2. juledag - prædiken om Kristtjørnen

2. juledag, den 26. december 2014
Christianskirken kl. 10
Salmer: 122 – 123 – 117 --- 129 – 440 – 96,v. 5-6 - 118
Optagelse til DR, radiotransmission
Organist Hedvig Dobias er medspiller under prædikenen

Prædiken

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.
Dette hellige evangelium til 2. juledag skriver evangelisten Matthæus:

Det skete en decemberdag, mens jeg stadig var præst på landet i Sønderjylland. Jeg hørte det frosne grus på gårdspladsen knase under en firehjulstrækker. Motoren standsede og et øjeblik efter ringede det på præstegårdens dør. Udenfor stod en af sognets landmænd. I hænderne havde han den største buket kristtjørn, jeg til dato har set.
”Det er snart jul”, sagde han ”hjemme på gården bliver det ikke jul, før der er pyntet med Kristtjørn. Nu vil vi gerne række traditionen videre. Glædelig jul til Jer i præstegården”.

Det er på kort formel, hvad jul stadig er for mig: At række en glæde videre. For mig blev det en adventstradition at vente på, at min landmand skulle komme med en uhåndterlig stor buket kristtjørn. Når jeg hørte firehjulstrækkeren i gruset, så vidste jeg, at det blev jul – også det år.

For også for mig er kristtjørnen blevet julens blomst. Dens ufremkommelighed minder mig om, hvor svært det kan være at nå frem til jul. De mange gøremål. Den sårlige samvittighed over det, man ikke nåede. Dens stikkende blade minder mig om håbet om, at det også må blive jul for den, hvor livet gør ondt. Mest minder kristtjørnen mig om os mennesker. Om hvordan vi indimellem har tidslens gemyt. Om, hvordan vi, som kristtjørnen, vokser langsomt i modgang og i det, der er svært.

I dag har jeg taget en kristtjørnbuket med til gudstjeneste. Den står her på prædikestolen. For på en 2. juledag stikker både grenene og ordene. Alligevel forkyndes her om det håb, der er evigt, uvisneligt som de stedsegrønne stikkende blade.

2. juledag. Endnu toner englenes sang og håbet om fred til mennesker, der har Guds velbehag, i baghovedet, når vi kommer til kirke eller lukker op for radioen. Men i dag er englesangen forstummet. Himlen synes lukket. Blodet flyder.
Mord og vold og korsfæstelse og forfølgelser… Man skulle tro, at det var overskrifter fra nyhederne. Men det er Jesu forudsigelse af, hvordan det vil gå verden, hvor hans ord bliver forkyndt. Alt dette skal komme over denne slægt. Og ikke bare slægten på Jesu tid, men over alle slægter siden. Jesus var den første, Stefanus blot den anden i den tilsyneladende uendelige række af uskyldige, der har måttet lade livet for deres tros skyld.

Hedvig introducerer ”Maria gennem torne” på orgelet

Kristtjørnen. Naturligvis var kristtjørnen der var fra skabelsens dage, da også den blev kaldt frem ved Guds mægtige ord. Ganske vist hed den ikke kristtjørn dengang. Hvad dens oprindelige navn var, er gået i glemmebogen. Måske hed den blot: Tjørnen med de stikkende grønne blade.

Hedvig: Et par takters improvisation over Gade. ”I østen stiger solen op” -

”Jorden skal grønnes”, havde Gud sagt. Det var sket. Jorden havde frembragt grønt, alle planter, der sætter frø, og alle slags træer, der bærer frugt med kerne. Sådan gik den 3. skabelsesdag. Jorden blev grøn. Og Gud havde set, at det var godt.

Hedvig intro ”Maria gennem torne går”

Tjørnen med de stikkende grønne blade havde nok følt, at den havde levet op til ordene. For grøn, det var den. Alligevel følte den sig så underlig unyttig. ”Hvilket formål tjener det, at jeg har fået stikkende blade? Er jeg måske en kaktus?”, sagde den til sig selv på sine dårligste dage. ”Hvem vil nogensinde tage på mig med varsomme hænder og plukke af mine grene og nyde synet af mig?”
Måske hang den også med grenene, fordi Gud Herren havde sagt, at tjørnen ikke skulle tjene til føde for nogen, for den hørte til blandt de giftige planter. ”Hvem vil da også have lyst til at sætte tænderne i en tjørn med stikkende grønne blade?”, spurgte den sig selv.

Tjørnen med de stikkende grønne blade følte sig i mange århundreder som den ensomste af alle de grønne planter, Gud Herren havde kaldt frem.  ”Hvorfor er jeg blevet skabt?”, kunne den spørge sig selv. ”Var det ikke bedre, at jeg visnede hen?”
Men tjørnen med de stikkende grønne blade var ikke sådan at få til at visne. Tværtimod groede den umanerligt godt, om end langsomt, både i den nordlige og sydlige del af den verden, Gud Herren havde skabt. 

Hedvig igen Gade: ”I østen stiger”

Så en mørk vinternat skete der et under. Et guddommeligt under. Og fordi det er et under, så ved ingen rigtigt hvordan det skete. Men julemorgen, da solen kastede sine første stråler over den lille by Betlehem og langsomt vækkede folk og fæ, ja, selv det lille nyfødte drengebarn i stalden stak i et vræl, da opdagede tjørnen med de stikkende grønne blade, at den bar. Røde bær piblede frem på dens grene. Tjørnen med de stikkende grønne blade så ned ad sig selv og syntes i grunden at de røde bær stod meget godt til alt det grønne. I al sin glæde og forundring glemte den næsten, at dens blade stadig stak.
Fordi planter ofte er lige så langsomme som mennesker til at vænne sig til forandringer, så blev man ved med at kalde den for ”tjørnen med de stikkende grønne blade”. Inden tjørnen havde fået set sig om, var der gået endda nogle år.

Og så en dag kom der alligevel nogen og plukkede tjørnen med de stikkende grønne blade. Ikke at hænderne var varsomme. Det var de ikke. Slet ikke. Det var grove romerske soldaterhænder. De hev og sled i tjørnens grene. Flere grene hev de brutalt af og smed til side. Men de længste af dem tog de og flettede sammen til en krans. Og de tog kransen og pressede den hårdt ned over ansigtet på et menneske. Så lo de og råbte: ”Hil dig, jødekonge”.
Hedvig en takt: ”Hil dig, frelser og forsoner”

Havde tjørnen med de grønne stikkende blade i al sin lykke over de røde bær glemt, at dens blade stadig stak, så fik den en brat opvågnen denne fredag. For bladene rev i menneskets pande og de røde bærs farve blev farvet endnu rødere. Blodrøde blev de. Det var på den dag, Krist-tjørnen fik sit navn.

Det blev ikke sidste gang kristtjørnens bær blev rødere. Kun et par år senere udenfor Jerusalems byporte, skete det igen. For mens stenene haglede ned over Stefanus, trillede nogen af de blodplettede sten ud over bjergskråningen og ramte kristtjørnen, som havde stået der siden hin langfredag og græmmet sig over, at dens bestemmelse åbenbart var at mennesker skulle stikke sig på den og dø af at komme den nær. Ligesom det var sket for Kristus.

Kristtjørnen troede fuldt og fast på, at det var dens skyld, at Jesus var død. At han måtte have stukket sig på dens giftige blade, da de pressede tornekronen ned over hans ansigt. Hvorfor skulle dette uskyldige menneske ellers dø? Det kunne kristtjørnen ikke se nogen mening med. ”Nej”, tænkte kristtjørnen. ”Mig er der ingen, der kan holde af”.
Hver gang mennesker i århundredernes løb led døden, fordi de bekendte deres tro på Kristus, da rødmede kristtjørnens bær af skam og af skyldfølelse og af sorg.

Hver gang mennesker siden nærmede sig Kristtjørnen fik den for vane at stritte endnu mere med sine stikkende blade. Det fik de fleste til at holde sig væk. En dag mærkede Kristtjørnen varmen fra hænder, der nærmede sig den. Vanen tro vrissede den: ”Pas på, jeg stikker” – og tilføjede: ”Jeg er også giftig. Hold dig væk – hvis du har dit liv kært”.

Da lød den blideste og dog mest indtrængende stemme. Det lød som en fjern stemme. Århundreder fjern. Årtusinder. Og dog var den ganske nær. Den kom fra hjertet og talte til hjertet. Kristtjørnens grene stivnede. Den genkendte stemmen. Det var Gud Herren selv, der talte til den, som på skabelsens morgen.
”Du, min grønne kristtjørn med de smukke røde bær”. ”Jeg syntes, de var smukke, bærrene, og jeg glædede mig over dem”, indvendte kristtjørnen, og tilføjede så: ”Men det er blodbær. Mennesker dør, når de kommer i nærheden af mig”. ”Vist gør de ej”, sagde Gud Herren. ”Så megen magt har du slet ikke. Og du tager fejl. Det er ikke blodbær.  Det er kærlighedsbær”. ”Kærlighedsbær?”, sagde kristtjørnen forundret. ”Men de er jo røde som blod. Og tro mig, der er flydt meget blod”.
”Jeg ved det, jeg ved det”, sukkede Gud Herren bedrøvet. ”Det var ikke det, der var meningen.
I mange år har menneskene troet, at min Søn kom med det formål at bringe ufred og blodsudgydelser. Men det var ikke sværd og ufred han ville. Men min Søn forudsagde, at sandhedens ord vil vække til modsigelse og had”.
”Jeg er ikke sikker på, jeg forstår hvorfor det skal være sådan, sagde kristtjørnen. ”Hvor bliver det gode af? Hvad skal vi så tro? Og hvad skal jeg stille op med mig selv?”

Gud Herren svarede: ”Når du blev skabt til at være stikkende og grøn, - og når du er det, også efter denne dag, - så er det for, at du skulle være et billede for mennesker på, at ikke engang livet med Gud, livet i tro, er ensbetydende med at have afrundede, bløde hjørner. Dit håb er, at selv når du stikker, så bærer du kærlighedsbær. Når dine bær blev allerdybest røde, så var det ikke fordi blodet flød, så var det fordi mit hjerte blødte af kærlighed”.
”Så var det jo alligevel blod”
”Nej”, sagde Gud Herren. ”Det er stadig kærlighed”.
”Kærlighed?”, spurgte kristtjørnen, lige forundret.
”Ja”, svarede Gud Herren. ”Fordi det er min kærlighed, der ligger bag. Den var der fra skabelsens første dag, og den kærlighed er uforandret den samme. Jeg har aldrig villet støde nogen fra mig. Nej, som hønen samler sine kyllingerne under vingerne, ville jeg samle mine børn. Men de ville ikke. De ligner dig, kristtjørn. Tidselgemytter er de. Og ind imellem forhærdede langt ind i hjertet. Jeg kalder, men I kommer ikke. Derfor er du sat i verden, kristtjørn. For du har to af verdens smukkeste farver: Den håbefulde grønne og kærlighedens røde”.
”Men jeg har også torne”, indvendte Kristtjørnen.
”Ja”, svarede Gud Herren. ”Og du skal stikke med dem. For ve det menneske, der ikke har stukket sig på en kristtjørn. Ve den, der ikke har stukket sig på eller studset over det, Kristus har sagt til verden, mens han var i den. Ve den, der ikke har stukket sig på livet. Ve det menneske, for det har aldrig mærket min kærlighed bløde i sig”.

orgelet tier

Der blev stille.

Kristtjørnen troede, den var alene. Hvad den ikke havde opdaget var, at mens den havde lyttet til Gud Herren, var den umærkeligt blevet flyttet. Den stod ikke længere, hvor den før stod. Da den løftede hovedet – da ser den, at den er blevet flyttet ind i Gud Herrens eget hus. Og nu er den hér. Kristtjørnen.

Når adventstiden nærmer sig, løfter jeg stadig hovedet og lytter efter en firehjulstrækker i gruset. Også selvom der ikke er grus foran vores nye hus her i Fredericia. Også selvom min landmand aldrig mere vil komme med Kristtjørn til mig. For han ligger på kirkegården i et Sønderjysk landsogn sammen med sin slægt. Og i videre forstand sammen med Stefanus – og med alle de andre døde, vi hver især har lagt i jorden. Men jeg ved, at hans gravsted også i år er pyntet med Kristtjørn.

Traditionen med at pynte med Kristtjørn som julens blomst, bærer jeg med mig. Og nu har jeg rakt den videre til dig. En buket Kristtjørn til I, der sidder her på stolene i Christianskirken – og I, der lytter med, undervejs i biler, siddende i stuer eller arbejdende i køkkener med at forberede denne dags julesamvær.

Og ja – den er uhåndterlig kristtjørnen … Den stikker. Men uanset hvor meget livets torne må rive og nage i hænderne eller i hjerterne på os, så tror jeg, at Kristus kom til jorden julenat for at plante glæde og opstandelseshåb også i os.

Et håb, der vokser langsomt og ofte i modvind, men et håb som aldrig i evighed kan visne. Det er julebudet, også på en anden juledag – og på det vil vi ønske hinanden en glædelig jul!

For det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn:

Himmelske Far.
Når vi synes livet stikker og gør ondt, når vi har svært ved at se kærlighedens aftryk i verden og i vort eget liv, da mind os om Kristtjørnen, om din søn. Sendt ind i vor verden med budskabet om fred, om håb og om evighed. Vis os at mørket må vige og at det aldrig får bugt med dit lys.

Lær os at elske - ikke bare dem, der elsker os, men også dem, der hader os. Lær os, at livet i afmagt er større end livet i magt. Og bær os, når afmagten bliver for stor.

Vi beder for denne verdens Stefanus’er, for alle, der betaler prisen for at bekende deres tro. Vi beder for kriges ofre, også når krigen foregår indenfor hjemmets fire vægge – eller når vi er i splid med os selv.

Vær med danskere i det fremmede og med de fremmede her hos os.

Velsign og bevar vor Dronning og hele Dronningens hus. Vær med regering og folketing, med byråd og menighedsråd – og alle, der skal tage beslutninger, der får betydning for mange. Mind os alle om, at vi altid bærer lidt af vort medmenneskes liv og lykke i vore hænder.

Vi beder for vore kære, hvem vi hver især tænker på lige nu.
Vi beder for dem, ingen beder for.
Lad os række hænderne ud mod den fremmede, den der er snublet, den, der trænger til en arm, og den, der trænger til tilgivelse og forståelse og langmodighed. Og hvis vi ikke kan nå, fordi vi er forbeholdne, så hjælp os med at tage et skridt fremad.

Vær os nær, når vi mangler arme, der holder rundt om os. Læg din arm om os, Herre, når vi sørger og savner, når vi mangler en hånd i vores, lad os da mærke din. Vi beder for dem, vi aldrig kommer til at favne igen. Lad os finde fred i, at du favner dem i dit rige, Herre.

Og når vi bliver bange – bange for fremtiden, bange for at blive syge, bange for at dø, bange for at miste troen, så lad ordene fra Jeremias klinge i os, at du, Herre, er med os og at du redder os. Og lad os turde leve og dø på de ord. Amen.

Prædiken juleaften

Nu er det jul. Vi mødes her i kirken igen. Der er en stol til Jer alle sammen. Ellers rykker vi lidt sammen. For det er jul også: At rykke sammen, så der bliver plads til alle. I aften rykker vi sammen i familierne. Og de af Jer, som mangler eller savner en – eller flere - omkring bordet og juletræet, rykker sammen på en særlig måde.

I dag rykker vi sammen for at fejre Jesu fødsel. Vi lader os bære med af stemningen. DR’s julekalender ”Tidsrejsen” bliver vores egen tidsrejse, for på en juleaften behøver vi ikke rejse tilbage i tiden, vi er tilbage i tiden og husker tydeligt, dengang det var os, der var børn, der næsten ikke kunne vente.

Nu er det jul. Vi har hørt juleevangeliet igen. Det lyder så idyllisk – alt det med stalden og dyrene, med hyrderne og fårene og engle, - ordene luller os med i deres velkendthed, så vi næsten kan glemme, hvorfor Jesus blev født i en stald. Hvorfor Jesus begynder sit liv med at være hjemløs.

Det var jo, fordi der ikke var plads til dem i herberget. Dér var der ikke nogen, der rykkede sammen. Hvilket hjerte har man, hvis man lukker døren i for en højgravid kvinde med veer? Jeg mener: Var der virkelig ikke plads?

Tankevækkende, når ordet herberg – ligesom ordet hospice i øvrigt – betyder velkommen. Jesus var fra begyndelsen af sit liv ikke velkommen. Man kunne stille spørgsmålet, om det i grunden har ændret sig så meget siden?

Engang skulle nogle børn opføre et krybbespil. De var der alle sammen: Maria havde pude på maven, Josef, hyrderne, de vise mænd og englebørn med kradsende lametta om panden. Alt var indstuderet. En dreng havde fået opgaven at være den afvisende krovært. Kroværten havde to replikker. Han skulle slå ud med armene og sige til Josef og Maria: ”Her er ikke plads til Jer. Alt er optaget”.

Det gik efter drejebogen. Josef og Maria banker på. Drengen, der spiller krovært, er helt inde i rollen og får vredt afleveret sin replikker: ”Her er ikke plads til Jer. Alt er optaget”. Josef og Maria vender sig, som planlagt, for at gå videre.
Men kroværten bliver stående på scenen. Alle kigger på ham. For nu kan alle se det: Han kæmper med tårerne. Og med ét råber han: ”Vent. Kom tilbage – og tag Maria med – I må gerne få mit værelse”.
Dén jul kom Jesus ind i varmen.

Denne sommer besøgte jeg Domkirken i Linköping. Der så jeg et alterbillede, der forestiller julenat. Det særlige ved billedet er, at det er set inde fra stalden. Det er os, der er i stalden, inde i varmen. Os, der kigger ud. Og derude på marken er Josef og Maria og det nyfødte Jesusbarn. Uden tag over hovedet. Hjemløse. Og der er ingen, der råber: ”Kom. I må gerne få mit værelse”.

Hjemløs. Vi er næppe mange her i kirken, der kender til hjemløsheden på egen krop. Ikke mange her kender gadens hårde og nådesløse liv, hvor man kan dø ved højlys dag på en befærdet metrostation.

Ind i mellem er det som om selve julens glæde og julefreden og medmenneskeligheden er blevet hjemløs i denne verden.

Hvis vi definerer næstekærlighed som at være rummelig og rykke sammen og at kunne give plads til hinanden, så er vi på mange måder ikke kommet længere end til herbergerne i Betlehem.

Hvor tit er vi ikke kroværter, der smækker døren i foran vores medmenneske med et: ”Dig har jeg ikke plads til i mit verdensbillede”? Og vi har vist prøvet at stå på begge sider af døren: Vi har både smækket og været dem, døren blev smækket i for.

Så selvom vi ikke har boet på gaden, så kender vi godt til hjemløshed i overført betydning. Hjemløshed forstået som det, at det kan være svært at blive rigtig glad og lade glæden flytte helt ind i hjertet.

Hjemløshed forstået som fornemmelsen af at være flyttet og ikke føle sig hjemme i ens nye lejlighed eller hus.
Vi kender til fornemmelsen af ikke at føle os hjemme i os selv. Når vi f.eks. har så meget at lave, at vi næsten ikke kan mærke os selv.
Eller kender til ikke at føle sig hjemme i egen krop, fordi man har været syg og har været i mange behandlinger.
Vi kender til, at kærlighed kan være hjemløs, fordi den vort hjerte var knyttet til, er død. Eller den, vi holdt af, fandt en ny kærlighed.
Jeg tænker, vi kender til ensomheden ved at stå udenfor og ikke at vide hvilke døre, vi kan banke på og om der vil blive lukket op for os.
Det er såmænd ikke så fjernt for os at være derude på Herrens mark.

Julenattens evangelium er, at Jesus forlod sin himmel for at være hjemme her hos os. Og det er kristendommens ubegribelige påstand, at han, der blev født som hjemløs julenat, ham, der ikke havde noget som helst, han kunne kalde sit eget. Han gav alt. Til sidst gav han os sig selv. Derfor kalder vi Jesus for vores Frelser.

Aksel:        Undskyld, jeg afbryder

(rejser sig og går hen i nærheden af prædikestolen med barnevognen)

 Eva:           Ja…

 Aksel:        Jeg ved godt, hvad det er stå udenfor.

Jeg kender til, at folk melder ”hus forbi”, når de møder mig.
Så det er rart at komme herind, hvor der er højt til loftet.
Og jeg har noget her i min vogn, som jeg gerne vil give dig i julegave, præst.  (rækker Eva en pose)

Eva: Tak. En plasticpose??

Ja, det er ikke så poser, vi hver især har slæbt hjem de sidste dage og uger. Poser, fyldt med mad, med lækkerier og med gaver. Alt det, vi hver især synes skal til for at gøre en god juleaften.

 Aksel: Prøv lige at kigge på posen.

 

Eva:     Jamen, det er jo et helt krybbebillede med Josef og Maria og Jesusbarnet. Med får og kameler og vise mænd og engle og stjerner. Men hov - der er ingen stald! 

Aksel:        Nej, selvfølgelig er der ikke en stald. Det er jo en hjemløs julepose. Det er ligesom den altertavle, du fortalte om før, hvor Jesus var ude i det fri – og alle andre var inde i varmen. Prøv at kigge i posen

Eva:           Den er jo tom!

Den er der ikke blevet slæbt ret meget hjem i.
                  (tænker…) Og sådan kan denne jule-bærepose minde os om noget andet. At jul ikke kun handler om – om vi nu også har husket det hele og fået slæbt alt hjem.
Posen er tom, fordi julens indhold, det kan vi hverken skabe eller slæbe hjem eller pakke ind. Julens indhold – det har Gud givet os. Det er barnet i krybben. Det er et håb. Et helt urimeligt håb om fred på jorden. Og det er glæde. En grundlæggende glæde ved at være til, som Gud ikke ville holde for sig selv, men som skulle være for hele folket. For alle mennesker.
Det er det, Gud har lagt ind i alles liv i alles historie, i alles pose. (vis pose)

Aksel:        Nu siger du lige ”alles pose”…

Jeg havde ikke kun tænkt, at det var dig, der skulle have noget med hjem herfra i dag. Jeg har en pose til alle. I hvert fald en pose til hver husstand eller familie.

Eva:           Sikke en julegave. Kan vi ikke aftale, at du og jeg står ved hver vores dør og giver hele folket en pose med hjem efter gudstjenesten?

Aksel… God ide. Så kører jeg ned og gør klar.

Eva:     Men inden du kører… må jeg så ikke lige spørge dig om noget? Har du et sted at holde jul? For ellers må du gerne komme med hjem til os. 

Aksel:        Tak for tilbuddet. Men jeg er heldigvis kun hjemløs den times tid, gudstjenesten her varer. Om lidt er jeg sammen med min egen familie. Så nu vil jeg ønske Jer alle en glædelig jul.

 Eva:     Jeg håber, I vil tage imod poserne, så I bogstaveligt talt bærer julen med Jer hjem.

For julens glædelige budskab skal ikke blive her. Kristendom er ikke at vi – som på alterbilledet fra Linköping - bliver siddende herinde i kirkens eller staldens varme og kigger ud på den kolde verden. Kristendommen skal bæres ud i verden. Også når verden synes kold og gudsforladt.

Vi skal hver især bære glæden og håbet og freden fra Betlehem ud i verden. For kun sådan kan det blive for hele folket.
Vi skal bære det ud i verden, så ord som medmenneskelighed og værdighed ikke skal blive et fremmedord. Og vi skal ikke bare bære ordene. Vi skal være ordene. Være dem, der rykker sammen. Vi skal være rummelige.

Det lyder unægtelig mere som en opgave end som en julegave. Men netop derfor er det en bærepose, I har fået. For det er hvad evangeliets glæde også er: At du ikke skal bære det hele, men at du selv er båret.
Det er hvad tro er: At dit liv er som poser, og at Gud har godt fat i hanken. Og det er hvad håb er, at Gud, også i morgen vil fylde dit og mit liv med indhold.

Det er jul. Denne nat forlader Gud sin himmel – og lader sig føde i skikkelse af et lille barn. Han gør sig hjemløs for at være hjemme hos hver af en af os.
Og da barnet blev voksent, gik han ud på gader og stræder. Han gik ud for at være hos dem med de fyldte poser og de liv, der er fyldt med lykke. Men han gik også ud for at være sammen med posedamer og hjemløse – og alle os, der er på Herrens mark.

Det er jul. Gud har lukket os ind. Ja, selve himlens herberg har Gud lukket op for os og budt os velkommen indenfor i.
Jul er at tro, at Gud altid har plads til os. Og at han – uanset hvor mange døre du end måtte have smækket bag dig siger: Kom tilbage. Du må gerne få et værelse hos mig. På det vil vi ønske hinanden en glædelig jul!

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

 

Længe siden sidst... Her er prædikenen til 1. søndag i advent

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus.

 Glædelig første søndag i advent. Ordet advent er en forkortelse af det latinske Adventus Domini. Det betyder ”Herrens komme. Så adventstid er en tid, hvor vi er spændt ud mellem venten – og komme. Mellem forventning og opfyldelse.  

Med første søndag i Advent skyder vi den store ventemåned i gang.

Ind i mellem får jeg det, som om adventstiden overført talt aldrig holder op. Som om det er blevet en livstilstand for mennesker at vente. Aldrig så snart er en ting blev ind-ventet, før den næste lader vente på sig. Ventetiden har taget førergreb, også på sproget. Hvem kender ikke ord som ventetøj, venterum og ventelister, der som bekendt er noget ganske andet end ønskelister? Aldrig så snart er det ventede kommet, før vi begynder at vente på det næste.

For børnene går ventetiden med at åbne julekalendere, med at tænde kalenderlys i skole og hjem og med at følge med i flere eller færre TV-julekalendere. For mange af dem kan det knibe at vente på at det hele skal kulminere juleaften.

Jeg glæder mig i denne Tid;
nu falder Julesneen hvid,
så ved jeg julen kommer!
Min Far hver Dag i Byen gaar,
og naar han kommer hjem, jeg staar
og ser hans store Lommer.

Sådan begynder Peters jul. Jeg genlæste første del af Peters jul i går. Rørende er det, hvordan den lille Peter glæder sig, hvordan han iagttagende og tålmodigt ventende er med i alle forberedelserne, før julen kan komme.

Peter kunne have sunget med på alle de salmer, vi har sunget her inden prædikenen. For de handlede alle om at vente på det, der skal komme. På ham, der skal komme. Peter kender til at længes og til at vente. Og til at være 100% til stede, når julen endelig kommer.

Jeg tror ikke, Johan Krohn havde kunnet skrive samme tekst til en Peters jul år 2014. Måske havde det snarere lydt:  
Jeg glæder mig i denne tid,
at sneen ikke daler ren og hvid
– for så skal jeg ikke skovle.
For jeg skal købe julemad og fælde træ og tag et bad -
og snart, så er det nytår.  

Jeg knap min gave åbnet har,
før hver butik er udsalgsklar.
Jeg sparer ved at vente.
Og vis a vis med julegris, er pyntet op med faste-ris
og snart, så er det påske.

Digteren til Peters jul anno 2014 ville ikke behøve lede efter ord, der kunne rime på ”vente” eller ”tålmodighed” for ventedelen af adventstiden er vi ikke ret gode til. Måske er vi heller ikke ret gode til at forvente os noget?

Jeg er sikker på, at Peter aldrig kunne finde på at åbne alle 24 låger i sin chokoladejulekalender og spise dem. Men for mange børn i vore dage bliver ventetiden lig med selve opfyldelsen, så når juleaften endelig oprinder, kan det være som at åbne den største låge, bare for at opdage, at det stykke chokolade allerede er spist.

 Vi andre… Ja, ganske vist langtidshæver vi brødet og langtidsplanlægger – men det er kun en del af, at vi meget ofte er på vej til det næste. Og mon ikke også der sidder en enkelt her, der har haft tankerne i søndagsfrokosten – eller hvad der skal ske senere i dag – eller i morgen – eller….

Hellere end at vente på, vil vi gerne komme til noget. Vi venter ikke på at det kommer til os. Vi er selv i en hvileløs bevægelse på vej. Hele tiden på vej mod det, der kommer.
Jeg siger ikke, at vi moderne mennesker ikke kender til tålmodighed. Jeg tror såmænd, at vi på hver vores områder kan være meget tålmodige. Men vi tager ikke længere ventetid som et livsvilkår.
Vi vil have børn på det tidspunkt, det passer os. Vi vil quick-kasser og færdigmad. I stedet for homo sapiens, det tænkende menneske, er vi blevet homo zappiens. Vi zapper videre, når utålmodigheden griber os …
Ulempen ved at have svært ved at vente på det, der skal komme, er selvsagt, at vi sjældent er lige her og lige nu – men at vi meget ofte er på vej til det næste. Vi er ikke nærværende – men fjernværende.

En ung mand står og venter på sin elskede. Han er en utålmodig sjæl, der forstår sig dårligt på at vente, så han nyder ikke solskinnet, foråret og blomsterne. Irriteret, men også en smule bekymret, sætter han sig i skyggen af et stort træ og venter.

Tiden trækker ud. Sådan er det med tiden, når man venter, den trækker i langdrag. Men tiden kan også trække sig sammen, så den næsten ingenting fylder. Når arbejde går som en leg, er tiden forbi, inden man får set sig om. En time er en time, men ikke når man har travlt eller venter.
Pludselig står der en lille trold ved siden af manden. Trolden forærer manden en trylleknap. Hvis han synes tiden går for langsomt, skal han blot dreje knappen lidt til højre, så kan han springe ventetiden over og lande lige der, hvor han ønsker at være.
Den unge mand afprøver straks knappen og med ét står hans elskede ved siden af ham og det er meget fint. Hvorfor ikke springe frem til brylluppet, tænker manden og drejer knappen endnu en gang. Eller gid vi allerede var gift og gid vi allerede var flyttet ind i vores hus, som allerede var betalt og gid vores børn var så store, at de ikke mere var til besvær, og gid min vinmark var moden og klar til høst.
Han ønsker det alt sammen og drejer trylleknappen en tak til og én til…
Pludselig er han en gammel mand, der ligger på sit dødsleje. Livet har passeret ham, uden han har opdaget det. Han ser tilbage på sit liv og erkender med ét, hvor dårligt han har forvaltet sin tid.
Manden skylder sig at dreje trylleknappen i modsat retning. Pludselig ligger han igen i skyggen under træet og venter på sin elskede, som i samme øjeblik står foran ham i solskinnet og smiler. ”Har du ventet længe?” spørger hun. ”Næh”, siger han. ”Jeg er lige kommet”

”Vist skal du hente kun ved at vente” - sådan sang vi lige før. Men hvad er det, vi ”henter”, når vi venter?

Ja, det fuldbårne barn – det tager stadig i omegnen af 9 måneder. Men ventetiden kan også være modningstid. Erkendelser kan være længe undervejs. Eller mod.

Eller den grove vittighed - om at vente.

Maren på 96 og Karl på 99 var på statsamtet. Nu ville de skilles. Damen ved skranken synes det var en noget høj alder at blive skilt. Nej, nu skulle det være. De ville bare lige vente til alle børnene var døde.

Vi ved, at der er ting, der er værd at vente på. Der er også mange fortællinger i Bibelen, der handler om at vente. Om ting eller personer, der er undervejs. Israelitterne var 40 år undervejs i ørkenen, Jesus ventede til han var ca. 37 år gammel, før han trådte offentligt frem som Guds søn – Gudsriget er undervejs… Men hvad skulle selve ventetiden gøre godt for?  
Det ville da være fantastisk, hvis vi kunne regne med, at ventetid altid var en modningstid. At hvis vi bare kunne vente tålmodigt nok… Alt godt kommer til den, der venter, siger vi. Men passer det?

Adventstid er ventetid. Men det er frem for alt kommetid. Tid til at lade ting komme til os. Det er det, vi hører denne 1. søndag i advent. Det handler ikke om at vente på den 24. december endnu en gang. For Jesus er kommet. Så vi kan gå med ham ind og igennem adventstiden.

For en del år siden havde jeg flere samtaler med en jødisk kvinde. På vej ud af døren efter en længere samtale, slog hun lid topgivende ud med hænderne: ”Jeg forstår det altså ikke helt, det der med Jesus”, sagde hun flere gange. ”Vi jøder tror jo også på Jesus”.

Og jeg slog også mentalt og lidt opgivende ud med armene. Synes ikke jeg kunne forklare det bedre end jeg allerede havde bestræbt mig på. Og så sagde jeg: ”Ja, men de kristne tror på, at Jesus er kommet”.
Og så lød det med overraskelse – men også med stor fryd – fra min jødiske samtalepartner: ”er han kommet?” Og hun gik smilende hjem. Stadig jøde, men hendes ventetid var forbi: ”Jesus var kommet til verden”. 

Det er muligt, vi venter på noget helt andet. Men det er Herren, der kommer forbi i dag. Jesus kommer til os - og Han kommer ikke bare forbi. Han vil gerne indenfor.

Ikke, at der går skår af Ham, hvis du ikke lukker op. Næ. Men der går skår af dig. Du går glip af at få dit eget liv foræret som en gave.
Han kommer for at sætte os fri. Os og vores rastløse væren på vej videre sætter han fri til at leve i det nu, der er nu.
Måske synes du, at det er svært at vente sig noget godt med alt det onde eller svære, der hidtil er sket. Så må du igen høre, at Guds nåde er ny over dig hver morgen, og at livet – ikke bare adventstiden - også er forventning og håb.

Han er kommet. Ridende på et æsel, langsomt, når æslet vil. Men han er kommet.
Vi er nogle, der utålmodigt kunne ønske, at han kom igen. At Gudsriget kom og satte sig igennem i verden, så ingen kunne være i tvivl om det.
Men måske er vore utålmodigheden som en trylleknap, der spærrer for vores udsyn og vores tro, så vi ikke opdager, at han er kommet. Også til os.

Han er kommet. Som den elskede, man har ventet utålmodigt på. Han er kommet, ventetiden er forbi. Han er kommet – og du opdagede det måske slet ikke. Han er kommet – du behøver ikke gå ham i møde. Han er kommet. Luk du selv op for ham. Gør døren høj – gør porten vid.

John Lennon sagde engang: Livet er det, der kommer til dig, mens du har travlt med en masse andet. Så lad livet komme til dig. Hvert lys, du tænder på adventskransen, er ikke en trussel om det, du ikke når.

Nej, det er et løfte om en højtid, der nærmer sig. Om en forventning, Gud har opfyldt for dig.
Godt nyt år. Godt nyt kirkeår.

Lov og tak og evig ære være dig  vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

 

Kirkebøn: Lad os bede:

Jesus Kristus.

Du er den, som var og som er og som kommer og som er kommet.

Du kommer ind i vores liv,
og når du er her, ser det anderledes ud:

mørke og mismod spredes og håb og lys vokse frem, et for et.

Vi længes efter din kærlighed, og vi frygter for den,
for den forstyrrer vore indgroede cirkler og mønstre.

Gør os åbne for det, du vil, og det, du giver.
Gør os frie af alt det, som trænger sig ind på os
og vil fylde os med tomhed og uro.

Lær os at lytte og være stille,
lær os at vente, at løfte vore hoveder med håb
og høre dine ord som ord talt til hver enkelt af os.

Herre, vi beder dig for alle, der har glemt at håbe,
for alle, der føler sig fangne i livet.

Vi beder dig for alle ensomme, alle syge og fattige
enten det er på legeme eller sjæl.

For alle, der er urolige og længes efter fred.

Herre, vi beder dig for dem, der skal styre:

for folketing, regering og dronning.
Giv dem styrke og visdom til at træffe de rette valg.
Vi beder dig for din kirke, for os som her og nu er din kirke. Vi beder for os selv og vore kære, hvem vi hver især tænker på lige nu, levende som døde.
        Giv os nåde til at være lys i mørket, så vi vover at bære lys ud i verden og ikke være dem, der slukker lyset i hinandens øjne.

        Og lad os, Herre, lad os mærke adventstidens glæde og forventning komme, også til os hver især. Amen.

Prædiken til 16. søndag efter trinitatis

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen

”Herre, havde du været her, så var min bror ikke død” – sådan siger søstrene Martha og Maria til Jesus. Det lyder bebrejdende.  Eller, som vi arbejdede med det i konfirmandstuen i onsdags: Det lyder som brok.

Men brok kan blive til bøn. Og ordene: ”Herre, havde du været her, var min bror ikke død” udspringer af søstrenes tro på og tillid til, at havde Jesus været der, så havde han haft magt til at gøre noget. Så havde han ændret tingenes tilstand. Det er vel ikke for meget forlangt af Guds egen søn.

Både Martha og Maria havde regnet med, at Jesus – hvis han altså havde været på rette tid og sted – kunne have lagt sin hånd over eller under, så Lazarus ikke døde. Så det forfærdelige ikke skete.

Og det er vel sådan, tro er: En tro på, at Gud kan gribe forandrende ind? Eller er det? Og hvad er det lige, det gør ved vores gudsbillede, ved vores tro, når forfærdelige eller uforståelige ting alligevel sker?

I konfirmandstuen i onsdags fik Esthers og mine konfirmander lov til at brokke sig. Brokke sig over vejret, over at de boller, der stod i ovnen, ikke var til dem, over tysklærere og for få lommepenge og hvad der ellers kan fylde i en konfirmands liv. Og så talte vi om, at hvis brok ikke får en retning, så sker der ikke noget. Men i det øjeblik vi brokker os til Gud, så bliver brok til bøn.

Og selvom vi danskere er en nation af brokkere, så tror jeg, at der bliver bedt mere, end der bliver brokket.

Vi spurgte konfirmanderne, om de med deres egne ord ville formulere fortsættelser på sætningen: ”Herre, hvis du havde været her… ” – og de fik at vide, at deres bønner kom med i kirke i dag. Det er de bønner, I kan se hænge rundt her i kirken og i våbenhuset. Skrevet på sorte A-4 ark. I skal unde Jer selv at gå rundt og læse dem, inden I går hjem i dag.

Det er gribende bønner. Selvfølgelig er der en enkelt eller to, der skriver, at hvis Jesus havde været her, så ville ens lillebror måske ikke have været så lille og dum – eller hvis Jesus havde været her, ville man være på fodboldhold med Ronaldo - eller man skulle ikke gå i skole.

Men langt hovedparten af bønnerne er ikke skrevet med sølvtusch eller hvidtusch. De er skrevet med tårer og med afmagt. Her bare et par stykker af dem:

Herre, havde du været her, så …
- Havde der ikke været krig i verden,
- så ville der ikke være nogen fattigdom
- Så var min morfar ikke død af kræft
- så havde jeg et bedre liv
- så ville lægerne være dygtigere
- så var jeg ikke blevet mobbet
- så ville jeg ikke være så ked af det

Jeg har læst alle de sorte sedler flere gange – og hver gang, må jeg indrømme, får jeg mindst en tåre i øjenkrogen. For der er også rigtig megen smerte og rigtig megen død og sygdom og uretfærdighed, som sådanne 13-årige skal bære rundt på.

For afmagten bunder naturligvis også i, at selv om vi siger, at Jesus er lige her og lige nu. For han er os nær i gudstjenesten, lige ved siden af på bænken, han er os nær, når vi beder og græder og er ulykkelige.
Selvom vi tror, at han hører hver en bøn, så ser vi jo ikke vore døde stå op af graven sådan som Lazarus gør det i dagens evangelium. Jesus kommer ikke lige forbi på Vejle sygehus og kurerer den brystkræftkramte eller afskaffer sult i verden eller får mobberi til at standse eller gør sorgen eller savnet efter døde fædre, eller farmødre eller bedste-forældre mindre.

Det er jo det helt store dilemma i at tro. Det er anfægtelsen og det der kan få os til at tvivle på, hvad vi så skal med Gud, at selv når vi tror allermest rene af hjertet, allermest oprigtigt, så sker de forfærdelige ting jo alligevel.

Bliver vi afmægtigere af at vi synes Gud er afmægtig? At Gud ikke er der, hvor vi synes, han skal være?

Og bliver beretningen om Lazarus så ikke en hån af vores tro? Lazarus, som jo bliver vækket op fra de døde. Som kommer tilbage til den familie, der savner ham. Martha og Maria savner jo ikke ham mere end vi andre savner vores døde. Er kristendom kun noget, der skete engang? Eller er opstandelse også et håb for os?

Det hedder den lille påske i dag. Fordi Lazarus bliver et tegn, en forudgribelse af den store påske, hvor Jesus går i døden. For at vise vores tro og vores håb en ny vej. …

Men inden jeg siger mere om det, bliver jeg nødt til at fortælle Jer om Ove. Ove er ikke en person i hverken det gamle eller det nye testamente. Men jeg tror, der bor en Ove i os alle.

For romanen om en mand, der hedder Ove er historien om ethvert menneske, der ikke synes, at livet er livet værd. Ethvert menneske, der har tænkt: Hvad har livet tilbage til mig? Ethvert menneske, der har prøvet at resignere eller sørge – eller som bare irriterer sig over de irriterende stoddere (for nu at citere Ove), der ikke kan finde ud af at bakke med trailer.

Mens jeg i denne uge læste om Ove, så blev han en moderne Lazarushistorie for mig. Og en varm fortælling om næstekærlighed.

Ove er 59 år gammel. Og Ove har besluttet sig for at dø. Der er ikke rigtigt mere at leve for. Hans verden er sort-hvid. For hende, der var alle farverne i hans liv, hans Sonja er død. Både hun og Ove har haft deres del af modgang. Mere end de fleste. Nu har Ove også mistet sit job. ”Det bliver da dejligt at kunne tage den lidt med ro” havde de sagt i går. Den dag, der blev hans sidste arbejdsdag. Det var ikke meningen, at livet skulle være sådan her.

”Det er tirsdag eftermiddag i november. Klokken er fire og han har slukket alle lamperne. Slukket radiatorerne og kaffemaskinen. Sagt avisabonnementet op. Olieret bordpladen i køkkenet, selvom døgenigtene i Ikea siger, at man ikke behøver oliere den slags bordplader”.  Men det var jo ikke sådan noget man skulle gøre på en tirsdag i november: Oliere bordplader. Oves fortvivlelse er lige så sort som det sorte papir, konfirmandernes bønner er skrevet på.

Og nu står han der og vil bore en krog i loftet i stuen. Og med det mener han ikke en hvilken som helst krog. Enhver it-konsulent med bogstavkombinationsdiagnose og en kønsambivalent striktrøje kan sætte en skide krog op, tænker Ove. Men Oves krog skal være solid som en klippe.

Om nogle dage vil her stå en eller anden ejendomsmæglerlaps med en slipseknude så stor som et babyhoved og ævle om renoverings-potentiale og udlejnings-effektivitet og han vil kunne sige meget om Ove, men ikke et ondt ord om Oves krog. Det skal han bare vide.

I kan høre på tonen, håber jeg, at bogen også er en satirisk roman. For selvfølgelig er det aldrig nogensinde muntert, når et menneske ønsker at tage sit liv. Og det gør Ove virkelig.

Ove får næsten boret krogen op. Et par kapitler senere sidder i bilen i garagen med slangen på udstødningsrøret. Og tredje gang endnu et par kapitler længere henne i bogen, har Ove hentet jagtgeværet, dækket hele entreen – og køkkenet og stuen - af med afdækningsplads, det er trods alt kun 2 år siden, gulvene blev afslebet – Nu mangler Ove kun at trykke på aftrækkeren.

Hvorfor gør han det så ikke? Tager springet, starter bilen, trykker på aftrækkeren? Er det fordi Jesus lige kommer forbi og siger: ”Lad da være…?”

Tja… der står ikke Jesus én eneste gang i bogen. Og jeg er ikke engang sikker på at Ove tror på Gud og ordet kærlighed har han aldrig taget i sin mund.

Men der sker det forunderlige, at hver gang Ove er lige ved at tage livet af sig, så kommer der et medmenneske forbi. De er godt nok mega-irriterende, de der naboer, synes Ove. De har både taget hans plads i ejerforeningen, de kan ikke finde ud af at bakke med trailer – og frem for alt så kører de i boligområdet – i bil. Alligevel står de pludselig der i Oves liv og er ikke til at komme udenom, fordi de akut har brug for hjælp.

Og helt umærkeligt, så går de der mega-irriterende naboer fra at have været nogen Ove har peget fingre ad og har haft årelange kontroverser med, til at få et ansigt. Og pludselig bliver det vigtigste ikke at dø. Det må komme. Men først er der lige en gravid, der skal køres på sygehuset, og en radiator, der skal fikses, der en konflikt mellem forældre og børn, der trænger til et alvorsord og vennen Rune skal i hvert fald ikke på plejehjem, selvom han er en idiot og næsten er dement. Og pludselig er der et lille iranerbarn, der begynder at kalde den barnløse Ove for morfar. Og så må døden komme engang.

Historien om Ove blev en moderne Lazarushistorie om at Gud kan gribe ind. Ikke en: ”Herre, hvis du havde været her, så var dette eller hint ikke sket”. Men en historie om, at fordi du, Herre, var her, så blev livet livet værd.

Der kom ikke nogen hvidklædt Jesus med glorie forbi Oves dør og demonterede krogen i loftet, eller lod bilen løbe tør for benzin eller gjorde at geværet ikke kunne skyde.

Men der kom en gravid iransk kvinde, der kom en overvægtig Jimmi og der kom en kat, som alle hver på sin måde havde brug for en levende Ove.

Og måske var det Jesus, der sendte et medmenneske forbi Oves – og vores - dør? Måske er Herren der nemlig ikke altid, som vi kunne ønske os – eller håbe – men på en anden måde?

Og måske er vores tro ikke stærkest, når den tror på mirakler eller på det næsten utrolige, men når den vover at håbe, at selv når vi ikke får det, vi kunne drømme om eller håbe på, så betyder det ikke, at Gud ikke er med i det?

Jeg ville ønske, at der ikke var nogen bedstemødre, der blev syge og døde. Jeg ville ønske, at lægerne altid kunne kurere kræft. Jeg ville så gerne kunne udstede garantier for, at vi alle fik et langt og lykkeligt liv, selv med irriterende lillebrødre og uden at have spillet fodbold med Ronaldo. Og jeg vil blive ved med at opfordre jer til at give penge til folkekirkens slut-sult-kampagne, så der ikke stadig skal være en milliard mennesker, der slutter… - og jeg håber inderligt, at de krige, der lige nu kæmpes i verden, må slutte, jo før jo bedre.

Men det hindrer ikke at forfærdelige og uforståelige ting stadig sker.

Jeg tror, at vi alle ind imellem kommer til at skrive på sort papir – eller bede i afmagt: Hvor i himlens navn er Herren så henne? Hvorfor er han ikke lige her og lige nu, når vi har brug for ham?

Lazarus, som Jesus kaldte ud af graven. Han dør igen, som vi alle skal dø.

Og Ove i romanen dør faktisk også. Og jeg tænkte, at det kunne forfatteren sørme ikke være bekendt. Nu havde han lige skrevet en livsbekræftende roman om, hvordan man kan få livslyst igen. Men ved nærmere eftertanke, så er både romanen – og evangeliet - kun mere troværdigt af det.

For det viser sig, at den mavesure, bitre, pegefingerpegende Ole dør af et for stort hjerte. Men det er på grund af det samme – for store – hjerte, at Ove har givet liv til andre.

Og det er når vi får store hjerter, der banker for andre end os selv, at vi hver især kan gå ud og være Vor Herres stedfortrædere i verden.

Gør det, Jesus ville have gjort, kan vi ikke. Men vi kan være Guds hjerte i verden.

Ove blev ikke kun en Lazarus, men på grund af hans store hjerte, som først diagnosticeres til allersidst, bliver han også en Kristus-skikkelse.

For det var på grund at Guds kærlighed til os, at Jesus blev sendt ind i vores verden. Det er af kærlighed, han gav sit liv for os. Og det er af Guds kærlighed, at også vi er blevet lovet, at døden ikke skal være det sidste, der er at sige om os.

Og derfor – fordi Herren har været her – har vi fået lov til at tro og håbe. Og vor tro og vort håb har fået en retning: Livets retning. Og derfor siger vi for fuld musik til allersidst: Dig være ære. Se, Herren lever. Frygt ikke mere.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

 

Kirkebøn:

Herre, hvis du havde været her, … sådan beder vi med Martha og Maria og konfirmanderne i dag. For det er også vores bønner.

Men Herre… vi tror, at du er her. Også selv om vi ikke altid kan se det eller forstå det.
Herre, hvor end du er – så beder vi

for de dyr – og mennesker – der bliver mishandlet. Vær hos dem.

Vi beder for alle de døde: venner, forældre, bedsteforældre, dem, vi hver især kender og savner, og dem, der ikke er en del af vores liv, men som er savnet af andre. Vi beder for dem, vi aldrig så, men som vi gerne ville have kendt.

Vi beder for at du vil gøre lægerne dygtigere, så de kan operere brystkræft og mange andre slags kræft og alle de andre sygdomme, som vi er bange for skal ramme os.

Vi beder om, at du vil gøre os gavmilde, så vi deler vores mad med dem, der intet har. Og at du sørger for at Nødhjælp komme ud til de rette.

Vi beder om, at du vil gøre os rummeligere. Så vi også kan rumme irriterende brødre og søstre og naboer, der ikke kan finde ud af at bakke med trailer.

Vi beder om, at du lærer os at hvile i os selv, så ingen har behov for at mobbe andre eller gøre dem ondt. Men at vi i ethvert menneske, vi møder på vores vej, ser et medmenneske, der kunne have brug for os. Og at ingen af os kan leve for os selv.

Herre, vi beder om, at du vil være nær hver enkelt af os, når vi er kede af det, når vi er bange for at falde i de grøfter, der hele tiden er lige ved siden af den vej, vi går på. Hvad enten grøften så hedder: selvmedlidenhed, eller håbløshed, ligegyldighed, selvtilstrækkelighed eller ”det hele kan også være lige-meget-grøften”. Giv os faste skridt til at blive på livets vej. Den vej, er fører os til hinanden – og til dig.

Og Herre, når vi har svært ved at finde vejen, så mind os om, du ransager os og at du kender os. At din højre hånd holder os fast. Og at mørket aldrig er mørke for dig, men kun morgen, der er på vej.
Og at det er for underfuldt til at vi forstår det.
Men Herre, når du er hos os, så tør vi tro det. Amen.

Velsignelse:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.