DAGENS PRÆDIKEN:
Vores kroppe husker. Når årstal og tid og sted og detaljer er glemte, husker vores krop for os.
Husker bittesmå detaljer: Et strejf. Et blik. En hånd på en kind.
Kroppen husker.
Husker vægten af det nyfødte barn i dine arme.
Det første knus, der blev kærligt.
Den varme hånd, der blev koldere og koldere.
Kroppen husker.
Et særligt musikstykke genhørt bringer dig tilbage i tid. Ophæver tid. Glemmer du, så husker jeg.
Kroppen husker.
Den første champagne. Din første østers, der måske blev den sidste.
En bedstemors brune sovs eller verdens bedste brunkager.
Kroppen husker.
Duften fra dit barndomshjem.
Den helt særlige duft, som du først bemærkede, da du var flyttet hjemmefra – og dit barndomshjem blev et sted, hvor du kom på besøg.
Eller duften fra særlige rum, særlige steder på det, der blev særlige tidspunkter i dit liv.
Kroppen husker.
Jeg tænker, at de for altid ville huske duften af myrraolie, dem, der denne dag var med i Simon farisærerens hus.
Duften hang i luften, da hun var gået.
Den sad i deres sind som et blivende duftspor om den kærlighedserklæring, der måske ikke kan forstås med andet end kroppen.
Hun havde haft en krukke med, kvinden, der i dag kommer på besøg, hos Simon og hos os.
En ganske lille krukke, men pludselig fylder den det hele.
For da hun hælder olien ud over Jesu fødder, breder duften sig og fylder rummet. Duften af myrra.
Myrra?
Det har vi da hørt om før… For ethvert barn ved, at det var det, der var i en af gaverne fra de tre vise mænd, der kom til Betlehem, da Jesus blev født. Guld og røgelse. Og så myrra.
En krukke med myrra.
I Det nye Testamente optræder der meget få rekvisitter, så når de er der, er det fordi de har betydning, vi skal lægge mærke til.
Ordet ”rekvisit” betyder ”at søge efter” – eller ”at søge tilbage efter”.
Kvinden kommer til Jesus med en rekvisit.
Hun er selv en rekvisit. Hun kommer, fordi hun søger efter noget. Måske søger hun tilbage efter noget, der er blevet væk undervejs i livet. Hun spørger ikke Jesus efter det. Hun kommer bare. Siger ikke et eneste ord.
Men kroppen taler. For kroppen husker.
Hvem er hun, kvinden?
En glædespige – hed det i gamle dage.
En prostitueret, der måske endda har glædet ikke så få i selskabet der i Simons hus.
Og nu har glædespigen mistet både glæden og lysten.
Men kroppen husker.
Tårer er opsparet hukommelse.
Tårerne taler om engang, hvor glæden ikke var væk.
Læberne taler om engang, hvor kys kun blev givet med et formål.
Og kroppen taler.
Hun har ikke meget at komme med. Men hun har krukken med myrra. Og myrraen taler sit eget sprog.
Myrraen fortæller på sin egen måde om kærlighed, der er kommet ud af kurs.
I den græske mytologi fortælles der om en prinsesse Myrra, der havde et incestuøst kærlighedsforhold til sin egen far. Da faren opdager, hvem Myrra i virkeligheden er, smider han hende ud. I 9 måneder vandrer hun hvileløst rundt, indtil guderne gør hende til et myrratræ. Da tid er, brister myrratræets bark – og ud af den fødes en søn. Gæt hvem? Adonis. Den smukkeste af alle græske guder.
Så rekvisitten myrra er også fortællingen om, at ud af det umulige og ulykkelige kan noget smukt blive til.
Myrraen er evangeliet. Det uventet smukke midt i alt det ubærlige.
Og sådan kommer rekvisitten pludselig til at spille hovedrollen: Myrraen er Jesus, der taler og siger: ”Hun har elsket meget. Hendes synder er tilgivet hende”.
Jeg ved ikke, om kvinden har kendt til græsk mytologi. Det er også lige meget. Men hun har, fra den tradition, hun selv er vokset op i, vidst, at myrraen blev brugt som duft-rekvisit i de olier, man brugte til at salve. Salve dem, man kronede til konger og salve de døde.
Også med den tolkning spiller rekvisitten hovedrollen: Ved at salve Jesus, gør kvinden ham til konge. Sin konge. Og ved at salve ham forudgriber hun samtidig, hvad der også skal ske: At denne konge skal dø.
Kvinden har tømt sin krukke.
Hun har også tømt sig selv.
Tømt. Tavs. Afmægtig ligger hun der for Jesu fødder.
Og nu er det de andres tur til at tømme deres krukker.
De havde været fyldt til bristepunktet længe, deres krukker. Fyldt af harme: Hende? Her? Fyldt af forargelse: Hvad er det, hun gør? Og hvorfor gør Jesus ikke noget ved det? Fyldt af selvretfærdighed, fordi deres kroppe husker på en helt anden måde at vise en Herre og mester tilbedelse og hengivenhed på.
Nu tager Jesus det orde. Han taler til alle. Kvinden. Simon. De andre i huset. Os.
Og vi kan vælge at fylde det i vores krukker.
Eller vi kan lade det ligge som tårer, der tørrer ind på et stampet lergulv.
Han siger: Den, der er elsket, kan tilgives meget.
Den, der er elsket, kan tilgives meget.
Det er derfor forældre tilgiver deres børn. Fordi de elsker dem. Det er derfor ægtepar og elskede bærer og bærer over med meget, fordi de elsker.
Det er derfor vi godt ved, hvad Jesus taler om, for vi har oplevet den kærlighed. Levet den ud. Deler den med vores kære og dem, vi holder mere end lidt af.
Men der, hvor ingen andre kan tilgive, men kun fordømme.
Der, hvor vi ikke længere kan tilgive os selv.
Der, hvor vi sidder eller ligger udtømte tilbage som en tom myrraoliekrukke med skår i livsglæden – der er Guds kærlighed tilbage.
Den er der, selvom vi ikke har elsket Gud. Eller gået i kirke. Eller bedt vores aftenbøn. Eller anser os selv for fromme nok. Selv når vi er som kvinden, der intet andet har at komme med end tårer i metermål, så er den der, Guds kærlighed.
Fordi Gud er den, der elsker meget.
Så meget, at nogen – som Simon i dag – synes, at det er for meget. Sådan kan vi da ikke elske? Nej da. Men Gud kan.
Det kommer vi aldrig nogen sinde til at forstå med vores forstand.
Men måske vores krop kan.
Måske den kan huske.
Som et strejf af en dråbe, hældt over os i dåben.
Som smagen af druesaft og knasende smagsløs oblat.
Måske.
Eller måske du mest kan genkalde dig det fra ord, der trængte ind til et sted i dig, hvor du fik lov til at føle dig elsket.
Eller måske genkalder du dig en erfaring fra engang, hvor du var helt og aldeles tømt. Der, hvor der ikke var mere tilbage overhovedet i din livs krukke. Der blev der fyldt på dig. Dråbe for dråbe. Af håb. Af livsmod.
Du blev levende igen.
Kroppen husker.
Nu ville det selvfølgelig have været bekvemt for prædikenen her, hvis Jesus havde rørt kvinden, da han sender hende videre. Det gør han ikke. Han taler. Han siger: ”Din tro har frelst dig. Gå bort med fred”.
Men ord kan også røre. Berøre. Flytte os.
Jeg ved det selvfølgelig ikke – men jeg vil gerne tro, at det, Jesus sagde til kvinden forplantede sig til hendes krop.
At frisættelsen fik skuldrene til at sænke sig.
Sindet til at åbne sig.
Og glæden til at gå fra øre til hjerte.
Så hun ikke bare hørte ordene, men levede på dem: Med hud og hår og alt det, der var hende.
Og hvem ved … Måske lod hun krukken stå, da hun gik.
Så duften af myrra – af Guds uudgrundelige kærlighed kunne blive hængende i luften.
Og tænk … måske dufter den også her hos os i dag?
