Men rabbien var ubønhørlig. ”Hvis I vil, at jeg skal bede for Jer, så er I nødt til at betale prisen”. Så blev manden vred. ”Kom”, sagde han til sin hustru. ”Her er ikke noget at komme efter. Lad os selv bede til Gud, så vil han hjælpe os helt gratis”. ”Lad det ske”, svarede rabbien med et stort smil.

Jeg tror ikke den jødiske lærer ville have taget sig betalt for forbøn – eller for at bede sammen med ægteparret.  Men den bøn ægteparret bad om, var ikke forbøn, det var en stedfortrædende bøn. Det ville svare til, hvis vi går tilbage til kaffe-billedet, at de sagde: ”Vi gir en kop kaffe – har du bønnerne?”

Der er bønner, vi kun selv kan bede. Der er bønner, vi kun selv kan lægge ord til. Og til den nærige bondekone kan man godt få lyst til at sige: ”Så brug dog de bønner, der skal til. I forhold til Gud kan bønnen aldrig blive for stærk.  

Her hjælper kun bønner – siger vi. Men er det sandt? Hjælper det at bede?

En minikonfirmand skulle skrive en bøn til Gud. På sedlen stod der: ”Kære Gud. Hjælp mig med at blive bedre til matematik – særlig minusstykkerne”

Engang måtte præstesønnen Lauge blive hjemme fra børnehaven, fordi han var syg. Han var ikke tilfreds med at skulle undvære sine kammerater og hans mor sagde, at så måtte han jo trylle børnehaven hjem i præstegården, så han alligevel kunne lege. Han spurgte om, hvordan han dog skulle magte det. Og hans fromme storesøster sagde, at han da bare kunne be til Gud om at få større muskler, så han kunne flytte børnehaven. Så instruerede hun ham i, hvordan han skulle be og Lauge på 5 foldede hænderne og bad det bedste han kunne om større muskler. Men her hjalp ingen bønner. Der skete ingenting. Hvortil storesøster hovedrystende sagde: ”Jamen Lauge – du glemte jo at sige Amen – og så bliver bønnen ikke sendt”.

I disse moderne tider er Jesu ord om at gå ind i lønkammeret og bede for sig selv på ny blevet relevante. Nu kan man ikke kun bede knælende ved sengekanten. Man kan også bede foran computeren. Forleden satte jeg mig for at bede foran computeren og fandt lidt tilfældigt hjemmesiden ”bedehus.dk”. Det er et netværk, der beder døgnet rundt. Forskellige foreninger eller privatpersoner kan få hver sin ugedag. Og der er nok at bede om. Det vil sige…. opdagede jeg med et lille smil. Siden var ikke blevet holdt ved lige. Og siden april er der ikke kommet nye bedeemner. Men mon ikke dem, der har forpligtet sig til at bede for andre, sagtens finder på noget at bede om. Om ikke andet kan man jo altid bede et Fadervor.

En journalist ville lave en reportage om et kloster. I tre dage boede han på klosteret og fulgte munkenes daglige arbejde og interviewede dem. Flere gange dagligt var der bøn i munkenes kapel. Meget af det, der blev bedt og læst var nyt for journalisten, men hver gang blev andagten sluttet med Fadervor. I begyndelsen var journalisten glad for at der var noget, han genkendte, men efterhånden syntes han, det blev lidt for gentagende at bede den samme bøn flere gange om dagen. Til sidst sagde han til klosterets forstander: ”Bliver I aldrig trætte af ordene. Var det ikke mere givende at finde på nogle andre bønner med mere relevante emner?”

Men forstanderen svarede: ”Når jeg beder Fader vor, du som er i himlene, helliget blive dit navn – tænker jeg på alle de mennesker, der endnu ikke kender Gud”

Når jeg beder: ”Komme dit rige, ske din vilje som i himlen, således også på jorden” tænker jeg på alle de steder, hvor Guds vilje endnu ikke sker. I skolegården, hvor nogen bliver mobbet, på steder, hvor krig hærger, på ulykker, jeg har læst om i avisen, på miljøforandringer. Jeg beder om at Guds vilje vil ske, så kærlighed ikke gir op i kampen mod hadet.

Når jeg beder ”Giv os i dag vort daglige brød” tænker jeg på hvor taknemlig jeg er for det, jeg får: Mad, venner, ja, alt hvad jeg behøver. Og jeg tænker på alle dem, der savner disse ting.

Når jeg beder ”forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”, tænker jeg på alle, jeg har mødt i dag.
Når jeg ber: ”Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde” tænker jeg på alt det, der kan ødelægge et menneskes liv: Narko, sladder, vold og grådighed.
Når jeg ber: ”For dit er riget og magten og æren i evighed”, så tænker jeg på Gud. Jeg slapper af og bliver glad for at vide, at han i sidste ende har styr på det.

Du spurgte, om jeg ikke har andet at bede for, men når jeg har bedt Fadervor har jeg bedt om alt og for alle. Selvfølgelig kan jeg også finde på bønner selv, men når jeg beder denne bøn, beder millioner af mennesker sammen med mig. Og de dage, hvor jeg ikke orker at tænke så langt ud i verden, så ved jeg, at de beder for mig”.

Her hjælper kun bønner. Måske er minikonfirmanden blevet god til matematik. Måske skete miraklet – eller måske fik han bare en god matematiklærer. Måske er journalisten blevet bedre til at bede Fadervor med udblik. Måske er selv den nærigste bondekone begyndt at bruge flere bønner i kaffen. Og måske har du foldet dine hænder, så knoerne blev hvide og bedt af hele dit hjerte. Hjalp bønnen? Eller gav det ro i sindet at få sat ord på? At få delt sorger og bekymringer, glæde og taknemlighed med din Gud.

For har Jesus lovet os, at vi får alt hvad vi beder om? Nej. Men han har lovet, at den, som beder, får. Han har ikke lovet os, at vi får, hvad vi beder om. Men at vi får noget. Han har lovet, at den som søger, finder. Vi finder ikke altid det, vi søgte efter. Men vi fandt formentlig noget andet. Og han har lovet, at den der banker på, lukkes der op for.

For et par ritualbøger siden hørte dagens evangelium med i dåbsritualet. Inden dåbsbarnet overhovedet kom ind i kirken, havde præsten først foretaget en djævleuddrivelse på dåbsbarnet ved kirkedøren. Derefter fulgte bønnen om at bede om og banke på – kaldet bede-banke-bønnen. Og så blev der lukket op – og barnet kom ind i kirken og ritualet fortsatte med de ord, vi også har hørt i dag ved Elliots dåb.

Selvom meget er anderledes i vores dåbsritual, så kunne vi i grunden godt have beholdt bønnen om at bede og banke på i dåbsritualet. For det giver mening at sige, at det netop er på grund af dåben, vi har muligheden for at bede til Gud, som vores kærlige far.
Og det er på grund af dåben, vi tør tro på at det er rigtigt som Jesus siger, at "når vi, som er onde, kan give vores børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke Jeres far, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!"

Når Jesus taler om forholdet mellem forældre og børn, er det jo fordi dette forhold er den stærkeste af alle relationer – og måske også den skrøbeligste.

Men det er sådan Gud har knyttet sig til os. Stærkt og skrøbeligt. Med styrken på Guds side – og skrøbeligheden hos os.

Som en mor eller far er knyttet til sit barn, som en mor eller far vil gøre alt hvad de kan – eller alt, hvad de får lov til, sådan vil Gud, nej, meget mere vil Gud gøre for os.

Så når vi siger, at her hjælper kun bønner. Så går det ikke kun på vores bønner. For vores bønner er ofte ønskesedler eller blancho-cheks: ”kære Gud, hvis du gør sådan og sådan, så lover jeg”. Hvem af os har ikke i tidens løb skrevet en eller flere af den slags bønner ud?  Men de er dækningsløse. Vi er aldrig blevet lovet, at vi får alt, hvad vi beder om.

Men vi er i dåben blevet lovet, at Gud får alt, hvad han beder om på vore vegne. Syndernes forladelse, tilgivelsens mulighed, evigt liv. For nu bare at tage et par af de allerstørste.

Så når vi står og livet synes allermest meningsløst eller svært eller uoverskueligt, og vi tøvende siger: At her hjælper kun bønner – så er det så sandt, som det er sagt: Her hjælper kun bønner. Guds bønner.

Så lad os da takke og bede:

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Fingerbønnen. Den lærte vi sidste år vores minikonfirmander.

Vi lærte dem at folde hænderne, når vi bad. For foldede hænder minder både om en krybbe, når hænderne vendte nedad – og om en række kors, når man holder hænderne foran sig. Og med fingerbønnen bad vi dem holde hænderne, så tommelfingrene pegede mod hjertet.

Tommelfingeren minder os om at bede for dem, der står vort hjerte nær. Lad os da bede for, der står os nær, hver især. Herre. Vi beder for dem, der elsker os. For dem, der holder af os og dem, der holder os ud. For dem, der er der for os, for gode og nære venner.

Så kommer pegefingeren. Med pegefingeren beder vi for dem, der viser vej for andre. Herre. Vi beder for denne verdens vejvisere og vejledere. For studievejledere og undervisere, for præster og for forældre, der gerne vil vejlede deres børn. Vi beder hver især for dem, der var vejvisere i vort liv.

Så kommer langefingeren. Det er den største finger. Den minder os om at bede for dem, der rager op. Herre, vi beder for dem, der skal træffe beslutninger, der får betydning for mange: for politikere og embedsmænd. Giv dem visdom. Vi beder for dem, der betyder og har betydet noget for vores liv hver især. For dem, der ragede op og gjorde en forskel for os. For dem, vi mindes med taknemlighed.
Fingeren, som kommer derefter, er den svageste. Den minder os om at bede for alle, der har det svært. Herre, vi beder for alle syge, fysisk eller psykisk. Vi beder for dem, der har fået diagnoser og for dem, der venter med ængstelse. Vi beder om helbredelse og lindring, både for de syge og deres pårørende, der også lider. Vi beder for enhver, der har det svært i vores samfund, hvor så mange tror, at det er vigtigere at rage op. Mind os om, Herre, at i dit rige, er der ingen, der falder igennem. Støt alle, som har det svært på livets veje. Hjælp dem, der snubler. Vær os nær, når vi er svage.

Så kommer lillefingeren, sidst. Den mindste. Den minder os om, at vi også godt må bede for os selv. Herre. Vi takker dig for, at vi må komme til dig med alt. Selv det, der ser småt og ubetydeligt ud må vi lægge i dine hænder.

Vi beder med hele hånden, med hjertet. Herre. Hør vor bøn. Amen.