Påskedag: Håbet har en klemme på os

Forsiden var rød på Agnestigs bind 1 af ”Vi spiller klaver”. Første stykke i bind 1 begynder med, at man først sætter den  højre tommelfinger på klaverets midterste tone, C.
(gå til flygelet) spille C – D – C – D – og så det lange.
Bagefter skiftede man til venstre hånd. Igen med tommelfingeren på det midterste C. Men nu lød melodien – er måske nok så stort sagt – sådan her: C – H – C – H – C.

Min første spillelæreren hed Cecilie. Hun gik på konservatoriet og hendes klaver var mørkt og opretstående. Det var ikke stor musik, der blev slået an der på et kollegieværelse i Esbjerg for virkeligt mange år siden. Men det var en begyndelse. Det begyndte med et C. Det begyndte med at kredse om tonen C.

Spillelæreren fik sin uddannelse, fik hus og flygel – og både undervisning og koncert for forældrene flyttede ud i hendes dagligstue. Der sad vi så, små nybegyndere af drenge og piger og følte os små bag det store flygel,

Da mine børn skulle spille klaver, fandt jeg mit eksemplar af ”Vi spiller klaver 1” frem. Forsiden var røget af – sådan ryger der et og andet i svinget i årenes løb. Men side 1 var der stadig. Nu var det næste generation, der fandt midter-c’et og slog tonen an: C – D – C – D – og så det lange C.

Jeg ved ikke om man også spiller efter Agnestig i USA. Men jeg ved, at der også er midter-C på klaverer i USA. I slutningen af 60’erne begyndte en pige ved navn Michelle at spille klaver. Det var hende, hele verden siden skulle komme til at kende. Ikke for hendes klaverspil. Men for meget andet. Blandet andet, fordi hun nu hedder Obama til efternavn.

En dag skulle Michelle spille sin første elevkoncert for forældre. Michelle var klar og selvsikker. ”Jeg skulle”, skriver hun, ”jeg skulle bare sætte mine hænder i bevægelse. Men der var alligevel et problem, hvilket jeg opdagede i det splitsekund, det tog mig at løfte mine små fingre op på tangenterne.

Jeg sad ved et perfekt flygel, hvis overflader var omhyggeligt støvet af, strengene var stemt med største præcision, de 88 tangenter lå der som et fejlfrit bånd af sort og hvidt. Problemet var, at jeg ikke var vant til det fejlfri. Jeg havde faktisk aldrig nogensinde mødt det før. … Det eneste instrument, jeg nogensinde havde spillet på, var min spillelærerindes langtfra perfekte opretstående klaver med dets patchwork af guldnede tangenter og det midterste C med den manglende flis”.

Og så sad Michelle dér med en melodi, der ikke kunne spilles. Hundredvis af gange havde hun gennemspillet den. Både fingre og hoved kendte den til bevidstløshed. Og nu kunne hun ikke spille den, fordi hun ikke kunne finde det midterste C. Fordi det midterste C denne dag var en tone blandt mange på et perfekt klaviatur med tangenter uden en eneste, hvor en flis var slået af.

Billedet af den unge Michelle, foran elfenben og    ibenholttangenterne uden at kunne finde tonen, - dét blev påskens billede for mig i år. Det er naturligvis ikke det eneste. For siden kom et af fotografierne fra et sodsværtet Notre Dame i Paris til. Især det foto, hvor man ser et kors står og lyser midt i alt det nedbrændte. Ja, og den veninde, der lige ud sagde: ”Håbet … håbet, ja, faktisk kunne jeg godt undvære det. Håbet og jeg, vi er ikke gode venner i øjeblikket”.
Jeg tænker, I har hver jeres påskebilleder og påskeerfaringer – og tangenter, der er slået flis af.

Men den unge Michelle, der sad der foran et flygel, uden at kunne få så meget som én eneste tone frem. Det blev mit langfredagsbillede. Og påskelørdagsbillede. På stilheden. Den stilhed, der sænker sig ikke kun over Jesu liv – men over ethvert menneskeliv fra tid til anden. Som minder os om, at påske, det var ikke kun et engang – men det er også nu.

Udover hele jorden – og måske også lige her iblandt os – sidder der nogen, der stadig billedligt talt sidder ved deres flygler – uden at kunne få en tone frem. Fordi livets melodi er langfredags-forstummet. Fordi noget har lagt låg på håbet. Fordi noget døde i dig – eller du mistede mennesker, du holdt af. Livets melodi kan modulere os så mange forskellige steder hen. Og så kan du sidde der, uden at kunne finde de rigtige tangenter eller grundtonen i dit liv.

Når det sker, er der nogen, der ville have forladt scenen. Der er også dem, der ville forsøge sig frem. Lede efter midter-c’et blandt alle de andre C’er og toner. Der er også dem, der ville være brudt i gråd.
Sådan som de gjorde det den påske der i Jerusalem, hvor livets melodi var gået i stå og en universel generalpause havde sænket sig over jorden, efter skrigene: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig”. Efter at stenen var rullet for gravhulen. Efter at lyden fra den sidste sandal efter en flygtende discipel var forstummet. Og den gråd, der var begyndt som en hulken nu var reduceret til lydløse tårer, der strømmede ned ad kinderne på både kvinder og mænd.

”Vi havde håbet … ” Vi havde håbet …
Når pauserne i håbets melodi bliver for lange, holder man op med at synge med.

Ingen ved længere hvor længe der var stille i en koncertsal med babyflygler et sted i USA i slutningen af 60’erne. Ingen ved på forhånd, hvor længe langfredags og påskelørdags stilhed varer, når den sænker sig over vores liv. Hvis vi vidste det, ville vi jo aldrig miste håbet. Men det gør vi jo: Mister håbet, leder efter det, råber på det, håber på det - og føler os håbløse og modløse.

Michelle søgte sin mors ansigt i mængden. Søgte det trygge. Sådan som vi, når vi er allermest modløse og håbløse, leder efter en krog eller et kors at hænge vores modløshed på.

Michelle søgte sin mors ansigt. Hende, der med et blik ville have forvisset hende om, at det skal nok gå – og går det ikke, så holder jeg af dig alligevel. Men det er ikke morens ansigt, der fanger hendes blik. For sådan er håb også – det kommer ikke altid derfra, hvor vi venter det.

I stedet er det en skikkelse på første række, der rejser sig. Det var spillelærerinden Robbie. Hun går op på scenen, stiller sig bag Michelle – og uden at sige et ord lægger Robbie blidt en finger på det midterste C. Så går hun tilbage og lader Michelle spille sin melodi.

Dét er påske: At da al musik i hele verden var blevet stille. Da alting holdt generalpause og ikke en eneste af dem, der havde sat deres håb til Jesus, vidste, hvordan de skulle komme videre, fordi alle tangenter nu var ligegyldige, da bliver det påskemorgen. Og Kristus indtager scenen. Uden ét ord bryder han al stilhed i verden – selv dødens, som ellers er det, der gør os stille både uden på og indeni. Og han stiller sig bag os – han har vores ryg – og han peger blidt på det midterste C.

C.
Se, nu stiger solen.
Se, hvilken morgenstund.
Se – og kan du ikke C det – så lyt. Dødens stilhed er for altid afbrudt af håbets tone. Lagt ind i vores verden. Ind i mellem så stille. Ind i mellem så larmende, at det overdøver alt – og begge dele kan bringe dig i tvivl om, hvor vidt det nu også er håb. Men det er det!

”Har du en tatovering?” Sådan lød et af de spørgsmål, Michelle Obama fik stillet i Royal Arena København i forrige uge. Der er sikkert nogle, der vil karakterisere det som et spørgsmål, der hører hjemme i et reality program. Hun svarede på denne måde: ”Vores piger har flere gange sagt, at de gerne vil have en tatovering. Hver gang har Barack og jeg svaret, at hvis de får en tatovering, så får både Barack og jeg lavet en hver på samme sted – og så flasher vi det på de sociale medier”.

Og så fortsatte hun – mere alvorligt – ”men hvis jeg skulle have en tatovering, så skulle der stå håb. For vi har sådan brug for håbet – og ikke for fortvivlelsen. Vi har overvejet en tatovering. Men håbet er jo tatoveret i vores sjæle”.

Det lyder lidt fladt at sige det på dansk. I en fuld Royal Arene var det ikke fladt. Det var påskeforkyndelse. Midt i bedste sendetid. Påske er, at Gud har tatoveret sit levende håb på vores liv. Uhørligt, usynligt for øjet og ind i mellem for troen, men uudsletteligt.

Håbet. Årh … Når man længes allermest efter det, ville det være dejligt, hvis håbet var lidt mere synligt og håndgribeligt. Derfor havde jeg også bestilt en påskegave til Jer alle her i dag. I skulle alle have haft en tatovering. Ikke sådan en af dem på kroppen. Men jeg havde bestilt en klemme til hver af Jer med ordet ”håb” tatoveret – eller brændt synligt på den ene side af klemmen.

I skulle have haft klemmen – og så ville jeg lige  nu have bedt jer om at placere klemmen forskellige steder. Hvad ville I mærke, hvis I satte den på jakken, i et snørrebånd eller i håret eller på spidsen af en lang negl – formentlig ingenting.

Anderledes hvis I havde sat den på pegefingeren, næsten eller i en øreflip. Der ville I på en anden måde mærke, at håbet havde en klemme på Jer.

For sådan er håb, det er smidt ind i vores verden, sværest at mærke i modgang, til andre tider helt anderledes levende.
Men bare fordi vi ikke kan mærke det, betyder det ikke, at det håbet ikke er der.

En klemme har to opgaver: Den skal kunne holde fast og den skal kunne slippe. Ind i mellem er vi bedre til at slippe end til at holde fast: Hvis håbet ikke lige er der på kommando, så slipper vi det hele: Troen på Gud og mening og hele dynen.
Påskens forkyndelse er, at selv når vi slipper håbet, bliver vi holdt fast. For påsketro –ja, al kristentro er, at det ikke er os, der har en klemme på Gud, men Gud, der har en klemme på os.

Desværre er klemmerne ikke nået frem. Og det er ikke hverken Post eller pakkevæsens skyld. Det er helligåndens – eller mig – der fik ideen så sent, at de ikke nåede det.

Til gengæld får I ved udgangen tilbudt en påskelilje til at tage med på jeres gravsteder eller med hjem i stuen. Lad den stå og trompetere. Og selv når den visner, er den håbets tegn på at selv når vi tror, at alt liv er ude, så er alt håb ikke ude.

Det er påskedag… Verden er ikke fejlfri eller perfekt. Det er påskedag. Det er håbets dag, også for alle dem, der ikke har en tone i livet – og som ikke aner, hvor de skal finde det midterste C.

Det er håbets fødselsdag. Og ligesom midter-c’et ikke er til at komme udenom, når man spiller klaver, så er håbet en del af vores DNA. Det er det, der gør os til dem, vi er – og til dem, vi er ved at blive.

Det er håbets dag. Der er stadig masser af melodier, der skal spilles og synges og håbes og leves. Gud være lovet for det!

På det vil vi ønske hinanden en glædelig påske!

For det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

 

 

Lad os bede:

Herre, vor Gud!

Vi takker dig for denne morgens nye håb,
der rækker ned i gravene og ind i de mørkeste sind.

Vi beder dig:
Læg påskens liv og glade dage ind i alle vore dage.

Lad os på vor krop mærke din opstandelseskraft, så vi får lyst og mod til at rejse os fra vore grave og det, der holder os fast og gå videre.

Giv os håb om nye dage, hvor vi troede, det var slut. Og giv os tro på venskab, kærlighed og fællesskab, der hvor tilliden var brudt.

 

Tak, Herre, for, at du kender hver enkelt af os og for at du kalder os ved navn, første gang ved døbefonten, ja, og hver dag siden. Lad os ikke glemme at dit navn og vore navne hører sammen.

 

Lad os fejre din påske - ikke bare for os selv,
men for alle der sørger og savner,
for dem, der endnu ikke har hørt evangeliet
eller endnu ikke tør tro det.

 

Vær med din kirke her i Christians sogn – og ud over hele jorden, hvor kristne fejrer påske. Må kirken være det sted, hvor ordet om muligheder lyder.

Vær hos alle, der har fået magt og ansvar betroet: Vær med Dronningen og hendes familie – og alle, der fik et særligt ansvar betroet, det være sig i regering, byråd, menighedsråd eller forvaltninger.

 

Sid hos dem, der har brug for ekstra nærvær og ekstra hænder: hvad enten de er handicappede, ofre for ulykker eller på anden måde, synligt eller usynligt sårede på krop eller sjæl.

Vi beder for vore kære, hvem vi hver især tænker på … lige nu.

Giv dem en glædelig påskedag. Og skænk os alle en glædelig opstandelse på den store påskemorgen. Amen.

 

Dåbstale:

Kære forældre og faddere, kære menighed.

”Hak – hak – hak”. Det lød ikke som en af de muntre fugle, der kaldte på de andre. Lyden kom fra den fuglekasse, der hænger på det æbletræ i min have, der sidste år kun bar ét eneste æble.

”Hak – hak – hak”. Først kunne jeg ikke se den, fuglen, men så fløj den ud af fuglekassen, blåmejsemusvitten eller hvad end det nu var for en, og den satte sig på ydersiden af redekassen. ”Hak – hak – hak”, lød det igen.

Nu så jeg, hvad fuglen havde gang i: Den sad i åbningen og forsøgte at hakke det runde hul til redekassen større. Både udefra og indefra. Jeg smilede lidt ad det umulige i forsøget. For redekassen er lavet af hårdttræ og et blåmejse-musvitnæb er lille. Men en blåmejsemusvit kender hverken til ordet ”umuligt” eller ”utroligt”.

Det er påskedag. Vi fejrer det, der kan lyde både umuligt og utroligt: At gravstenen var rullet fra graven og Jesus stået op fra de døde. Og det er ikke til at sige, om det var livslyset fra graven eller morgenlyset ind i graven, der lyste stærkest.

Påskemorgen blev det håb, der altid har været i verden, hakket større, både indefra og udefra. For Påskemorgen gav Gud håbet en ny dimension: Han gjorde håbet levende. Og for enhver, som tror, har håbet lige siden været knyttet sammen med ham, der døde, men opstod.
Det fejrer vi denne dag.

Det er påskedag. I kirkens tidligste år den eneste dag om året, der blev holdt dåb. I dag kommer I bærende med jeres Lærke. I dag er det hende, der får Guds levende håb i dåbsgave.

For det siger vi: Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Amen.

Faddertiltale:
Kære forældre og faddere.
I har nu – som alle vi andre – set Lærke blive døbt. Men I stod tættest på.
Og som Lærkes nærmeste har I i fremtiden en helt særlig opgave: I skal fortælle hende om, hvad der skete her i dag.

Men I skal også være som blåmejsemusvitten, jeg indledte med at tale om. I skal fodre hende. I skal vande hende. I skal trøste hende.

Og når hun begynder at stille alle de store og gode spørgsmål, som ethvert barn før eller senere stiller, så skal I være med til at hakke hullerne i hendes tilværelsesforståelse større ved at pege på, hvad der er sket her i dag.

Må Gud give Jer vinger – fantasi og mod i den gave og opgave, der nu også er jeres: Den, at opdrage et barn i den kristne tro.