Prædiken til 1. søndag efter Helligtrekonger

søndag den 12. januar 2014
Christianskirken kl. 10.30
Salmer: 747 - 674, v. 1 og 7 - 449 --- 70 - 427 - 400
Postludium: Saint-Saëns: The Elephant. Hør det her: http://youtu.be/ug8hCAyBaqg

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:

Jeg husker ikke længere, hvor mange år siden det var. Men jeg husker, hvor i præstegården, jeg stod, da hun ringede. Den dåbsmor, der alligevel ikke ville have mig til at døbe deres barn.
De var ellers kommet rejsende langvejs fra til den landsbykirke, hvor jeg dengang var præst. De havde besluttet, at deres førstefødte skulle døbes i den del af landet, hvor de havde holdt så mange gode ferier. Det havde jeg sagt god for, selvom de ingen tilknytning havde til kirken.

Vi havde haft samtalen. Og den indeholdt alt, hvad man kan stille af formelle krav til en kompetent dåbssamtale: Vi havde talt om dåbens betydning og om ordene i ritualet. Vi havde talt om hvor de skulle gå og stå og hvor mange gange der skulle svares ja. Og hvad det er vi siger ja til ved dåben. De havde sikkert også fået kaffe. Og måske endda en småkage. Som helt sikkert ikke var hjemmebagt.

Og nu ringede hun og ville ikke have at det var mig, der skulle døbe deres barn.  Hun var, for at sige det mildt, tilbageholdt rasende. Så rasende, at hun havde været nødt til at vente nogle dage med at ringe til mig. Men nu gjorde hun det altså, for det var vigtigt for hende, ja, for dem begge, at sige, at hun ikke mente at det var mig, der skulle have lov til at døbe deres barn. For – og nu kom det – jeg havde ikke vist deres barn nok opmærksomhed ved samtalen! Jeg havde ikke dikket barnet under hagen eller under fødderne eller i passende nok vendinger udtrykt min beundring for deres vidunder.

Jeg måtte lige synke en gang. Eller to. Det var der rimeligt god tid til. Hun havde en del, hun skulle af med. Og da hun blev stille – og jeg fornemmede, at det var nu, hun gerne ville have en replik fra min side sagde jeg: At de selvfølgelig var velkomne til at vælge en anden kirke og en anden præst. Men at dåben ikke stod og faldt med den præst, der sagde dem. For som præster er vi kun vikarer, vicars, som præst også hedder på engelsk. Vi er kun stedfortrædere for Jesus. Det er hans ord, vi udtaler. Det er hans hånd, der hælder vand på barnets hoved. Det er hans velsignelse, vi lyser. Det er på hans ord vi døber. De kunne vælge hvilken præst de ville, men dåben ville være den samme. Ikke præstens. Aldrig præstens. Men en dåb i den treenige Guds navn.

Jeg havde til hende, at dåben er lige god uanset, hvilken præst, der foretager den. Og jeg sagde det også til mig selv. For selv når vi præster ikke er gode nok – så er dåben den samme. Lige god. Lige urokkelig. Lige stor. Dåben er en gave, og den gave er ikke afhængig af den, der overrækker gaven, men af Ham, der ville give.

Jeg sagde ikke til min dåbsmor, at jeg ikke troede, at Jesus heller havde dikket de børn, der blev lagt i hans favn.
Jeg citerede ikke den kollega i Aabenraa, jeg havde, som engang var blevet skældt ud, fordi han havde bedt nogle forældre gå ud i legerummet, fordi deres børn havde gang i en større - og ret larmende - fætter og kusinefest i midtergangen midt under prædikenen.
De rasende forældre havde indignerede citeret Jesus. ”Sagde Jesus måske ikke selv: Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i?”  ”Jo”, svarede min kollega – og tilføjede: ”Men jeg er sikker på, at havde de små børn larmet, mens Jesus havde holdt bjergprædikenen, så ville han have vappet dem en!” Det sagde han!

Jeg sagde heller ikke til min dåbsmor – for det var jo helt og aldeles hendes sag uvedkommende – at når jeg lige netop den dag, de havde været der, ikke havde dikket deres helt bestemt dejlige barn under hagen eller under fødderne, så var det fordi vi, min mand og jeg, samme morgen endnu en gang havde fået slukket håbet om at vi nogen sinde skulle få børn.  Og nu var chancen for at det skulle lykkes ved at være minimal. Tårerne på kinden var kun lige akkurat tørrede, da dåbsfamilien ringede på i præstegården. De så dem ikke og jeg sagde ingenting.

For min private årsag til det manglende dikkeri var uvedkommende, for sagen var vigtigere: Vor Herres ord og hans tilsagn er altid større end vi skrøbelige mennesker, der får lov at tage dem i munden. Eller som der stod i en historie, jeg læste: ”Guds ord bevarer sin renhed, selvom det udtales af en synders mund”.

Dåbsmoren vovede at stole på mig. Jeg brugte helt urimeligt lang tid på at skrive en dåbstale til dem. Og dagen oprandt med strålende sol. Og barnet var i den mest farvestrålende dåbskjole, jeg nogen sinde har set. Og ingen af forældrene kunne huske en bønne af, hvor de skulle stå eller gå eller hvad de skulle svare hvornår.
Og det var alt sammen helt og aldeles uden betydning. Det, der betød noget, var, at Vor Herre endnu engang tog et barn i favn, lagde hænderne på det og velsignede det. Sådan som vi netop så det med Caroline. Sådan som vi netop sang det:
”Vor Herre tar de små i favn,
dem skal I ikke hindre!”

I tidligere dåbsritualer var disse ord en del af ritualet. ”Hvad er der til hinder for at dette barn kan blive døbt?” Begrundet i en af de eneste omtaler af en dåb, vi finder i Det nye Testamente: En etiopisk hofmand, som vi aldrig får navnet på, sidder i sin vogn og læser noget, han ikke forstår. Han beder Filip, som af en engel har fået besked på at holde sig i nærheden af ham, om at udlægge teksten for ham.

Der undervejs fra en destination til en anden – kommer hofmanden til tro. Han kommer åndeligt talt et andet sted hen, end han havde forventet. Som et billede på, at det ikke altid er os, der kommer til tro, men troen, der kommer til os, bliver givet til os.
”Se”, siger hofmanden, ”der er vand, hvad hindrer mig i at blive døbt?” ”Tror du af hele dit hjerte”, svarede Filip, ”så kan det ske”. ”Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds søn”, svarede hofmanden. Og så blev hofmanden døbt. Og – så står der så fint – ”han forsatte sin rejse med glæde”.

Hvad er der til hinder for at blive døbt? Ja, det er der ind i mellem en hel masse til hinder for. Men det er ene og alene forhindringer, vi mennesker sætter op. For os selv, for hinanden, for andre.

De forælder, der ikke lader deres børn døbe som små, ”fordi de selv skal have lov til at vælge”, men hvor forældrene heller ikke fortæller barnet om kristentro eller nogen som helst anden tro – de sætter hindringer op.
”Jeg synes godt nok, det er svært at sige ja til”, sagde en 13-årig engang. Hun var ikke blevet døbt. Med forældrenes ord måtte hun selv vælge. Og nu var pigen i tvivl om hvor vidt hun kunne sige ja til noget, hendes forældre kun havde et overbærende ”tja..” til overs for. Men den 13-årige trodsede forhindringerne – troede på at Guds ja til hende var større end det lille, knap hørlige ja, hun fik frem. Hun blev døbt. Og et par måneder senere strålede hun mere end de fleste i sin konfirmationskjole.

Var det disses forældres intension at hindre deres datter i at blive døbt? ”Nej da”, ville de uden tvivl sige, hvis de blev spurgt. Men de befordrede det heller ikke.

Alt det her er, går jeg ud fra, i en behagelig armslængde. Måske er det ikke lige vores virkelighed. Så lad os nu gribe i egen favn. Eller barm. For hvad er det, der hindrer os i at holde fast i vor dåb?

Som I nok har bemærket, har jeg til i dag valgt masser af salmer med dåb i. Det ville jeg også have gjort, selvom vi ikke skulle have døbt Caroline. For salmerne skulle være med til at minde os om, at også vi skal blive ved med at tage imod som et barn. Grådigt, uden at tænke over det – uden at kunne andet.

Hvorfor er det så, at vi ikke gør det?
Hvorfor er det, at vi har gjort tro til en præstation?
Hvorfor er det vi tror, det er rigtigt klogt, når vi stoler mere på os selv, på vores intellekt og på al mulig viden? Hvorfor er det vi tror og lever som om tilværelsen står og falder med os? Hvorfor er det, at vi ikke vover at stole lidt mere på Gud?

Når jeg i dåbssamtaler taler med forældrene om ordene: ”Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn”, så siger jeg ofte, at et lille barn stoler fuldt og fast på, at når det er sultent, får det mad, når det er ked af det, bliver det trøstet, og når det vågner klokken ged om natten og smiler til sine forældre, der kigger ned i vuggen, så smiler de igen, for de kan ikke andet. Og jeg fortsætter og siger: Tænk, hvis vi kunne stole sådan på Gud, at når vi er kede af det, så får vi Guds trøst, når vi smiler eller glæder os, så glæder Gud i himlen sig med os, når vi sulter eller tørster efter udfordringer eller noget som helst andet, så vil Gud give os det – meeen – sådan tror vi jo ikke. Vi spekuler op af døre og ned ad stolper:
Gik Jesus nu også på vandet?
Hvordan kunne han helbrede?
Hvorfor gør han det så ikke i dag…
Vi tager ikke længere imod som et barn. For vi tror, vi ved bedre.

Det er godt, vi har barnedåb så tit her i kirken, for her har vi chancen for igen at se, hvordan man tager imod. Man gør det bare! Med skrig og skrål engang imellem, bevares, men meget oftere med store åbne øjne. Vi kunne lige så godt fjerne taget på kirken, for det elskede barn kender alt det vigtigste, der er værd at vide i livet.
Det handler om at tage imod. Jo ældre, vi bliver, jo dårligere bliver vi til at tage imod. Vi vil hellere give. Det er lettere, og så skylder man heller ikke nogen noget.
Også derfor skal vi huske på, at dåben fik vi givet, for vi skylder Gud alt. Også selv om vi ikke er vilde med at høre det.
Engang imellem kommer vi ikke udenom det. Engang imellem kommer det til os. At dåben er det, vi har at falde tilbage på.

Dan Turell besvimede, da han første gang hørte ”Lysets engel går med glans”. Det kan være stærkt kost, når det himmelske blander sig i vores jordiske liv.
Grundtvig vendte igen og igen tilbage til sin dåb, når depressionerne rev allermest ubarmhjertigt i ham. Er der overhovedet noget som helst, der står fast? spurgte han sig selv igen og igen, når han stod alt andet end fast. Og han vuggede sig til ro med sin dåb. Skrev sig, angiveligt igennem en af sine største kriser, da han skrev ”sov sødt, barnlille”. Skrev sig fra mørket til lyset. Guds lys:
”Sov sødt, barnlille, lige rolig og stille,
og nyn på det navn med nåden i favn,
al jorden til salighed givet!”

Vi skal synge det igen her efter prædikenen med lidt mere moderne ord:
”Hver gang at jeg syns jeg ku
helt la vær at være
står du her med livets nu,
Jesus, du min Herre”.
I behøver ikke besvime, når I synger det. Men I må godt finde hvile i, at livets Herre her og nu rækker dig livets nu. For at du må få mod til at være. Være den, du er. På det sted i livet, du nu er. Men med Jesus som din Herre.

Som postludium i dag hører vi en vuggevise for voksne. Det er en elefantens vuggevise for voksne. For det er ikke kun børn, der har brug for at blive vugget til hvile. For at kunne sove trygt. Leve trygt. Det har vi alle. Med Guds velsignelse og en vuggevise, sendes I i dag hjem for at hvile i jeres dåbs nåde.

For børnene i Markusevangeliet blev ikke lovet Guds rige som noget, de skulle hvile i engang. De fik velsignelsen her og nu. Og sådan må også vi stole på, at vi velsignes. Her og nu. Og engang i Guds rige. Men altså også her og nu.

Det betyder ikke at alt her er herligt og velsignet. Langt fra.
Men det betyder, at du må hvile i, at du er velsignet, selv når du ikke føler at du er til velsignelse. Selv når din tilværelse ikke føles særlig beriget.

Og kommer du i tvivl, så find barnet i dig frem: og hør igen ordene som sagt til dig: ”Lad de børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: ”Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det”.
Og mærk så hvilen og varmen i at være i en andens favn. Guds favn. Og mærk hans naglemærkede hænder lægge sig på dig og velsigne dig.

For det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn:

Vor Herre Jesu Kristi og vor Far.
Tak fordi du tog imod os i din favn og gav os din velsignelse i dåben.
Tak at du stadig tager os i favn og velsigner os.

Tak for dem, der viser os mere om hvem du er.
Og for dem, der har rakt troen videre til os.

Tak for dåben og nadveren, hvor vi får syn og smag for din storhed.
Vi beder for Caroline, som i dag er blevet døbt. Vi beder for hende og for alle dine døbte. Giv familien en dejlig dåbsdag. Og lad hver og en af os gå hjem og finde et eller andet, der minder os om den dag, da vi blev døbt.

Herre. Vi beder for dem, der ikke har noget at feste for. For dem, der ikke har nogen fester at se tilbage på eller se frem til. For dem, der mangler det nødvendigste. Mad og drikke, tag over hovedet – mennesker, der holder af dem.

Vi beder for dem, vi hver især har mistet og som vi savner. Savner i vores favn. Savner i vore tanker. Savner i vore liv.
Giv os at stole på, Gud, at de hviler i din favn i himlen – og at der er godt at være. Og lad det være vor trøst, når sorgen eller angsten for vores egen død river i os.

Vi beder for din kirke. Lad os aldrig have nok i os selv. Lad os tænke kirken som en åben favn, hvor vi tager imod. Uden personsanseelse.

Vi beder for myndigheder og magter, for Dronning Margrethe og for enhver, som skal tage beslutninger, der får betydning for andre. Lad dem gøre det med visdom og med hjerte.

Herre. Vær med dem. Ja, vær med os alle, nu i dag og alle dage.
Amen.

Julesøndag - om at komme (Betle-)hjem!

Salmer: 118 – 123 - Solbarn, jordbarn --- 125 – 110,8-9 – 117

 

 

1. Solbarn, jordbarn, bag din tynde hud

stråler mod os kærlighed fra Gud.

Hør os, se os, Stjernebarn stig ned,

så jordens børn i alle lande

finder julens fred.

 

2. Flygtning, krigsbarn, hjemløs og forladt,

misbrugt, skadet i den dybe nat.

Hør os, se os, Stjernebarn stig ned,

så jordens børn i alle lande

finder julens fred.

 

3. Glemt barn, skræmt barn, med sit sarte sind,

ingen mærker tåren på dets kind.

Hør os, se os, Stjernebarn stig ned,

så jordens børn i alle lande

finder julens fred.

 

4. Trodsigt, ensomt barn som vil ha mer.

Trosbarn, Guds barn, håber, venter, ber

Hør os, se os, Stjernebarn stig ned,

så jordens børn i alle lande

finder julens fred.

 

5. Håbsbarn, fredsbarn, Barn af evighed,

vis hvert jordbarn himlens herlighed.

Hør os, se os, Stjernebarn stig ned,

så jordens børn i alle lande

finder julens fred.

 

Tekst: Shirley Erena Murray/Eyvind Skeie.
Melodi: Carlton R. Young

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

 

Salmen vi netop har sunget hedder Starchild – eller på dansk: ”stjernebarn”. Oprindeligt var den skrevet som en del af et privat julekort på New Zealand (i 1994). Men hurtigt blev der sat melodi til ordene – og ordene er fløjet - som på englevinger - over verdenshavene.

Salmen findes nu oversat til adskillige sprog og står i adskillige salmebøger. Så måske har vi netop i dag sunget den i kor med en menighed et andet sted i verden og således været fælles om juleønsket: at jordens børn i alle lander finder julens fred.

Det ønske kan der unægtelig stadig være god brug for på en julesøndag med tekster og salmer, hvor der tales om ondskab og blodige hænder, om barnemord og børn, der er helt borte. Hvad blev der lige af julens fred?

Og mens vi her i julen har genhørt ordene om den første folketælling ”mens Kvirinius var statholder i Syrien”, så løber tankerne fra kirkerummet til vore dages Syrien. Hvordan mon det er at være barn der i dag? Fandt de børn julens fred? Og hvad med de børn, som i årets løb har mistet en forælder? Eller de børn, som ser hver eneste dag i møde med frygt og bæven. Eller de børn, der ikke har fred med sig selv?

Denne søndag har tilnavnet: ”De uskyldige børns dag”. Vi behøver ikke lede længe for at finde uskyldige børn, der med garanti ikke har fundet julens fred.

Børn, der hver især har betalt prisen for at voksne ikke vil freden.

 

Her ved kirken har vi brugt salmen et par år ved adventsgudstjenesten, hvor årets minikonfirmander har stået på trinnet her og sunget for.

Første gang jeg hørte dem synge, blev jeg meget rørt, og ikke kun fordi mine egne poder var en del af koret, men fordi børnene denne sene eftermiddag stod som repræsentanter for verdens børn.

Hvem af os kunne vide, om netop vores barn ville blive et skræmt barn, et glemt barn, et ensomt barn. Hvem af os ved hvor mange usete tårer, der er løbet ned af vore børns kinder?

Jeg tror hver og en af os lånte af salmens håb og tro om at himlens stjernebarn ville kaste sit lys, også ind i vore børns sind.

Ingen af os kan beskytte vores børn mod det vi frygter allermest. Men ingen af os ønsker heller at opdrage vores børn til at blive frygtsomme mennesker uden håb.

I Benny Andersens fine lille sang "Barndommens Land"  - om barnets lykkelige fantasiverden - skriver han pludselig:
der findes børn, der må flygte,
men du har intet at frygte.

Ingen skal mishandle dig,

Håber jeg"

Det er ord og frygt, som alle fædre og mødre kender til: at vi ikke kan værne og beskytte vores børn mod det onde, ja, det er nærmest en bøn for alle de børn, der må flygte, frygte eller dø.

Julenat sendte Gud selv sit håb til jorden som et lille stjernebarn. Han kunne have ladet være. Intet ville have været lettere. Men kun med håb mod håb byder vi frygten trods.

 

Hun var et stjernebarn. Sammen med cirka 50 andre var hun forrige torsdag kommet gående i øsende regnvejr for at være med til julegudstjeneste. For da holdt vi julegudstjeneste for elever og undervisere fra autismeafdelingen på Kirstinebjergskolen.

Vi fortalte dem en historie om, hvad der skete med stjernen fra Betlehem. Den, der egentligt gerne ville pensioneres, men som endte som stjernestøv, for at alle mennesker kunne lyse og kende hinanden som Guds børn i verden.

Vi kaldte eleverne og deres lærere for stjerner – og hvert barn og hver voksen fik en lille sølvstjerne med hjem. De kunne hænge stjernen på juletræet – men de kunne også hænge den op på deres værelse, for budskabet er ikke kun et julebudskab, men et budskab for hele året: at for Gud er vi alle noget særligt. Vi er skabt i hans billede. Vi er stjerner, ikke for en aften, men for en hel evighed.

Vi kunne kalde hende Stella – det hed hun nu ikke – men som en lille stjerne sad hun derovre på række et og lyste en lille smule utålmodigt. Hovedet gik fra side til side. Benene gyngede og øjnene strålede.

”Hvornår skal vi synge den der ”et barn er født i Betlehjem”? ”Snart”, svarede jeg og nåede ikke at sige mere. ”Hvordan staver man til Betlehjem?” fortsatte hun og svarede selv: ”Med B. Jeg hader bare, når nogen staver det med D. Og jeg kalder det for Betlehjem, for jeg elsker bare alle de salmer der har hjem i sig”.

Og så sang hun en engelsk sang om ”driving home for Christmas”. ”Ja, jeg elsker ordet hjem på alle mulige sprog, for det er bare sådan et godt ord”.

For det er bare sådan et godt ord. Hjem… Det burde være det måske bedste af alle ord. Og det maler da også med særlige billeder på vores nethinde, når vi hører ord som ”hjemmelavet”, ”hjemlig hygge”, ”hjemmets arne”. At ”komme hjem” forbindes for de fleste af os med noget trygt: at komme hjem til barndomshjemmet med hjemmets helt særlige dufte. Og engang at komme hjem til Gud.

Mange ord med hjem er tryghedsord. Men så meget des mere skræmmende er de sammensatte ord med hjem, som er alt andet end trygge. Et hjemmerøveri er værre end et almindeligt røveri. Og ord som hjemløs eller hjemfalden er heller ikke en slags hjemlighed, vi længes efter eller under nogen.

 

”Hjem er bare sådan et godt ord”.

Men et hjem er ikke nogen statisk, uforanderlig størrelse. Vi kender vi til, hvordan et hjem kan forandres. Det sker, når nogen flytter hjemmefra – men der sker også noget i et hjem, når et eller flere af børnene kommer hjem på julebesøg. Og der sker rigtigt meget i et hjem, når et hjem er i oprør, når nogen dør – eller når man går fra hus og hjem.

 

Julesøndag minder os ubarmhjertigt om, at hjem ikke bare er sådan et godt ord.

Vi hører julesøndag om, hvordan Guds eget stjernebarn blev hjemløs. Hvordan hans fødehjem, stalden, var ikke noget blivende hjem. Egypten var han kun på gæstevisit i. Og ganske vist hører vi senere om at Jesus kom til Nazaret, men vi hører aldrig om hans barndomshjem – eller ungdomshybel for den sags skyld.

Jesusbarnets fødsel står som et stærkt og håbefuldt billede på, at man kan have hjemme mange steder. Det er ikke bare Betlehjem, der er et hjem.

Jesu første år som hjemløs blev et kendemærke for hans liv: Han havde ikke hjemme ét sted. Og derigennem viste han os, at hjem er noget foranderligt.

Jesu hjem var hvor mennesker var. Hvor nøden var størst og håbet sat på vågeblus. Der kom Jesus selv og var nærværende og skabte alt det, vi forbinder med et godt og trygt hjem.

 

At tro – det er at vende hjem til Betlehjem. At tro, det er at have tillid til, at vor Herres dør står åben, sådan som barndomshjemmets dør gjorde det, så vi kan gå lige ind, som dem vi er, sådan som vi har det, overført talt smide benene op og føle os hjemme.

At tro… mere end en sjælelig tilstand eller en særlig mental anstrengelse – er det følelsen af at komme hjem. Men det er ikke os, der kommer hjem. Anstrengelsen ligger ikke hos os. Det bliver befriende tydeligt i salmen, vi skal synge herefter.

Brorson skriver det i sidste vers, at når vi tror, så er det vi lukker vore hjerter op for Jesus.

Det er ej fremmed bolig,

du har den selv jo købt,

så skal du blive trolig

udi mit hjerte svøbt.

 

Tro, det er at give det lille hjemløse Jesusbarn et hjem. Ikke for Guds skyld, men for vores. At tro er at lade vort hjerte blive et Betlehjem. Et hjem, hvor Jesus har taget bolig. For at kunne det, kræves der intet specielt: Ingen lovgerninger, ingen særlige kvalifikationer.

 

Kommet hertil, meldte en anden Benny Andersen sang sig: Go’ nu nat og gå nu lige hjem. En sang om de mange fristelser, der lurer på vejen, om døden, der er i vente. Og om ikke at nøjes med at holde døren til hjemmet på klem, men tage den helt af. Dét er et udtryk for tillid.

Men gå hjem og synge den, for pludselig blev det – selv om det aldrig er tænkt som en salme – et meget stærkt udtryk for at være på vej hjem.

 

Som et stjernebarn kom Kristus til verden, for at lyse for os på alle vore veje. Vi er ikke blevet lovet, at vejene er jævne, men at han følger os hele vejen hjem.

 

For det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

 

 

Kirkebøn:

 

Gud.

Lad os vove ordet tak midt i en verden, hvor mennesker må flygte og uskyldige dræbes;

hvor mange må græde uden at blive hørt, og hvor håb gøres til skamme.

Lad os vove ordet tak.

Tak for det håb, du har givet os med julenat og påskedag;

for den kærlighed, du elsker os med

- og den, der er mellem os og andre.

Tak fordi vi må komme til dig med vores glæde og sorg, vores jubel og vrede.

Tak fordi vi må være som vi er hos dig.

Tak at vi må være hjemme hos dig.

 

Du blev født som et lille barn

- værn om verdens børn og dem, der er særligt afhængige af, at andre tager hånd om dem: de fattige og værgeløse, de syge og døende.

Du blev en flygtning og kender forfølgelse og angst

- gå du med dem, der fordrives og flygter,

vær hos den rastløse og modløse.

Du har set og mærket magtmisbrug og tyranni

- vær hos dem, der fængsles, tortureres og dræbes.

 

Og vær hos alle der har fået en særlig magt og et særligt ansvar betroet,

giv dem et varmt hjerte, god vilje og gode evner, så de tjener dig.

 

Vi beder for os selv, når vi har svært ved at finde hjemme nogen steder.

Vi beder for alle de steder, hvor vi føler os hjemme – og for dem, der gav os et hjem.

Vi beder for de hjem, vi savner at komme i.

Og for dem mennesker, der var en del af vores liv.

 

Led os, som du ledte de vise mænd.

Så vi ikke af frygt og fejhed giver ondskaben gode kår, men så vi hjælper mennesker så langt vi kan hjælpe.

Led os i livet.

Led os gennem døden til dit hjem.

Lad os alle se dit rige, hvor du gør alting nyt. Amen.